Alle tiders Historie

Alle tiders Historie

Denmark

Alle Tiders Histore er levende historieformidling, der tager rundt i landet for at fortælle om de mennesker og begivenheder, der har præget vores fælles fortid og sætter spor i vores samtid.

Episodes

Alle tiders historie: Fortidens nye hus 2014-09-27  

En rød lift løfter elektrikeren 12 meter op under loftet så han kan installere stjernehimlen over gravhøjen og den lille shamankvinde. Gulvet flyder af kabler, malerspande og værktøj og midt i rodet knejser en plastindpakket runesten. Om 14 dage åbner MOMU - det nye Moesgård Museum - og der bliver sammenbidt arbejdet for at få de store rum og sansemættede udstillinger færdige. Montrer og lange tekster er afløst af dramatiserede fortællinger, animationer, lyd og lys - for på den måde at give os en fysisk oplevelse af fortidens mennesker og deres tid. Medvirkende: Museumsinspektør Jeanette Varberg og afdelingsleder Pauline Asingh. Tilrettelæggelse: Susanna Sommer.

Alle tiders historie: Underklassens jægere 2014-09-22  

De padlede rundt i små ubekvemme lavbundede jagtpramme og skød knortegæs, svaner og ænder ved de danske kyster. Strandjægerne var jagtens underklasse og de blev beskyldt for både krybskytteri og for at true fuglebestanden. Men de var også initiativrige, frihedslystne mænd, der brugte jagten til at forsørge familien når der var smalhals og krise. Sven Thorsen har i løbet af de sidste 10 år opsøgt de gamle jægere og fået dem til at fortælle om jagtliv, lokkeænder og skydepramme. Det er blevet til bogen Strandjagt, der udkommer 1. oktober. Tilrettelæggelse: Susanna Sommer

Alle tiders historie: Forrædere i sort 2014-09-15  

Om formiddagen den 19. september 1944 tog tyskerne 1/3 af den danske politistyrke. Resten gik under jorden og landet stod tilbage uden ordenshåndhævere. Tyskerne oprettede et hjælpepoliti - Hipokorpset og de sortuniformede danskere i tysk tjeneste blev hurtigt betragtet som sindbilledet på forræderi, når de forsøgte at hævde deres autoritet i de københavnske gader. Efter krigen blev hipo'erne afskrevet som sinker og degeneret råddenskab på det ellers sunde danske folketræ. Men senere undersøgelser viser, at de lignede den øvrige befolkning til forveksling. Arkivleder på Historisk samling fra besættelsestiden, Henrik Lundtofte, har skrevet bogen Håndlangerne, hvor han undersøger hipo'ernes motiver og drivkraft. Tilrettelæggelse: Susanna Sommer

Alle tiders historie: Kvindernes museum 2014-09-08  

Tjenestepigers skudsmålsbog, brugerskabte vimpler med budskaber lige fra "Sød Tøs" til "Kvinder er stærke" og det lyserøde pigeværelse, hvor pænpigegenet virkelig bliver masseret og udfordret. I 30 år har Kvindemuseet i Århus fortalt kvindernes historie og det er stadig nødvendigt at have et sted, hvor beretningerne om stemmeret, sexualitet og fortidens syltende husmødre bliver foldet ud, forklarer museumsleder Merete Ipsen, som også fortæller om at lave kvindemuseum i patriarkatets højborg - Aarhus' gamle rådhus.

Alle tiders historie: Sex på postkort 2014-09-01  

I dag er der bare bryster på bussernes reklameskilte, nøgenbadning på stranden og pornoblade på supermarkedernes magasinhylder. For 100 år siden var billeder af den nøgne krop en indbringende industri og del af en indædt kulturkamp. Alle Tiders Historie besøger Politimuseet på Nørrebro i København for at se nærmere på de erotiske postkort og på hvordan de udfordrede datidens normer. Medvirkende: Museumsleder Frederik Strand. Tilrettelæggelse: Susanna Sommer.

Alle tiders historie: Flugten fra klunkerne 2014-08-25  

Der er tæppe på gulvet, piedestaler med planter og statuer, lænestolene bugner af polstring, kvaster og klunker og der er ikke plads til et frimærke mellem væggenes billeder. I Nationalmuseets klunkehjem beboede en familie på 5 de 330 kvm. og havde kokkepige, stuepige, hushjælp og kusk. I dag står lejligheden fuldstændig som den gjorde i 1890. Vi vandrer en tur gennem de tætpakkede stuer sammen med professor Martin Zerlang, der lige har udgivet bogen 1914. Den handler om en nervøs sitrende forandringstid, hvor man droppede klunkerne og talte for enkle lyse funktionelle rum, smed korsettet og fik bevægelsesfrihed og hvor demokratiseringen mellem køn, aldre og klasser begyndte. Tilrettelæggelse: Susanna Sommer Medvirkende: Professor Martin Zerlang

Alle tiders historie: Moderskabets vilkår 2014-08-23  

Den unge kvinde på maleriet er i et fast greb af betjenten, mens andre mænd graver efter hendes skam og forbrydelse...barnet, hun har født i dølgsmål, dræbt og skjult i sandet, og hendes skæbne delte mange ugifte kvinder, der kom i ulykke. Det er længe siden - og historien om moderskabet har forandret sig voldsomt gennem de seneste 100 år. Der er kommet prævention, adgang til fri abort - og hjælp til forsørgelse. Alle Tiders Historie handler om moderskabets vilkår og om den organisation, der har hjulpet til siden 1905, Mødrehjælpen. Tilrettelæggelse: Karen Secher. www.dr.dk/historie (Sendes også tirsdag 2.03 og torsdag 18.25).

Alle tiders historie: Offerhæren i mosen 2014-08-18  

For 1800 år siden stødte to hære sammen på slagmarken. Efter slaget blev den besejrede hærs våben ofret i søen i Illerup Ådal ved en storslået ceremoni, hvor der blev slagtet heste, fjendernes våben og udstyr blev smadret og krigerkongen hyldet af en kæmpe menneskemængde. I 1950'erne blev området drænet, og arkæologerne fandt mere end 12000 våben og dele af soldaternes klædedragter. Fundene viser, at det har været to kæmpestore og velorganiserede hære og en kamp, som var helt anderledes end tidligere tiders guerillaoverfald for at skaffe sig fx. mad og kvinder, Susanna Sommer besøger Ådalen sammen med arkæolog Jeanette Varberg for at tale om hendes bog "Fortidens slagmarker" og om 6500 års krig - fra stenalderen til vikingetiden. Tilrettelæggelse: Susanna Sommer. Medvirkende: Arkæolog og museumsinspektør Jeanette Varber

Alle tiders historie: Drømmen om egen hæk 2014-08-11  

Bolig til gartneren i baghaven, plads til hestevognen og kvadratmeter nok til både familie og tjenestefolk. I dag ligger Rosenvængets Kvarter midt i den myldrende storby på Østerbro i København, men i 1860erne var det langt ude på landet. Og derude blev et af landets første villakvarterer bygget til hovedstadens overklasse, der gerne ville have frisk luft og stranden for enden af vejen. I de 150 år, der fulgte er Danmark blevet et land af husejere, som bebor i de 1,1 millioner parcelhuse og villaer rundt om i byer og forstæder. I Pilegårdskvarteret i Tårnby kan man finde parcelhusenes spor tilbage til arbejdernes haveforening fra 1943 og så er vejene et broget kludetæppe af huse fra de følgende årtier, hvor husbyggeriet virkelig tog fart, middelklassen voksede og alle ville have køkkenalrum, bidet og gildesal. Medvirkende: Historiker Jonas Møller. Tilrettelæggelse: Susanna Sommer

Alle tiders historie: At balancere på knivsæggen 2014-08-04  

På en trækasse ligger lysplanen, hvor alle spots er indtegnet, et par ledninger dingler fra loftets projektorer, i ét rum fløjter en tømrer og i et andet er en kvinde ved at polere et kaffestel. Der er kun få dage til det nye museum, Mosede Fort ved bredden af Køge Bugt, åbner og skal fortælle historien om hvordan Danmark holdt sig neutralt under 1. verdenskrig. Det handler om at balancere imellem de krigeriske stormagters krav, om at opleve den første mediedækkede krig og om opkomsten af velfærdssamfundet - med folkeregister, skrå skatteloft og projekter, der skal fremme befolkningens sundhed. Medvirkende: Museumschef Henriette Buus og museumsinsektør Hans Henrik Appel. Tilrettelæggelse og vært: Susanna Sommer

Alle tiders historie: Forestillingen om fortidens lyd 2014-07-28  

Det er lidt mere end 150 år siden man første gang kunne optage lyd og på den måde fastholde historien. Før det er fortiden tavs. Men i Italien står ruinerne af et 2000 år gammelt teater - lidt af en væg og et brudstykke af tilskuerpladserne. Her blev der engang sunget og holdt politiske brandtaler. Og den moderne teknologi gør det nu muligt at opleve hvordan det måske lød omkring år 0, for inde i computeren står bygningsværket helt og fint, og man kan høre, hvordan musik og stemmer engang lød fra scenen. Alle Tiders Historie handler om fortidens lyd - genskabt stenalderlyd fra Yorkshire, lydeksperimenter fra et af oldtidens bygningsværker på Malta og dansk computerauralisering fra en tyrkisk moske. Tilrettelæggelse: Susanna Sommer. Medvirkende: Claus Lynge, adminstrerende direktør i Odeon; Ben Elliot, arkæolog og Linda Eneix fra Old Temple Study Foundation

Alle tiders historie 2014-07-21  

Alle har en erindring om en lærer, lokummerne eller madpakkerne...for alle har gået i skole engang. Skolens historie er den største fælles dannelseshistorie - og det markeres her i 2014, for lovene om skolegang har 200 års jubilæum. Og de 200 års historie fortæller om en enorm forandring...fra de små stråtækte landsbyskoler med tæv, katekismus og lang skolevej...til den spirende pædagogiske ide i begyndelsen af 1900-tallet...frem til vores tid med elevplaner, individorienteret undervisning og heldagsskole....Det er også en historie med spanskrør, stive skolepulte, anskuelighedstavler, overhøringer, kristen opdragelse, ulækre madpakker, lektier - og måske mødet med en lærdom, der åbnede verden...Alle Tiders Historie trækker sammen med professor Ning de Coninck-Smith fra Institut for uddannelse og pædagogik trådene fra 1814 til i dag...hvor børn fra Hellested Friskole giver deres bud på, hvordan det er at gå i skole i dag. Tilrettelæggelse: Karen Secher. www.dr.dk/historie (Sendes også tirsdag 2.03 og torsdag 18.25).

Alle tiders historie: Drømmen om sydens citroner 2014-07-14  

På markedet i Rom går kvarterets ældre damer om morgenen rundt med indkøbstrolleyer og føler sig igennem varesortimentet, og det tager tid før en tomat eller artiskok finder nåde for deres øjne. De lysende gule citroner har både stilk og grønne friske blade, og det har i århundreder været et symbol på sydens sanselige solfyldte eksotiskhed. Alle Tiders Historie fortæller om guldaldermalernes dannelsesrejser til Italien i 1800-tallet og besøger nogle af Roms seværdigheder for at se på, hvad det er der driver nutidsturisterne iført fornuftigt fodtøj, iPads og Instagramkonto. Medvirkende: Museumsinspektør ved Glyptoteket Line Clausen-Pedersen og Janne Liburd, leder af Center for Turisme, Innovation og Kultur på SDU. Tilrettelæggelse: Susanna Sommer

Alle tiders historie: Madens historie 2014-07-07  

Når det gælder madens historie, er der ingen kongerækker, og tidslinjen tager ikke hensyn til oldtid, middelalder og nyere tid. Kongerækkerne er erstattet af gryderækker, og perioden fra tidernes morgen til i dag kan opdeles i før og efter komfuret. Alle tiders historie fortæller om kogekunstens udvikling fra 1616 til 1910 og om de samfundsforhold, der har påvirket indholdet i gryderne. Og så bliver der lavet postej af due og kalvebrisler. Medvirkende: Historiker Else-Marie Boyhus og kok og madbogs-forfatter Katrine Klinken Tilrettelæggelse: Karen Secher.

Alle tiders historie: Fortiden stinker 2014-07-01  

En lille lugtstøvsuger har hentet duften ud af 700 år gamle latrintønder fra Odense. Nu er lugten af fortidens lort gemt i små forseglede plasticposer og venter på, at en japansk duftforsker skal analysere dem. Alle Tiders Historie besøger udgravningen i Odense, hvor latrinerne er fundet og sniffer til fortiden - for hvad betyder duft for vores forståelse af historien og hvad betyder det at vi kan "optage" og senere genskabe fx. lugten af en hashbod fra Christiania. Tilrettelæggelse: Susanna Sommer Medvirkende: Maria Lauridsen, arkæolog ved Odense Bys Museer; Peter Hambro Mikkelsen, afdelingsleder på Moesgård Museum og Kouki Fujioka, lektor på Jikei University

Alle tiders historie: Dyr bag tremmer 2014-06-30  

Haven på toppen af Valby Bakke ekkoer af sælbrøl, abeskrig og skildpaddesex og i løvegraven ligger flokken girafsøvnige og slår mave. Alle Tiders Historie besøger Københavns Zoo sammen med historiker Anders Lundt Hansen for at se nærmere på historien om vilde dyr i fangenskab: Fra fortidens menagerier, hvor dyrene var prestigeobjekter og herskeren demonstrerede sin magt til nutidens anlæg, hvor tilskueren nærmest skal nedsænkes i dyrenes miljø. Zoologiske haver har til alle tider været et udtryk for en periodes natursyn eller måske rettere menneskets drøm om hvordan vores forhold til naturen burde være. Tilrettelæggelse: Susanna Sommer Medvirkende: Anders Lundt Hansen (Genudsendelse fra februar 2014)

Alle tiders historie: Hvad sandet gemte 2014-06-23  

Midt i den troldske nordsjællandske granskov åbner en lysning sig. Halvdelen er dækket af frodigt græs, der gror henover store kampesten, som viser en trelænget gårds grundplan. I den anden ende er der grankvas, sand og et grønstribet partytelt. Lysningen ekkoer af skovlen, skraben og stemmer fra de 12 arkæologistuderende, som er i fuld gang med at udgrave to gårde fra landsbyen Torup, der i slutningen af 1500tallet blev opslugt af sandmasserne. Tilrettelæggelse: Susanna Sommer. Medvirkende: Søren Frandsen, formidlingschef ved Museum Nordsjælland; Kjartan Langsted, museuminspektør Museum Nordsjælland; Mogens Høegsberg, adjunkt Århus Universitet; Søren Agerlund, skovfoged Naturstyrelsen Nordsjælland og studerende Lukas Pedersen

Alle tiders historie: Når kunsten får hashtags 2014-06-16  

På museumsvæggen hænger L. A. Rings maleri af sin unge hustru, der drømmende står og ser ud i den frodige forårshave. Sædvanligvis må man nøjes med den forklarende tekst under rammen eller udvekslingen med sin følgesvend under museumsbesøget. Men nu har ni danske museer skabt hintme.dk. Det er en digital platform, som gør det muligt at dele tanker og spørgsmål med andre kunstinteresserede og med museets fagfolk. Tilrettelæggelse: Susanna Sommer. Medvirkende: Merete Sanderhoff, museumsinspektør ved Statens Museum for Kunst og Morten Schjødt, interaktionsdesigner i Oncotype

Alle tiders historie: Da overvågningen begyndte 2014-06-09  

Indtil år 1800 havde det lille danske politikorps mest sørget for ro og orden på gader og stræder. Men den franske revolution satte en skræk i de enevældige herskere og i Danmark blev der fx. skabt et hemmeligt sikkerhedspoliti, der skulle overvåge og kontrollere københavnerne og forhindre oprørsforsøg. Nu gjaldt det om at forudse forbrydelserne og holde øje med samfundsomstyrtende elementers planer. Det skete ved hjælp af informanter, politiagenter og provokatører og en helt ny mennesketype voksede frem: Detektiven, der skulle kunne kombinere oplysninger, sætte sig ind i andres tankegange, aflæse både mennesker og by og finde alle puslespillets brikker. Tilrettelæggelse: Susanna Sommer Medvirkende: Karl Peder Pedersen, dr. phil. og forfatter til bogen "Kontrol over Køvenhavn"

Alle tiders historie: Den nordiske model 2014-06-02  

Alle Tiders Historie tager til Norge for at være med til fejringen af 200 året for den norske grundlov og for at undersøge den historiske og politiske udvikling, som har gjort det muligt for de nordiske lande at udvikle velfærdssamfund, som resten af verden roser og skæver til. Er der noget "særligt nordisk", og hvad betyder fred, identitet, værdier, kultur og menneskesyn for landenes samfundsudvikling? Tilrettelæggelse: Susanna Sommer og Thomas Hovmøller. Medvirkende: Erna Solberg, statsminister, Høyre, Norge; Olav Njølstad, historiker, Universitetet i Oslo; Geir Lundestad, direktør, Det Norske Nobelinstitut; Lars Hovbakke Sørensen, historiker og ekstern lektor ved Københavns Universitet; Dag Einar Thorsen, ph.d. i statskundskab ved Universitetet i Oslo, og ekstern lektor ved Højskolen i Buskerud og Vestfold

0:00/0:00
Video player is in betaClose