Episodes

  • Venstremanden Niels Neergaard var en redelig mand, der holdt sig klar af Alberti-skandalen. Derfor var der ikke andre Venstremand, der kunne blive konseilpræsident som statsministerposten hed dengang, da sagen væltede I.C. Christensens regering i 1908. Neergaard holdt sig i politik i mere end 40 år, og blev igen regeringsleder som statsminister i 1920. Vi taler med Folketingets tidligere bibliotekar, historiker og forfatter Kristian Hvidt.

    Mange har læst Grundloven, men de færreste har forstået den. Vi taler med Højesteretsdommer Jens Peter Christensen om de første fire paragraffer i Grundloven, der på det nærmeste gør det umuligt at afskaffe monarkiet, men til gengæld rummer mulighed for at afskaffe folkekirken, når eller hvis medlemstallet glider under 50 pct. af befolkningen. Hør med, når Torben og jeg stiller alle de ”dumme spørgsmål” til højesteretsdommeren.

  • Historikeren David Holt Olsen fra Danmarks Industrimuseum i Horsens har gennem det sidste år markeret sig som en markant provokatør i dansk kulturliv. En af kæphestene er de kommunale kulturpaladsers fokusering på kreative arbejdspladser. I øjeblikket arbejder han sammen med forskere fra Syddansk Universitet på at skaffe midler til et forskningsprojekt, der skal kortlægger, hvordan det moderne industrisamfund ser ud.

    David Holt Olsen er gæst i anden time, hvor vi også bringer en forproduceret samtale med professor og retshistoriker, Ditlev Tamm, hvor vi portrætterer Danmarks 3. statsminister Anders Sandøe Ørsted, der var den stadigvæk berømte fysiker H.C. Ørsteds i sin samtid ret så markante lillebror.

  • Missing episodes?

    Click here to refresh the feed.

  • Vi lægger ud med at tale med Gnags-forsanger Peter A.G. Nielsen og spørger ind til hvilke tanker han gør sig om politik? Dernæst tager vi med
    lektor Sebastian Olden-Jørgensen fra Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet tilbage til dansk politik som det gik for sig i enevældens første tid. Peder Schumacher Griffenfeld var datidens lysende stjerne. Han skrev kongeloven fra 1665, som stadig er i brug, og blev undervejs dansk rigskansler. Men en dag overspillede han sine kort og gik bag kongen i storpolitikken, og det blev fatalt.

  • Rædslerne i den syriske storby Aleppo udstiller verdenssamfundets magtesløshed overfor det syriske styres og deres allierede Ruslands brutale fremfærd med bombninger, der intet hensyn tager til de civile. Vi får en analyse af professor Mikkel Vedby Rasmussen fra institut for Statskundskab.

    I Ungarn er landets sidste store oppositionsavis, der er kritisk overfor regeringschef Viktor Orban på vej mod lukning. Er pressefriheden i EU-landet Ungarn truet? Vi spørger Østeuropa-kender Søren Riishøj.

    Den politiske Danmarkshistories største politiske skandale er nærmest uden sammenligning justitsminister P.A. Albertis fald i 1908. Da ministeren meldte sig selv til politiet kom det frem, at han som formand bl.a. for en sparekasse over 15-20 år havde svindlet for et beløb, der dengang svarede til en fjerdedel af statens budget på ét år. Siden dengang har ingen minister kunnet drive erhvervsvirksomhed samtidig med sin ministergerning. Vi taler med Kaare R. Skou om Alberti i anledningen af udgivelsen ”Magtens Forblændelse”.

  • Man må ikke håbe, at trenden med økologi breder sig alt for meget til resten af verden, for så risikerer vi ifølge Bjørn Lomborg både sultkatastrofer og ryddede regnskove. For verden mangler kapacitet for at kunne mætte alverdens munde med økologiske fødevarer. Så hvorfor i alverden skal danske politikere bruge skattekroner på at udbrede økologien, når det på et tidspunkt vil nå en grænse? Der blev fx afsat 2,4 milliarder kroner til økologi fra 2009 til 2015. Vi spørger Simon Kollerup fra Socialdemokraterne og Henrik Dahl fra Liberal Alliance. Statsminister Viggo Kampmann leverede i 1960 Socialdemokraternes bedste valgresultat siden krigen på hele 42,1 pct. under sloganet ”Gør Gode Tider Bedre”. Som en meget indflydelsesrig, initiativrig og effektiv finansminister havde han æren af en massiv udbygning af velfærdsstaten blandt andet med indførelsen af folkepensionens i 1957 og en økonomisk udvikling, der på få år skabte fuld beskæftigelse og markante fremskridt i levefoden for alle. Men halvandet år efter valget var det slut. Kampmann måtte gå af på grund af en hjertelidelse, men der gemte sig også andre årsager til, at hans ellers smukke politiske karriere fik en brat ende. For statsministeren havde det blandt andet med ind imellem pludselig at forsvinde. Vi taler med journalist Poul Smidt, der er forfatter til en helt ny biografi om Viggo Kampmann.

  • Bodil Koch var en slagfærdig teolog, der røg cigarer og cerutter og til trods for at hun var medlem af en række socialdemokratiske regeringskollektiver havde sine meningers mod. Hun og hendes mand Hal Koch var et politisk-intellektuelt powerpar i årene efter krigen, hvor Kock i 13 år var en meget markant kirkeminister. Vi taler om Koch med professor dr. phil. Birgitte Possing, der for nogle år siden udgav biografien ”Uden omsvøb”. Generationer af danskere er opdraget til at huske at slukke lyset, for ikke at bruge for meget strøm. Engang gjorde man det for at spare penge. I dag er det hensynet til miljøet, for det koster jo på klimaregnskabet, at fyre op i kulkraftværkerne, så der bliver strøm til vores vaskemaskiner og de andre utallige el-apparater, der findes i vores husholdninger. Men kan man spare for meget på energien? Ja det mener adm. direktør Lars Aagaard, Dansk Energi. Jarl Cordua og Torben Steno

  • For nylig besluttede Frederiksbergs kommunalbestyrelse at genopstille statuen af tidligere regeringschef, konseilspræsident C.C. Hall. Det var den lokale konservative politiker, Nikolaj Bøgh, der krævede statuen af Hall tilbage på sin oprindelige plads i Søndermarken på Frederiksberg. Cordua & Steno tager i begyndelsen af 2. Time med Bøgh i Søndermarken ikke langt fra Zoologisk have til en samtale om Carl Christian Hall, der stod i spidsen for vedtagelsen af Novemberforfatningen i 1863, der udløste den ulyksagelige krig året efter. Nina Groes er direktør for Kvinfo - et videncenter og et forskningsbibliotek for køn, ligestilling og mangfoldighed finansieret af skatteyderne. Sidst i 2. time tager Cordua & Steno på besøg hos Kvinfo i Den Sorte Diamant tæt på Københavns havn til en diskussion med Groes om Kvinfos arbejde og eksistensberettigelse, om køn, feminisme i dag og ligestillingspolitik i Danmark. Jarl Cordua og Torben Steno

  • Socialdemokraten Vilhelm Buhl var statsminister to gange hver gang af et halvt års varighed under og lige efter 2. verdenskrig. Han stod bl.a. i spidsen for befrielsesregeringen, men var som tilhænger af samarbejdspolitikken mod tyskerne anbefalet danskere at angive de af deres landsmænd, som syslede med planer om sabotage. Det gjorde ham ikke ukontroversiel. Vi taler om Buhl med historiker Niels Wium Olesen fra Aarhus Universitet. Forretningsmanden Morten Pedersen er dansker, men var engang gift med en svensker, driver virksomhed i Sverige og hans børn er dansk-svenske. Indtil for nylig var der et skisma mellem dansk og svensk udlændingepolitik, som bunder i, at indvandrerdebatten føres simpelthen på en helt anden måde og at de to landes egen selvforståelse er helt forskellig. Jarl Cordua og Torben Steno

  • Liberal Alliances job- og vækstudspil har kapret den politiske debat på det stillestående Christiansborg, der kun venter på, at valget udskrives. De røde slår syv kors for sig, mens DF træder vande eller taler sort. Men hvad siger de i det muligvis kommende regeringsparti Venstre? Vi får besøg af Venstres kommunalordfører Jacob Jensen i 1. time. K.K. Steincke var en markant socialdemokratisk politiker. Som socialminister stod han fader til den berømte socialreform i 1933, der lagde en af grundstenene til vores velfærdsamfund. Siden er han dog også blevet en kontroversiel skikkelse, fordi han som justitsminister gjorde sig til talsmand for racehygiejne og fik vedtaget lovgivning, der indførte tvangssterilisering af bl. a. mentalt svage og socialt udsatte borgere. I 2. time, som er optaget på forhånd, taler vi med cand. scient. pol. og forfatter Jacob Christensen om Steincke og hans politiske virke. Danmark i disse år er udsat for en kollektiv »dementgørelse« - ja samfundet har simpelthen mistet evnen til at erindre og bliver gradvis mere og mere historieløst. Selv blandt den politiske og kulturelle elite er historieløsheden omfattende. Denne kulturpessimistiske diagnose står at læse i lektor og forfatter Michael Böss’ bog ”Det Demente samfund - historieløshed i nutidskulturen”, der også er et opgør med ”funktionalismen” i dansk politik, hvor både højre og venstre side af det politiske spektrum fører ”den nødvendige politik. Böss er gæst sidst i 2. time. Jarl Cordua og Torben Steno

  • For 100 år siden under den 1. verdenskrig var den radikale C. Th. Zahle regeringschef. Han blev den sidste konseilspræsident og den første med titel af statsminister. Hans exit som regeringsleder blev også dramatisk, da kong Chr. X afskedigede ham - uden at Zahle-regeringen havde et flertal imod sig. Resultatet blev en alvorlig regeringskrise, der fremprovokerede store demonstrationer som for altid ændrede forholdet mellem kongehus og folkestyre. Crdua og Steno har talt med rigtig kender af perioden, nemlig ingen ringere end Politikens ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard om Zahle, hans tid og hans afgang, som vi i dag kender som Påskekrisen 1920. 1700-talsfilosoffen Edmund Burke betragtes som den engelske konservatismes stamfader. Men hvor konservativ var han egentlig? Og giver det mening at tage ham til indtægt for danske konservatives synspunkter i dag? Vi får besøg af professor i Statskundskab ved Københavns Universitet Peter Kurrild- Klitgaard. Under den kolde krig på en dansk ø geografisk beliggende bag jerntæppet voksede en ung bornholmer op. I 1.g meldte han sig ind i Venstres Ungdom og blev siden aktiv i venstrepolitik bl.a. i København. Hør Torben Stenos interview med Jarl Cordua om medværtens politiske baggrund, og hvad der har dannet hans verdensbillede. Jarl Cordua og Torben Steno

  • De borgerlige kæmper om, hvem der kan stramme flygtningepolitikken mest. Er der en grænse for, hvad Liberal Alliance vil gå med til? Debat mellem DFs Martin Henriksen og LAs Simon Emil Ammitzbøll. Med en meget snæver margin lykkedes det den siddende brasilianske præsident, Dilma Rousseff at blive genvalgt. Hvad betyder det for verdens 7. største økonomi og den politiske udvikling? Analyse med de to Latinamerikakendere, Niels Westy Munch-Holbek og Niels Lindvig. N.F.S. Grundtvig er en gigant i dansk åndsliv, og han var i flere perioder medlem af Rigsdagen både som folketingsmedlem og landstingsmedlem. Han var også politisk tænker, og det har professor Ove Korsgaard skrevet en glimrende bog om som udkom for et par år siden i serien "Statskundskabens Klassikere". Hør vores samtale med Korsgaard om den politiske Grundtvig. Det er i 2. time. Til sidst tager vi en tur i Vandrehallen på Christiansborg, hvor vi i selskab med overvagtmester Troels Stigaard beser ”Den Onde Maler” Rasmus Larsens legendariske friser, der er fyldt med fyndord og kommentarer til det politiske liv på stedet. Jarl Cordua og Torben Steno

  • Venstre vil begrænse adgangen til gymnasiet ved at stille krav om en opnået karakter 4 i dansk og matematik i folkeskolen. Socialdemokraterne er imod, men vil forenkle uddannelsen. Debat mellem Ane Halsboe-Jørgensen fra Socialdemokraterne og Venstres Esben Lunde Larsen. Statsministeren holdt tirsdag sin sidste åbningstale. Vi taler om de aktuelle begivenheder i dansk politik og uddeler Ugens Fidusbamse til en værdig modtager. Krigen i Ukraine er nu en såkaldt ”frossen konflikt”. Imens påvirker sanktionerne også europæisk økonomi og dermed politik negativt. Hvad kommer der til at ske nu? Vi taler om det med en kender af både ukrainsk og russisk politik kommentatoren Jon Kyst. Den konservative Erik Ninn-Hansen satte sig præg på dansk politik i fire årtier. Som ung var en ivrig kalkunjæger, der utrætteligt og nidkært gik socialdemokratiske ministre efter i sømmene. Han stod fadder til den ministeransvarlighedslov, som han ifølge rigsrettens dom på fire måneders betinget fængsel siden overtrådte som justitsminister i sin karrieres efterår. Men hvem var Ninn og hvorfor går der så mange anekdoter om ham? Det får vi svar på når en af forfatterne til biografien ”Ninn”, Mikkel Faurholdt, kommer besøg sidst i programmet. Jarl Cordua og Torben Steno

  • Venstres næstformand Kristian Jensen er gruppeformand, men udgør også ene halvdel af det ”formandsskab”, som nu svinger taktstokken i det store tidligere regeringsparti. For nylig undgik Venstre en aftale om en vækstplan, der også får intern kritik. Venstre har haft nogle tumultariske uger kulminerende med det dramatiske hovedbestyrelsesmøde for nogle uger siden. Hvordan kommer Venstre videre? Kristian Jensen er gæst i Cordua & Steno torsdag på Radio24 Syv. Torsdag er også sæsonafslutning for Cordua & Steno, men inden sommerferien, skal vi have uddelt Årets Sommerfidusbamse til en dansk politiker, der har gjort det godt. Traditionen tro, så overlader vi motivation og uddeling af den prestigiøse pris til en anerkendt iagttager af dansk politik. I år Weekendavisens Hans Mortensen. ”Den Hemmelige Socialdemokrat” blev en bestseller, der tidligere på året skabte stor furore i det store regeringsparti, og fænomenet skrev direkte i forordet til sine afsløringer at forbilledet for skriverierne var ”Dr. Mefisto” alias daværende boligminister Erling Olsen (S), som var en mand for sin hat, når det gjaldt finurlige udtalelser og forbløffende evne til at overleve åbenlys illoyalitet. Vi tager en tur tilbage i den politiske tidsmaskine med redaktør på Fyns Amts Avis Troels Mylenberg, som tidligere har skrevet om Olsen og hans karriere. EU-topmødet torsdag-fredag afgør formentlig om Helle Thorning-Schmidt får en toppost i den nye EU-kommission. Vi får de sidste analyser og prognoser, om hun får posten og om Danmark i så fald skal have en ny statsminister. Vi taler med Radio24Syvs Tore Keller fra Bruxelles. Jarl Cordua og Torben Steno

  • Tågen er ved at lettet efter det dramatiske møde i Venstres hovedbestyrelse, der sluttede tirsdag nat i en forbrødring mellem formanden Lars Løkke Rasmussen og næstformanden Kristian Jensen. Hvad sker der nu? Vi taler om det hele med Løkkes tid. særlige rådgiver og politisk kommentator på BT Søs Marie Serup. Vi står over for en spændende juni med VM i fodbold fra Brasilien. Men hvorfor er ikke alle længere så glade for værtskabet til VM og senere OL? Vores Sydamerika Niels Westy udreder de politiske, sociale og økonomiske forhold i det kæmpestore land netop nu. Torsdag er det Grundlovsdag, og derfor synes vi det er passende, at dvæle lidt ved hovedforfatteren på Junigrundloven 1849, nemlig Ditlev Gothard Monrad, hvis politiske liv bød på en stor nedtur, da han som konseilspræsident (datidens statsminister) bar hovedansvaret for at Danmark gerådede ud i en katastrofal krig med Preussen og Østrig det skæbnesvangre år 1864, som i år markeres. Til at vejlede os rundt i 1800-tallets politiske kringelkroge har vi allieret os med dr. jur. og professor i retshistorie Ditlev Tamm. Jarl Cordua og Torben Steno

  • Venstremanden Knud Kristensen satte sig i statsministerstolen lige efter krigen. Pludselig kunne man opleve, at en statsminister kunne have ét privat synspunkt til om grænsen til det slagne Tyskland skulle flyttes længere mod syd, men en anden holdning som statsminister om, at grænsen lå helt fast. I længden var det uforeneligt og ”Sorte Knuds” Venstreregering blev fældet ved et mistillidsvotum. Vi taler med tidligere rigsarkivar Johan Peter Noack om Knud Kristensens korte, turbulente og omdiskuterede statsministertid. Digteren Ursula Andkær Olsen har modtaget en stribe hædersbevisninger for sin kunst, som hun lever af. Hun er gæst i programmet i en samtale med os om hendes syn på politik. Professor Peter Nedergaard er aktuel med en lærebog om tysk politik og økonomi. Vi taler med ham om den tyske økonomiske model, det tyske politiske system, grundlov og meget andet. ”Studiet er et skånejob på nedsat tid”, mener en ung statskundskabs-studerende, Andreas Meldgaard Goth. Vi tager debatten om tiden ikke er kommet til at skærpe kravene til de studerende med ham og Danske Studerendes Fællesråds formand Jakob l. Ruggaard. Jarl Cordua og Torben Steno

  • Partihopperi er til vælgerbefolkningens forargelse blevet en stadig mere udbredt disciplin på Christianborg. Alle taler om det, men ingen synes at gøre noget ved det. Skal man gøre noget ved det? Kan man gøre noget ved det? Er det et problem? Det taler vi om med Peter Skaarup MF Dansk Folkeparti (tidligere Fremskridtspartiet) og Simon Emil Ammitzbøll MF Liberal Alliance (tidl. Det Radikale Venstre og Borgerligt Centrum) i en optaget samtale fra Christiansborgs vandrehal. For tiden jagter man et anonymt socialdemokratisk folketingsmedlem for vedkommendes betroelser. ”Fluen” på Cafe Petersborg er en mindst ligeså sagnomspunden figur i nyere dansk politisk historie og pressehistorie. ”Fluen” skabte stor røre med sin reportage fra en tumultagtig julefrokost i Det Konservative Folkepartis folketingsgruppe i 1998. Vi har inviteret Weekendavisens Arne Hardis til frokost med snaps for at tale om ”Fluen” mv. og hans syn på frokosten som journalistisk redskab. Konseilspræsident Jacob Brønnum Scavenius Estrup blev Danmarks længst siddende regeringschef, og for næsten præcis 100 år siden døde han mæt af dage juleaften 2013. Han, der symboliserede Højres storhedstid som politisk kraft i årene efter nederlaget til Preussen i 1864, har fået et forkætret eftermæle som godsejernes mand, der i to årtier knægtede demokratiet på bekostning af folketingsflertallet repræsenterende den stadigt mere selvbevidste bondestand og den voksende arbejderklasse i byerne. Men var han nu også så slem? Vi taler om Estrup med hans biograf professor i retshistorie, dr. Jur. Ditlev Tamm. Overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked er godt i gang, og en aftale på industriens område er allerede i hus. Hvis det hele alligevel skulle gå i hårdknude, så står Forligsmanden klar til at hjælpe parterne med at nå en aftale. Sådan har det været siden 1910, da arbejdsmarkedets parter enedes om at oprette ”Forligsinstitutionen”. Vi har inviteret os selv på kaffe hos forligsmand Asbjørn Jensen på hans kontor og mødeværelse bag den berømte dør for at høre ham selv fortælle om sin rolle som mægler under overenskomstforhandlinger. Jarl Cordua og Torben Steno

  • Justitsministeriets departementschef er sendt hjem og kan afvente et tjenstligt forhør. Dansk politik har - efter at den sidste nytårsraket er fuset ud - atter lagt sig i skandalesporet. I Sverige kræver en repræsentant fra Miljøpartiet ”kønsneutral snerydning”. Vi håber at få en forklaring via en telefon fra Stockholm. 80 pct. af ulandshjælpen virker ikke. Det konkluderer professor Christian Bjørnskov, Århus Universitet efter at have læst sig igennem de evalueringsundersøgelser, der foreligger. "Et ekstremt synspunkt", mener udviklingsministeren. Selv pointerer Bjørnskov at han blot fremlægger videnskaben på området. ”Banjobanden er tilbage”. Sådan skrev bl.a. Søren Pind på Twitter, da Enhedslisten efter det nyligt afholdte kommunalvalg kunne besætte teknik og miljøborgmesterposten i Københavns kommune. Et borgmesterområde som venstremanden i øvrigt selv i otte år røgtede på samme rådhus. Men hvad var banjobanden for en størrelse? Vi skruer tiden tilbage til starten af firserne, da et af Pinds politiske forbilleder Overborgmester Egon Weidekamp (S), var i konstant og hård kamp med bz’ere og aktivister og ikke mindst – Enhedslistens forgængere – Venstresocialisterne (VS), som på det tidspunkt havde en markant byplanborgmester Villo Sigurdsson, som nogle mener, var styret af en banjobande. Mød Pind og Villo til en snak om Weidekamp, hans tid og byplanlægning i København før og nu. Kun 36 pct. af befolkningen har tillid til politikerne. Det er ny bundrekord i nyere tid. Hvordan kan det gå til? Vi spørger Bertel Haarder Næstformand for Folketinget. Jarl Cordua og Torben Steno

  • I 2014 ville den mest markante ”samfundssnedker” i nyere Danmarkshistorie, Jens Otto Krag, være fyldt 100 år. Det markerer vi ved at invitere Politikens chefredaktør Bo Lidegaard i studiet til en samtale om den socialdemokratiske statsministers liv og betydning. Benjamin Koppel er en fremtrædende jazzmusiker og ud af den musikalsk særdeles talentfulde Koppel-familie. Han lægger i øvrigt ikke skjul på sin politiske interesse og ståsted. Al politisk nytænkning, idéskabelse og samtale er ved at dø på grund af tidens krav om at al politik skal være konkret for at blive taget alvorligt. Det mener cand. mag. Jan Mainz Hansen, der er forfatter til en ny bog ”Kan du være mere konkret?” – om samtalens død i dansk politik. Jarl Cordua og Torben Steno

  • Skal det danske forsvar i fremtiden fortsat råde over tre værn eller kan vi lave nogle samarbejdsaftaler med fx de nordiske lande om terriotoriel håndhævelse og overvågning til vands og fra luften? Debat mellem DFs forsvarsordfører Marie Krarup og Socialdemokraternes John Dyrby Paulsen. Den prisbelønnede forfatter Kirsten Hammann har skrevet en science-fiction-roman ” En dråbe i havet” om en dansk kvindes magtesløshed overfor krig og nøden i 3. verdenslandene. Hammann er gæst i studiet til en snak om hvor meget vi bør engagere os i verdens problemer og om hendes syn på politik i øvrigt. Socialdemokraten Hans Hedtoft var statsminister i to perioder lige efter krigen. Han huskes især for at føre Danmark ind i Nato og for sin pludselige død i 1955 i Stockholm midt under en session i Nordisk Råd. Vi taler om Hedtoft og hans tid med tidl. chefredaktør Bent Falbert forfatter til bogen ”41 Statsministre”. Tivolihallen” - en af de klassiske frokostrestauranter i København – dannede for snart 20 år siden rammen for et såkaldt forsoningsmøde efter, at Venstre og de konservative var kommet op at toppes om en finanslovsaftale. Her spiser vi frokost med den tidligere konservative generalsekretær Peter Sterup og taler om stedet og dansk politik før og nu. Jarl Cordua og Torben Steno

  • Skal det danske forsvar i fremtiden fortsat råde over tre værn eller kan vi lave nogle samarbejdsaftaler med fx de nordiske lande om terriotoriel håndhævelse og overvågning til vands og fra luften? Debat mellem DFs forsvarsordfører Marie Krarup og Socialdemokraternes John Dyrby Paulsen. Den prisbelønnede forfatter Kirsten Hammann har skrevet en science-fiction-roman ” En dråbe i havet” om en dansk kvindes magtesløshed overfor krig og nøden i 3. verdenslandene. Hammann er gæst i studiet til en snak om hvor meget vi bør engagere os i verdens problemer og om hendes syn på politik i øvrigt. Socialdemokraten Hans Hedtoft var statsminister i to perioder lige efter krigen. Han huskes især for at føre Danmark ind i Nato og for sin pludselige død i 1955 i Stockholm midt under en session i Nordisk Råd. Vi taler om Hedtoft og hans tid med tidl. chefredaktør Bent Falbert forfatter til bogen ”41 Statsministre”. Tivolihallen” - en af de klassiske frokostrestauranter i København – dannede for snart 20 år siden rammen for et såkaldt forsoningsmøde efter, at Venstre og de konservative var kommet op at toppes om en finanslovsaftale. Her spiser vi frokost med den tidligere konservative generalsekretær Peter Sterup og taler om stedet og dansk politik før og nu. Jarl Cordua og Torben Steno