Filmnørdens Hjørne

Filmnørdens Hjørne

Denmark

Podcast direkte fra Filmnørdens Hjørne, med masser af anmeldelser, nyheder og hygge-snik-snak. Hjørnets bagmænd tænder for mikrofonen og ser hvad der sker. Rigtig god fornøjelse!

Episodes

Podcast 122 (Den om Quentin Tarantino - LIVE...)  

QT er ude med sin ottende film, The Hateful Eight (når man, som manden selv, tæller Kill Bill 1+2 som én film). Den anledning lader vi naturligvis ikke ræse forbi i en sky af blodsprøjt og bandeord, for både vi og I har længe ønsket, at vi satte tænderne i denne unikke instruktør. Hermed gjort, og så endda LIVE!

Således sad Hjørnet bænket foran lærredet i Asta-salen i Filmhuset d. 3. januar og tog publikum gennem alle Tarantinos film, ganske som vi plejer at gøre med en instruktør. Eller "plejer" er måske så meget sagt, da vi for første gang fik følgeskab af fire garvede Hjørne-fans, der agerede lytter-eksperter. Derudover havde vi kun 1½ time til at fuldføre gennemgangen i. Det lykkedes dog, men tids-pisken blev svunget over os mere, end vi er vant til. Ikke desto mindre blev det en rundtur i alle filmene fra Reservoir Dogs til Django Unchained, med et virkelig gavmildt og tændt publikum. Tak for det.

To dage efter gik vi i Imperial, så The Hateful Eight og strøg direkte hjem og optog vores anmeldelse, samt lidt efterkritik på vores live-show, for selvom det var godt, så er der masser af plads til forbedring. Forbedringer der kommer os og jer til gode, når vi snart igen besøger Cinemateket, for vi er allerede blevet inviteret tilbage.

Et ord om lydkvaliteten på live-optagelsen: Den er ikke blevet så cremet og lækker, som når vi optager i vores studie, men Casper har forsøgt at finpudse den, så den er til at holde ud at lytte til, på trods af lidt overstyring her og der. Et problem vi ved hvordan vi undgår næste gang.

Ellers er der ikke andet at sige end god fornøjelse. Vi høres snart ved igen.

Med venlig hilsen,

Casper, Jesper, Brie, Mille og alle lytter-eksperterne.

Podcast 121 (Den om filmåret 2015...)  

Som om vi ikke har snakket om film fra 2015 i løbet af 2015, så gør vi det lige igen her på årets sidste dag. Problemet er, at vi ikke har set nok af dem, men når vi er ude på tynd is, er der jo kun et sted at gå hen - til jer! Endnu engang kommer I, kære lyttere, os til undsætning, for i denne podcast er det nemlig jer, der bestemmer hvilke film, der har været årets bedste... og værste.

Vi har således afholdt en afstemning i 16 forskellige kategorier, og selvom der er en del gengangere i de forskellige kategorier, har vi forsøgt at gøre plads til, at alle (slags) film kunne komme frem i lyset. Alle deltagere i afstemningen har kunnet afgive tre stemmer i hver kategori, såfremt man mente, at der var op til tre værdige vindere af kategorien.

Filmnørdens Hjørne har en ret særegen lytterskare, hvis filmkærlighed vi med stolthed kan konstatere balancerer perfekt mellem popcorn og pindemadder - mellem blockbustere og arthouse - nøjagtigt som vi selv gør... eller gerne vil gøre. Derfor er det også ret sjovt at høre, hvad netop I stemmer ind som årets film i de forskellige kategorier, og vi kan godt love, at der er et par overraskelser i mellem.

Værterne denne gang udgøres af Casper Christensen, Brian 'Brie' Iskov og Mille Astrup. Vi flankeres i dagens anledning af den uforlignelige 'Mama' Maria Månson - vært på Filmselskabet på DR K, når hun ikke lige er på barsel. Ja, dermed mangler Jesper Laursen, men Maria har været gæstevært før og hun er en noget nær perfekt erstatning. Hør selv.

En lille advarsel: Dette er i ordets bredeste forstand en løssluppen podcast. Vi har bobler i glasset og horn i munden og stemningen er indimellem en smule... festlig. Der kan derfor forekomme "man skulle ha' været der"-episoder, men vi håber I overlever. Vi havde det I hvert fald sjovt, og håber inderligt, at det smitter bare lidt af på jer.

Tusind, tusind tak for I år. I ved vi elsker jer meget højt og vi glæder os usigeligt til, at lulle jer ind i filmens lune verden mange gange igen i 2016. Godt nytår og god fornøjelse.

Med venlig hilsen,
Casper, Brie, Mille og Maria.

P.s. Resultaterne af afstemningen vil blive gjort tilgængelige efter en uges tid.

Podcast 120 (Den om Star Wars...)  

At kaste sig ud i en podcast, der prøver at indkapsle alle syv Star Wars-film i serien, er som at kaste sig ud i den største orkan på det største hav, man kan forestille sig. Hvor meget vi end har forberedt os, kan vi umuligt ende med at synes, at vi har løst opgaven. Vi kan ej heller gøre alle tilfredse, men på den positive side, er alle værter dog stadig i live - så langt, så godt.

Grundlæggende er vores opgave denne gang dog relativt enkel: Vi gennemgår alle film, en efter en, snakker løst og fast om dem, samt svarer på så mange af jeres Facebook-spørgsmål, som vi kan. Hvor enkelt det end lyder, så raser Star Wars-orkanen alligevel om ørerne på os og vi mister ofte jordforbindelsen, men sådan skal det være.

Som altid var der stort set ingen tidsbegrænsning på showet. Alligevel er det en smule overraskende, at vi ikke bare har slået rekorden for længste podcast fra Hjørnet. Vi har smadret den. Du sidder således foran 5 timer, 22 minutter og 49 sekunders samtale om Star Wars, inkl. godt og vel 40 minutter om The Force Awakens. Ja, det er ganske enkelt for langt, til at høre det ud i en køre, bortset fra for de hardcore typer, og vi ved, i er der. Derfor er det jo godt, at man helt selv kan bestemme hvornår en podcast skal pauses.

Hele Hjørnets stab af værter kommer i spil. På kommandobroen sidder Casper Christensen, Jesper Laursen og Anders Vad Bruun. De tre herrer står for selve gennemgangen af alle Star Wars-filmene, lige indtil de når til The Force Awakens, for her kommer også Brian 'Brie' Iskov og Mille 'Star Wars-hader' Astrup i spil.

Næsten hele podcasten er dedikeret til Star Wars, men der ér naturligvis mere. Vi varmer således op til vores intergalaktiske rundtur, med lidt let løb på stedet, i form af bla. anmeldelser. En hel stribe film får lagt hovedet på blokken, deriblandt Bridge of Spies, Creed, Macbeth og In the Heart of the Sea.

Vi håber at I får bare et eller andet ud af denne maraton-podcast. Det har endnu engang været en stor fornøjelse, at lade sig opsluge af et emne, og så endda et, som ligger så mange mennesker så nært. For Star Wars ér specielt. Det er ikke verdens bedste film, men samlet set, er de nok verdens mest populære.

Vi har forsøgt at gøre dem ære.

Med venlig hilsen,

Casper, Jesper, Anders, Brie & Mille


Podcast 119 (Den om Spectre...)  

Den 24. James Bond-film Spectre har premiere og verdenen går endnu engang 007-amok. Hjørnet er ingen undtagelse. Grundlæggende dækker vi hele… spectret… af Bond-seere, med én ultra Bond-nørd, én gennemsnitlig Bond-fan og én Bond-kritiker bag mikrofonerne. De interne Bond-spændinger i dette trekløver skaber således en overraskende mængde energi i Podcast 119, der egentlig bare skulle have været en hurtig og let omgang, men som endte med at blive en af de mest følelsesladede podcasts længe.

I første omgang skal vi dog lige rundebarbere en håndfuld nyheder, denne gang serveret som en regulær nyheds-duet. Der er også blevet plads til en håndfuld anmeldelser, der absolut ikke har noget med James Bond at gøre. Der er her tale om filmene He Named Me Malala, Kvinden i uld, Sicario og Slow West. Og så er Reklamedude på plads med en Bond-relateret anbefaling.

Hovedretten er dog ren James Bond, for vi ikke bare anmelder Spectre. Vi banker også spoiler-alarmen i bund og går så meget i detaljer med alle de aspekter af filmen, som vi kunne finde på. Det ansporede en blandt andet en håndfuld bemærkelsesværdige følelsesudbrud, ikke mindst fra Jesper Laursen, der virkelig har et par alvorsord med til Storbritanniens mest alkoholiserede kvindehader. Og bare rolig: vi markere højlydt hvornår vi begynder at spoile.

Mere er der egentlig ikke at fortælle. Tryk roligt på start og følg med, når Hjørnet endnu engang kaster sig over Bond… James bond. God fornøjelse!

Med venlig hilsen,

Casper, Jesper & Brie

Podcast 118 (Top 25 thrillers)  

Denne gang byder vi på en omgang tilbagelænede nyheder og en lidt rodet filmanmeldelses-snak, affødt af især Casper og Jespers voksende tendens til at være skide sure på nye film, som alle andre umiddelbart godt kan lide. Der blev plads til både selvransagelse, uforståelse og et forsøg på at definere, hvad vi egentlig laver, når vi anmelder en film. Nåja, og så beærede Reklamedude os med sin tilstedeværelse, men alt dette er naturligvis kun opvarmning til hovedretten i Podcast 118.

Nogen begynder at svede. Nogen kravler længere ud på kanten af sædet. Nogen holder sig for øjnene. Men stort set alle elsker en gedigen spændingsfilm - eller, som det kaldes i angloficerede folkemunde - thriller. Der findes stort set ikke en genre, som vi oftest bliver bedt om at komme med anbefalinger indenfor, hvilket så glimrende blev illustreret, da "Top 25 thrillers" kom meget højt op på lytternes ønskeliste i vores Facebook forum.

Derfor kaster vi os denne gang ud i kunsten at udvælge de 25 bedste af slagsen, hvilket naturligvis ikke var let. 118’erens tre værter leverede hver deres liste over favorit-thrillere. Ikke med udgangspunkt i de objektivt set bedste film, men med fokus på dem som vi helt personligt og emotionelt har haft de vildeste, mest thrillende oplevelser med. Disse lister blev så smidt ind i en eksponentielt stigende pointskala og smeltet sammen, hvilket har resulteret i en god, varieret og forhåbentlig inspirerende top 25.

I denne podcast gennemgår vi hele listen fra bund til top, med tilhørende lydklip og fortæller, hvorfor netop hver af disse film er med på listen. Det blev mere intenst, end vi havde troet.

God "fornøjelse".

Med venlig hilsen,

Casper, Jesper & Mille

P.s. Listen skal nok komme på skrift, men først når podcasten har fået lov at leve sig eget liv.

Podcast 117 (Den om lyddesign...)  

I sidste ende er en podcast én ting: lyd. Lyd, der flyver ind i dine ører, aktiverer dine sanser, registreres i din hjerne, fyrer op for nogle synapser og giver dig en oplevelse. Som sådan er det eddermugme på tide, at vi laver en podcast, om det som vi rent faktisk er. Lyd. Og netop lyd er hvad det skal handle om her i podcast 117, hvor lyddesigner aka. Tonemaster of the Universe Peter Albrechtsen gæster Hjørnet, for at fortælle alt hvad han kan om lyd og lyddesign i film.

Peter er en spændende fyr. Han har haft sine lydfingre med i en overraskende stor mængde film, såsom Antichrist, Ækte vare, The Queen of Versailles og ikke mindst Idealisten. Han er vært på P2-programmet Soundtrack og så er han en anekdotemaskine, der altid er klar med en historie om lige netop det vi snakker om. Og så er han Hjørnets lydkonsulent, så trofaste lyttere vil genkende hans blide røst fra diverse Oscar-podcasts, hvor han traditionen tro gerne kommer forbi og fortæller om lydkategorierne.

Vi er dog ikke de eneste, der har glædet os til denne podcast, for netop en podcast om filmlyd og lyddesign har været på jer lytteres ønskeliste i et stykke tid. Så selvom Peter nok er det vigtigste element i denne episode, så er I det næstvigtigste, for I er som altid kommet med en syndflod af gode, velformulerede spørgsmål, der sørger for at vi kommer rundt i hele lydmanegen. Tak!

I et brud på vanlig praksis foranlediget af temaet har vi smidt al baggrundsmusik på porten. I stedet blive vi og I udsat for baggrundslyd i denne podcast. Det skaber en helt anden stemning og kombineret med Peters stille stemme er resultatet blevet en podcast, der ikke lyder som nogen anden fra Hjørnet.

Podcast 117 er ene og alene dedikeret til Peter og lyd. Anmeldelser og andet spas må vente, for nu er det tid til at få aktiveret ørerne og blive klogere på den del af filmens verden, som man ikke kan se.

God fornøjelse!

Med venlig hilsen,

Casper, Jesper og Peter.

P.s. I podcasten bliver Peter spurgt om, hvem han gerne ville arbejde sammen med. I situationen glemte han en vigtig filmskaber, som han efterfølgende er kommet i tanke om og derfor har sendt os følgende svar, som vi hermed viderebringer: "Er kommet i tanke om, at jeg gerne ville have svaret "Terrence Malick" på spørgsmålet om, hvem jeg gerne ville arbejde med. Jeg er helt vild med lyden i hans film - The Thin Red Line, The New World og ikke mindst Tree of Life - og noget af det fascinerende ved ham er også at han - ifølge hans lyddesigner, som jeg kender lidt - arbejder meget alternativt med processen. Bl.a. beder han lydfolkene om at arbejde helt uden billede og kan finde på kun at give dem glimt af scener, så de selv kan fortolke videre. Det er sådan noget jeg elsker - når den kreativ proces virkelig er kreativ."

Podcast 116 (Den om Pixar...)  

Velkommen til Podcast 116 (Den om Pixar...) - den længeste i Filmnørdens Hjørnes historie. Vi bruger nemlig 4 timer 49 minutter og 9 sekunder på at fortælle Pixars historie, for i sidste ende at prøve at forklare hvad "Pixar-magi" rent faktisk er for noget. Vi gennemgår alle Pixars film (inkl. deres kortfilm) og snakker om, hvad hver af dem har betydet for os og Pixar selv.

Hele Hjørnet er glad for Pixar, men vores største Pixar-mand er uden tvivl Brian Iskov. Han har mødt en regulær horde af Pixar-folk gennem tiderne, seneste i form af Pete Docter og Jonas Rivera, der har henholdsvis instrueret og produceret Pixars seneste film Inside Out. Interviews som du hører masser af lydbidder fra i løbet af podcasten.

Men Hjørnets faste besætning er ikke alene om at optrevle Pixar, for med i Studie 5 er også Anders Høeg Nissen (fra Harddisken på P1), der kommer med sit besyv om det hæderkronede animationsstudies tidlige år.

Som prikken over i'et anmelder ikke bare Casper og Brie Pixars Inside Out, men Laursen har også været i biffen med sine to døtre på 6 og 11 år. Deres anmeldelser er også med og så kunne deres far heller ikke dy sig for at komme med sin mening.

Sidst, men ikke mindst, er alle I dejlige lyttere jo med, med kommentarer og spørgsmål, så sæt dig godt til rette, for det her er en fornøjelse, der kommer til at tage lang tid.

Podcast 115 (Den om sportsfilm...)  

Sportsfilmen er ofte en genre, der får selv de mest fordomsfrie filmnørder til at melde pas - og ja, vi kigger også på os selv. Uretfærdigt, for der findes jo masser af gode sportsfilm, selvom man måske er af en anden opfattelse. Indenfor bare to uger har vi eksempelvis fået en regulær kombi, i form af boksefilmen Southpaw og fodboldfilmen Sommeren ’92, som vi naturligvis anmelder.

Derfor tager vi denne gang opgaven på os, at hive de gode sportsfilm frem i lyset. Det har vi fået masser af hjælp til fra jer lyttere, der har begravet os i gode forslag til oversete sportsfilm. Derudover fortæller vi naturligvis også om de sportsfilm, der betyder mest for os selv og prøver at finde ud af, hvad det er, sportsfilmen kan, som ingen anden filmgenre kan.

Instruktør Kasper Barfoed kommer ind fra højre og runder hele molevitten af, med et godt langt interview, der især handler om hans nyeste film Sommeren ’92. Også her skal I have ros, for som altid var det jeres spørgsmål, der lokkede de gode svar ud af Hr. Barfoed.

Selvom næsten hele podcasten går op i sport, så skal vi dog også lige ha’ anmeldt Self/Less og dokumentarfilmen The Visit, samt igennem en omgang nyheder, men så er vi til gengæld også færdige.

Rigtig god fornøjelse!

Med venlig hilsen,
Casper, Jesper & Mille

Podcast 114 (Den med filmspørgehjørnet...)  

Et fuldt bemandet Filmnørdens Hjørne vender tilbage fra en tiltrængt sommerferie her i nr. 114, og med os har vi en fed stak henvendelser fra vores kære lyttere. I vores fravær har I nemlig sendt os et væld af spidsfindige spørgsmål, som vi besvarer så detaljeret, som vi kan.

Således snakker vi om Jakob Stegelmann, Filmnørdens Hjørne-bogen, mulige fremtidige podcasts, vores favorit-soundtracks og -scores, Carl Th. Dreyer, John Hughes, Jared Letos Joker og meget, meget andet - ikke mindst hvad det præcist er, der gør Robocop til en robot i modsætning til Darth Vader, selvom de begge er mennesker med robot-modificeringer.

Casper har forberedt en stak (for en gangs skyld) ret gode nyheder, der blandt andet giver Jesper en idé til hans næste date. Vi anmelder også en overskuelig stak film. Således har vi lynanmeldelser af acapellamok-efterfølgeren Pitch Perfect 2, den danske stand-up-film Comeback, Woody Allen-filmen Irrational Man og hvad der er blevet udnævnt til årtiets værste strimmel, Pixels - men er den nu også så slem?

De lange anmeldelser fyldes godt ud af Mission: Impossible - Rogue Nation, der næsten reducerer Hjørnets Bond-ekspert til tårer. Dokumentarfilmen Amy er blevet modtaget med himmelråbende flot kritik af de danske anmeldere, men den leg stopper NU! Og så har vi set gen-genoplivningen af Fantastic Four, der har fået sparket fortænderne ud på interwebbets kantsten og dermed ankommer med hysterisk dårlig hype - men igen, er den nu også så slem?

Sidst men ikke mindst har Reklamedude beæret os med sin tilstedeværelse, da han kommer og anbefaler noget hjernegymnastik for filmnørder.

Det er godt at være tilbage. Rigtig god fornøjelse.

Med venlig hilsen,

Casper, Jesper, Brie & Mille

Podcast 113 (Den om CGI...)  

Lige meget hvilken film du går ind og ser i dag, så gør den med 99 % sikkerhed brug af CGI (Computer-generated Images). De store larmende blockbustere som Jurassic World og Terminator Genisys lægger ikke voldsomt skjul på det, mens andre sniger CGI'en mere ind ad bagdøren, så du aldrig opdager den.

Denne gang har vi været i biografen og se netop de to ovenstående film og vi er helt enige om at CGI'en er forfærdelig... vi er bare ikke enige om i hvilken film. Derfor besluttede vi at give filmindustrien en opsang. Vi fortæller historien om CGI'ens udvikling i filmens verden og prøver at finde frem til, hvad der dog er problemet. Hvorfor er det så svært? Hvorfor findes der 20 år gammel CGI, der er meget flottere end det, vi får serveret i nutidens film?

Til dette bad vi naturligvis om jeres hjælp og endnu engang fejlede I os ikke. Det er nemlig væltet ind med kommentarer til emnet, som vi filtrer ind i vores gennemgang.

Det hele skal dog ikke gå op i pixels, for vi har som altid også en runde nyheder. Vi har bare ikke ret mange af dem, for der skulle også være plads tilat hylde hele tre filmikoner, der har stillet træskoene i den forgangne tid. Således fortæller vi røverhistorier om Christopher Lee, spiller blide toner fra James Horner og kipper med bowlerhatten til Patrick Macnee.

Sidst men ikke mindst anmelder vi naturligvis Jurassic World, Terminator Genisys, Pride og den desværre biografuaktuelle Ex Machina.

God fornøjelse og høres ved ganske snart!

Med venlig hilsen,

Mo-capper & CG-Brie

Podcast 112 (Den hvor alle planer gik i vasken...)  

Vi havde store planer. Først om en episk Mad Max-episode, man så blev Casper syg og Mad Max-toget kørte uden os ombord.

Så planlagde vi at bringe at sammendrag fra vores Mad Max-aften i Atlas Biorgaferne, men optagelsen viste sig at være ubrugelig.

Så prøvede vi at samle os om en episk gyser-episode, men hverken Mille eller Brie brænder voldsomt for gysere, så den må vente til en anden gang.

Nu er Casper, Brie og Mille alligevel samlet i Studie 5 til en episode om… lidt af hvert.

For det første har vi et interview med Don Hall, der for en håndfuld måneder siden vandt Oscaren for bedste animationsfilm med sin film ‘Big Hero 6′. I anledning af den årlige animationsdag på Filmskolen var han i København, og vi fik en lang snak med ham om, hvordan han oplevede hele Oscarræset. I øvrigt tak til Disney for interviewet. Vi skal nok fortælle vores lyttere, at filmen udkommer på DVD og Blu-Ray d. 8. juni.

Interviewet med Don i denne episode er kun en lille snas af vores snak, for han dukker nemlig op igen, når vi i løbet af sommeren får produceret vores Top 25 Animationsfilm-episode. Og dét bliver episk!

Mille har gnasket croissanter og snerret af turister, mens hun forberedte sit sammendrag af årets filmfestival i Cannes. En lyntur gennem vindere, tabere og skandaler fra årets pilgrimsrejse til Croisetten.

Når man har chancen for at spille noget med David Hasselhoff, så gør man det! Derfor leverer vi også et strejf af The Hoff, når vi sætter fokus på 80’er-nostalgi-action-parodien ‘Kung Fury’.

Brie er tilbage i rollen som Mr. Filmnews, efter hvad der kun kan beskrives som skriveorlov. Han leverer således nogle af de bedste nyhedsoverskrifter længe.

Casper opsummere hvad han har fået set af film fra sygesengen, hvilket næsten kunne være blevet en podcast-episode for sig selv.

Og Jesper? Jesper har travlt med at drive undergravende virksomhed i forbindelse med folketingsvalget, så hans kønne stemme får du nok ikke at høre igen før efter d. 18. juni.

Vi har naturligvis også en røvfuld filmanmeldelser. Vi kaster nemlig stjerner efter ‘Spy’, ‘Mad Max: Fury Road’, ‘The Duke of Burgundy’, ‘While We’re Young’, ‘Tomorrowland’, ‘It Follows’ og ‘A Most Violent Year’.

Vi havde en fornøjelse med denne rodebunke af en episode, og vi håber I får det samme. Ses i Podcast 113!



Med venlig hilsen,

Casper, Brie & Mille

Podcast 111 (Den om vores list of shame - vol. 2)  

Endnu engang dykker vi ned i vores dårlige filmsamvittighed og graver uset guld frem fra gemmerne. For vi er ganske vist velbevandrede filmnørder, men der er skamfulde huller i vores filmopdragelse, der fortjener at blive udfyldt.

Således kaster Casper, Jesper, Anders og Mille sig ud i at anmelde fire klassiske film, der på den ene eller anden måde har gjort sig bemærkede i filmhistorien. MEN!... Vi har snydt. Normalt tager vi udgangspunkt i enten iMDB's 250 bedste film eller Empire Top 500 bedste film. Starter fra toppen og glider ned af listen indtil vi rammer en film, vi ikke har set.

Denne metode har to af os brugt denne gang, men Jesper har fået serveret Mad Max II, i anledning af den kommende premiere på Mad Max: Fury Road. Han har nemlig ikke set nogen af de gamle Mad Max-film, men det er der nu rettet op på. Derudover HAR Anders altså set Blade Runner før, men i anledning af repremieren på den klassiske sci-fi-strimmel, får han lov at anmelde den.

Vi anmelder også to nye film - Lang historie kort og The Guest og så er Jesper klar med en omgang filmnyheder, der ansporer nogle ret seriøse diskussioner.

Vi høres ved i Podcast 112.

Rigtig god fornøjelse!

Med venlig hilsen,
Casper, Jesper, Anders og Mille

Podcast 110 (Den om superheltefilm...)  

Det er en fugl!... Det er et fly!... Det er Podcast 110 (Den om superhelte...). Hele Hjørnet har denne gang presset sig ind i en telefonboks, kun for at genopstå som The Filmnørdens Hjørne - en gruppe af filmnørder med overmenneskelige evner for at hælde vand ud af ørerne, lade som om vi er eksperter og manipulere vores lyttere til at tro vi er ægte, renskurede filmnørdhelte!... Vent, vi er jo ikke superhelte. Vi er superskurke!

Forvirringen er total, men netop derfor kaster vi os over superheltefilmen denne gang. Få andre popkulturelle fænomener har formået at fedte sig ind så mange steder som de kappe-/maske-/spandex-klædte overmennesker, så det kan være svært at få det store overblik. Ikke at vi skaber det i denne 110'er, men vi prøver i hvert fald.

For det første prøver Jesper at danne et overblik over superheltenes historie i tegneserier. Derefter kommer Brie og fortæller om deres forvandling fra papir til film og TV. Mille kommer som noget nær superhelte-jomfru og fortæller, hvordan det er at blive kastet ind i superheltenes verden uden at kende den særligt godt. I kære lyttere spiller naturligvis også en rolle, for vi forsøger at analysere jeres forklaringer på, hvorfor I kan lide superheltefilm så godt og så har vi også håndplukket en liste af jeres bedste superheltefilmanbefalinger. Og så anmelder Casper og Jesper naturligvis 'Avengers: Age of Ultron', der egentlig er hele årsagen til, at vi kaster os over superheltetemaet.

Rigtig god fornøjelse!

Med venlig hilsen,

Casper, Jesper, Brie og Mille

Podcast 109 (Den om film noir...)  

Detektiver i regnfyldte storbygader. Drabelige femme fatales med en .22 i strømpebåndet. Uskyldige mænd der fanges i et net af intriger. Film noir er ikke svær at genkende eller beskrive, men det er utroligt svært at definere... så det gør vi!

Casper og Jesper har denne gang gravet sig langt ned i støvede filmbøger og gravet kloge ord frem om den klassiske genre... stil... bølge... bevægelse... CYKLUS! Orh, for fa'en, kald det hvad I vil.

Det har i hvert fald været en stor fornøjelse at hive de gamle film frem og se dem igen, for hvorfor er film noir blevet til en ting? Hvor kommer det fra? Hvad gjorde filmene? Hvorfor forsvandt de? Alle disse og mange, mange flere spørgsmål forsøger vi at besvare i denne podcast.

Det er, som altid, ikke det eneste vi har på planen. Således anmelder vi også 'Home', 'Idealisten' og den overraskende noirede 'Run All Night'. Og så har podcastens altoverskyggende tema ikke bare kastet én åndssvag Top 10 af sig, men to.

Så på med trenchcoat'en og ud i regnen, for nu skal du med os gennem den farlige film noir-verden, men bare rolig. Du er i gode hænder.

Rigtig god fornøjelse!

Med venlig hilsen,

Casper & Jesper

Podcast 108 (Den med Christina Rosendahl...)  

Christina Rosendahl står på nippet til at slippe sin film 'Idealisten' løs på den danske befolkning. I den forbindelse - og fordi hun bare er for sej - svingede hun sin travle vej forbi Hjørnets Studie 2 og øsede ud af sine synspunkter, erfaringer og anekdoter.

Udover at være instruktør, er Christina også forkvinde for foreningen Danske Instruktører, så udover at have fingrene langt nede i filmstrimlerne, har hun dem også langt nede i dansk filmpolitik.

Dette og meget andet graver vi naturligvis i, men egentlig er det ikke os, der gør det. Det er nemlig jer, vores lyttere, der kommer med alle spørgsmålene. Vi har bare kategoriseret dem og forsøgt at komme igennem dem alle, inden Christina måtte løbe igen.

Vi nåede desværre ikke dem alle. Ærgerligt, for vi måtte springe mange gode over. Alligevel får hun svaret på en masse seriøse, sjove og uventede spørgsmål.

Udover en lille velkomst, så er hele denne podcast dedikeret til Christina, så anmeldelser og andet sjov, må I vente med at få til i næste podcast.

Med venlig hilsen,

Casper, Jesper og Christina.

Podcast 107 (Den om filmrobotter...)  

Om ikke andet er 'Chappie' en god undskyldning for at kaste sig over filmrobotter i al deres mekaniske lækkerhed. Derfor spurgte vi jer, hvilke filmrobotter I bedst kunne lide og lavede en kronologisk liste. Denne liste bliver i 107'eren brugt som grundlag for en kronologisk gennemgang af filmrobotternes historie. BLIP-BOT!

Derudover anmelder vi som altid ny strimmel i form af 'Big Eyes', 'Jeg er stadig Alice', 'Kingsman', '9. april' og naturligvis 'Chappie'. Vi har smidt en uformal omgang filmnyheder med i blenderen og så snakker vi lidt om resultaterne af den meningsmåling som vi har taget blandt jer lyttere.

Stor tak til alle jer der deltaget i både robot-debat og meningsmåling og rigtig god fornøjelse!

Med venlig hilsen,

Casper & Brie

Podcast 106 (LIVE webcast fra Oscar-uddelingen 2015)  

Svævende på en sky af 'pagne, overtræthed og chat-beskeder fra lyttere er det endnu engang lykkedes os at producere en live-podcast under en Oscaruddeling. Ikke at det nødvendigsvis er blevet godt, men vi gjorde det, og vi havde det sjovt.

Med i årets Oscar-studie havde Hjørnet Casper Christensen (all round Anchorman), Jesper Laursen (fashionista extraordinaire), Brian 'Brie' Iskov (fakta med stil) og special guest lyddesigner Peter Albrechtsen - manden der endte med at bringe balance i hele skidtet.

Podcasten starter med næsten to timers strabadser ud i den svære disciplin at padle om fashion. Endnu engang trådte Jesper Laursen i karakter og beviste, at Uffe Buchard godt snart kan begynde at ryste i sine perfekt pressede bukser.

Herefter kastede vi os over at kommentere showet i de perfekt placerede reklamepauser. Alt blev taget under kærlig behandling, fra vindere og tabere, til årets Oscarvært, der ikke skal regne med at blive inviteret igen lige med det samme.

Stemningen er løssluppen og kaotisk, men det undskylder vi ikke, for det er nøjagtigt sådan en rigtig Oscarnat skal være.

Tusind tak til alle jer der lyttede med live og til alle jer, der nu sidder og seriøst overvejer om dette seriøst er værd at bruge 3 timer på. Der er kun én måde at finde ud af det på.

Vi ses til næste år, Oscar, og dig - ja, dig - taler vi på igen i den kommende Podcast 107, hvor verden forhåbentlig er blevet lidt mere normal igen.


Med venlig hilsen,

Casper, Jesper, Brie og Peter.

Podcast 105 (Oscar-opvarmnings-podcast 2015)  

Tradition tro samledes Hjørnet om mikrofonerne, for at gennemgå årets Oscarnomineringer i kvantefysiske detaljer. Det er lige så traditionen tro blevet til et episk monster af en podcast, der løber op i en samlet spilletid på 4 timer 39 minutter og 34 sekunder. En hurtig tak skal gå til Peter Albrechtsen for endnu engang at agere ekspert ud i lydnomineringerne.

Ellers vil vi ikke holde dig hen for andet end lige at henlede din opmærksomhed på følgende indholdsfortegnelse, der gør det en smule lettere at navigere rundt i denne næsten uendelige podcast:

Intro
00.00.00 - Pre-show forberedelser
00.02.11 - Velkomst
00.08.12 - Info om årets show

De nominerede, del 1
00.17.12 - Best short film (live action)
00.28.28 - Best makeup and hairstyling
00.34.33 - Best sound editing
00.47.36 - Best animated feature film
00.57.16 - Best foreign language film
01.04.20 - Best actress in a supporting role

01.11.50 - Jespers gennemgang af the Sci-Tech Awards

De nominerede, del 2
01.32.42 - Best short film (animated)
01.42.14 - Best production design
01.45.26 - Best music (original song)
01.54.41 - Best visual effects
02.00.16 - Best cinematography
02.02.44 - Best actor in a supporting role

02.12.09 - Oscar-spørgsmål fra lytterne

De nominerede, del 3
02.25.17 - Best documentary (short subject)
02.28.44 - Best sound mixing
02.36.51 - Best costume design
02.44.30 - Best writing (adapted screenplay)
02.55.35 - Best actress in a leading role
03.02.40 - Best directing

03.09.31 - Milles gennemgang af The Razzies
03.18.16 - Pornoficering af årets Oscar-film

De nominerede, del 4
03.26.23 - Best documentary (feature)
03.34.22 - Best music (original score)
03.49.28 - Best film editing
03.54.21 - Best writing (original screenplay)
04.00.07 - Best actor in a leading role
04.12.07 - Best movie

Afslutning
04.22.47 - Analyse af årets Oscar-felt
04.30.39 - Afslutning

Med venlig hilsen,
Casper, Jesper, Brie og Mille

Podcast 104 (Den om at opføre sig ordentligt i biografen...)  

Vi har egentlig slet ikke tid til det her, for vi kæmper en kamp med Oscar-forberedelser. Ikke desto mindre stak Casper og Jesper lige hovederne sammen og bankede Podcast 104 sammen til jeres øregange.

Så hvad har vi rystet ud af ærmet denne gang? En stak filmnyheder, anmeldelser af Night at the Musem: Secret of the Tomb, Big Hero 6, Mænd og høns og The Imitation Game, dyyyb fokusering i Filmskolen, Emma Gad i biffen og en fræk lille sag fra Reklamedude.

Og kan I så være stille, for vi skal altså arbejde med Oscar 2015, skal vi så!

Med venlig hilsen,

Casper & Jesper

Podcast 103 (Den hvor vi genopliver Filmskolen...)  

Velkommen til en helt normal, ol' school podcast fra Filmnørdens Hjørne. Ambitioner har ført os langt (live-podcast foran 250 mennesker er stadig højdepunktet), men det har også presset os til det yderste.

Derfor har vi besluttet at stramme livremmen ind og søge tilbage til roden af Hjørnet, såsom med denne helt normale podcast. Planen er, at vi for fremtiden udkommer hver anden uge, med sporadiske specials her og der. Hvad der rent faktisk kommer til at ske er en anden historie, men det er planen.

I Podcast 103 genopliver vi Filmkolen, med et ekstra lag meta, ved at snakke om filmskoler. Vi anmelder også Sorthætten, Rævefængeren, Fuglemanden, One more chance og Den amerikanske finskytte. Vi sniger også en stak nyheder ind, samt en reklame fra Reklamedude. Som sagt, ol' school.

God fornøjelse og høres ved snart.

Med venlig hilsen,
Casper, Jesper og Brie

P.s. Og vi beklager, at der har sneget sig en my overstyring ind på vores vokaler. Lydkvaliteten er altså ikke efter vores standarder, men det vil den være i næste podcast. Ellers får Casper en hjerneblødning, hvilket helst kun må ske, når han har set virkelig dårlige film.

0:00/0:00
Video player is in betaClose