Forfatterhjørnet's podcast

Forfatterhjørnet's podcast

Denmark

Skrivementor og forfatter Charlotte Heje Haase inviterer kreative og skrivende mennesker ind i Bareskriv.dk´s podcast Forfatterhjørnet. Samtalerne er blevet til for at inspirere dig, der gerne vil skrive og have mere kreativitet ind i dit liv. Gæsterne giver et indblik ind i deres vej ind i kreativiteten og skriveprocessen. Forfatterhjørnet går også tæt på det indre arbejde ved at skrive og skabe noget - det kan nemlig både føles konfronterende og skræmmende samt forløsende og fantastisk at sætte ord på papiret. Velkommen til. Ps. bare SKRIV - kun du kan skrive DIN historie.

Episodes

#10 Lilja Scherfig: At skrive frit er lykkebringende  

Lilja Scherfig fortæller om glæden ved at skrive frit og at bruge livets store følelser og transformere dem til historier. 

Julia Camerons kreativitets-bog fik åbnet for Liljas kreativitet og gjorde, at hun skrev sin første historie og blev optaget på Forfatterskolen for Børnelitteratur. I dag er hun en meget anerkendt børnebogsforfatter.


Det er en samtale om at have det sjovt, når du skriver. Også når det gør ondt. Om at elske de store følelser og at blive bevidst om, hvad du har på hjertet. At leve livet, og at rumme  forskelligheder - og at lade den indre ild rase, så vi kan berøre andre - og få det ud af systemet!

Podcast: Forfatterhjørnet med værtinde Charlotte Heje Haase

#9 Sille Justesen: Mine bøger gjorde en læser gravid  

At skrive var bare en hobby! Lyt til Silles fascinerende historie om at skrive på hobbyplan for så at blive headhuntet til udgivelse i USA. Om at opnå to millioner læsere på nettet og at blive anbefalet af EL James - Fifty Shades of Grey-forfatterinden.

Contemporary Romance-forfatteren Sille Justesen, bedre kendt som SJ Hooks, fortæller om at starte med at skrive FanFiction på nettet.

Nu er hendes to første bøger udkommet på dansk. Hør om venskaber gennem det skrevne ord, retten til en lykkelig slutning, og hvordan Sille er skyld i en læser er blevet gravid. På en måde. 

#8: Odile Poulsen: Jeg giver mig tid til at skrive langsomt  

Odile Poulsen fortæller om tilblivelsen af sine bøger, og hvordan kunsten ikke skal effektiviseres, og at det tager den tid, det tager.

Hun fortæller også om at bruge oplevelser fra sin barndom og ungdom og at først skrive efter at have tilgivet.

Det bliver også en samtale om tidsfiler og at ikke kunne - eller skulle - tie stille, når der foregår uretfærdigheder, og om hvordan kunsten kan gøre, at man kan rumme og forstå det, man ellers ikke har adgang til. 

Citat: "Vi leverer historier til hinanden i bøger. Vi har brug for historier. Vi har brug for at kende hinanden." 

#7 Lizl Rand: At skrive en bog er 90 procent hårdt arbejde  

Det tog kun Lizl Rand tre måneder at skrive sin første bog 'Kom stærk ud af din angst', der blev en bestseller. Hun lagde en stram plan og trak på sin erfaring som journalist, redaktør og menneske.

Hendes seneste bog 'Tæt på krise og sygdom' har taget længere tid at skrive og krævet mere research, og hun fortæller her om de forskellige processer og om, hvor vigtig struktur, selvdisciplin og at skabe sig et 'helle' er for at komme i mål. 

Lizl er psykoterapeut, foredragsholder og forfatter, og hun har omlagt sit arbejdsliv for at give plads til skrivningen. Hør om at gøre det, der skal til, for at få skrevet i en travl hverdag.

Myter, der bliver aflivet i løbet af samtalen:

1. En journalist og forfatter er sådan en, der fik høje karakterer i diktat i folkeskolen.

2. Man skal være inspireret for at skrive.

3. Det er romantisk og glamourøst at være forfatter. 

Velkommen til. Dejligt du lytter med. 

 

#6 Sarah Engell: At skrive giver mig et større rum at tænke i  

At skrive er en integreret del af forfatter Sarah Engells liv - og en måde for hende at være i verden på. Det tog hende dog fem manuskripter, før hun begyndte at føle sig som en forfatter. Vendepunktet blev ikke de to første bøger, hun rent faktisk fik udgivet, men om at mødes med ligesindede, der også nørdede med ord.

Hun mener, at alle målgrupper har ret til god litteratur, og tager stadig skrivekurser for at blive ved med at lære. I dag lever hun af at skrive, og vejen dertil har været vedholdende og målrettet. 

En samtale om ords magi, at få et større rum at tænke i gennem skriften og at plante spor og stille spørgsmål i sine bøger.  


 

#5 Annabella Younés Schmidt-Larsen: Jeg skrev mig igennem frygten for at miste  

Hvad ville du gøre, hvis dit barn fik en kræftdiagnose? Annabella Younés Schmidt-Larsen begyndte at blogge.

Mulle og Regnbuemonstret er blevet en smuk og livsbekræftende blog, der i sidste ende handler om kærlighed.

At skrive om forløbet gav hende kræfter til at stå i det svære og det ubegribelige og til at kunne være der for sine børn.

Mød Annabella til en snak omkring narrativitet og om fortællingers magiske evner. 

Tak fordi du lytter med. 

#4 Jakob Olrik - Jeg skriver fra det mørke sted i mig  

Mød forfatter, foredragsholder og debattør Jakob Olrik i Forfatterhjørnet til en snak omkring glæden ved at udtrykke sig frit, have noget på hjertet og at skabe fortællinger. Og om at skabe fra der, hvor det gør ondt.

Det lå ikke lige i kortene, at den ordblinde dreng, der hadede at gå i skole og læse op, skulle blive forfatter og skrive kronikker. Men det blev han. Hør om at trodse den boks, folk prøver at sætte os i.

Jakob ser alle mennesker som en have, som man kan kultivere og dyrke. Han råder os til at tænke over, hvem vi lukker ind, så vi bedst passer på den og får den til at vokse - fremfor at blive ødelagt. 

Forfatterhjørnet er en podcastserie, hvor forfatter og skrivementor Charlotte Heje Haase inviterer kreative og skrivende mennesker ind til en snak - til inspiration for dig, der gerne vil skrive og have mere kreativitet ind i dit liv. 

Tak fordi du lytter med. Forfatterhjørnet er lavet af ren lyst og kærlighed til kreativiteten og kan vokse ved din hjælp. Hvis du kan lide episoden, så del endelig i dit netværk, abonner på Forfatterhjørnet og kast nogle stjerner efter den i iTunes. 

#3 Majbritte Ulrikkeholm: Jeg skriver min sandhed  
Hjælper det på skriveprocessen at 'lege' man er forfatter? Det mener Majbritte Ulrikkeholm. Charlotte Heje Haase interviewer musikeren, sangskriveren, forfatteren og den kreative helbreder. Det bliver blandt andet en samtale om det indre legebarn, om at turde fortælle sin sandhed og at ikke lade sig skamme ud.   Majbritte har også givet værtinden en kreativ udfordring, så samtalen starter med en blomsts fortælling!   

Forfatterhjørnet er en podcastserie, hvor forfatter og skrivementor Charlotte Heje Haase inviterer kreative og skrivende mennesker ind til en snak - til inspiration for dig, der gerne vil skrive og have mere kreativitet ind i dit liv. 

Tak fordi du lytter med. Hvis du kan lide episoden, så del endelig i dit netværk, abonner på Forfatterhjørnet og kast nogle stjerner efter den i iTunes.

         
#2 Claus Høxbroe: Skriften skal flyde - ellers findes den ikke  

Mød beatpoet Claus Høxbroe til en snak omkring at skrive meget, om levet skrift og at se digtsamlinger som små fotoalbums. Det bliver også til en samtale om at gøre sig umage og så give slip på ens værker. Og om det bedste skriveråd han har fået faktisk var "Lad være - man kan ikke leve af at skrive digte."  

Forfatterhjørnet er en podcastserie, hvor forfatter og skrivementor Charlotte Heje Haase inviterer kreative og skrivende mennesker ind til en snak - til inspiration for dig, der gerne vil skrive og have mere kreativitet ind i dit liv. 

Tak fordi du lytter med. Hvis du kan lide episoden, så del endelig i dit netværk, abonner på Forfatterhjørnet og kast nogle stjerner efter den i iTunes. 

#1 Velkommen til Forfatterhjørnet  

Denne podcast er til for dig, der gerne vil skrive og have mere kreativitet ind i dit liv.

Jeg, Charlotte Heje Haase, fortæller her kort om, hvordan jeg håber at samtaler med forfattere og kreative sjæle kan inspirere, skabe et fællesskab og åbne for lysten til at skrive, selv om det kan virke skræmmende, tiden er knap, osv. 

Jeg er selv forfatter og skrivementor og kender de forskellige stadier o skriveprocessen indefra og opfordrer til.....bare at skrive. Begynd. Hold fast. Ord for ord. 

Hvis du kan lide podcasten, kan du abonnere gennem iTunes eller din app på din smartphone eller iPad. Så får du automatisk nye episoder, når de er klar.

Synes også godt om siden Forfatterhjørnet på Facebook, hvis du vil være med til at præge podcasten, pege på gæster og stille spørgsmål til dem jeg taler med. Tak fordi du lykker med. 

0:00/0:00
Video player is in betaClose