P1 podcaster

P1 podcaster

Denmark

Susanna Sommer tager dig med på opdagelsesrejse i det mangfoldige podcastlandskab, som vrimler med fantastiske lydfortællinger, interessant viden og særegne skæbner. P1 Podcaster anbefaler gode lytteoplevelser fra hele verden og du kan høre om om trends og tendenser og få inspiration til at finde de bedste, sjoveste og mest interessante podcasts. Lyt til interviews med de gode fortællere og reportager fra den nye underskov af spændende danske lydproducenter. Vært og tilrettelægger: Susanna Sommer.

Episodes

P1 podcaster - Fremmede stemmer 2017-06-26  

Dagens udsendelse er blandt andet en opskrift på hvordan man kan - ved hjælp af podcasts - kan undgå at blive et dumt og kedeligt menneske. Du kan også møde danske Lea Thau, der producerer den populære amerikanske podcasts Strangers - den bliver hvert år downloadet 8 millioner gange og omkring podcasten er der opstået et stærk lyttefællesskab. Lea Thaus mission er at gøre os til 'strangers no more', og det gør hun ved at få folk til at fortælle om de livsbegivenheder - tab, kærlighed, sygdom, overgreb, familie eller længsel - der har formet og præget dem. Og om alle de sårbare og ofte modstridende, ulogiske og mangfoldige følelser, som de har sat i gang. Lea Thau har også udforsket både sin egen kærlighed og sit had - i serierne Love Hurts, hvor hun interviewede mænd, der havde afvist hende, og en række nye episoder, hvor hun konfronterer Trumpvælgere med sin vrede efter det amerikanske valg. Jeg interviewede Lea Thau på Den Sorte Diamants internationale forfatterscene, og i det uddrag, som du kan høre i dagens udsendelse, fortæller Lea Thau om hvordan det at fortælle historier får os til at forstå vores liv, om hvorfor det kan være nødvendigt at sprænge døren ind til ens personlige historier med dynamit og hvordan man kan være en empatisk historiefortæller, når man er fyldt med had efter Trump kom til magten. Hør Strangers her: http://www.storycentral.org/strangers/ Love Hurts-serien: https://soundcloud.com/kcrwstrangers/sets/love-hurts-series og Lea in Trumpland: http://www.storycentral.org/lea-in-trumpland-alicia/ Det er også tid til at sige farvel - dette er den sidste udgave af P1 podcaster - og 'fortsæt alene!', som den gamle radiogymnastikkaptajn Jespersen altid sluttede sine udsendelser med. På www.dr.dk/drpodcast finder du radiodrama, dokumentarerer og andre interessante podcastfortællinger. Og hvis du vil udforske det internationale podcastunivers, så kan jeg anbefale følgende podcasts om podcast: De amerikanske: The Big Listen (http://biglisten.org/ ), Sampler (https://gimletmedia.com/sampler/ ) og The Spot (http://kalw.org/programs/spot#stream/0 ) og canadiske Podcast Playlist (http://www.cbc.ca/radio/podcastplaylist ). God lyttefornøjelse! Medvirkende: Lea Thau. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster 2017-06-19  

Susanna Sommer tager dig med på opdagelsesrejse i det mangfoldige podcastlandskab, som vrimler med fantastiske lydfortællinger, interessant viden og særegne skæbner. P1 Podcaster anbefaler gode lytteoplevelser fra hele verden og du kan høre om trends og tendenser og få inspiration til at finde de bedste, sjoveste og mest interessante podcasts. Lyt til interviews med de gode fortællere og reportager fra den nye underskov af spændende danske lydproducenter. Vært og tilrettelægger: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Teaterbegejstring 2017-06-12  

"Vi har en ret klar ambition om at der skal flere på vores alder i teateret", forklarer Line Kirsten Nikolajsen. Hun er sammen med Clara Lindstrøm Gleerup vært på podcasten Den 4. væg, som bringer anmeldelser, reportager og interviews om alle former for scenekunst. De er begge midt i 20erne og vil gerne udbrede deres teaterbegejstring til deres jævnaldrende: "Du kan få en billet for 40 kr. og det er en helt vild oplevelse at gå i teateret. Det kan meget mere end en film kan, og der er en autenticitet over det, som jeg ikke synes man får andre steder". Line og Clara fortæller om at være trætte af avisanmeldernes evige 'Men...' og om at bruge alle platforme til gøre opmærksomme på podcasten. Hør Den 4. væg: https://den4vaeg.dk/category/podcast/. I løbet af de seneste år finder man ikke kun teateranmeldelser i de store dagblade. Der er kommet mange nye teaterstemmer til på blogs, facebook og podcast. Anne Middelboe Christensen er mangeårig teateranmelder på Information og Teateravisen.dk, og hun fortæller, hvordan hun oplever alle de nye stemmer i anmelderkoret. Medvirkende: Line Kirsten Nikolajsen, Clara Lindstrøm Gleerup og Anne Middelboe Christensen. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster 2017-06-05  

Susanna Sommer tager dig med på opdagelsesrejse i det mangfoldige podcastlandskab, som vrimler med fantastiske lydfortællinger, interessant viden og særegne skæbner. P1 Podcaster anbefaler gode lytteoplevelser fra hele verden og du kan høre om trends og tendenser og få inspiration til at finde de bedste, sjoveste og mest interessante podcasts. Lyt til interviews med de gode fortællere og reportager fra den nye underskov af spændende danske lydproducenter. Vært og tilrettelægger: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Ind i mørket 2017-05-29  

Foran Statens Museum for Kunsts brede monumentale trappe plasker springvandet muntert, klokken er 22.30 og 20 mennesker har forsamlet sig på gruset i den småkølige københavnske sommeraften, der dufter tungt af syrener. Vinduerne i huset overfor gløder af solnedgang, himlen er lyserød i lange striber og vi er på vej ind i mørket. Dagens udsendelse handler om mørket og alt det mystiske, skræmmende eller smukke, der sker når vi ikke kan se. Kunstnerfællesskabet Myrkr og Samtidens Akademi markerede skiftet mellem nat og dag med en samtalesalon i skumringen. Derefter blev der fumlet med filtrede høretelefonledninger mens de lysende mobiletelefoner blev gjort klar til at streame Myrkrs lydvandring om lydforurening, den mørkeglade shaman, den blinde bassist og andre med noget på mørkehjertet. Og så gik turen ud i sommernatten og parkmørket med lyd i ørerne og grus under fødderne. Myrkrs tre bagkvinder fortæller om at åbne naturen og natten og om hvorfor det er vigtigt at lære mørket at kende. Hør Myrkrs mørkevandring: http://www.myrkr.dk/moerke/lydvandring Og så fortæller jeg om podcasten Nocturne, der undersøger alt det der sker i nattens støvede kroge. De kalder det selv essayradio og blander dokumentarisme, fiktion og lydkunst. Nocturne bliver produceret af Vanessa Lowe og hun laver historier om nattens særlige jobs, de underligste drømme, angsten, der rammer i en søvnløs ulvetime og alle de eksperimenter og identiteter vi leger med, når mørket falder på. Hør Nocturne: http://www.nocturnepodcast.org/ Medvirkende: Sara Troense, Alaya Riefensthal og Jullie Hjetland. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - På skolebænken 2017-05-22  

"Jeg vil gerne have at podcasten har den samme stemning som på et lærerværelse, hvor man deler alle mulige udvekslinger om undervisning og læring på en konkret og dagligdags måde", siger Anders Schunk, som producerer skolepodcasten Didaktor for forlaget Alinea. Podcasten handler om læring og undervisningsmetoder og man kan både høre om efterskolen, hvor al undervisning foregår som rollespil og fremtidsforskeren, der forklarer hvilke kompetencer fremtiden kræver. "I øjeblikket afprøver vi mange forskellige metoder til at komme i dialog med vores kunder på en anden måde end traditionel marketing. Med podcasten vil vi gerne give dem noget indhold, der er værdifuldt for dem i hverdagen, og det er meget vigtigt, at det ikke er forretningsbudskaber, der bliver proppet ned i halsen på dem. Det skal være brede emner, der føles vigtige og relevante for lærerne - og fx. forældre og andre interesserede, forklarer Alineas marketingschef Gitte Baungaard. Hør Didaktor her: http://didaktor.dk/podcasts/. I udsendelsen fortæller jeg også om en håndfuld andre podcasts, der handler om skolelivet på godt og ondt. Den amerikanske historiefortællingspodcast Snap Judgment væver i hver episode korte historier sammen til en fortælling om et bestemt tema. Nummer 312 hedder 'Teacher Teacher!' og der kan du blandt andet høre om hippieungen, der insisterer på at komme i en 'rigtig' skole, Justin, der må flygte fra sin moderiske spillermor og om læreren, der ikke ved hvad hun skal stille op med barnegeniet i sin 4. klasse. Hør Snap Judgment her: http://snapjudgment.org/Teacher-Teacher. Det australske radioprogram Radiotonic bragte i 2015 featuren 'Little Dragons', som handler om Jonas Gabrielssons skolegang på en prestigefyldt svensk kostskole med metoder, der gør nogle til forbrydere og andre til medskyldige. Hør Little Dragons: http://www.abc.net.au/radionational/programs/radiotonic/little-dragons/6719760. Og så er der de Kathryn Oberg og Jake Scott - de er begge lærere i Minnnesota og laver podcasten Teacher Features, hvor de anmelder og diskuterer berømte lærerskikkelser fra fiktionens verden. http://noisepicnic.com/category/our-lovely-podcasts/teacherfeatures Medvirkende: Anders Schunk og Gitte Baunbjerg. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Twin Peaks og Matador 2017-05-15  

'Its happening again', som kæmpen siger i anden sæson af 90erkultserien Twin Peaks. Den 21. Maj er der premiere på de 18 nye Twin Peaks afsnut - skrevet af David Lynch og Mark Frost og instrueret af Lynch selv. Twin Peaks er den lille amerikanske by, hvor alt kan ske - fem miles syd for den canadiske grænse og 12 miles vest for statsgrænsen,. Et sted, hvor det føles som om 50erne aldrig er holdt op: Big Ed fylder benzin på ens pick uptruck, pigerne er i plisserede nederdele og flade sko og Double R Diner serverer a damn fine cup of coffee. Twin Peaks' første to sæsoner handlede om mordet på Laura Palmer. Det var en historie, hvor uhygge, humor, godt gammeldags politiarbejde og overnaturlige hændelser viklede sig ind og ud mellem hinanden, og man var hele tiden nødt til at huske, at uglerne ikke er hvad de giver sig ud for. Der er i tidernes løb lavet en mængde podcasts om Twin Peaks, og der er kommet et par nye til i anledning af premieren på de nye episoder. Jeg har udvalgt en håndfuld podcasts, som du kan muntre dig med, mens du venter på den nye sæson. Entertainment Weekly har sendt to garvede Twinpeaksvidere i studiet og de skal podcaste om alle de nye episoder. Mens de venter på premieren, fortæller de om Twin Peaks første to sæsoner og om seriens betydning i populærkulturen. Hør A Twin Peaks Podcast her: https://art19.com/shows/twin-peaks-podcast Den britiske podcast Diane er opkaldt efter Agent Coopers sekretær, som han beskriver som 'en interessant krydsning mellem en helgen og en kaberetsanger'. Podcasten har det seneste år været igennem alle de 30 episoder, bogen Laura Palmers Hemmelige Dagbog og Lynchs film Fire Walk With Me. Tonen er på en gang afslappet og højtravende, når Team Diane slår om sig med spidsfindige teorier, analyser og referencer til andre film, litteratur og kunst. Hør Diane: http://diane.libsyn.com/ Damn Fine podcast dykker også ned i hver episode, men altid med en gæst, som kan nuancere og uddybe et af seriens temaer. Fx burlesquekunstneren Francine, der besøger podcasten for at tale om det 29. afsnit, der handler om skønhedskonkurrencen i Twin peaks. Francine har i 6 år arrangeret The Pink Room, som laver burlesqueshows, der hylder eller satiriserer over Twin Peaks. Find podcasten her: https://www.damnfinepodcast.com/. I Danmark sker det også igen: DR viser Matador i en ny og restaureret udgave, og det har givet anledning til to nye podcasts. I udsendelsen kan du møde Mathilde Anhøj og Martin Steiner Jensen, som producerer podcasten Matador Med Mere. De svarer på spidsfindig Matadortrivia og forklarer hvorfor Matador er moderen til alle danske TV-serier. Hør podcasten her: https://soundcloud.com/matadormedmere DR har lavet sin egen Matadorpodcast. I Meget Mere Matador inviterer værten Cecilie Nielsen dedikerede matadorfans ned i de polstrede lænestole for at diskutere både seriens handling, og få svar på nogle af de spørgsmål, der har hængt og blafret siden Matador kom frem i 1978. Blandt andet hvad atlaskes egentlig er for en størrelse. Hør Meget Mere Matador: http://www.dr.dk/radio/drpodcast/serier/meget-mere-matador Medvirkende: Mathilde Anhøj og Martin Steiner Jensen. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Equinox 1985 og amerikansk hjemkomst 2017-05-08  

"Der er mange ting, der står meget skarpere, når man arbejder med lyd. Det er sværere at gemme sig, og når noget klinger falsk, så klinger det virkelig falsk. Man kan ikke skjule det med et smart klip eller tage fokus over på noget andet", forklarer filminstruktøren Tea Lindeburg, der har skrevet og instrueret fiktionspodcasten Equinox 1985, som hun også selv spiller med i . Podcasten handler om den juninat i 1985, hvor en hel gymnasieklasse forsvandt sporløst på deres studentertur. Og om Tea Lindeburgs forsøg på at finde ud af hvad der skete med pigen Ida, hvorfor den eneste overlevende senere begik selvmord og om religionslæreren og hans kone, der bedrev magi. "Det handler om sprækken. Studenterturen har altid fascineret mig. Alting bliver tilspidset: Det er sidste chance for at kysse ham, man har været vild med i 3 år og sidste chance for at sige det man er brændt inde med. Alt er åbent, alt kommer op og alt kan ske. Og næste dag begynder et nyt liv", forklarer Tea Lindeburg. Hør Equinox 1985: http://www.dr.dk/radio/drpodcast/radiodrama/equinox I udsendelsen kan du også høre om den amerikanske fiktionspodcast Homecoming. Den handler om en klinik, der angiveligt skal hjælpe krigsveteraner med at vende tilbage til det civile liv - eller hvad det nu er de har gang i. I Homecoming er uglerne ikke hvad de lyder til, og det konspiratoriske plot kredser om hvad det egentlig er for nogle eksperimenter klinikkens leder og hans kumpaner har gang i, og hvorfor det er så vigtigt at få soldaterne til at glemme. Det er Gimlet Media, der producerer Homecoming og de har været på castingturne i Hollywood. Hovedrollerne bliver spillet af de oscar- og emmynominerede film- og TV-skuespillere Catherine Keener, David Schwimmer og Oscar Isaac. Den amerikanske radiofortælletradition er meget glad for fortællere, der guider lytteren igennem historien. Sådan er det ikke i Gimlets og Eli Horowitz' historie - den røde tråd må lytteren selv flette. Det er som at være detektiv på overvågningsopgave, og man må selv stykke historien sammen ud fra af de stumper af terapisessioner, telefonopkald og samtaler man har overhørt. Hør Homecoming: https://gimletmedia.com/homecoming/ Medvirkende: Tea Lindeburg. Vært og tilrettelægger: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Britiske prisvindere og Radio Information 2017-05-01  

I weekenden blev podcasts hyldet i 15 forskellige kategorier, da British Podcast Awards blev uddelt, og i udsendelsen botaniserer jeg i en håndfuld af de prisvindende podcasts. Vinderen af Årets Podcast var Radio Wolfgangs Fathers and Sons - en dokumentarserie, som undersøger den moderne maskulinitet ved at fortælle om far/søn-forholdet i alle mulige udgaver: Ham der skal arve familievirksomheden, faren som bliver sendt på Tinder af sin søn efter en skilsmisse eller ham, der har et transkønnet barn, som forandrer stemme og krop, da testosteronen begynder at virke. Hør Fathers and Sons: https://www.radiowolfgang.com/s/fathers-and-sons Tim Hinman fra Third Ear har produceret podcasten Sound Matters for B&O, og den fortæller om lydenes betydning, om støj, stilhed og om hvordan vi lytter. Sound Matters fik en 2. plads i kategorien for brandet indhold og en 3. plads blandt 'Smartest podcasts' Hør Sound Matters: http://journal.beoplay.com/journal/sound-matters Og så var der priser til den nørdede landbrugspodcast Farmorama (https://farmerama.co/), Scientist not Science, hvor videnskabsmanden Stuart Higgins laver historier om livet som forsker (http://www.scinotsci.com/) og Everyone Else, som i hver episode fortæller en fremmeds historie (https://www.everyoneelse.org/). I podcasten Cinemile optager ægteparret Dan og Cathy deres ophedede filmdiskussioner på turen hjem fra biografen, og de vandt kategorien for bedste nye podcast (http://www.thecinemile.com/). Der er masser af inspirerende lyttestof blandt de prisvindende podcasts og du kan se alle vinderne her: http://www.radioassistant.com/2017/04/uk-first-british-podcast-awards-name-fathers-and-sons-podcast-of-the-year/ I programmet fortæller Anna von Sperling desuden om dagbladet Informations nye podcast Radio Information, som hver uge samtaler med avisens journalister om ugens vigtigste, sjoveste eller mest interessante historier. "Vi producerer sindssygt meget stof hver uge, og vi har nogle virkelig tunge autoriteter siddende i huset, og det er det vi gerne vil udnytte en ekstra gang. Nogle gange smækker man benene op med en printavis i et hjørne af sofaen og den møder os der hvor vi har brug for ro og en mere introvert og fokuseret væren. Men lyden kan jo noget andet. Den er der når vi er i transport, midt i opvasken eller løber en tur. Og jeg synes det er enormt dejligt, at vi også kan udkomme i elektronisk form med det vi brænder for", forklarer Anne von Sperling. Medvirkende: Anna von Sperling. Vært og tilrettelægger: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Hørespil med publikum 2017-04-24  

"Når vi tænder for optageknappen, så kan man mærke, at der er sådan et fælles åndedræt i rummet. Alle trækker vejret ind og så holder vi det, mens hørespillet bliver optaget. Det giver en intensitet og livestemning, som jeg synes klæder vores ting og adskiller dem fra de klassiske hørespil", forklarer Niels Erling, der er instruktør og leder af AKT1. AKT1 skaber live-hørespil, der bliver optaget foran et publikum med musik, lydeffekter og skuespillere i ét take og derefter bliver lagt ud som podcast. Teksterne er skrevet af romanforfattere, digtere, dramatikere og andre kunstnere, som får mulighed for at debutere som radiodramatikere, og AKT1 har også lavet en serie dramatiseringer af kronikker fra dagbladet Information og en samling trusselsbreve. "I øjeblikket er der rigtig meget radiofiktion, som lægger sig op af filmen eller den journalistiske dokumentar og stræber efter et meget realistisk udtryk. Vi vil gerne bringe hørespillet nærmere teateret og litteraturen, der kan syre ud i alle mulige retninger", fortæller Niels Erling. Hør AKT1s hørespil: http://akt1.dk/hoerespil.html Medvirkende: Niels Erling. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Yndlingsmusikken 2017-04-17  

I Morten Ammitzbølls og Biblioteket Frederiksbergs podcast Leitmotiv fortæller mennesker om den musik, de elsker og bliver ved med at vende tilbage til. "Jeg vil gerne zoome ind på mødet med musikken og tale om hvordan den føles og påvirker den, der lytter. Jeg håber, at vi kan være med til at skabe et nyt sprog om musikoplevelsen, hvor man ikke behøver være ekspert eller kende alle fagudtrykkene", fortæller Morten Ammitzbøll. Han interviewer både musikbibliotekets brugere og folk, der har optrådt til bibliotekets arrangementer. Og genrespredningen er stor: Man kan både høre om hvorfor musikeren Katinka stadig hører hele Arcade Fires Album The Suburbs hver uge, hvordan Schubert får instrumenternes stemmer til at lege og hvilke engelske bands Jimmy Hendrix påvirkede. "Den personlige indfaldsvinkel kan åbne ens ører for musik, man måske ellers ikke interesserede sig for. Man bliver nysgerrig, når man hører nogen forklare, hvorfor de holder af noget, man måske ikke selv forstår", understreger Morten Ammitzbøll, som selv har haft en sådan oplevelse med podcasten Album, hvor Kristian Leth og Ralf Christensen undersøger og fortæller og nørder om poppen og rockens centrale plader. For eksempel Bruce Springsteens 'Darkness on the edge of town', hvor nummeret 'Racing in the streets" gav Kristian Leth nøglen til hele Springsteens produktion. Hør Leitmotiv: https://leitmotiv.podbean.com/ Hør Albums Springsteenepisode: http://podtail.com/podcast/album/bruce-springsteen-darkness-on-the-edge-of-tow/ Medvirkende: Morten Ammitzbøll. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster 2017-04-10  

Susanna Sommer tager dig med på opdagelsesrejse i det mangfoldige podcastlandskab, som vrimler med fantastiske lydfortællinger, interessant viden og særegne skæbner. P1 Podcaster anbefaler gode lytteoplevelser fra hele verden og du kan høre om trends og tendenser og få inspiration til at finde de bedste, sjoveste og mest interessante podcasts. Lyt til interviews med de gode fortællere og reportager fra den nye underskov af spændende danske lydproducenter. Vært og tilrettelægger: Susanna Sommer.

P1 podcaster - indlandsis og kolonifortid 2017-04-03  

En gammel festsang fra Danmark-ekspeditionen, en sirligt håndskrevet instruks fra 1800tallet og en hyldemeter brune arkivkasser fra 'Komiteen for Grønlænderinders Uddannelse'. Det er bare nogle af de ting, som historikeren Iben Bjørnsson og jeg faldt over, da vi gik rundt i Arktisk Instituts arkiv oppe under loftet i det gamle pakhus på Christianshavn. "Når det gælder Vestindien, så tror jeg efterhånden at folk har fattet det: At vi var en slavenation på linie med andre slavenationer. Men når vi taler om Grønland, så opstår der stadig diskussioner om hvorvidt Grønland var en 'rigtig' koloni. Det der går tabt er, at Grønland altså indgik i et system af europæisk kolonialisme og det var de samme tanker og forestillinger, som kolonialisterne gør sig. Og der synes jeg, at vi I Danmark mangler at få hevet Grønland ind i den her internationale kontekst, forklarer Iben Bjørnsson. Iben Bjørnsson er Ph.d. og freelancehistorieformidler, og hun producerer podcasten Arktiske Historier, hvor hun bruger arkivets dagbøger, dokumentarer og genstande til at fortælle historien om Danmarks kolonifortid i Grønland. Det handler om eventyrernes ekspeditioner, de første danske medfølgende hustruer, der kom til landet, de grønlandske ekspeditionsdeltagere eller den storpolitiske fortælling om Thulebasen. Hør Arktiske Historier: http://arktiskinstitut.dk/medier-formidling/podcasts/ Medvirkende: Iben Bjørnsson. Vært og tilrettelægger: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Filmsnak 2017-03-27  

I den amerikanske podcast You must remember this, fortæller værten Karina Longworth Hollywoods glemte eller undertrykte historier, og sætter film, filmmennesker og industrien ind i den historiske, politiske og kulturelle kontekst. Joan Crowford har fået en hel miniserie, som fortæller om en rædselsfuld opvækst, ambitioner, kønsstereotyper og om hollywoods studiessystem, hvor de store filmselskaber holdt skuespillerne i et jerngreb. Mens andre temaserier fortæller om de blacklistede skuespillere, der blev ødelagt af anklagerne om kommunisme og uamerikansk virksom i 50erne. En af de allerbedst fortalte serier - og uden sammenligning også den mest spændende og interessante - er de 12 episoder om kultlederen Charlie Mansons Hollywood, hvor Longworth både fortæller 60ernes popkulturhistorie, og følger Mansons mere og mere gale og blodige spor fra en forkrøblet barndommen til den nat, efter mordene i Hollywood, hvor politiet stormer sektens ørkenranch og finder 7 pjaltede disciple ved et tomt middagsbord. Guruen selv har gemt sig i et køkkenskab. I programmet kan du også møde Troels Overgaard og Anders Holm, to århusianske filmnørder, der meget sjældent er enige om noget som helst - og da slet ikke om hvilken dårlig film, der er den bedste. De laver podcasten Filmsnak med filmnyheder, aktuelle anmeldelser og har et løbende projekt, hvor de rangerer verdens bedste film i forhold til hinanden. Hør You must remember this: http://www.youmustrememberthispodcast.com/ Serien om Charlie Manson: http://www.youmustrememberthispodcast.com/episodes/?category=CharlesManson%27sHollywood Hør podcasten Filmsnak: http://filmsnak.dk/podcast-afsnit/ Vært og tilrettelægger: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Fans, nørder og popkulturel passion 2017-03-20  

Engang sad man og nørklede med sine idoler for sig selv eller sammen med et par venner - memorerede hvad der var på B-siden eller fandt en sjælden bootleg-optagelse i en engelsk musikbutik. I dag laver man en podcast. P1 podcaster handler om alle de fanpiger og -drenge, der sender deres helteanalyser og kærlighedserklæringer ud i verden - hvad enten det handler om superhelte, the Simpsons, TV-serien Lost eller et andet af popkulturens idoler. "Det er blevet mere accepteret at være en nørd og gå passioneret op i noget. Når man er på date fortæller man måske ikke som det første, at man har en Harry Potter-podcast. Men det er okay at fortælle det på et tidspunkt", siger Amalie Hermansen og Nanna Bille Cornelsen, der laver 'Harry Pottcast', hvor de gennemgår hele fortællingen om den lille bebrillede troldmand med det lynformede ar i panden, kapitel for kapitel. I England er podcasten Song By Song igang med et lignende projekt. Deres emne er sangeren Tom Waits og hans lange discografi, og i øjeblikket er de to værter igang med 8. sæson. The Baker Street Babes er en podcast om Sherlock Holmes og alt hvad der rører sig omkring fiktionens mesterdetektiv. De fortæller om filmversioner, memorabilia og teateropsætninger, dykker ned fortællingerne ud fra et kønsperspektiv eller belyser sammenhængen mellem Sherlock og Shakespeare. Og så er der The Gilmore Guys, som i hver episode fortæller om et afsnit af den populære TVserie Gilmore Girls, der handler om det speedsnakkende mor-datter-par med de fedtede spisevaner i den lille by Stars Hollow. Lucia Odoom fra Politikens poptillæg forklarer hvorfor man skal hylde det at være en fan og hvordan 70ernes amerikanske zine-kultur, hvor man lavede små hjemmeproducerede magasiner, har påvirket dagens fanpodcasts. Find dagens podcasts her: Harry Pottcast: http://aasr.dk/series/harry-pottcast/ Song by Song: http://www.songbysongpodcast.com/home/ Baker Street Babes: http://bakerstreetbabes.com/ Gilmore Guys: http://www.gilmoreguysshow.com/ Medvirkende: Lucia Odoom, Amalie Hermansen og Nanna Bille Cornelsen. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - skumringspimper, ord og reformation 2017-03-13  

Fortællingen om hvordan en lysindretning kom til at hedde en skumringspimpe, kan du høre i udsendelsen, hvor jeg også møder Kirsten Marie Øveraas og Néné La Beet, der laver sprogpodcasten 'Godt Ord'. De synes der er alt for meget brok i sprogdiskussionerne og vil istedet gerne formidle sprogglæde og ordopdagelseslyst. I podcasten fortæller de blandt andet om hvordan sproget opretholder magtrelationer, hvor mange synonymer 'slyngel' har og hvor ordet 'fuck' egentlig kommer fra. Hør Godt Ord: http://godtord.podbean.com/ I år er det 500 år siden Luther slog de 95 teser op på kirkeporten i Wittenberg, og i Danmark bliver reformationen fejret og fortalt med foredrag, koncerter, teater, udstiller - og en podcast. Jens Oddershede, formand for Præsidiet for Reformationsjubilæet fortæller, at podcasten skal tiltrække et yngre publikum og forklarer hvorfor det stadig er vigtigt at tale om reformationen. Og så tager jeg ind til reformationskirken på Nikolaj Plads i København, hvor de to podcastproducenter Anders Olling og Hans Erik Havsteen fortæller om podcasten og om hvordan de stadig ser masser af tro og religion i Danmark - den udfolder sig bare ikke i kirkerne. Hør Kongerækkens reformationspodcast i fire afsnit: http://luther2017.dk/om-reformationen/podcast/ Medvirkende: Kirsten Marie Øveraas, Néné La Beet, Jens Oddershede, Anders Olling og Hans Erik Havsteen. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - den forsvundne fitnessguru og dobbeltmordet 2017-03-06  

Man skal forestille sig noget a la Ole Henriksen på speed. En mand med et pur af rødbrunt hårkrus om det solbrændte ansigt, og som regel iført meget korte stærktfarvede shorts og en matchende tanktop med glitrende Swarovski krystaller. Richard Simmons er en flamboyant skikkelse i amerikanske popkultur, og han har siden 70erne skabt en indbringende forretning på vægttabsmetoder og fitness. P1 podcaster handler i dag om podcasten Missing Richard Simmons, der er lavet af Simmons ven Dan Taberski. Ingen har nemlig hørt fra fitnessguruen i 3 år og han svarer hverken telefon, dørklokke eller mail. Teorierne er mange: Bliver han holdt som gidsel, er han udsat for sort magi, har han en depression pga sin hunds død, er han ved at gennemgå en kønstransformation...eller har han måske bare trukket sig væk fra verden? Udsendelsen ser blandt på hvad man kan tillade sig, når står med en historie, der er så god, at den får det til at krible hele vejen op og ned ad fortællingsnerven. Hvor dybt må man grave i folks privatliv, når de ikke selv har sagt ja til at være med? Hvad må man sige om folks personligheder, sygdomme, handlinger eller opvækst? Og hvor meget kan man spekulere i hvad der er sket og hvem, der har gjort hvad? Det er også overvejelser som holdet bag den nye DR-podcast Dobbeltmordet hele tiden bliver konfronteret med - selv om deres hovedpersoner blev myrdet i 1948. Podcasten undersøger de mange teorier, der gennem årene er opstået om mordene. De har bedt offentligheden om hjælp til opklaringen, og taler med mennesker, der har brugt år på at sætte sig ind i sagen. Og for dem er både forbrydelsen og hovedpersonerne i høj grad stadig levende. Hør Missing Richard Simmons: https://www.missingrichardsimmons.com/. Læs anmeldelsen i Wired: https://www.wired.com/2017/02/making-richard-simmons/. Hør Dobbeltmordet: http://www.dr.dk/radio/drpodcast/serier/dobbeltmordet Medvirkende: Julie Thing. Vært Susanna Sommer.

P1 podcaster - Videnskab i lyd 2017-02-27  

I dag drager P1 podcaster ud i videnskabens verden - derude hvor ting kan måles og vejes, de mindste bygggested bliver studeret og hvor det bugner med gode fortællinger. Jeg kaster et blik tilbage på de allerførste podcastdage og fortæller om en af de mest populære amerikanske podcasts - Radiolab. Komponisten og dokumentaristen Jad Abumrad har fundet sammen med den ældre videnskabsjournalist Robert Krulwich i et knarvoren radiokærlighedsforhold og de har udviklet et timelangt naturvidenskabeligt program. Radio som man sjældent hørt magen til. Det er tilbagelænet, stramt, sjovt, musikalsk, nørdet, formidlingslystent, uforudsigeligt og fyldt med fascinerende historier. Lyt til Radiolab her: http://www.radiolab.org/ Du kan også høre om ny dansk podcast, som Jais Baggestrøm Koch producerer for hjemmesiden videnskab.dk. Han er konservatoriestuderende og journalistuddannet - og synes at musik, sprog og lyd går op i en højere enhed, når han laver podcasts om alt fra internettets mørke kryptomarkeder og ålegræs til HPV-vaccine og salamiforskning eller undersøger om voksne ville blive traumatiserede af at blive født. Hør Videnskab.dks podcast her: http://videnskab.dk/s?query=podcast&f[0]=created%3A2017 Medvirkende: Jais Baggestrøm Koch. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Voksen ABC og Jonathan Safran Foer 2017-02-20  

Champagne, courage og chance var mine bud på en håndfuld voksenord med C, da jeg mødte Rachel Lewin Rukov og Cecilie Falgren Rubini - kvinderne bag den nye podcast Voksen ABC. De sætter bogstav for bogstav ord, undren, overvejelser og personlige historier på livet, som det former sig, når man har etableret sig med børn, realkredit, arbejde og kærlighed. I de foregående epiosder har ordene på disken blandt andre været angst, alenetid, afmagt, ansvar, børn, bryster, beslutninger og bagklog. Og det har resulteret i associationsdiskussioner og personlige fortællinger om alt fra fertilitet og uønsket hårvækst til vodkatamponer og parforholdskriser. Og i dagens udsendelsen taler vi blandt andet om hvorfor de helt almindelige historier fra hverdagen er vigtige at dele og om hvorfor det er svært at være voksen. Find Voksen ABC her: https://itunes.apple.com/dk/podcast/voksen-abc-podcast/id1202819406?mt=2 Du kan også møde den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer i dagens udsendelse. I hans seneste bog er hovedpersonen Jacob ivrig podcastlytter, fordi det giver mulighed for at give historien ekstra dybde. Og så anbefaler Foer en håndfuld podcasts, som efter hans mening helst skal høres mens man går, fordi det giver en helt særlig indsigt at bevæge sig gennem viden. Du kan høre romanpersonen Jacobs - og Jonathan Safran Foers - yndlingspodcast her: Hardcore history: http://www.dancarlin.com/ Radiolab: http://www.radiolab.org/ Invisibilia: http://www.npr.org/podcasts/510307/invisibilia Reply all: https://gimletmedia.com/reply-all/ 99% invisible: http://99percentinvisible.org/ Medvirkende: Rachel Lewin Rukov, Cecilie Falgren Rubini og Jonathan Safran Foer. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Sexsalonen 2017-02-06  

SKate Lis laver podcasten Sexsalonen, hvor man blandt andet kan møde markante skikkelser fra de københavnske sexmiljøer og høre diskussioner om sexpositiv feminisme eller homofobi. Det hele foregår over en flaske god portvin og samtalerne begynder absolut ikke med blomsterne og bierne: "Jeg hader 'Bubberjournalistik'. Altså den måde meget radio og tv om sex bliver lavet, hvor der tramper en eller anden forudsætningsløs vært rundt og spørger dumt 'Hvad er det I laver - det forstår jeg ikke...'. Jeg synes det er spændende at komme et spadestik dybere og det er også der jeg har en force, fordi jeg selv er en del af miljøet. På den måde kan jeg give lytterne indblik i nogle verdner, som man ellers ikke har adgang til", forklarer Kate Lis Hør Sexsalonen her: http://www.lust.dk/blogs/sexsalonen I udsendelsen taler vi desuden om en række udenlandske podcasts om sex, køn og krop: I snart 10 år har den gavflabede og empatiske klummeskribent og vært Dan Savage besvaret lytternes sexspørgsmål i podcasten Savage Lovecast: http://www.savagelovecast.com/ Podcasten The Rialto Report bringer interviews med ikoniske skikkelser fra the golden age of ponography i 70ernes USA. http://www.therialtoreport.com/category/podcasts/ Podcasten The Heart skriver om sig selv: En podcast om intimitetens terror og triumfer, det velsignede og banale ved at være forelsket og hjertets vilde diversitet. Hør The Heart her. http://www.theheartradio.org/ Medvirkende: Kate Lis. Vært: Susanna Sommer.

0:00/0:00
Video player is in betaClose