Zornigs Zone

Zornigs Zone

Denmark

Et program af det udsatte Danmark. Zornigs Zone tager dig med ind bag parcelhusets ligusterhæk, ghettoens betonmur og landsbysamfundets overfladiske idyl. Fra nordkystens prostituerede til provinsens narkobander. Fra den incestramte familie på landet til det lukkede fængsel i forstaden. Vi taler med alle, som lever på kanten af vores samfund. Dem hvis liv er formet af misbrug, svigt, sygdom eller fattigdom, men også af kærlighed, drivkraft og håb om en bedre tilværelse.

Episodes

Zornigs Zone  uge 31, 2016  

Det bedste fra Zornigs Zone.

Zornigs Zone  uge 30, 2016  

Highlights fra Zornigs Zone. Lisbeth Zornig Andersen

Zornigs Zone  uge 29, 2016  

Highlights fra Zornigs Zone. Lisbeth Zornig Andersen

Zornigs Zone  uge 28, 2016  

Highlights fra Zornigs Zone. Lisbeth Zornig Andersen

Zornigs Zone  uge 27, 2016  

Highlights fra Zornigs Zone. Lisbeth Zornig Andersen

Zornigs Zone  uge 26, 2016  

Highlights fra Zornigs Zone. Lisbeth Zornig Andersen

Zornigs Zone  uge 25, 2016  

Bag ved hovedbygningen var der en rævegrav, hvor vi legede. Det gik ud på at komme så langt ind man turde, og der var indimellem børn der sad fast derinde. Når det skete, så ignorerede vi andre det. Vi hjalp ikke til og vi gik ikke efter hjælp. Det var ikke ondskab, men jeg tror kun vi havde overskud til os selv.” Ditte Reedtz var på børnehjem som lille, i dag arbejder hun for at forbedre børnehjemsbørns sociale tilknytning. Lisbeth Zornig Andersen

Zornigs Zone  uge 24, 2016  

Lisbeth Zornig Andersen

Zornigs Zone  uge 23, 2016  

Ibrahim så ikke sin mor fra han var halvandet til han var seks år. Han var i Jordan, mens hun var i Danmark, hvor hun knoklede for at give sine børn et bedre liv. Men da Ibrahim kom hertil, gik det hurtigt skævt. Ibrahim lavede ballade, der hele tiden eskalerede - ballade, det lykkedes ham at skjule for sin mor. Han nåede at gå på utallige skoler og blev spået en fremtid som hårdkogt kriminel. Men da han endelig mødte nogle voksne, der troede på ham, forvandlede drengen, der havde sat sig for at bryde alle regler sig. I dag er han netop kommet med i teaterprojektet CONTACT. Nu er vennerne fra gaden kommet over deres skepsis - og har indløst billetter til hans optræden på Det Kongelige Teater. Lisbeth Zornig Andersen

Zornigs Zone  uge 22, 2016  

“Han lagde sit hovede på min dyne, og jeg var skrækslagen, men jeg lagde mærke til at han lugtede af shampoo”. Om natten efter Marias 10-års fødselsdag brød en tynd mand med langt hår ind i Marias mors hjem. Hverken Maria eller hendes mor var klare over, at den tynde mand var Marias far Per, som de huskede som en jovial, rund mand med overskæg og Walther og Carlo-skjorte. For Per havde været væk i en heroinrus i 4 år. Men nu havde Per taget bad på hovedbanegården og ville give sin datter en Steen og Stoffer-tegneserie, koste hvad det ville. Lisbeth Zornig Andersen

Zornigs Zone  uge 21, 2016  

Jeg vidste præcis hvilke børn, der var de" rigtige" børn i skolen, og dem iagttog jeg.. hvordan de klædte sig, hvordan de talte. Og så kopierede jeg dem." Flemming Hansen benyttede lejligheden til at blive en helt ny Flemming med gode manerer, skjorte og charmeklud, da som 11-årig blev fjernet hjemmefra og kom på ungdomspension. Hjemme havde det været normalt at stjæle, slå, ryge hash - og knap så normalt at arbejde eller gå i skole. Men da Flemming slog ind på en ny vej, gjorde han det fuldt ud. Han afbrød kontakten til sin familie og etablerede sig tidligt som forretningsmand. Han er en self made man, men han takker systemet og de voksne, han mødte der, for overhovedet at have fået tanken. Lisbeth Zornig Andersen

Zornigs Zone  uge 20, 2016  

"Min barndom sluttede, da jeg forlod borgerkrigen og flyttede til Midtsjælland". Hvor Suzan voksede op, i den kurdiske del af Irak, legede hun ubekymret, uanset krigen der rasede. Men her skulle hun være den voksne. Forældrene havde svært ved at tilegne sig sproget, og faren var på sammenbruddets rand på grund af de grumme oplevelser, han havde haft. Suzan havde mange pligter og store bekymringer for, hvordan det gik derhjemme, når hun sad i skolen. Samtidig kæmpede hun med at lære dansk - og med at slå fast, at hun ikke fandt sig i mobberi, selvom hun var den eneste med sort hår i klassen. Men heldigvis er Suzan ualmindeligt sej, ualmindeligt beslutsom og “hurtig som et egern”, som hun selv siger. Så hun har i den grad rejst sig, selvom det i en periode så ud som om, at også hun ville gå ned. Lisbeth Zornig Andersen

Zornigs Zone  uge 19, 2016  

“Jeg ramte bunden den dag, jeg ikke engang kunne finde ud af at lave et røveri mere. Jeg stod i en Seven Eleven med en kæmpe kniv og råbte "GI MIG PENGE NU!". Og ham fyren, han kiggede bare helt roligt på mig og sagde “du får ikke nogen penge her”. Så vidste jeg at jeg var helt på skideren. To dage senere kørte jeg galt i en bil fyldt med tyvekoster og røg ud gennem ruden og blev anholdt. Jeg ved ikke hvorfor, men der var en betjent, der tog dette her billede og gav det til mig. Jeg har lamineret det, for jeg har det altid på mig for at minde mig om, hvor jeg var.” Torben Hein deltog i årets X-Factor, hvor hans udseende og fortid tiltrak ligeså meget opmærksomhed som hans musik. Her fortæller han om en ungdom, hvor det gik hurtigere og hurtigere mod bunden. Lisbeth Zornig Andersen

Zornigs Zone  uge 18, 2016  

"Alle har øjne i nakken her. Det er helt tydeligt, at der bliver holdt øje med os, når vi står lige her med en optager. Kvinderne ved godt, at de ikke skal snakke med nogen, for de er en del af et vidt forgrenet netværk, hvor det mindste fejltrin bliver registreret, og hvor det kan have meget alvorlige konsekvenser, både for dem selv og for deres familie. Jeg kender eksempler på at bagmændenes familier har kvindernes børn boende, så de har en klemme på dem hvis de taler for meget.” Kira West fra Reden International, et af de få projekter, der gør noget for udenlandske prostituerede i København, har taget Lisbeth med på en natlig reportage på Vesterbro. Samtalen mellem dem bliver fulgt med interesse af madams og bagmænd, som er på gaden for at overvåge, at det spil, der udfolder sig hver aften, når børnefamilierne er krøbet i seng, følger de uskrevne regler i miljøet. Lisbeth Zornig Andersen

Zornigs Zone  uge 17, 2016  

“Jeg kunne godt finde på at slå folk ned bare fordi de smilede til mig på gaden.” Henriette havde et misbrug i en alder, hvor de fleste andre børn knap har været på sodavandsdiskotek. Hun lavede et voldeligt overfald i en alder, hvor mange andre børn stadig leger med barbiedukker. Alt sammen fordi ingen så hendes smerte og ensomhed. Da hun endelig fik hjælp, måtte de voksne på behandlingsstedet se passivt til, mens hendes stofmisbrug og hendes aggressioner eskalerede. Hun bebrejder dem ikke - de var bange for hende og de havde ikke ressourcer til at gribe ind. Men de kommunale sagsbehandlere skulle se hende nu. I dag, få år senere, er Henriette som forvandlet. Lisbeth Zornig Andersen

Zornigs Zone  uge 16, 2016  

“Jeg kom herud fordi jeg havde brug for at gemme mig et sted, hvor der ikke kommer normale mennesker”. Sami måtte flygte over hals og hoved fra en narkogæld - og fandt ud af, at Sundholm er et godt sted at forsvinde. I dag, 20 år efter, er hun der stadig, nu som omviser for Gadens Stemmer, tørlagt efter årtiers druk og narko, rolig efter et langt liv med øretæver i luften. Sundholm er stedet, hvor hun har været i sikret ungdomsinstitution, hvor hun har været dranker og junkie og ukronet dronning. Nu, med en lever, der truer med at stå af, har hun fundet fred blandt jordbær, høns og kaniner i Sundholms have. Lisbeth Zornig Andersen

Zornigs Zone  uge 15, 2016  

“Da jeg stod derovre på den anden side af gaden og solgte, der vejede jeg ikke meget mere en nogle-og-fyrre kilo. I dag vejer jeg 90 kilo, så jeg var så tynd dengang, at man kunne høre mine knogler rasle, når jeg gik. Jeg pakkede mig ind i en helvedes masse tøj for at se større ud, men jeg var bare en lille, bange dreng.” Jørgen er guide for virksomheden Gadens Stemmer, hvor mennesker, som har haft et hårdt liv, kan tjene penge på at dele ud af den ressource, de har i overmål: erfaringer fra de mørke steder i byen og i livet. Lisbeth Zornig Andersen

Zornigs Zone  uge 14, 2016  

"Man fik straks øje på ham, når han kom ind i et lokale. Røde bukser, røde sokker, beatleshår før The Beatles havde det og et lille hageskæg”. Når Gorm Henrik Rasmussen fortæller om sin far, bliver han meget vred. Men han kan alligevel ikke lade være med at grine. Gorm er forfatter og har netop udgivet en roman, "Girafhuset", om et hjem, der meget ligner hans eget. Et hjem med mange kunstværker og påfund. Et hjem som var sjovt at besøge - men mindre sjovt at vokse op i. Lisbeth Zornig Andersen

Zornigs Zone  uge 13, 2016  

“Jeg længtes så meget efter min far, at jeg krøb ind i hans seng når han sad vågen nede i køkkenet. Det tit han ikke kunne sove og sad i køkkenet og stirrede ud i luften om natten. Kun når jeg lå i hans dyne kunne jeg føle mig tæt på ham. Den lugtede trygt af motorolie og sved.” April kommer i medierne til at stå i drengehjemmet Godhavns tegn, for spillefilmen om stedet “Der kommer en dag”, kommer i biograferne 21. april. Zornigs Zone sætter fokus på de eftervirkninger, godhavnsdrengenes rædsler stadig har for deres børn og børnebørn. Lisbeth Zornig Andersen

Zornigs Zone  uge 12, 2016  

“Vi var vant til, at de høje herrer bestemte henover hovedet på os” Johannes Mathiassen har oplevet den rivende udvikling, Grønland har været igennem, på egen krop. Hans familie var underlagt danskernes luner, når faren lå og gravede kul i de smalle minegange, når Joannes blev fjernet fra familien for at blive uddannet som en del af nye, grønlandske elite, eller når hele deres by blev tvangsflyttet. En af de skelsættende begivenheder, der sendte hele familiens liv ud af kurs var, da alkoholen blev frigivet i 1955, det år da Johannes blev født, og det ikke længere kun var “de høje herrer”, der kunne få lov at drikke sprut. Lisbeth Zornig Andersen

0:00/0:00
Video player is in betaClose