Episoder

  • I sæsonafslutningen på Skyggelandet krydser Louise Lindblad og folklorist Lone Ree Milkær grænsen til ellekongens land. Ifølge sagnet skal Ellekongen opholde sig i de egne hvor landets konge endnu ikke har været. Det skulle være tilfældet i Stevns herred, så det bliver sidste stop på rejsen. I ellefolkets bolig skal der holdes en stor fest, hvor alle sagnvæsner og mennesker er inviteret. Og hvem siger nej til fest?

    Vært: Louise Lindblad
    Medvirkende: Folklorist og vært på podcasten Ellevild Lone Ree Milkær.
    Fortælleren: Poul Grinder-Hansen

  • Vi er nået frem til året 1900. Det er kun et halvt år siden, at Evald Tang Kristensen mistede sin hustru, Grethe, og nu er folkemindesamleren igen draget ud på en af sine mange rejser, denne gang en længere tur til den sydlige del af Sjælland.

    Journalist Louise Lindblad følger endnu en gang i Evalds fodspor, denne gang i Vordingborg-området sammen med folklorist Lone Ree Milkær. Ifølge sagnet er det nemlig her, i den lille landsby Bakkebølle, at en lygtemand flakker omkring i mørket med sit bølgende, gasagtige lys….

    Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Lone Ree Milkær, folklorist og vært på podcasten Ellevild. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.

  • Manglende episoder?

    Klik her for at forny feed.

  • "Ding dang! ding dang!" klinger det fra Klokkedybet i Odense Å. I Odense Å bor åmanden, og i 1800-tallet kender hvert barn og voksen i Odense sagnet om ham. Det overnaturlige væsen, der lever et ensomt liv i åens dyb, og som hvert år, med sit magiske violinspil, lokker mennesker i druknedøden.

    I det her afsnit mødes Louise Lindblad og seniorforsker Ejnar Stig Askov ved åens dybeste sted, lige inden tusmørket falder på, for at tale om åmanden og en lille dreng, der fødes i Odense by i 1805. En dreng, der vokser op med sagnet om åmanden, og som på sin egen måde ender med at holde ham, og andre sagnvæsener fra den gamle folketro, i live - i de eventyr, han senere bliver verdensberømt for at skrive... Drengen hedder Hans Christian Andersen.

    Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Ejnar Stig Askov, seniorforsker, H. C. Andersens Hus, Museum Odense. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.

  • Du kan kende den på dens gang. Helhestens gang er en anden end en almindelig hest, for den har kun tre ben. Dens manke er beskidt og filtret, og dens krop så udmagret, at den ligner et skelet. Hører du lyden af det trebenede genfærds haltende gang, skal du straks vende om og gå den anden vej. Og du skal ikke kigge dig tilbage over skulderen... Louise Lindblad mødes med museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen på vejen mellem Frederikssund og Oppe Sundby. Ifølge sagnet er det nemlig her, at en mand en efterårsnat støder på sagnvæsenet, der varsler sygdom, ulykke og død.

    Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Line Jandoria Jørgensen, etnolog og museumsinspektør, Frederikssund Museum, Færgegården. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.

  • Maria og Louise fortsætter rejsen op gennem Jylland, fra Brigsted til Ebeltoft, for denne gang at forfølge sagnet om “De to Thisetrolde”, en fortælling, som Evald Tang Kristensen hører fra mange forskellige meddelere på sine rejser rundt i landet. Ligesom historien om det brutale heksemord i Brigsted, bygger fortællingen om de to thisetrolde, søstrene Anne og Mette Madsdatter, også på en virkelig sag fra 1686. En sag, som involverer en heksejæger, vandprøver, hekseskoler og hjælpedjævle…

    Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Maria Østerby Elleby, historiker og museumsinspektør, HEX! Museum of Witch Hunt. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.

  • Vi er nået til 1890’erne, en tid hvor folkemindesamler Evald Tang Kristensen helt og fuldkomment har helliget sig til opgaven som skattegraver. Evalds mission er klar. Han vil redde den danske kulturarv, og han ved, at ude på landet findes stadig mange historiefortællere, der kan fortælle og synge de viser og sagn, som mundtligt er blevet overleveret fra slægt til slægt.

    Én af historierne, der lever i derude, er historien om Ane Klemens... Louise Lindblad og historiker Maria Østerby Elleby sætter kursen mod landsbyen Brigsted i Østjylland, hvor den grufulde sag udspiller sig i året 1800.

    Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Maria Østerby Elleby, historiker og museumsinspektør, HEX! Museum of Witch Hunt. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen

  • Evald Tang Kristensen går, med en taske over skulderen og en bowlerhat på hovedet, foroverbøjet og tung i sine bevægelser, igennem det nordjyske landskab. Bakker, høje og krat står som silhuetter i tusmørket. De er omkring ham, alle vegne, selv når han ikke kan se dem…. de små, menneskelignende væsener med kulsorte øjne og store hoveder.

    I det her afsnit kører Louise Lindblad og museumsinspektør Inger Bladt ud i et snedækket landskab i området omkring Nibe - på jagt efter bjergfolk. Det er stadig lyst, da de drager ud, men tusmørket vil snart indhente dem.

    Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Inger Bladt, museumsinspektør, Nordjyske Museer. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.

  • Louise Lindblad drager ud i Skyggelandet, et sted mellem virkelighed og fantasi, tro og overtro, noget naturligt og overnaturligt…. Derude hvor bjergfolk, ellefolk, hekse, vampyrer, åmænd og trebenede gengangere former sig som skygger i mørket. Episoden her er en introduktion til sæsonen ‘Skyggelandet’, hvor Louise Lindblad går i hælene på den største folkemindesamler, Danmark har haft: Evald Tang Kristensen.

    Vært: Louise Lindblad. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.

  • Midt i København står en tom kirke. Kirken i Gyldenløvesgade tilhører den katolsk-apostolske menighed, som tror, eller rettere troede, at Jorden snart ville gå under. Kirken har ikke været i brug siden 1957, hvor menighedens sidste præst i Danmark, Erik Axel Wessberg, dør. Men selvom ingen siden har set nogen gå hverken ind eller ud af de aflåste døre, så står kirken i fuldstændig perfekt stand. Spørgsmålet er, hvor pengene til kirkebygningens vedligeholdelse kommer fra? Og hvad skal kirken bruges til? I sæsonens sidste episode mødes journalist Louise Lindblad og religionshistoriker Peder Byberg foran den tomme kirke i København for at tale om verdens ende og én af historiens adskillige dommedagsprofetier, der – som bekendt - viste sig at slå fejl.

    Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Peder Byberg, religionshistoriker. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.

  • Shamanen Birla sidder i sit telt og banker på sin tromme. Hun er iført en stor, tung dragt, som består af skindet fra en hel bjørn. Bjørnens ben og klør hænger ned og dækker hendes bryst, og på bjørneskindet har shamanen påsyet hud fra forskellige dyr - slanger, frøer, flagermus. Der sidder også haler, vinger og fødder fra fugle og klove fra hjorte og elge. Birla mærker vibrationerne fra trommen i hele sin krop, hun øger tempoet og arbejder sig langsomt op til en ekstase. En tilstand, hvor virkeligheder forbindes. Hun ser, hvordan bjørnens ånd venter på hende, og side og side går de nu sammen ind… i den anden verden.

    I den her episode af Obscuritas tager journalist Louise Lindblad og arkæolog Lutz Klassen til Bjørneklanens Ø, den hellige ø, Kainsbakke, lidt vest for Grenaa, hvor store dele af det djurslandske stenalderfolk flytter sammen for omkring 5.000 år siden. På øen, som indtil da har været forbeholdt forfædrene, etableres en af Danmarks største stenalderbopladser og det der tolkes som en form for bjørnekult.

    Kultens leder er shamanen. I den her fortælling kalder vi hende Birla, og det er hendes rejse ind i åndernes verden, som bliver omdrejningspunktet i en fortælling om mystiske ritualer, kontakter til fjerne egne og stenalderbøndernes usædvanlige liv på Bjørneklanens Ø.

    Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Lutz Klassen, arkæolog og forskningsleder, Museum Østjylland. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.

  • For første gang i Obscuritas’ historie, krydser vi grænsen og bevæger os ind på den anden side af år 2000-skiftet. Det er her, en dag i året 2001, at navnet Ruth Evensen dukker op med et brag i samtlige af landets medier. Frikirken, nogen vil sige sekten, Faderhuset, med Ruth Evensen i spidsen, har nemlig købt Ungdomshuset på Jagtvej 69 - “inklusiv 500 stenkastende autonome voldspsykopater fra Helvede”...

    En råkold aften i november mødes journalist Louise Lindblad og religionshistoriker Peder Byberg på den historiske byggetomt midt på Nørrebro i København, for at fortælle historien om Jagtvej 69. Det er historien om to grupperingers sammenstød, kampen mellem Gud og Satan, en tidligere damefrisør, som modtager sine ordrer direkte fra Gud og en masse vrede, autonome unge…

    Og det helt store spørgsmål er: Hvad ville Faderhuset med Jagtvej 69?

    Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Peder Byberg, religionshistoriker. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.

  • Gårdmanden Jens Storgaard spejder ud over det travle høstfolk på marken, hvor også den unge tjenestepige, Ingeborg, står og arbejder. Gårdmanden nærmer sig tjenestepigen, lægger en hånd på hendes smalle talje, og da hun vender sig mod ham, mødes deres læber i et langt, ømt kys….

    I den her episode af Obscuritas tager journalist Louise Lindblad og historiker Poul Duedahl til landsbyen Ørding på Mors, hvor en mystisk kyssesekt vokser frem i midten af 1700-tallet til stor forargelse for Limfjordsøens øvrige beboere. Inspirationen har gårdmanden hentet i Det Nye Testamente, hvor Paulus skriver, at kristne skal hilse hinanden med helligt kys. Men hvor meget kaos kan et kys egentlig komme til at skabe? Og er der ikke noget med, at Gud ikke er den eneste stormagt, der afkræver kys?

    Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Poul Duedahl, historiker. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.

  • En epidemi spreder sig i den lille nordjyske købstad, Thisted, i året 1696. Den ene unge kvinde efter den anden bliver pludselig besat af onde ånder, og det skaber panik og angst i byen, for hvem bliver den næste? Hvem har ledt de onde ånder ind i kvindernes kroppe? Og hvordan får de det hele til at holde op?

    Alle sætter deres lid til én mand, den lokale præst, Ole Bjørn. Ole Bjørn er respekteret og vellidt i Thisted. Hans mening og holdning er velanset, så når han siger, at det er djævlebesættelser og trolddom, der har ramt deres by, så har de ingen grund til at tro andet. Over et dusin besatte kvinder ender med at flytte ind på præstegården i Thisted, og mens Ole Bjørn gennem eksorcisme forsøger at drive djævlene ud, går en heksejagt i byen i gang. Spørgsmålet er, hvem der er roden til ondskaben i Thisted? Journalist Louise Lindblad og historiker Maria Østerby Elleby finder frem til svaret, mens de bevæger sig mod urets retning 400 trin op til toppen af Vor Frelsers Kirke i København.

    Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Maria Østerby Elleby, historiker og museumsinspektør, HEX Museum of Witch Hunt. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.

  • Aleister Crowley sidder alene i et lummert hotelværelse i centrum af Kairo, da en sort djævleskikkelse pludselig kommer til syne i hjørnet af rummet. Væsenet svæver frem, med et klæde foran ansigtet og en lang hale, der pisker fra side til side. Det overtager Crowleys sind og begynder, med insisterende stemme, at diktere en ny verdensorden: Thelemas Lære….

    I den her episode af Obscuritas skal det handle om en af de ledende skikkelser inden for 1900-tallets okkultisme, den britiske kultleder Aleister Crowley. Også kendt som verdens ondeste mand eller The Beast 666. “Gør, hvad du vil” bliver læresætningen for en tæt gruppe disciple, der gennem 1910’erne og 1920’erne følger Aleister Crowley rundt i hele verden for at udbrede Thelemas ord. På deres vej udfører de blodofre, magiske sexritualer og sortemesser… Og det viser sig, at den her mand, som nogle kalder satanist og andre profet, har en dansk forbindelse…. Hans navn er Carl William Hansen, og i 1906 bor han på Hjørringgade 29 i København….

    Vært: Louise Lindblad, journalist. Medvirkende: Martin Wangsgaard Jürgensen, Danmarks Kirker, Nationalmuseet. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.

  • Publikum ser forventningsfuldt på manden foran dem, som er ved at få sine arme og ben bundet fast til en stol. Det er den danske spiritist og medie, 28-årige Einer Nielsen.

    Året er 1922, og en komité af videnskabsfolk er mødt op på universitetet i den norske hovedstad for at undersøge om det virkelig er sandt, at den unge mand fra København kan fremmane ånder. Det er flere danske forskere allerede blevet overbevist om, at han kan, og hvis de har ret, så vil et mystisk, hvidt stof om lidt strømme ud fra Einer Nielsens mund, og en åndeskikkelse vil rejse sig foran dem...

    I den her episode af Obscuritas dykker journalist Louise Lindblad og medicinhistoriker Jesper Vaczy Kragh ned i historien om spiritisten Einer Nielsen, der bliver en af de ledende skikkelser, da den spiritistiske bevægelsen strømmer ind over Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. Troen på liv efter døden vokser, og som medie bliver Einer Nielsen opsøgt af tusinder. Både dem, der vil i kontakt med deres afdøde, men også førende videnskabsfolk, som vil finde ud af, om Einer er et vidunder eller en bedrager?

    Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Jesper Vaczy Kragh, seniorforsker, Københavns Universitet
    Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.

  • Vølven kan rejse. Hun kan rejse mellem verdener, vores verden, gudernes og åndernes verden, og hun kan rejse i tiden. Hun kan se fortiden og fremtiden, livet og døden. Evner, der gør hende til en både magtfuld og frygtet kultleder i vikingernes tid.

    I denne nye sæson af Obscuritas dykker vi ned i fortidens kulter, sekter – de okkulte, mystiske og i nogle tilfælde hemmelige fællesskaber. Og de ritualer, der er forgået i dem. Fælles for de okkulte fællesskaber, kulter og sekter er, at de ofte drejer sig om én eller flere karismatiske ledere. Kultledere, sektledere, shamaner, guruer, medier. Personer, der har en helt særlig forbindelse til en anden verden, som de uindviede ikke kan se eller komme i kontakt med. En guddommelig, overnaturlig, åndelig eller okkult verden, som indeholder en særlig visdom, som kan hjælpe os med forskellige ting her på jorden. For de har en særlig visdom og en særlig indsigt, der giver dem magt over menneskers krop, sind og sjæl….

    I den her episode af Obscuritas tager vi på en rejse med Harald Blåtands egen vølve, den måske mægtigste af dem alle. Hendes grav blev fundet i 1950’erne i forbindelse med udgravningerne af vikingekongens ringborg, Fyrkat, ved Hobro. Kvinden i graven levede engang i 900-tallet, side om side med okkulte kræfter og overnaturlige væsener, som kun hun kunne åbne portalen til. I dag er kvinden kendt som Vølven fra Fyrkat. I den her fortælling kalder vi hende Thorbjørg…

    Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Peter Pentz, vikingeekspert og museumsinspektør, Nationalmuseet. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.

  • I 1950 indgår den aldrende, verdenskendte forfatter, Karen Blixen, og den unge, spirende digter, Thorkild Bjørnvig, en ubrydelig pagt. Hun skal gøre ham til en stor kunstner, mod at han skal tjene hende og love hende åndeligt troskab i den tid, hun har igen. Pagten mellem dem udvikler sig til et tæt og foruroligende venskab. Et platonisk kærlighedsforhold, som ændrer dem begge for livet, og som får fatale konsekvenser for de mennesker, der står dem nærmest. Med til historien om en af det 20. århundredes største forfattere, Karen Blixen, hører nemlig, at hun efter sigende også har indgået en pagt med djævelen... At hun har overnaturlige evner.

    I den her episode besøger journalist Louise Lindblad kunstnerhjemmet Rungstedlund nord for København, hvor Karen Blixen boede det meste af sit liv og er begravet. Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Elisabeth Nøjgaard, direktør, Karen Blixen Museet. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.

  • Den kloge kone fra Næstved, Maren Eriks, er i 1601 kendt i købstaden som en, der kan udføre kærlighedsmagi. Hendes magiske biks lokker mange ulykkelige og desperate hjerter til, men ender også med at sende hende selv mod bålets flammer… I det her afsnit dykker journalist Louise Lindblad og historiker Louise Lindgaard ned i sagen om Maren Eriks, og hvordan det endte så galt for en af tidens kloge koner. Og så blander historikeren også en magisk amulet til Louise efter 1600-tallets forskrifter, der skal sikre hende lykke i ægteskabet.

    Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Louise Hauberg Lindgaard, historiker og ph.d.-stipendiat, Syddansk Universitet. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.

  • Over morgendisen rager hjul og stejle op uden for byporten i Odense. Synet er hæsligt. En bondekones hoved sidder på en stage, og hendes øjne er prikket ud. Rovfugle er også i gang med at æde af kroppen fra en mand, der ligger ved siden af. Det er svært at se for de mange, sultne fugle, der flokkes omkring de to henrettede, men fingrene er allerede spist.

    Og så er der studenten Mørch… Hans hænder er endnu foldede, som var det sidste han gjorde, inden øksen faldt, mens han tænkte på sin elskede, Anna Helene. Der sidder ikke én rovfugl på Mørch. Hans hoved på stagen er fuldstændig… urørt.

    I den her episode af Obscuritas dykker journalist Louise Lindblad og museumsinspektør Camilla Schjerning ned i en obskur kærlighedshistorie om to unge elskende, Mørch og Anna Helene, som ikke kunne få hinanden. Mørch og Anna Helenes kærlighed ender med at koste flere menneskeliv, efterlade byen i oprør og få mystiske ting til at ske. Spørgsmålet er, hvor langt mennesker egentlig er villige til at gå for kærligheden?

    Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Camilla Schjerning, museumsinspektør, Museum Odense. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen

  • Kærlighedens veje fører denne gang til Nakkebølle Gods på Sydfyn, hvor Danmarks eneste adelige heks, Christence Kruckow, som ung er pige i huset. Fruen på Nakkebølle dør i 1582, og da den unge Anne Bille senere flytter ind og gifter sig med enkemanden, forlader Christence straks godset. I de efterfølgende 12 år føder Anne Bille et stort antal børn, men ingen overlever, og hun begynder at mistænke, at der er mørk trolddom på spil. Det er et uhyggeligt trekantsdrama, som historiker Maria Østerby Elleby og journalist Louise Lindblad denne gang dykker ned i. Spørgsmålet er, om det var forsmået kærlighed og jalousi, der drev Christence Kruckow ud i magiens mørkeste afkroge…. derude hvor der findes særligt onde ritualer som involverer en brudeseng, en edderkop - og ofringen af et voksbarn… Eller om ondskaben i virkeligheden skal findes et helt andet sted?
    Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Maria Østerby Elleby, historiker og museumsinspektør, HEX Museum of Witch Hunt. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.