Episoder

  • Når du betaler penge til din pension, kan du risikere at støtte kontroversielle fængsler i USA. Det skriver netmediet for undersøgende journalistik Danwatch, og vi taler både med journalisten bag historien og spørger nogle af de danske pensionsselskaber, hvorfor de har valgt at investere i private fængsler i USA?
    Demonstranter fra Stram Kurs forstyrrede i fredags en muslimsk børnebegravelse. Stram Kurs-demonstranterne var samlet til en markering af femårsdagen for den danske terrorist Omar El-Husseins død, og de valgte altså at afholde demonstrationen udenfor en moské på Dortheavej i det nordvestlige København. Vi spørger Stram Kurs, om det er i orden at forstyrre en begravelsesceremoni.
    Og så skal vi en tur til USA hvor demokraternes primærvalg fortsætter med at trække overskrifter. Mens Bernie Sanders samler mere og mere momentum for sin kampagne, så er den undertippede outsider i skikkelse af rigmanden Michael Bloomberg på vej ind på scenen, hvilket får det til at slå gnister mellem de to demokrater.
    www.dr.dk/orientering

  • I Al Hawl lejren i Syrien sidder omkring 70.000 mennesker med forbindelse til Islamisk stat fængslet, heraf er to-tredjedele under 12 år. To af dem er en dreng og en pige på henholdsvis tre og fire år. Deres mor er dansk, børnene lider under massive traumer, begge børn har udviklet angst, og de har et øget alarmberedskab og store søvnproblemer. Men har den danske stat en forpligtelse til at hente børnene hjem? Ja, siger deres advokat Knud Foldschack. Og vi spørger i dag Frederik Harhoff, tidligere dommer ved den internationale krigsforbryderdomstol for krigen i Jugoslavien og professor emeritus ved juridisk institut på Syddansk Universitet.
    Her til morgen lykkedes det finansforbundet at blive enige med deres arbejdsgivere om løn og arbejdsforhold for de 43.000 ansatte i blandt andet bankerne. Dermed er den anden overenskomstaftale 2020 landet. Vi gør status over resten af de store områder, som stadig forhandler: Transportområdet, HK Handel og ikke mindst byggeriet.
    EU presser på for at genoplive den militære operation Sophia i Middelhavet. EU ønsker at fly og flåde-fartøjer igen skal overvåge Middelhavet og sikre at våbenembargoen for Libyen bliver overholdt. For som det er i dag, er våbenembargoen en joke, lød det i går fra FN.
    Karen Hjulmand og Mathias Bay Lynggaard er dagens værter. Birgitte Gadegaard er redaktør.
    www.dr.dk/orientering

  • Manglende episoder?

    Klik her for at forny feed.

  • Er NGO'er med til at lokke migranter til et udsigtsløs liv i Europa?
    Vi kender diskussionen til havs - NGO'er, som samlede migranter op fra synkefærdige gummibåde i Middelhavet har fået skarp kritik af nogle europæiske politikere - nu er kritikken mod NGO'erne der igen - i flygtningelejrene på land. Hør debatten i Orientering Europa.
    Vært er Brita Kvist.
    www.dr.dk/orientering/orientering-europa

  • Der står 1-0 til Vesterhavet efter en retssag i Hjørring hvor fire sommerhusejere blev idømt store bøder for selv at have taget initiativ til at forsøge at kystsikre klinten ud for deres huse ved Lønstrup.
    Kystsikringen med sten og beton sker i et Natura 200 beskyttet område. Men hvad så nu, skal vores huse bare ryge ud over kanten? Spørger bekymrede sommerhusejere. Hør i Orientering Weekend om kampen mellem private grundejere og naturens kræfter. Vi har også mødt Flensborgs borgmester, der ikke er spor dansk i udgangspunktet men har besluttet sig for at blive det. At høre til det danske mindretal er ikke et spørgsmål om pas eller slægtsbog.
    Vært: Brita Kvist.

  • Efter netmediet NB økonomi i går kunne afsløre, at regeringen - uden at fortælle om det - havde korrigeret tallene i den vigtigste tabel i sit forslag til en reform af udligningen mellem kommunerne, har Social- og indenrigsminister Astrid Krag i dag sendt en beklagelse til de politiske partier. Vi ser på, om det betyder at Venstre har fået ret i sin kritik af, at regeringen ikke har lagt alle tal frem.
    I dag er den årlige sikkerhedskonference i München gået i gang.
    800 præsidenter, ministre, politikere, militærpersonel og forskere er samlet de næste tre døgn for at vende verdens konflikter. Grundstemningen i München er dyster: verden bliver stadig mere usikker, de vestlige lande er i dyb splid med sig selv, og lederskab er svært at få øje på.
    I går ville Facebook lancere sin nye dating-tjeneste i Europa.
    Men det fik det irske datatilsyn sat en stopper for, for tilsynet mente ikke, at der var styr på de datinglystne brugeres personoplysninger. Nu er lanceringen af datingtjenesten udskudt på ubestemt tid. Og det er ikke kun det seneste eksempel på, at det slet ikke er så let at være Facebook mere.
    Louise Windfeld-Høeberg og Mathias Bay Lynggaard er værter, Tine Møller Sørensen redigerer.
    www.dr.dk/orientering

  • Den amerikanske efterretningstjeneste CIA har i årtier haft adgang til fortrolige oplysninger fra det danske forsvar, gennem et schweizisk krypteringsfirma. Vi undersøger, hvorfor en allieret kan have interesse i at kigge med i vores efterretninger, og hvad vi kan gøre for at sikre os bedre i fremtiden.
    Den politiske ballade om udligningsplanerne fortsætter. Venstre fastholder, at man ikke har fået oplysninger nok om, hvordan vindere og tabere i udligningsspillet er fundet. Og spørgsmålet er, om forhandlingerne overhovedet kan gå i gang som planlagt i morgen.
    I USA har fire statsanklagere trukket sig i protest fra en straffesag. For det amerikanske justitsministerium har pludseligt, og stik imod anbefalingerne fra de statsanklagere, der skulle føre sagen, lagt op til at give Trumps tidligere rådgiver, Roger Stone, en mildere straf. Han er anklaget for at lyve for kongressen og intimidere et vidne - og statsanklagerne gik efter at sende Roger Stone bag tremmer i 7 til 9 år.
    Louise Windfeld-Høeberg og Mathias Bay Lynggaard er værter - Tine Møller Sørensen redigerer.
    www.dr.dk/orientering

  • Ækvatorial-Guineas vicepræsident troede, at han havde alt på det tørre, da han investerede over en milliard kroner i herskabslejligheder, sportsvogne og andre luksusinvesteringer i Frankrig. Pengene stammer fra underslæb i hans vestafrikanske land. Men nu har en appeldomstol bestemt, at hele molevitten skal konfiskeres. Og nu diskuteres det i Frankrig, om pengene fra det beslaglagte habengut skal tilfalde den franske statskasse eller om de, som nogen foreslår, skal tilbage til dem, de er taget fra.
    Det skandinaviske flyselskab SAS kom i dag ud i en shitstorm, som ifølge selskabet er et nøje planlagt cyberangreb. SAS blev udsat for voldsom kritik på de sociale medier, efter at det i går lagde en reklamefilm ud med eksempler på en lang række ting, vi opfatter som skandinaviske, men som i virkeligheden kommer fra andre steder i verden. Moralen i den 2 minutter og 42 sekunder lange video er, at vi tager det med hjem fra rejser, vi kan godt lide. Men det er af mange blevet opfattet som om SAS mener, at Skandinavien ingenting er.
    Insektavl kan være en løsning som et klimavenligere alternativ til dyrefoder og så kan det skabe et cirkulært system som et slags grønt eventyr. Men de danske insektavlere møder også udfordringer. Dem ser vi nærmere på i dagens Orientering.
    Karen Hjulmand og Louise Windfeld-Høeberg er dagens værter.
    Birgitte Gadegaard redigerer.
    www.dr.dk/orientering

  • Orientering erfarer, at De Konservative er ude af forhandlingerne om en ny udligningsreform. Samtidig er hovedstadens borgmestre blevet splittet på kryds og tværs i spørgsmålet. Vi tager temperaturen på udligningsreformen.
    På den græske ø Lesbos er situationen for de mange flygtninge akut. Lejren er indrettet til 3000 personer, men der er nu langt over 20.000 stuvet sammen i og omkring flygtningelejren. Vi taler med FN's flygtningeorganisation og en sygeplejerske på stedet, og stiller spørgsmålet om, hvad der skal ske med de mange flygtninge og migranter.
    Præsident Trump har delt en video på de sociale medier, der manipulerer med formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.
    Alligevel vil Facebook og Twitter ikke tage den ned, og vi stiller derfor spørgsmålet om, hvad vi kan vente af misinformation i den kommende amerikanske valgkamp.
    Karen Hjulmand og Mathias Bay Lynggaard er dagens værter. Birgitte Gadegaard er redaktør.
    www.dr.dk/orientering

  • Formanden for det tyske regeringsparti, CDU, Annegret Kramp-Karrenbauer har i dag valgt at trække sig. Foruden formandsposten i partiet var hun også udset til at skulle være kanslerkandidat, men hun tager nu konsekvensen af manglende opbakning i CDU og blandt vælgerne. Og efterlader et Tyskland i kaos.
    Sønderjyderne fejrer i dag 100 året for den afstemning, der gav 75 procent ja-stemmer for at høre til Danmark. Og den begivenhed får også i dag sønderjyderne til at føle sig som noget helt særligt. Orientering er med til festen. Vi spørger det tyske mindretal, om der snart er mere at kæmpe for, og vi besøger en landmand, hvis gård ligger lige på grænsen.
    600.000 ansatte i det private skal i år have en ny overenskomst, og den første blev i går indgået på industriens område. Den bliver kaldt for gennembrudsoverenskomsten, og den sætter ofte både rammen og forudser tematikker for de kommende forhandlinger på de andre områder. Den lægger især op til at give lønmodtagerne en større fleksibilitet gennem fritvalgs lønkontoen, og så giver den flere betalte barselsuger til mændene.
    Karen Hjulmand og Mathias Bay Lynggaard er dagens værter. Birgitte Gadegaard er redaktør.
    www.dr.dk/orientering

  • Lørdag gik irerne til valg. I meningsmålingerne har partiet Sinn Fein, med partiets voldelige og kontroversielle fortid, stået stærkt og de to borgerlige partier er blevet spået tilbagegang.
    Vi analyserer resultatet.
    Du får også seneste nyt fra Tyskland, hvor et politisk jordskælv ramte landet i den forgangne uge efter et valg i delstaten Thüringen.
    I morgen er det 100 år siden at der var folkeafstemning i Nordslesvig (det nuværende Sønderjylland), som stemte for at blive en del af Danmark igen.
    Vi sætter fokus på situationen i grænselandet.
    Vært: Louise Windfeld-Høeberg.
    www.dr.dk/orientering/orientering-europa

  • Corona-virus er på fremmarch. Det er fortsat primært borgere i Kina der er ramt. Men langsomt kommer nye tilfælde i den øvrige verden både i Europa og i Danmark. Hidtil er vi sluppet fri. Men kan vi holde Danmark Coronafrit? Vi får en vurdering fra tidligere forsker i WHO Lone Simonsen - nu professor i Folkesundhedsvidenskab RUC.
    I USA fortsætter Demokraternes kamp om at blive præsident Donald Trumps udfordrer.
    Og i Danmark følger vi kampen tæt, som var det en tv-serie. Men hvorfor er vi så fascinerede? Det vurderer tidligere dramachef i DR Piv Bernth, som står bag TV-serierne Rejseholdet, Borgen og Bedrag.
    Et politisk jordskælv har ramt Tyskland og en serie af efterskælv er ved at forandre det politiske landskab. Det er forholdet til det højre-ekstreme parti AfD, der splitter regeringspartierne og truer Angela Merkels regering. Lørdag startede et krisemøde i regeringen i Berlin. TysklandsekspertTage Baumann vurderer situationen.
    Og ved grænsen til Tyskland fortsætter fejringen af "Genforeningen" i 1920.
    Men ikke alt har været rosenrødt for de tysksindede, fortæller Hans Heinrich Hansen, tidligere formand for BDN, Bund Deutscher Nordschleswiger.
    Vært: Solveig Bjørnestad.

  • Her til morgen blev en kinesisk kvinde hentet med ambulance i Københavns Lufthavn med influenzalignende symptomer. Oslobåden aflyser alle grupperejser fra Kina. Men hvad med Københavns Lufthavn? Den følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer, så rejsende fra Kina bliver håndteret ligesom alle andre rejsende. Der foregår altså ingen særlig screening, karantæne eller lignende. Men nu siger en professor og ekspert i virus og immunforsvar, at alle indrejsende fra Kina bør sættes i karantæne.
    EU's energikommissær Kadri Simson er i Danmark for at finde inspiration til den store grønne omstilling, hele EU skal i gang med. Især lande som Polen, Tyskland og hendes eget hjemland Estland, er udfordret på grund af deres afhængighed af kul.
    Den afstemning i 1920, der førte til, at Sønderjylland blev dansk, bliver fejret med fester denne weekend og på mandag. Men det sker i et grænseland, hvor diskussionen om grænsen har været mere højlydt de seneste år. Grænsen ligger fast, men grænsebevogtning og vildsvinehegn går imod den åbenhed, som mange i grænselandet ønsker sig. Men betyder det egentlig noget i praksis? Orienterings Brita Kvist og Catharina Nissen besøger en skole og en arbejdsplads, hvor elever og medarbejdere krydser grænsen i et væk.
    Karen Hjulmand og Mathias Bay Lynggaard er dagens værter. Birgitte Gadegaard er redaktør.
    www.dr.dk/orientering

  • Et politisk jordskælv har rystet Tyskland. Partiet på den yderste højrefløj, Alternative für Deutschland, var førhen det parti, ingen ville alliere sig med. Men så blev partiet lukket ind som grundlag for en ministerpræsident, formanden for delstatsregeringen, i Thüringen. Men den nye, skrøbelige koalition holdt kun i få timer.
    En helt ny evaluering slår nu fast, hvad tidligere rapporter allerede har peget på, nemlig at de nationale test, som folkeskolens elever skal igennem, er så usikre, at de ikke kan bruges. Vi får besøg af en af dem, der i dag kommer med nye anbefalinger til undervisningsministeren og spørger hvad der så skal komme i stedet.
    Hvad enten statsministeren hedder Løkke eller Frederiksen, så vil vi have en sundhedsreform - det er ganske enkelt nødvendigt, for at imødekomme fremtidens krav. Sådan lød budskabet fra Kommunernes Landsforening på et sundhedstopmøde på Nationalmuseet i København i dag, hvor topfolk fra kommuner og regioner mødtes og diskuterede med landspolitikerne. Orientering var også med og fortæller i dag derfra.
    Værter er Solveig Bjørnestad og Mathias Bay Lynggaard.
    Tine Møller Sørensen redigerer.
    www.dr.dk/orientering

  • Herlev hospital beklager nu forløbet, som førte til at en ung mand døde af meningitis for fire år siden. Det sker efter at den behandlende læge er blevet sigtet for grov uagtsomhed. Nu siger lægerne selv, at de skal blive bedre til at tale om egne fejl.
    Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard sagde tidligere på ugen, at kommuner skal behandle borgerne med mere respekt. I dag har ministeren så været i samråd om den behandling, en borger er blevet udsat for i jobcenteret i Hedensted kommune, var i overensstemmelse med loven. Her blev han spurgt, om han kunne tørre sig selv i numsen.
    Hør beskæftigelsesordfører Leif Lahns svar på, hvordan han mener kommunerne skal gøre det bedre, og om han selv har et ansvar for det.
    Forholdene i Libyen er nu så dårlige, at FN's flygtningeorganisation UNHCR har valgt at suspendere arbejdet i deres modtage- og udrejsecenter i Tripoli. Vi ser nærmere på situationen.
    Solveig Bjørnestad og Mathias Bay Lynggaard er værter.
    Tine Møller Sørensen redigerer.
    www.dr.dk/orientering

  • Tiden arbejder imod os i klimaforandringerne. Vi har travlt, hvis CO2 udledningerne og temperaturstigninger skal bremses. Årets store klimtopmøde skal afholdes i Glasgow i Skotland, men nu har Boris Johnson fyret kvinden, der står for det hele, den såkaldte COP-præsident. Vi søger en forklaring på hvorfor, og hvad det betyder.
    Kaos på højt plan. Sådan beskrives det længe ventede og vigtige første valg i en lang række, som afgør, hvem der bliver Demokraternes præsidentkandidat - og dermed hvem der skal udfordre Donald Trump ved præsidentvalget i USA til november. I timevis har landets øjne været rettet mod det såkaldte opstillingsmøde i delstaten Iowa, hvor resultatet var ventet tidligt tirsdag morgen dansk tid.
    Partiet Alternativet har fået en ny formand, som gerne vil drikke mere kaffe med statsministeren og søge indflydelse i forhandlinger. Men hvor alternativt er Alternativet med sin nye formand?
    Louise Windfeld-Høeberg og Søren Carlsen er dagens værter.
    Birgitte Gadegaard redigerer.
    www.dr.dk/orientering

  • Alternativet har fået ny formand. Lørdag vandt en af partiets stiftere, Josephine Fock, over Theresa Scavenius og partiets politiske ordfører Rasmus Nordqvist. Josephine Fock vandt på en mere kompromissøgende linje. Men nu har valget af Fock fået Nordqvist til at gå som politisk ordfører. Vi spørger hende, om et mere kompromissøgende Alternativet stadig kan kaldes et alternativ.
    Afskedsfesten er overstået. Storbritannien har langt om længe forladt EU. Nu gælder det forhandlingerne om fremtiden. Tidligere i dag lagde begge parter deres udspil på bordet. Dem kigger vi nærmere på. Og vi har også været med en fisker i Thyborøn på havet. For fiskere bliver de kommende forhandlinger helt afgørende.
    Rundt om i verden arbejder både læger og medicinalvirksomheder på højtryk for at finde en behandling til den potentielt dødbringende Corona-virus. Anders Fomsgaard, overlæge og virusforsker på Statens Seruminstitut er aktuel med bogen "Det er bare en virus". Vi spørger ham om en virus overhovedet kan behandles?
    Louise Windfeld-Høeberg og Søren Carlsen er dagens værter. Birgitte Gadegaard redigerer.
    www.dr.dk/orientering

  • Briterne er ude. Og mandag begynder arbejdet i et nyt Europa Parlament. Et mindre parlament, hvor størrelsen på de politiske grupper har ændret sig en del. Og det kan godt få betydning for både samarbejdet og de beslutninger, der bliver taget. Vi tjekker også op på de europæiske socialdemokrater. For partiet har svært ved at finde sine ben i disse år. Lige nu er kun syv lande i EU ledet af en socialdemokrat. Et af dem er Danmark. Her har vi en statsminister, der er blevet hård på udlændingepolitikken, kalder EU's budget for gak og mener forbeholdene skal bestå. Nu taler den britiske sociolog og inspirator for New Labour, Anthony Giddens om, at andre socialdemokratier med fordel kan følge i Mette Frederiksens spor. Men spørger man de franske, så siger de pænt nej tak. Men de har alligevel en plan for at genrejse partiet. Vi skal høre hvad den går ud på og vi taler om socialdemokratiernes fremtid.
    Så var der nok mange der bemærkede at USA's præsident Donald Trump udkom med en fredsplan for Mellemøsten denne uge. Men han havde også travlt med at mægle i Europa. Om hvad? Det fortæller vi også om.
    Vært: Marianne Skovlund-
    www.dr.dk/orientering/orientering-europa

  • Ved midnat natten til lørdag begyndte dag nummer et i Storbritannien uden for EU. Sådan da. For der skal stadig forhandles en handelsaftale. Orientering Weekend taler med to danskere i Storbritannien, der har stået på hver sin side i tiden op til, at Brexit nu er en realitet. Vi har også besøg af en dansk brandmand, der netop er landet efter at have været i kamp med ilden i Australien de sidste par uger, og vi følger diskussionen i partiet Alternativet, der vælger ny formand i dag.
    Vært: Brita Kvist.

  • I dag er det alvor. Efter 47 års medlemskab siger briterne i dag farvel til EU. VI følger dem også et stykke på vej, bl.a. andet med besøg af tidligere EF-modstander og tidligere EU-kommissær Ritt Bjerregaard.
    En ny billig cardigan, trøje eller et par bukser bliver i gennemsnit kun brugt otte gange. Dermed bruger vi et stykke tøj halvt så mange gange, som vi gjorde for 15 år siden. Det viser en rapport fra det europæiske miljøagentur. Forbrugerrådet Tænk mener, at der er brug for en national handlingsplan, der skal sætte en stopper for overproduktion og spild.
    Og så skal vi have en forklaring på dramaet om boligskatten, hvor Dansk Folkeparti vendte på en tallerken og pludselig mod forventning lavede boligaftale med rød side i Folketinget.
    Karen Hjulmand og Mette Vibe Utzon er dagens værter. Birgitte Gadegaard redigerer
    www.dr.dk/orientering

  • Den socialdemokratiske regering præsenterede i dag sit udspil til en kommunal udligningsreform. Indenrigsministeren og finansministeren havde inviteret til stort pressemøde. Men de ville ikke fortælle, hvor mange flere penge de enkelte kommuner får eller skal af med. Vi ser nærmere på reformen og den fortælling, regeringen gerne vil præsentere den som en del af.
    EU har fået skyld for meget af det dårlige, der er hændt Storbritannien i de senere år . Lige fra at blive tvunget til at være holdspiller til at være tynget af bureaukrati. Brexittilhængerne mener , at nu kan Storbritannien endelig vende tilbage til sit virkelige potentiale for storhed. Men verden er ikke den samme og kan det lade sig gøre?
    En presset iransk regering truer nu med at trække Iran ud af traktaten om ikke-spredning af atomvåben. Ikke den civile aftale med USA og en række europæiske lande, som længe har hængt i en tynd tråd, men den STORE aftale. Den som handler om atomvåben og som stort set alle verdens lande har underskrevet for at forhindre at alle og enhver bare kan udvikle atomvåben. Truslen understreges af at kun ét land nogensinde før har meldt sig ud af aftalen - nemlig Nordkorea.
    Louise Windfeld-Høeberg og Søren Carlsen er dagens værter. Birgitte Gadegaard er redaktør.
    www.dr.dk/orientering