Episodios
-
I Heathrow lufthavn smelter asfalten på landingsbanen, togskinner udvider sig og ildebrande omgiver London. I Danmark slår vi varmerekorden for juli måned. I Holland har handelsskibe svært ved at passere på grund af manglende vand i Rhinen. Længere sydpå står det endnu værre til. I Frankrig, Spanien, Portugal, Grækenland og Italien hærger voldsomme naturbrande, vitale floder tørrer ud, drikkevandsforsyningerne er truet, og for landbruget er det katastrofalt. Klimaforandringerne er i gang og denne sommer er blot et forvarsel om det, vi har i vente. Det fortæller Eigil Kaas, professor og videnskabelig leder af det Nationale Center for Klimaforskning.
Vært: Anna Ingrisch. -
En af verdens mest eftersøgte terrorister, Osama Bin Ladens løjtnant, sidder på sin balkon i Kabul for at nyde den friske morgenluft - helt uvidende om, at der langt over ham svæver en drone. Den amerikanske efterretningstjeneste har nemlig opsnappet, at Al-Qaeda lederen er vendt tilbage til den afghanske hovedstad. Og da de retter dronens missiler mod Ayman al-Zawahiri, en af hovedarkitekterne bag terrorangrebet på World Trade Center, er 20 års intens menneskejagt endelig forbi. Men hvem var Ayman Zawahiri og er verden blevet et tryggere sted efter hans død? Jakob Sheikh, journalist og forfatter til bogen 'Vi tabte' giver et bud.
Vært: Anna Ingrisch. -
¿Faltan episodios?
-
Kim Wall kysser sin kæreste i aftensolen, inden hun tager afsted på en arbejdsopgave den 10. august for fem år siden. Det bliver deres sidste farvel. I dagene, ugerne og månederne efter, bliver drabet på hende udpenslet i pressen, og midt i mediestormen skal Ole Stobbe forsøge at forstå, at han har mistet sin store kærlighed, lige som deres liv sammen skulle til at begynde. I dagens Genstart fortæller han, hvad det var han mistede den dag. Og om hvordan det har påvirket ham, at se sin personlige tragedie udrullet i detaljer, før han selv forstod den.
Vært: Anna Ingrisch. -
Den 6. januar 2021 skriver sig ind i amerikansk historie, da voldelige demonstranter trænger ind i Kongresbygningens hellige haller. Stormløbet er kulminationen på et kupforsøg mod det amerikanske demokrati. Det mener komitéen, der har kulegravet begivenhederne og fremlagt deres resultater under otte høringer hen over sommeren. Komitéen kan ikke selv føre retssag mod den tidligere præsident. Men det kan justitsministeriet, og de efterforsker også stormløbet. Så kan Donald Trump ende i fængsel? Det spørger vi historiker Niels Bjerre-Poulsen om.
Vært: Anna Ingrisch. -
Matilde Kimer fælder en tåre i et trist lokale i Moskvas lufthavn. Det er gået op for hende, at hun ikke skal se sine russiske venner igen. Hun kan ikke udføre sit arbejde længere, hun kan ikke mærke Moskva eller det folk hun har kastet sin kærlighed på i snart 20 år. Rusland har smidt hende ud. Hun må ikke komme tilbage igen før 2035. Nu tager Matilde Kimer afsked med landet, der har formet hele hendes voksenliv.
Vært Anna Ingrisch. -
Da WHO erklærer abekopper for en global sundhedskrise, stiger Asger Aamunds aktiekapital betydeligt. Han er nemlig storaktionær i den danske virksomhed Bavarian Nordic, der - som den eneste i verden - har en godkendt vaccine mod den blære-fremkaldende sygdom, der lige nu spreder sig over hele jorden. Følger der et særligt ansvar med det patent?
Asger Aamund, stifter af Bavarian Nordic og tidligere bestyrelsesformand i virksomheden, fortæller vaccinens spektakulære historie.
Vært: Anna Ingrisch. -
Der dukker pludselig øgler op i Annas lejlighed, i korte glimt kan hun ikke genkende sin kæreste - og de mørke tanker tager over. I sommeren 2018 bliver Anna indlagt på den lukkede afdeling og ender med diagnosen, skizoaffektiv. Men det psykiatriske system, der skal hjælpe hende står selv med alvorlige problemer. Medarbejdere er for få, sengepladserne er for få og tiden til de psykisk syge er alt for knap.
Manuskriptforfatter og forfatter, Anna Juul fortæller om at være syg i et sygt system.
Vært: Anna Ingrisch. -
En af menneskehedens største opfindelser. Sådan bliver James Webb teleskopet kaldt, og rumentusiaster over hele verden holder vejret, da NASA i juli fremviser billeder fra teleskopet. I mere end to årtier har verden ventet på billederne af fjerne, uopdagede galakser og stjerner. Nu er de her, og de vil give os helt ny viden om universets fødsel. Men hvad håber vi, at James Webb teleskopet kan fortælle os om skabelsen af alting - og hvorfor er det vigtigt for os at vide? Det taler vi med astrofysiker Michael Linden-Vørnle om.
Vært: Anna Ingrisch. -
Minkkommissionen fastslår, at Mette Frederiksen har stået for grov vildledning. Det erkender hun, men det var ikke hendes hensigt, og det er essentielt. Det er dog straks sværere at bortforklare kritikken af hendes egen øverst placerede embedsmand, Barbara Bertelsen. Hun og Statsministeriets store magt får nemlig en stor del af ansvaret for mink miséren. Dermed angriber kommissionen et af Mette Frederiksens helt store projekter: Drømmen om et langt mere magtfuldt og effektivt Statsministerium. Er kritikken dødsstødet til dén drøm? Det spørger vi Kristian Madsen, ansvarshavende chefredaktør på Ugebrevet A4 om.
Vært: Anna Ingrisch. -
Krigen er kun lige gået i gang, konstaterer Ruslands præsident, Vladimir Putin tørt i starten af juli. I fem måneder har krigen hærget. De ukrainske og de russiske tab er enorme, og omkostningerne ubegribelige. Men Putin helmer ikke. Han er på en historisk mission for at generobre tabt land og genrejse det gamle stolte Storrusland. Men ifølge seniorforsker på DIIS, Flemming Splidsboel er Putin på en hovedløs mission. Historien vil dømme ham hårdt, og uanset hvad der sker på slagmarken, er Putins krig allerede tabt.
Vært: Anna Ingrisch. -
Ditte Giese er træt af dommedagsfortællingen om den altødelæggende og triste skilsmisse. I sin seneste bog kalder hun til kamp mod katastroferetorikken og opfordrer til, at vi i stedet for at tale om, hvordan vi forebygger skilsmisser, hjælper folk bedre igennem dem. Ditte Giese har ellers selv mærket sorgen og smerten ved en skilsmisse, da hun stod midt i den for ni år siden. Men hun har også erfaret, at der kan komme gode ting ud af bruddet. Skal vi se skilsmissen i et nyt lys? Ditte Giese, journalist og forfatter til bogen 'Ulige uger', fortæller om skilsmissens forvandlende potentiale.
Vært: Anna Ingrisch. -
82 dage. Så længe varede udmattelseskrigen om stålværket Azovstal i Mariupol. Dybt under jorden forskanser soldater og civile sig i beskyttelsesrum under det enorme stålværk, uden fornøden mad, vand og lægehjælp, alt imens bomber regner ned over bygningerne. Til sidst må ukrainerne overgive sig, og nu er Mariupol en by i ruiner omkranset af massegrave med dræbte civile og soldater.
Men tilbage står også et heroisk heltesagn i den ukrainske fortælling om krigen.
Morten Runge fortæller om uhyrlighederne ved Azovstal, og hvordan det blodige slag er blevet endnu et vers i det ukrainske heltekvad.
Vært: Anna Ingrisch. -
Forfatter Tine Høeg har altid brændende ønsket sig et barn, og da dét viser sig at være svært for hende og hendes kæreste, begynder de i fertilitetsbehandling. Det bliver et fysisk og følelsesmæssigt opslidende forløb, som kommer til at danne udgangspunkt for hendes nye roman 'Sult'. Og undervejs oplever hun, hvordan systemet - med sit fokus på kvinden som patient og manden som pårørende - bidrager til en ensomhedsfølelse hos dem begge.
Tine Høeg fortæller i dagens Genstart om hendes oplevelser fra fertilitetsbehandlingen. Et forløb, som tæt på 40.000 mennesker i Danmark starter i hvert år.
Vært: Anna Ingrisch. -
Lars Løkke Rasmussen var medlem af Venstre i over 40 år. Partiformand i et årti. Sundhedsminister, finansminister og til sidst statsminister.
Så forlod han partiet og stod politisk alene. Nu er han så partiformand igen for sit eget nystiftede parti Moderaterne. Men synes Løkke virkelig selv, at vi har brug for endnu et politisk parti, eller handler det mere om, at han synes, der er brug for lige netop ham?
Vært: Anna Ingrisch. -
Jørgen Leth er blevet indbegrebet af den franske tour i Danmark. Han gjorde cykelsport poetisk i sine digte. Portrætterede det store epos om cykelrytteren i sine film. Og han bragte Tour de France ind i de danske stuer som kommentator. Men bliver historierne i den store Tour de France fortælling virkelig ved med at være interessante? Eller er den blevet affortryllet af penge og stoffer siden Leth første gang fulgte touren for 50 år siden? Det taler vi med Jørgen Leth om i dagens Genstart.
Vært: Anna Ingrisch. -
Morfin skal egentlig bruges til at lindre voldsomme smerter, men flere og flere sluger den lille hvide pille for rusens skyld. Rusmiddelcentre rundt om i landet beretter om en stigning af unge, som er i behandling for morfin afhængighed. Det første sted, hvor problemet for alvor blev tydeligt, var i Fredericia, som efterfølgende blev kaldt "Morfin-byen" i lokale medier. Og samme by havde en borgmester, som selv var dybt afhængig af det smertelindrende middel.
I dag taler Genstart med Thomas Banke om, hvordan morfin kan ende med at ødelægge alt.
Vært: Anna Ingrisch. -
Inger Støjberg er nok bedst kendt som Venstres udlændingestrammer, elsket og hadet af sine støtter og fjender. Hun ender sin tid i Venstre og i Folketinget med en ekstraordinær hård dom i Rigsretten, men det er hendes trofaste vælgere, som har støttet hende gennem tykt, tyndt og fodlænke, tilsyneladende ligeglad med. Efter måneders spekulationer, har Inger Støjberg nu startet et nyt parti: Danmarks Demokraterne - Inger Støjberg, som på bare et døgn indsamler 40.000 vælgererklæringer. Chefredaktør på Jyllandsposten, Marchen Neel Gjertsen, fortæller om Støjbergs vej fra omstridt minister til ny partiformand.
Vært: Anna Ingrisch. -
Hun er blevet sprængt i stykker, halshugget flere gange, overhældt med maling og er voldsomt populær blandt turister fra hele verden. Historien om statuen af den lille havfrue begynder med ballerinaen Ellen Prices optræden på Den Kongelige Ballet i 1909. Siden får statuen hurtig status som Danmarks nationalklenodie. Nu er hun endt i Højesteret og blevet stridspunkt i en principiel sag om ytringsfrihed. Adam Price, som har en direkte forbindelse til den verdensberømte statue, fortæller om havfruens vej fra nationalsymbol til at blive hovedperson i en højesteretssag.
Vært: Anna Ingrisch. -
Danske Dennis Christensen er Jehovas vidne og har i de sidste to årtier boet i Rusland for at forkynde og udbrede sin tro. Men i Rusland bliver Jehovas Vidner betragtet som en ekstremistisk og ulovlig organisation. Under en bibellæsning bliver han anholdt og som den første bliver han dømt og fængslet for at fremme religiøs ekstremisme. Efter fem år bag tremmer er han nu igen en fri mand.
Dennis Christensen fortæller om, hvordan troen har hjulpet ham igennem de mange år i et russisk fængsel.
Vært: Anna Ingrisch. -
Dybt inde i Amazonas finder et eftersøgningshold en blå presenning, der er bundet stramt fast til et træ. Plastiklærredet, der er halvt nedsunket i det mudret vand, gemmer blandt andet på en rygsæk, en bærbær computer, et ID-kort og et par støvler. Det tilhører den britiske journalist Dom Phillips og hans rejsemakker - antropologen Bruno Pereira. De to er langt fra de første der dør i junglen. Hvad er det for en kamp, som de to mænd forsøgte at afdække? Det spørger vi DRs korrespondent i Sydamerika, Kristian Almblad, om.
Vært: Anna Ingrisch. - Mostrar más