Episódios
-
Der var trængsel i Finansministeriet, da finansloven blev præsenteret sidste år, for alle partier med undtagelse af Enhedslisten var med. Anderledes har det været i år, hvor parti efter parti har fået sparket ud af forhandlingslokalet af finansminister Nicolai Wammen. Hvorfor gør regeringen det? Det spørger vi Christine Cordsen om.
Og så spørger vi to politikere, om noget man har sagt eller skrevet på fx Facebook skal kunne spænde ben for dem, der ønsker at få dansk statsborgerskab. Ja, siger DF, nej, siger EL. Vi tester, hvor grænsen går.
Værter: Jens Ringberg og Pia Glud Munksgaard.
Gæster: Mikkel Bjørn, indfødsretsordfører, Dansk Folkeparti, Peder Hvelplund, indfødsretsordfører, Enhedslisten, Christine Cordsen, politisk korrespondent.
Tilrettelægger: Theodora Renard. -
Forhandlingerne om den grønne trepart blev meget længere og sværere, end regeringen havde håbet. Hvad skete der i forhandlingslokalet, hvor regeringen endte med at give sig på et centralt punkt? Det løfter to politikere, der lagde arm mod regeringen, sløret for.
Og så runder vi Herning, hvor Venstre-folkene som bekendt var samlet i weekenden. Her var der allerede fredag rygter i krogene om en bombe i Troels Lund Poulsens tale.
Værter: Jens Ringberg og Pia Glud Munksgaard.
Gæster: Mona Juul, formand for de Konservative og Signe Munk, politisk ordfører for SF.
Tilrettelægger: Theodora Renard. -
Estão a faltar episódios?
-
Hvor skal Venstre hen? Det har været det helt store spørgsmål, siden Venstres tidligere formand, Jakob Ellemann-Jensen, overraskende gik i regering med ærkefjenden. Troels Lund Poulsens strategi er at holde alle døre på klem, og den går tilsyneladende rent ind hos baglandet, der samles til landsmøde i weekenden i Herning. Hvorfor er selv den største kritiker af SVM vendt på en tallerken? Det spørger vi om i dag. Og så vender vi statsminister Mette Frederiksens smuttur til klimatopmødet i Azerbaijan. Hvad får hun egentlig ud af sådan et visit? Og gør hun det for klimaet eller vælgerne?
Værter: Jens Ringberg og Pia Glud Munksgaard.
Medvirkende: Maria Ladegaard, medlem af Venstres HB og FU, Jens Nicolai Vejlgaard, formand, Venstre i Region Midtjylland, Lars Trier Mogensen, politisk kommentator og vært på Guld og Grønne Skove.
Tilrettelægger: Theodora Renard. -
Enhedslisten skal for første gang i partiets historie afholde et ekstraordinært årsmøde. Det måske mest afgørende årsmøde i partiets historie, som skal gøre det nemmere at ekskludere medlemmer, der fortsat sår tvivl om partilinjen efter terrorangrebet i Israel 7. oktober sidste år. Slotsholmen taler med Per Clausen, der i sin tid var med til at lave de restriktive eksklusions-regler, men nu er fortaler for at bløde dem op. Og så spørger vi politisk korrespondent Christine Cordsen, om den grønne trepart er ved at falde til jorden.
Vært: Rikke Gjøl Mansø.
Gæster: Per Clausen, medlem af EU-Parlamentet for Enhedslisten og Christine Cordsen, politisk korrespondent i DR.
Tilrettelægger: Theodora Renard. -
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen er - foruden statsministeren - nok den dansker, der kender Trump bedst. Derfor spørger Slotsholmen ham i dag: Hvad er det for et menneske, der snart vender tilbage til Det Hvide Hus? Løkke har selv kaldt ham "farlig", da både han selv og Trump så ud til at være ude af politik. Nu må han som udenrigsminister veje sine ord på den diplomatiske atomvægt. Men han står ved sin karakteristik: Trump er uortodoks, uforudsigelig og utålmodig. Og en mand, der kan lide at blive sagt imod og lytter til argumenter.
Værter: Jens Ringberg og Rikke Gjøl Mansø.
Gæst: Lars Løkke Rasmussen (M), udenrigsminister.
Tilrettelægger: Theodora Renard. -
To medlemmer af Enhedslistens ledelse har trukket sig i protest mod Pelle Dragsted og hans "pseudo-demokrati". Nu vil partiets hovedbestyrelse indkalde til ekstraordinært årsmøde for én gang for alle forsøge at trække en streg i sandet over for medlemmer, der har udtrykt støtte til en palæstinensisk organisation, der deltog i terrorangrebet mod Israel sidste år. Bølgerne går også højt om forhandlingsbordet i den grønne trepart - hvor en af de helt centrale aktører er blevet "stiktosset" på regeringen.
Værter: Jens Ringberg og Rikke Gjøl Mansø.
Gæster: Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Tilrettelægger: Theodora Renard. -
Det er to år siden, vi gik til folketingsvalg og efterfølgende fik det, Mette Frederiksen selv har kaldt en "mærkelig" regering. Det har været to år med store politiske aftaler, flere overraskende formandsskifte og en regering, der uanset hvad den gør, er og bliver upopulær. En stribe politikere, der blev valgt, har allerede forladt borgen, og flere har sagt, at de ikke genopstiller. En af dem er den konservative profil Rasmus Jarlov, og på vej ud af Christiansborg kommer han med en ret opsigtsvækkende kritik af folkestyret.
Værter: Jens Ringberg og Pia Glud Munksgaard.
Gæster Rasmus Jarlov, MF, Det Konservative Folkeparti.
Tilrettelægger: Jonas Gulmann. -
Inger Støjberg vil gerne have Venstre hjem til blå blok igen. Tilbage til Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti, så det igen kan blive en blå politiker, der kan sætte sig i Statsministeriet. Men er der overhovedet noget for Venstre at vende hjem til? Kan Venstres formand Troels Lund Poulsen se et blåt projekt for sig? Eller er han blevet så glad for samarbejdet med Socialdemokratiet og Moderaterne, at han ikke har travlt med at komme tilbage til blå blok? Det spørger Slotsholmen Troels Lund Poulsen om i dag.
Vært: Pia Glud Munksgaard.
Gæst: Troels Lund Poulsen, formand for Venstre.
Tilrettelæggelse: Theodora Renard og Frederik Emil Bang. -
De borgerlige partier vil gerne vinde regeringsmagten efter et valg, men kan de overhovedet samles om noget? Når Steffen Hjaltelin, der i mange år var strateg i Venstre, kigger ud over partierne til højre for midten, ser han mest af alt en rodebutik. Hvad kan de gøre for at rydde op i butikken? Og hvad er deres største udfordringer? Det undersøger vi i Slotsholmen i dag, hvor vi også ser nærmere på Socialdemokratiets kommunale kvaler. Endnu en socialdemokratisk borgmester har nemlig smidt borgmesterkæden. Og det er ikke hvem-som-helst, men borgmesteren i Danmarks næststørste by, Aarhus. Hvor stiller det partiet her godt et år inden det næste kommunalvalg?
Vært: Pia Glud Munksgaard.
Gæster: Steffen Hjaltelin, tidligere rådgiver og strateg for Venstre, Christine Cordsen, politisk korrespondent, DR.
Tilrettelægger: Theodora Renard. -
Efter ni år på Christiansborg stopper SF-profilen Jacob Mark i dansk politik. Den 33-årige stemmesluger har ellers været en super central figur i partiet og er blevet kaldt partiets kronprins. Så hvorfor smider han det hele på gulvet til fordel for et job i det private erhvervsliv? Jacob Mark kommer på besøg i studiet. Og så vender vi de dramatiske forhandlinger om den grønne trepart. Regeringen havde håbet på en hurtig og nem proces, men flere partier spænder ben. Vi spørger den radikale leder, Martin Lidegaard, hvad det er, de vil have.
Vært: Pia Glud Munksgaard.
Gæster: Jacob Mark, afgående SF'er og Martin Lidegaard, leder, Det Radikale Venstre.
Tilrettelægger: Theodora Renard. -
Der gik ikke længe, fra et udvalg i Sverige anbefalede at forbyde ægteskaber mellem fætre og kusiner, til at regeringstoppen i Danmark anbefalede det samme. Hvad skete der lige der? Vi spørger Moderaternes udlændingeordfører Mohammad Rona, der var den første, der sagde, at han gik ind for et forbud. Og så ser vi nærmere på de kommende udgifter til forsvar og pension. Det er ikke småpenge, skulle vi hilse at sige. Er der overhovedet nok på statens bankbog? Hvad så med pensionsdebatten? Og hvad skal vi lægge i nye toner fra Mette Frederiksen?
Værter: Jens Ringberg og Pia Glud Munksgaard.
Gæster: Mohammad Rona, Moderaternes udlændingeordfører og Christine Cordsen, politisk korrespondent, DR.
Tilrettelægger: Jonas Gulmann. -
Når folketingsmedlem Thomas Skriver Jensen kigger sig rundt i det socialdemokratiske gruppeværelse, ser han akademikere på stribe. Også for mange. Mød ham i Slotsholmen i en uge, hvor regeringen løfter sløret for en stor uddannelsesplan, der skal gøre erhvervsuddannelser lige så attraktive som universiteter. Og så vender vi balladen i Enhedslisten, hvor enkelte medlemmer har talt stik imod linjen, når det kommer til Hamas og Mellemøsten. Hvor stort et problem er det for Pelle Dragsted? Og hvad kan han egentlig gøre? Politisk analyse.
Rettelse: Det fremgik i en tidligere udgave af Slotsholmen, at adgangskravet til den nye epx-uddannelse vil være seks. Det er ikke korrekt. Ifølge regeringens udspil vil adgangskravet blive fem. Slotsholmen beklager fejlen.
Værter: Jens Ringberg og Pia Glud Munksgaard.
Gæster: Thomas Skriver Jensen, erhvervsuddannelsesordfører i Socialdemokratiet, Erik Holstein, politisk kommentator, Altinget.
Tilrettelægger Theodora Renard. -
I mere end 15 timer debatterede politikerne under den traditionsrige åbningsdebat i Folketinget. En samlet opposition overraskede med et koordineret angreb på regeringen, DF-formand Morten Messerschmidt angreb Løkke, og det grønlandske medlem Aki-Matilda Høegh-Dam nægtede at holde sin tale på dansk. I dag tager tre politikere os med bagom åbningsdebatten. Hvordan forbereder man sig på sådan en marathondebat? Og er der overhovedet nogle, der får noget ud af det?
Værter: Jens Ringberg og Pia Glud Munksgaard.
Gæster: Signe Munk, politisk ordfører for SF, Sólbjørg Jakobsen, politisk ordfører, LA og Jan E. Jørgensen, politisk ordfører, Venstre.
Tilrettelægger: Theodora Renard. -
Folketingsåret er officielt skudt i gang med statsminister Mette Frederiksens åbningstale. Hun kom vidt omkring og talte om både hjemløse, misbrugere, uddannelsessystemet, krigen i Ukraine og Mellemøsten. Men hvad synes hun egentlig er det vigtigste i det kommende folketingsår? Og har hun opgivet håbet om, at danskerne kommer til at elske SVM-regeringen bare lidt mere? Det spørger Slotsholmen Mette Frederiksen om i dag.
Værter: Pia Glud Munksgaard og Jens Ringberg.
Gæst: Mette Frederiksen, statsminister og formand for Socialdemokraterne.
Tilrettelægger: Theodora Renard. -
Mette Frederiksen opfordrer Pia Olsen Dyhr til at komme hjem, efter SF-formanden har spist morgenmad med LA-leder Alex Vanopslagh, hvor de har talt om pension. Men hvem er det egentlig, der skal komme hjem? Og hvor langt rækker enigheden mellem S og SF, når det kommer til spørgsmålet om tidligere tilbagetrækning? Pia Olsen Dyhr kommer i studiet. Og så har Mette Frederiksens opfordring til, at f.eks. Tyskland giver ukrainerne lov til at bruge tysk donerede våben i Rusland fået Morten Messerschmidt op i det røde felt. Hvorfor er han så forarget over det? Det spørger vi Messerschmidt om.
Værter: Jens Ringberg og Pia Glud Munksgaard.
Gæster: Pia Olsen Dyhr, SF-formand og Morten Messerschmidt, DF-formand.
Tilrettelægger: Theodora Renard. -
Tre ugers ballade i Moderaterne når sit foreløbige klimaks, da partiet skiller sig af med hele det politiske sekretariat. Dem, der ikke har taget en frivillig fratrædelse, bliver fyret. Det sker efter både en erhvervspsykolog og Arbejdstilsynet har været på besøg hos partiet. Hvad har de fundet frem til? Og er der så sat punktum i sagen? Det ser vi nærmere på i dag. Og så vender vi blikket mod Ukraine. For det er som om de røde linjer i krigen rykker sig. Kan Enhedslisten følge med? Vi spørger frontfigur Pelle Dragsted.
Værter: Jens Ringberg og Pia Glud Munksgaard.
Gæst: Pelle Dragsted, politisk ordfører, Enhedslisten.
Tilrettelægger: Theodora Renard. -
Lars Boje Mathiesen skovler vælgererklæringer ind, og Jens Ringberg tør godt lægge hovedet på blokken: Det nye parti, Borgernes Parti - Lars Boje Mathiesen, får vælgererklæringer nok til at stille op ved næste folketingsvalg. Men hvorfor er der brug for - endnu - et nyt parti og hvad står det for? Det spørger vi Lars Boje Mathiesen om i dagens udgave af Slotsholmen, hvor vi også vender de Konservative, der med Mona Juul i spidsen holder landsråd i Herning.
Værter: Jens Ringberg og Pia Glud Munksgaard.
Gæst: Lars Boje Mathiesen, løsgænger, stifter af Borgernes Parti.
Tilrettelægger: Theodora Renard. -
Udlændingeminister Kaare Dybvad Bek er rejst om på den anden side af jorden for at lade sig inspirere. Han har besøgt den kontroversielle og voldsomt kritiserede flygtninge-ø Nauru, der ligger 4.000 kilometer nordøst for Australien og huser et asylcenter. Hvad så Kaare Dybvad Bek, og er han misundelig på ø-modellen? Det spørger vi ham om i dag. Og så præsenterer regeringen sit længe ventede sundhedsudspil. Kommer regeringen ikke hele tiden med udspil, tænker du måske? Jo. Men det her er bare særligt vigtigt for regeringen.
Værter: Jens Ringberg og Pia Glud Munksgaard.
Gæst: Kaare Dybvad Bek, udlændinge- og integrationsminister, Socialdemokratiet.
Tilrettelægger: Theodora Renard. -
Jeppe Søe er tilbage på Borgen efter at have sendt sig selv i flyverskjul. Og for første gang efter sit exit fra Moderaterne taler han ud om de seneste to ugers modvind, der sendte Lars Løkke Rasmussen og Søe selv ud i et voldsomt opgør. Men hvad skete der egentlig i Moderaterne? Og hvad skal Jeppe Søe nu? Slotsholmen i dag.
Værter: Pia Glud Munksgaard og Jens Ringberg.
Gæst: Jeppe Søe, løsgænger i Folketinget.
Tilrettelægger: Theodora Renard. -
Jeppe Søe er blevet løsgænger, efter han har forladt Moderaterne, og dermed er der seks løsgængere i Folketinget. Men hvordan er livet som ensom rytter på borgen, når man er vant til at have et kæmpe partiapparat bag sig? Og kan man overhovedet få noget igennem? Vi spørger en erfaren løsgænger - faktisk den mest erfarne! Og så har Søren Espersen meddelt, at han ikke stiller op ved næste valg. Siden 2005 har han siddet i Folketinget, i langt de fleste år for Dansk Folkeparti, men i dag er han danmarksdemokrat. Hvorfor stopper han? Slotsholmen i dag.
Værter: Jens Ringberg og Pia Glud Munksgaard.
Gæster: Simon Emil Ammitzbøll-Bille, tidligere politiker, Søren Espersen, Danmarksdemokraterne.
Tilrettelægger: Theodora Renard. - Mostrar mais