Episódios
-
Thomas Frank stod noget forslået tilbage, da han måtte forlade Brøndby IF efter en af fodboldens mest bizarre skandaler. Men i dag er fortællingen vendt helt på hovedet: Han står i spidsen for Brentford, da London klubben kæmper sig til en plads i verdens bedste fodboldliga og nu er han én af de mest eftertragtede og omtalte danske trænere. Hvordan er det at overtage den totalt undertippede London klub, rykke op i Premier League og nu konkurrere mod de allerbedste og rigeste klubber?
Dét spørger vi Thomas Frank om i dagens Genstart.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 1/12. -
Ni-årige Emily Hands tårevædede far griber hende i en omfavnelse, da hun krydser hospitalsgulvet i løb. Hun er ét af de israelske gidsler, der efter en nøje afmålt kalkule er blevet udvekslet for tilbageholdte palæstinensere som Muhammed, Adam og Sarah. Den skrøbelige byttehandel udspiller sig, mens kamphandlingerne for et øjeblik står stille i en længe ventet våbenhvile. I dagens Genstart fortæller DR's mellemøstkorrespondent Nanna Muus Steffensen om krigens korte pause med lykkelige genforeninger og en ulmende frygt for, hvad der kommer efter.
Vært: Thomas Tjaerandsen.
Program publiceret i DR Lyd d. 30/11. -
Estão a faltar episódios?
-
Linoleumsgulv, sorte lædermøbler og fotografier af smukke blomstermarker får plejehjemmet Tirsdalen i Randers til at ligne ethvert andet. Men sidste år finder de ældre beboere ud af, at det er langt fra tilfældet. Én efter én bliver beboere fundet stærkt bedøvede og ukontaktbare i deres lejligheder. Det viser sig, at den faste, sene aftenvagt på plejecenteret har forsøgt at forgifte og dræbe forsvarsløse pensionister. Men hun er ikke den første plejer, der i stedet for at hjælpe folk, sender dem i døden. Forfatter og journalist Kristian Corfixen, der har skrevet bogen "Sygeplejersken" om Nykøbing Falster-sagen, dykker i dagens Genstart ned i, hvad der driver mennesker, som skal passe på os, til at gøre det værst tænkelige.
Vært: Thomas Tjaeransen.
Program publiceret i DR Lyd d. 29/11. -
Det er en olm, skuffet og forbitret Lars Løkke, der for rullende kameraer dømmer forhenværende partifælle Mike Fonseca ude af Moderaterne - og helt ude af dansk politik. Det er kommet frem, at det 28-årige folketingsmedlem har indledt et forhold til en 15 år gammel pige. Dermed har Moderaterne mistet endnu et mandat i endnu en skandale. Det koster på sammenholdet internt i partiet, og det rokker ved flertalsregeringens flertal. Hvordan sikrer Løkke, at hans store regeringsprojekt ikke går op i hat og briller? Det spørger Genstart politisk kommentator Lars Trier Mogensen om i dag.
Vært: Thomas Tjaerandsen.
Program publiceret i DR Lyd d. 28/11. -
"No climate justice on occupied land" råber Greta Thunberg på genkendelig, indigneret facon foran titusindvis af demonstranter til Hollands største klimademonstration nogensinde. Her viftes papskilte med grønne jordkloder side om side med palæstinensiske flag. Den brede, folkelige klimabevægelse, hvis momentum Greta Thunberg selv kan tage meget af æren for, slår sprækker over sprængfarlige politiske spørgsmål om kolonialisme, racisme og hvidhed. Mathias Sindberg, der er klimajournalist på Dagbladet Information, fortæller om splittelsen i bevægelsen - og hvad det betyder for klimakampen, når den blandes sammen med den betændte krig i Gaza.
Vært: Thomas Tjaerandsen.
Program publiceret i DR Lyd d. 27/11. -
En varm sommerdag bliver der pludselig vendt op og ned på Carlsbergs vej ud af Rusland, som under hård kritik har været over et år undervejs. Med et pennestrøg overtager den russiske stat al kontrol med virksomhedens otte bryggerier i landet, og da to tidligere topchefer i sidste uge bliver anholdt, tager situationen en ny og alvorlig drejning. Hvordan gik det til, at Carlsberg, der satsede stort på Rusland, nu står til at tabe det hele til Putins regime? Det spørger vi erhvervsjournalist hos Berlingske Lasse Friis om.
Vært: Thomas Tjaerandsen.
Program publiceret i DR Lyd d. 24/11. -
I ly af natten stormer israelske soldater Gazastribens vigtige al-Shifa Hospital. Sygehuset er ikke bare Gazas største, det er også indgangen til Hamas' underjordiske hovedkvarter, lyder anklagen fra israelerne. Mens bulldozere river bygningerne omkring hospitalet ned i søgen efter et skjult tunnelsystem, sidder patienter og civile tilbage uden livsvigtig hjælp. FN kalder området en dødszone og fordømmer aktionen. Omverdenen kræver håndfaste beviser fra Israels side efter det kontroversielle angreb. Presset for en våbenhvile stiger - indtil en midlertidig aftale til sidst lander onsdag morgen. Men hvad har Israel egentlig fundet mellem murbrokker og MR-scannere ved hospitalet? Det spørger vi DR's mellemøstkorrespondent Nanna Muus om i dagens Genstart.
Vært: Thomas Tjaerandsen.
Program publiceret i DR Lyd d. 23/11. -
Fiskene, der skyller ind på land, er blevet kvalt. Vandet er grumset, beskidt og havbunden er helt øde, beklædt med et hvidt lig lagen. Ilten svinder ind i de danske farvande, og landbruget er den altovervejende årsag. Det er gyllen fra markerne, der gøder algerne og giver fiskene åndenød. Problemet har været kendt siden 80'erne, men alligevel ikke blevet løst. Mange anklager landbruget for at forvirre, forhale og forpurre forsøget på at redde de døde danske farvande. I dag spørger Genstart Miljødirektøren i Landbrug & Fødevarer, Anders Panum Jensen, har kritikerne ret?
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 22/11. -
David Cameron træder ud af en sort Range Rover foran Downing Street 10 og går selvsikkert ind ad døren til sit gamle hjem. De fremmødte journalister kan ikke skjule deres forbløffelse, da det går op for dem, at Cameron er den nye udenrigsminister i den skandaleramte konservative regering. Alle troede, at han var færdig i politik, da han trak sig som premierminister i 2016 efter at have udskrevet - og tabt - afstemningen om Brexit. Men nu er han tilsyneladende genopstået af asken. Erik Weir har dækket britisk politik i mange år og fulgt Camerons vej til magten, de mange nederlag og kaosset, han efterlod i det konservative parti. I dagens Genstart svarer han på, om Cameron med det blakkede rygte kan blive manden, der redder regeringen.
Vært: Thomas Tjaerandsen.
Program publiceret i DR Lyd d. 21/11. -
Nydelseslyde og aktive bevægelser. Kys, øjenkontakt og berøringer - det er den slags beviser, der kigges på, når dommere skal træffe afgørelser efter samtykkeloven fra 2021. Men en undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd viser, at mange unge finder det unaturligt at tale om samtykke under sex. Fire ud af ti unge mænd ved ikke, hvordan de skal aflæse samtykke uden ord. Dét bekymrer forsvarsadvokater. De stiller spørgsmålstegn ved, om de unge overhovedet har forudsætningerne for at vide, hvornår de begår overgreb. Vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich har gennemlæst et utal af domme efter samtykkebestemmelsen, og i dagens afsnit af Genstart gennemgår hun én dom fra start til slut for at vise, hvordan samtykkeloven dømmer, om der blev sagt ja - med og uden ord.
Vært: Thomas Tjaerandsen.
Program publiceret i DR Lyd d. 20/11. -
For bare et år siden blev han sammenlignet med Churchill og hyldet som Time Magazine's person of the year. Men nu vakler Zelenskyjs piedestal efter belastende rygter, der siver fra hans inderkreds og ud til pressen. De fortæller historien om en stædig og udmattet præsident, der ikke vil indse krigens dødvande. Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent Simon Kruse gennemgår i dagens Genstart den værste måned siden krigens start for den ukrainske præsident.
Vært: Thomas Tjaerandsen.
Program publiceret i DR Lyd d. 17/11. -
Jonathan er bange for, hvad der skal ske for ham og hans familie, hvis han ikke skjuler sin jødiske identitet, når han går ud i Københavns gader. Af samme grund har han også fjernet den jødiske lysestage, der normalt pynter i vindueskarmen, hvor han bor. På tværs af Europa beretter jøder om, hvordan de, i kølvandet på krigen mellem Israel og Hamas, i stigende grad udsættes for trusler, hadefulde ytringer og chikane på grund af deres jødiske baggrund. Til Genstart fortæller Jonathan sin historie om, hvordan det er at leve med frygten for antisemitisme.
Vært: Thomas Tjaerandsen.
Program publiceret i DR Lyd d. 16/11. -
Hele og halve heste hænger fra grabben på militærets gravkøer, da politiet, Fødevarestyrelsen og Viborg Kommune en regnvåd augustdag i år besøger Viegård Stutteri. Halvtreds rådne heste kadavere er fundet på stutteriets arealer og for de ihærdige hesteaktivister, der længe har stået vagt om stutteriet, er det som det sidste søm i kisten på deres anklager mod stutteriets ejer, John Byrialsen. De mener, at han i årevis har vanrøgtet og udsultet sine heste. Men nu er kadaverne blevet undersøgt, og knoglerne viser ingen tegn på underernæring. Chefredaktør på Viborg Stifts Folkeblad Lars Norup har dækket sagen tæt. Han gæster Genstart, der i dag spørger: Hvad er der egentlig sket på Viegård Stutteri?
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 15/11. -
Måske har du allerede bemærket det, at Genstart udkommer først på app'en DR Lyd. Det betyder, at her kommer Genstart lidt forskudt. Så vil du gerne høre de allernyeste afsnit, så skynd dig derover, hvor du bla. kan lytte til fortællingen om Jonathan og frygten for, hvad der vil ske ham og hans familie, hvis ikke de skjuler deres jødiske identitet.
-
Venstre-koryfæ Claus Hjort Frederiksen er live på TV2, da han får at vide, at retssagen imod ham er droppet. Hverken han, eller den tidligere spionchef Lars Findsen, er længere tiltalt for at lække statshemmeligheder. Sagen skulle ellers have været et tydeligt punktum for den kontroversielle, og på mange måder usandsynlige, FE-sag, men den fes ud og blev til ingenting. Genstart spørger Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, der har fulgt sagen tæt, om det havde været bedre, hvis sagen var blevet lukket ned, før den overhovedet gik i gang? Og hvorfor den droppede sag nu puster fornyet liv i spekulationerne om, hvad der egentlig skete - og hvem de ansvarlige er?
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 14/11. -
Kokainen oversvømmer Europa og Danmark, som hvidt kviksand, der suger nattelivet ned i sin kriminelle kerne. Det har aldrig været renere - og der har aldrig været mere af det. Nye produktions- og smuglermetoder finder vej ind i Europa fra alle sider. Genstart tager i dag med forskerleder ved Center for Global Kriminologi, Henrik Vigh, på kokainens rejse fra coca-marken i Mellemamerika, til de store sydamerikanske containerhavne, gennem portene til Europa, ned i tætpakkede tasker, der bliver kastet fra fiskekuttere ud for den danske vestkyst - og hele vejen til danskernes næsebor.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 13/11. -
På et Stutteri nord for Viborg, har myndighederne i sommer gravet 50 rådne hestekadavere op af jorden, hvor de var ulovligt begravet. I årevis har hesteaktivister anklaget John Byrialsen for at udsulte og mishandle sine flere end 400 heste, men nu viser undersøgelser, at de døde heste ikke har været underernærede. Så hvad er det egentlig, der er foregået på Viegård Stutteri?Som noget nyt udkommer Genstart først i appen DR Lyd. Så vil du gerne høre historien om de nedgravede heste allerede nu, og ikke først om nogle dage på den her platform, så skynd dig over i appen DR Lyd.
-
Venstre-koryfæ Claus Hjort Frederiksen er live på TV2, da han får at vide, at retssagen imod ham er droppet. Hverken han, eller den tidligere spionchef Lars Findsen, er længere tiltalt for at lække statshemmeligheder. Sagen skulle ellers have været et tydeligt punktum for den kontroversielle, og på mange måder usandsynlige, FE-sag, men havde det egentlig været bedre, hvis sagen var blevet lukket ned, før den overhovedet gik i gang? Og hvorfor puster den droppede sag nu fornyet liv i spekulationerne om, hvad der egentlig skete og hvem de ansvarlige er?Hvis du gerne vil have svaret, så skal du hoppe over i app'en DR Lyd. Og hvis du ikke allerede har den, så skynd dig at downloade den.Fra i dag udkommer Genstart nemlig først i appen DR Lyd. Derfor kan du først om nogle dage høre dagens afsnit på denne platform.
-
Kokainen oversvømmer Europa, som hvidt kviksand, der suger nattelivet ned i sin kriminelle kerne. Det har aldrig været renere - og der har aldrig været mere af det. Hvis du vil med Genstart på kokainens rejse fra Latinamerika til Danmark, så skal du hoppe over i app'en DR Lyd. Og hvis du ikke allerede har den, så skynd dig at downloade den.Fra i dag udkommer Genstart nemlig først i appen DR Lyd. Derfor kan du først om tre dage høre mandagens afsnit på denne platform.
-
Et nedtællingsur går i gang, da den magtfulde Hizbollah-milits varsler en afgørende tale om Israels krig mod Hamas. I ugevis har gammelt fjendskab mellem den militante shiamuslimske bevægelse og Israel truet med at udløse storkrig i Mellemøsten, og for første gang siden krigens begyndelse vil Hizbollah-leder Hassan Nasrallah kommentere den spændte situation. Talen er ikke den eskalering, som mange frygter, men "alle muligheder er åbne," lyder det i en faretruende advarsel. Seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, Helle Malmvig, fortæller om Hizbollahs balancegang mellem venner og fjender.
Vært: Anna Ingrisch. - Mostrar mais