Episódios

  • Mia-forvalteren Artha sælger for første gang ud af sine Novo aktier og tager toppen af beholdningen.

    ”Det går for stærkt. Jeg kan godt regne værdien hjem, men vi er et par år foran lige nu. Der er nogle advarselslamper, der begynder at blinke. Vi har solgt ud, så Novo ikke fylder for meget i vores beholdning,” siger Lars Hytting, aktiechef og partner i Artha, der forvalter 22,5 mia. kroner.

    Novo Nordisk aktien er braget op med 72 pct. på et år og bare siden nytår er aktien steget med 28 pct.

    ”Vi oplever en flokmentalitet i markedet lige nu og det er nok det tætteste vi har været på en boble i nyere tid. Det er især inden for fedme, forsvar og AI, og det er underskoven af aktier, jeg lægger mærke til. Her har Novo trukket andre aktier i fedmekategorien som Zealand og det lille selskab Gubra med op, og her skal man altså passe på som investor,” siger aktiechefen i Børsens Investor Podcast.

    Investeringschef i Formue- og investeringspleje, Johnny Madsen, holder også øje med niveauerne, men har endnu ikke solgt ud af Novo Nordisk i år.

    ”Vi går og overvejer, hvornår vi skal tage et hug ned på den,” siger Johnny Madsen.

    Hør mere i Børsen Investor, som også runder det danske kapløb om DB Schenker, som både DSV og A. P. Møller-Mærsk lægger billet ind på.

    Bankaktier er flyvende. På et år er Jyske bank steget 25 pct., Danske Bank steget 65 pct., Sydbank 32 pct. og Nordea 20 pct. Er det her man skal sætte sine penge?

    Lyt med i påskeudgaven af Børsens Investorpodcast.

    Værter: Journalist Tina Riising og investorredaktør Simon Kirketerp.

    Producer: Arjuna Alexander Kolkur Sørensen

    Følg All Star porteføljen: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio

  • Harbo-aktien har været en af de mest udskældte aktier på fondsbørsen, hvor stridigheder i familiestrukturen har fyldt meget, men efter nogle turbulente år har Harboe Bryggeriet i Skælskør fået vendt underskud til overskud og inden for fire måneder har der været to opjusteringer, som har sendt aktien op med 23 pct. siden nytår.

    Men samlet set er aktien nede med 3,4 pct. siden 1991, hvor C20 i samme periode er steget 4317 pct.

    Investor Ole Søeberg er nysgerrig på aktien.

    ”Man skal altid være open minded. Jeg kan se, at der er en ændring i selskabet. I starten af nullerne mødtes jeg med nogle venner og tænkte, hvad er den dårligste governance virksomhed. På det tidspunkt var det FLSmidt. Den lå i 60 kroner – så købte jeg nogle aktier og tænkte, at det kan kun blive bedre herfra. Så kom hele boomet i markedet og FLS steg op til 600 kr. Den aktie var købt i trods. Nogle gange skal man være nysgerrig på virksomheder, der er ved at ændre sig. Jeg tror ikke, Harboe bliver et selskab der ti- eller tyvedobler, men det kan godt give et fornuftigt afkast over en investeringsperiode de kommende år”, siger Ole Søeberg i det nyeste afsnit af Børsens Investor Podcast.

    Henrik Henriksen, chefstrateg i Petersen og Partners er enig.

    ”Jeg tror, det er et meget godt billede med FLSmidth. FLS var også meget familie domineret og i det øjeblik, der kommer til at ske noget på den front, er jeg fuldstændig enig. Så kan tågen lette for mange investorer og aktien blive mere markedsdrevet,” siger Henrik Henriksen.

    Børsens nyhedschef Jesper Kongskov har fulgt selskabet i årevis.

    ”Det er blevet kaldt en skamplet på fondsbørsen, fordi familie og almindelige aktionærerne er blandet ind i hinanden. Det er et selskab, der agerer som om, det stadig er privat ejet. Så det er vigtigt at tage med, og man skal tænke sig godt om som investor, med den struktur, der er bygget op i selskabet,” siger Jesper Kongskov i podcasten.

    Lyt med i Børsens Investor Podcast, hvor også rentemeldingen fra FED bliver vendt og investorerne diskuterer forsvarsaktierne Reinhmetal, Saab, og Invisio, sammen med strateg i Saxobank Oskar Berhardtsen.

    Følg All Star Porteføljen her : https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio

    Værter: Journalist Tina Riising og investorredaktør Simon Kirketerp

    Teknik: Peter-Emil Witt.

  • Estão a faltar episódios?

    Clique aqui para atualizar o feed.

  • Årets danske højdespringer i C25-indekset, Zealand Pharma, står over for en masse kurstriggere. Aktien er i år allerede steget over 90 pct., så forventningerne er gigantiske til det danske biotekselskab.

    Aktien fyldte ca. 15 pct. i investor Christian Klarskovs portefølje for et år siden, den er siden vokset markant, og for nyligt valgte han at rebalancere.

    ”Godt nok er jeg risk lover, men at have over 50 pct. i en pharmaaktie, hvor der er read outs (offentliggørelse af data, red.), der står selv jeg af,” siger han i denne uges udgave af Børsen Investor podcast.

    I løbet af april eller maj forventer Christian Klarskov, at Zealand Pharma kan fortælle om sine 16 ugers data for selskabets amylin analog, Petrelintide, mod overvægt. Netop amylin anses af markedet ifølge Christian Klarskov for at være ”det nye sort” inden for behandling af overvægt, hvor glp-1 i dag dominerer.

    ”Hvis alt går snorlige, så ligger aktien i 1500 kr., jeg tror ikke, det går snorlige, det gør det aldrig i biotek,” siger han og minder om, at analytikerne p.t. har en sandsynlighedsprocent på 30 pct. for, at amylin analogen lykkedes.

    I denne investor podcast fortæller Ole Søeberg, direktør i Nordic Investment Partner om, hvordan det amerikanske aktiemarked sagtens vil kunne fortsætte sin kursfremgang takket være kunstig intelligens.

    Når han kigger på forskellige AI-fremskrivningerne, er der grund til optimisme.

    ”Der gættes på omkring 4 pct. produktivitetsvækst de næste ti år. Det er overhovedet ikke reflekteret i aktiekurserne, så hvis det bliver en realitet, så kigger vi ind i et indtjeningsscenarium, der ligger på den høje side af, hvad den har været de sidste 50 år, det er et snit oppe i nærheden af 8-10 pct.,” siger Ole Søeberg.

    Hør også om de to investorers syn på cybersikkerhed som et investeringstema, om rekordprisen i guldet kan være en god anledning til at se nærmere på guldmineaktierne.

    Vært: Gro Høyer Thielst

    Producer: Peter-Emil Witt

    Følg All Star porteføljen her: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio

  • Aktiemarkedet skød helt ved siden af, da det på tærsklen til 2024 spåede hele syv eller seks rentesænkelser fra den amerikanske centralbank alene i år. Forventningerne er nu kommet ned på tre til fire rentesænkelser, og når Jerome Powell, chef for den amerikanske centralbank, i denne uge taler for den amerikanske Kongres vil investorerne lytte godt efter. Jesper Langmack, partner og chef for Polaris Flexible Capital, forventer selv tidligst en rentesænkning til sommer, og at både den korte og lange rente forbliver på et højere niveau i en længere periode end først antaget.

    ”Når man laver valuation (værdisætning, red.) på aktier, hvor diskonteringsfaktoren typisk er den tiårige rente, vil den være på et højere niveau end for bare tre år siden. Det rammer det langsigtede aktieafkast,” siger Jesper Langmack og tilføjer, at det derfor vil være indtjeningen, der skal drive afkastet fremover ikke udsigten til høj vækst.

    Og indtjeningen vil ifølge ham ligge hos bankerne, han ejer selv Danske Bank og Jyske Bank.

    De samme to bankaktier ligger også i porteføljen hos Artha Kapitalforventning, fortæller aktiechef Lars Hytting.

    ”Festen er slut for bankerne. Der har virkelig været rentefest. Men der er efterfest, og den slutter ikke lige foreløbigt,” siger han og tilføjer, at ”der er masser af renteindtægter forude.”

    I denne uges udgave af Børsen Investor podcast taler vi også om, hvilken betydning en rebalancering af det danske aktieindeks Kax Cap-indekset har af betydning for investorerne, hvad der forventes af kapitalmarkedsdagen for Novo Nordisk, om bitcoins nye rekordflugt, og er det en investering værd?

    Værter: Gro Høyer Thielst og Simon Kirketerp

    Producer: Peter-Emil Witt

    Følg All Star porteføljen her: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio

  • Afsnittet er optaget live i Codanhus

    Efter en kolossal aktienedtur er en af de største kursraketter på Københavns Fondsbørs det seneste årti Chemometec måske tilbage på sporet med et kurshop på 80 pct. siden efteråret.

    De to investorer Peter Bækgaard og Ole Søeberg har været på besøg hos selskabet for at vurdere afkastpotentialet i aktien, der trods opturen stadig har tabt 57 pct. fra topniveauet i 2021. Om investorerne efter mødet med ledelsen i hovedkvarteret i Allerød har valgt at trykke på købsknappen, løfter de sløret for i ugens episode af Børsens Investor Podcast, der også gæstes af investorerne Nina Movin fra Otto Mønsted Fonden, Lars Hytting fra Artha Kapitalforvaltning, Johnny Madsen fra Formue- og Investeringspleje og Jesper Langmack fra Polaris.

    Udover Chemometec vender panelet afkastudsigterne for danske topaktier som Novo, Ørsted, Bavarian Nordic samt ugens store vinder Zealand Pharma, der mandag steg svimlende 36 pct.

    Også tech-giganten Nvidias vilde kursridt og potentialet i AI-aktier drøftes i podcasten, som for anden gang er optaget med publikum, der sidst i udsendelsen stiller aktiespørgsmål til panelet.

    Værter: Journalist Tina Riising og investorredaktør Simon Kirketerp.

  • Uden Nvidias computerchip - ingen kunstig intelligens.

    Aktien i det amerikanske teknologiselskab Nvidia, der lander regnskab onsdag aften dansk tid, er hamret op i kursværdi ikke bare i år (44 pct.), men for alvor siden 2016, hvor væksten dengang blev drevet af bitcoin. Derfor er investorernes opmærksomhed rettet mod, hvilke tal Nvidia fremlægger, hvilken vækst selskabet sigter mod, og hvilken tone, der bliver brugt om fremtiden.

    ”Det kan give stor volatilitet i aktiemarkedet,” siger Ole Søeberg, partner i Nordic Investment Partners, om hvordan markedet vil kunne reagere på regnskabet.

    ”Nvidia får helt sikkert også en pause på et tidspunkt, men man skal overveje, om virksomheden er den man skal have på den lange bane,” siger Ole Søeberg.

    Både han og Johannes Møller, partner og porteføljeforvalter i MW Compounder, kigger også nærmere på den aktiegruppe i Europa, der er steget allermest siden 2022 – våbenaktier, lige som de kigger nærmere på de regnskabsaktuelle selskaber NKT og FLS.

    Begge investorer er desuden enige i, at særligt én aktie er blevet for billig:

    ”Jeg er begyndt at lave noget analysearbejde på den. Den virker meget interessant, fordi den er meget, meget billig, hvis man kigger på markedsværdien i forhold til, hvor mange penge de har kontant. De skovler penge ind og har et stort overskud, og så kan jeg godt lide, at de laver et stort aktietilbagekøbsprogram,” siger Johannes Møller om den kinesiske handelsplatform- og teknologivirksomhed Alibaba.

    Vært: Gro Høyer Thielst

    Producer: Peter-Emil Witt

    Følg All Star-porteføljen: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio

  • Novo-aktien slår den ene rekord efter den anden. Spørgsmålet er om, aktien nu er kommet så højt op, at det er tid at sælge ud. Peter Bækgaard, privatinvestor og tidligere børsmægler i New York overvejer kraftigt sin position.

    ”Novo udgør 50 pct. af mine investeringer, så jeg har nu en meget høj risiko i min portefølje. Jeg har haft aktien længe, og jeg har aldrig solgt så meget som én aktie. Men jeg begynder at kigge på værdiansættelsen og spørger mig selv: Er det ved at være nu?”, siger Peter Bækgaard i Børsens Investor Podcast.

    Peter Bækgaard var i 1990’erne ansat i Novo Nordisk som chef for investorrelationer i USA, og købte sig dengang ind i selskabet via medarbejderaktier. Og det er altså de aktier, han aldrig har solgt ud af, og som i dag udgør en meget stor del af porteføljen.

    Alene de seneste fem år er Novo Nordisk-aktien steget 410 pct., men siden 1995 er kursen steget 31.800 pct. Samtidig har selskabet også løbende har udbetalt udbytte.

    Og aktien ruller pt. videre på stærke salgstal, fabriksopkøb og forventninger til ny rekordindtjening i 2024. Den har så meget fart på, at den allerede har generet 20 pct. i afkast til All Star porteføljen i Børsen Investor Podcast i år.

    Her udvælger investor Johnny Madsen sammen med bl.a. Peter Bækgaard aktier til porteføljen, og Novo Nordisk er et af hans valg. Han ser stadig med optimisme på Novo.

    ”Det er bare et fantastisk godt selskab.”

    De to investorer uddyber deres overvejelser i Investor Podcasten, hvor også den kommende Svitzer-aktie bliver vendt. Mærsk vil frasælge slæbebådsforretningen og lade den notere på fondsbørsen. Første handelsdag ventes at blive 30 april.

    FLS og Demant går også i salgstanker om henholdsvis cement og communications-divisioner, hør mere om investorernes syn på aktierne.

    Også uroen i de mindre vækstselskaber bliver vendt. Et selskab vil slet ikke være på børsen mere og et andet selskab, Penneo, vil af med formanden.

    Værter: journalist Tina Riising og investorredaktør Simon Kirketerp

    Producer: Peter-Emil Witt

    All Star Portefølje: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio

  • Så kom regnskabets time for det danske energiselskab Ørsted, der i første omgang friholder investorerne for en udvandende kapitaludvidelse. Der er også regnskab fra sidste års kursraket, Pandora, samt et tiltrængt overskud i Vestas.

    I denne uges udgave af Børsen Investor podcast kigger Peter Bækggard, tidligere børsmægler på Wall Street og investor, sammen med Lars Hytting, aktiechef i Artha Kapitalforvaltning, nærmere på de tre aktier, hvor den klare favorit er Vestas.

    ”Vestas er en af de aktier, hvor man over nogle meget lange perioder skal eje den, og så er der nogle perioder, hvor man ikke skal,” siger Peter Bækgaard, der på baggrund af de nye takter fra Vestas vil holde øje med selskabet.

    ”Det er en af de aktier, hvor jeg godt kan se et potentiale for, at aktien kan stige, men det er samtidigt en aktie, som jeg ikke selv kommer til at eje, før de viser mere konsistens i deres tal,” siger Peter Bækgaard.

    Lars Hytting har derimod i løbet af januar købt mere og mere op i Vestas, så den nu udgør ”en lille overvægt” i porteføljen.

    ”Vestas er en af de ledende markedsaktører, der ligger et stort potentiale foran og, hvis de kan begynde at tjene penge, så kan det være rigtig lukrativt,” siger Lars Hytting.

    Hør også, hvorfor Chemometec-aktien skød op med 24 pct. på regnskabsdagen, hvorfor investor Christian Klarskov stadig fastholder sin forventning til det danske produkttankrederi Torm, og hvilken handel, der er foretaget i All Start-porteføljen.

    Vært: Gro Høyer Thielst

    Producer: Arjuna Alexander Kolkur Sørensen

    Følg All Star-porteføljen her: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio

  • Kun otte selskaber i det amerikanske indeks S&P 500 havde i 2022 en overskudsgrad på mere end 35 pct. I dag har Novo offentliggjort et årsregnskab for 2023, hvor overskudsgraden ligger på 40,6 pct. så ikke alene er de et af verdens allerstørste selskaber, de er også et af de allermest profitable.

    Alligevel er der meget få kritiske røster sammenlignet med, når bankerne øger deres overskud. Men det er der en god grund til, forklarer investeringschef Johnny Madsen i denne uges udgave af investorpodcasten.

    "Du har brugt rigtig, rigtig mange milliarder på at udvikle et lægemiddel, og så skal det være tilladt at høste gevinsterne for ellers begrænser man også risikovilligheden," siger Johnny Madsen i podcasten og tilføjer:

    "Når du laver noget, der er så banebrydende som Novo nordisk gør nu her, så er det tilladt, at du har en overnormal indtjening i en periode, for ellers dræber du al innovation."

    Han forklarer at det er svært at sige, hvad der er en rimelig pris for Novo-aktien, fordi det de laver aldrig er set før.

    Du kan også høre hvad dagens anden paneldeltager Nina Movin fra Otto Mønstedds Fond mener at FL Smidths cementforretning skal koste, og hvad investorredaktør Simon Kirketerp har afdækket i årets første og sikkert også største skandalesag, hvor mere end 400 danskere er blevet lokket ind i et pyramidespil

    Der er også en update på All Star Porteføljen og en invitation til at komme og se sidste års afkast blive uddelt, når vi igen afholder investorpodcasten live i København den 27. februar. Du kan tilmelde dig her: https://tilmeld.events/investorlive

    Værter: Heidi Birgitte Nielsen og Simon Kirketerp, investorredaktør

    Producer: Peter-Emil Witt

    Følg All Star-porteføljen her: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio

  • Kraftige og flotte væksttal er desværre passeret - for nu, for spørgsmålet er, om væksten kan komme tilbage.

    Sådan lyder konklusionen fra investor Peter Bækgaard, der stiller skarpt på det danske selskab Chemometec, der producere udstyr til celletælling.

    ”Det har en fantastisk forretningsmodel med en meget, meget høj indtjening og et meget højt afkast på den investerede kapital,” siger Peter Bækgaard og forklarer det hårde kursfald på ca. 65 pct. siden toppen i 2021 med, at Chemometec ”er gået fra at være en vækstaktie med super vækst til, at det rent faktisk nu har faldende vækst”.

    Aktien steg over 3500 pct. fra 2018 til kurstoppen i 2021. Men nu er væksten aftagende.

    ”Det, der er hovedpointen for mig som investor, der er at se på, hvornår vender væksten i selskabet igen? Og kan jeg komme foran det, og hvad betaler jeg så for, at væksten er faldende, som den er nu.”

    Hør også, når Ole Søeberg, investor og direktør i Nordic Investment Partners, stiller skarp på den svenske streamingaktie Spotify, der er steget over 100 pct. det seneste år.

    Hvori ligger risikoen i Spotify, der har masser af konkurrenter og en reguleringsrisiko på vej fra EU.

    I denne uges udgave af Børsen Investor podcast taler vi også om Kinas nødlidende aktiemarked, der nu får en milliardpakke af staten i håbet om at kunne stoppe kapitalflugten.

    Er der også håb for den danske medicinalaktie Lundbeck, der har annonceret en vækststrategi for at modvirke indtjeningsfald i takt med, at selskabets produkter løber af patent?

    Værter: Gro Høyer Thielst og Simon Kirketerp, investorredaktør

    Producer: Arjuna Alexander Kolkur Sørensen

    Følg All Star-porteføljen her: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio

  • Microsoft er gået mod strømmen på aktiemarkedet i år. Aktien er steget ca. 5 pct. i kursværdi og i samme omgang overhalet Apple som verdens mest værdifulde selskab målt på markedsværdi.

    Og det er der en grund til, lyder det fra både Nina Movin, adm. direktør i Otto Mønsteds Fond, og Jesper Langmack, partner og chef i Polaris Flexible Capital.

    ”Det ser ud som om, den er forholdsvis god også i modgangstider, men hvis der kommer en dyb recession, så gider vi ikke at forny vores… whatever, det er, vi har købt hos Microsoft, og så kommer der en pause,” siger Nina Movin, adm. direktør i Otto Mønsteds Fond.

    Selvom der i det senes efterår har været stor uro om Open Ai, som Microsoft ejer en stor andel af, om som gennem sin ChatGPT anses for at skulle drive en stor del af den fremtidige indtjening i Microsoft, vurderer hun, der er kommet styr på ledelsen i Open Ai.

    Men der er ifølge Jesper Langmach flere andre gode vækstben i Microsoft.

    ”Hele cloud-området vokser sindssygt stærkt, så har de købt Activision Blizzard – gaming vokser også superstærkt – så der er mange drivere,” siger Jesper Langmack.

    I denne uges udgave af Børsen Investor Podcast kigger vi på nøgletallene for flere luksusaktier. Er de blevet interessante opkøbskandidater?

    For nogle af modehusene som LVMH og Burberry kæmper med kursudviklingen, mens andre som Hermes viser modstandsdygtighed, og italienske Brunello Cucinelli fortsætter opad.

    Hør også, hvad investorerne tager med sig fra de amerikanske storbankers netop aflagte regnskaber.

    Værter: Gro Høyer Thielst og Simon Kirketerp, investorredaktør

    Producer: Peter-Emil Witt

    Hør afsnittet i Apple Podcast

    Hør afsnittet i Spotify

    Følg All Star-porteføljen her: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio

  • ”Danske aktier har et godt år foran sig.”

    Sådan lyder det fra Lars Hytting, aktiechef i Artha Kapitalforvaltning, der glæder sig over udsigten til de potentielle kursafkast i det danske aktiemarked.

    ”Der er flere selskaber, der ser rigtig interessante ud,” siger han og tilføjer, at selskaberne samtidigt med, at de er blevet billigere, også er blevet bedre.

    ”Jeg har en ret positiv forventning til denne skov af selskaber som Coloplast, Genmab, Novonesis (det kommende fusionerede Novozymes og Chr. Hansen, red.), jeg kan heller ikke komme uden om Novo Nordisk,” siger Lars Hytting, der også forventer, at de danske aktier vil outperforme andre aktiemarkeder i 2024.

    I denne uges udgave af Børsen Podcast varmer Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, op til den kommende regnskabssæson.

    ”Den samlede indtjening i de danske selskaber er jo lammet af, at Mærsks indtjening er fuldstændig imploderet i 2023 i forhold til det rekordår, man havde i 2022,” siger Jacob Pedersen og nævner, at et selskab som Ørsted også vil skille sig negativt ud blandt de danske selskaber.

    ”Når vi kigger over en bred kam, ligner det danske aktieindeks (C25, red.) et, der er blevet voldsomt kørt over af de lidt svagere økonomiske tendenser, som vi har set i 2023. Men, hvis man skraber lidt under overfladen, kan man se, at en høj andel af selskaberne faktisk leverer fremgang, og at det er nogle få selskaber, der er med til at afspore billedet,” siger Jacob Pedersen.

    Hør også, hvorfor Johnny Madsen, investeringschef og partner i Formue- & Investeringspleje samt ny paneldeltager i Børsens All Star Portefølje ser en potentiel kursstigning i DSV og hvorfor han venter i spænding på, at klokken slår 12.00 mandag 15. januar.

    Vært: Gro Høyer Thielst

    Producer: Peter-Emil Witt

    Følg allstar-porteføljen: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio

  • Året begynder med udsigt til et klart kurspotentiale, lyder det fra Dan Wejse, der er partner og porteføljeforvalter i investeringsforeningen MW Compounders.

    MW Compounders har i den grad slået markedet med 57,7 pct. i afkast efter omkostninger siden lanceringen ultimo 2020.

    Og når han kigger ned i sin portefølje på 20-30 aktier, er der flere af dem, der ifølge ham er attraktivt prissatte.

    ”Det er ikke noget, vi vil holdes op på, men vi har en 70 pct. upside i gennemsnit,” siger Dan Wejse og tilføjer, at det er MW Compounders’ ”subjektive vurdering” og at det ikke er et signal til, at man bare skal købe op i porteføljen.

    ”Det siger noget om, at vi ikke kigger ind i en portefølje, som vi synes ser specielt dyr ud. Det er i den pæne ende af, hvad vi har haft i den periode vi har været i gang,” siger Dan Wejse i denne udgave af Børsen Investor Podcast.

    Her medvirker også Ole Søeberg, investor og direktør i Nordic Investment Partners, der fortæller om sit syn på indtjeningsåret, bankanalytikernes og strategernes, og hvorfor man skal have en sund skepsis, når man lytter til de forskellige prognoser.

    Lyt også med for at høre, hvilke to nye aktier, der er proppet i All Star Porteføljen og hvor højt afkastet nåede op på i 2023.

    Vært: Gro Høyer Thielst

    Producer: Peter-Emil Witt

    Følg All Star Porteføljen: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio

  • Positive afkast venter forude i det nye år. Det er seks topinvestorer enige om i Børsens Nytårs Investor Podcast, hvor du får deres bud på de bedste køb i 2024.

    Nina Movin, der administrerer en formue på en mia kr. for Otto Mønsted fonden er oppe med et overskud på 20 pct. i år og er klar på nye opkøb.

    ”Jeg har kig på Ambu, den ser fornuftig ud og selskabet har en dygtig topledelse i Britt Meelby,” siger Nina Movin, der også går efter cyber security.

    Lars Hytting, aktiechef i Artha Kapitalforvaltning er også klar på stockpicking i det nye år.

    ”Jeg synes den nye Novonesis ser spændende ud,” siger han i podcasten.

    I et brag af en nytårsudgave bliver der også tid til at fejre gevinsten på All Star Porteføljen og investor Ole Søeberg er generøs med Simcorp champagne. Hør hvad det går ud på i podcasten, hvor Ole Søeberg også løfter sin interesse for to særlige aktier.

    Jesper Langmack, direktør i Polaris Flexible har kig på selskaber i small-midcap segmentet og ser muligheder for afkast på 10-15 pct. og privatinvestor og tidligere børshaj på Wall Street, Peter Bækgaard, lurer på Pandora.

    Johnny Madsen, investeringschef i Formue og Investeringspleje er ny investor ombord i podcasten og en aktie er fortsat hans favorit:

    ”Novo. Den har jeg i år og den har jeg også næste år,” siger han.

    Lyt med og hør alle de konkrete bud fra de seks erfarne investorer i denne eksklusive nytårsudgave af Børsens Investor Podcast.

    Værter: Tina Riising, journalist & Simon Kirketerp, Investorredaktør.

    Producer: Arjuna Alexander Kolkur Sørensen

    Følg All Star Porteføljen her: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio

  • En næsten euforisk stemning har præget markederne efter udmeldingerne fra den amerikanske centralbank. Chefen Jerome Powell erkendte, at renten er nærved toppen og markedet har nu indregnet seks rentesænkninger næste år.

    Mange danske aktier har også taget et sprint her før jul, men hvilke skal du lægge i din kurv for at få del i renteglæderne? Det spørger vi dagens panel om i Investor Podcasten, som i denne udsendelse består af Peter Bækgaard, privatinvestor og Jesper Langmack, investor og direktør i Polaris Flexible.

    Skal du købe eller sælge Danske Bank og kan den aktie nogensinde komme på tidligere tiders niveau igen? Jesper Langmack mener, at det er muligt. Lyt med i Investor Podcasten og hør hans begrundelser.

    Ørsted-aktien er faldet voldsomt under topchefen Mads Nipper. Da han kom til i 2021 havde selskabet en markedsværdi på 552 mia kr. – i dag har selskabet en markedsværdi på 151 mia kr. Får aktionærerne nogensinde det tabte tilbage?

    Hør hvad panelet mener og hør også hvorfor Peter Bækgaard vil holde øje med Netcompany.

    Værter: Journalist Tina Riising og investorredaktør Simon Kirketerp.

    Producer: Arjuna Alexander Kolkur Sørensen

    Følg All Star Porteføljen her: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio

  • Obligationer skal være en del af beholdningen i det nye år, sådan lyder det fra to erfarne investorer Lars Hytting, aktiechef i Artha Kapitalforvaltning og Henrik Henriksen, chefstrateg i Petersen og Partners.

    ”Danske realkreditobligationer er i porteføljen, spørgsmålet er kun hvor mange,” siger Lars Hytting.

    ”Obligationer er kommet tilbage i porteføljerne. Hvis der kommer recession, er de en fed stødpude, og i sig selv giver realkreditobligationer et afkast på 4-5 pct.”, siger Henrik Henriksen

    Børsens investorredaktør Simon Kirketerp har også købt obligationer.

    ”Jeg elsker aktier, men for første gang nogensinde har jeg købt obligationer og hentet mere afkast her end på aktier,” siger Simon Kirketerp, der betegner 2023 stå som obligationernes genkomst som investeringsaktiv.

    ”Vi står ved tærsklen til en tid, hvor du skal have noget spredning i porteføljen”, siger aktiechef Lars Hytting. Både han og Henrik Henriksen fortæller i Børsens Investor podcast hvilke aktier, udover obligationer, du bør have.

    FOM Technologies, har som det første selskab på First North, fået ATP med ombord som investor. Hør hvordan direktør Michael Stadi, vil bruge de 43 mio kr. og den ekstra julegave, han fik ud af at sælge lidt ud af beholdningen.

    Selskabet Hove er i vælten og er blevet genstand for en spektakulær sag om insiderhandel. Børsens investorredaktør kaster lys over sagen i Investor podcasten.

    Værter: journalist Tina Riising.Producer: Arjuna Alexander Kolkur Sørensen

    Følg All Star Porteføljen her: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio

  • Hvordan kan kunstig intelligens også kaldet artificial intelligence, AI, integreres i selskabernes forretningsmodeller? Og hvor meget kan det rykke på selskabernes omkostninger, effektivitet og produktivitetsfremgang?

    Det er spørgsmål, som Ole Søeberg, investor og direktør i Nordic Investment Partners, stiller sig selv og de selskaber han møder på den 49. Nasdaq Investor Conference, i London.

    På konferencen deltager adskillige topchefer fra de amerikanske Nasdaq-selskaber.

    ”Det, der overrasker mig, er, at datamængderne er så kæmpemæssige, at det er umuligt for mennesker at få sorteret og lavet det om til noget brugbart, derfor er AI vejen frem.”

    AI kommer ifølge Ole Søeberg til at kunne betyde meget for de selskaber, der kan udnytte AI til at løfte indtjeningsmarginen bare en smule.

    ”Hvis du har noget, der kan løfte indtjeningsmarginen fra f.eks. 10 hen til 12 pct. Det er jo 20 pct. indtjeningsfremgang, og det er i virkeligheden produktivitetsfremgang, men det er så tåget hele dette område for mig på det her tidspunkt, så det er svært at sige, hvem der vinder det her,” siger han og tilføjer:

    ”Sidste, vi havde en produktivitetsfremgang, havde vi et kæmpe bullmarked, det var i 1990’erne.”

    I denne podcast taler vi også om schweiziske Roche, der har købt sig til tre fase 3-studier inden for vægttabsmidler, mens Jakob Vejlø, chefstrateg i Bankinvest, fortæller om analytikernes forventninger til selskabernes indtjening i fjerde kvartal og 2024.

    Hør også Jakob Vejlø fortælle om, hvad der driver guldprisen op i sit historisk høje niveau.

    Værter: Gro Høyer Thielst og investorredaktør Simon Kirketerp

    Producer: Peter-Emil Witt

    Følg All Star Porteføljen her: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio

  • Kronjuvelen i det danske aktiemarked, Novo Nordisk, er kommet så højt op på kurskurven, at små nyheder kan være gift for investorerne. Men Novo Nordisk står på ingen måde dårligt over for sin amerikanske konkurrent, Eli Lilly, selvom konkurrenten har et middel, der ifølge en ny sammenligningsanalyse giver bedre vægttabseffekter end midlet fra Novo.

    ”Det er noget fniddersnak, der bliver udelukkende fokuseret på vægttab, og så laver man en æble-pære-sammenligning,” siger Johnny Madsen, investeringschef og partner i Formue- & Investeringspleje, der ligger tungt i Novo Nordisk-aktien, om de data, der i begyndelsen af ugen blev offentliggjort fra Truveta Research.

    Hør også vurderingen fra Tom Frovst, Børsens journalist, der dækker Novo Nordisk og andre selskaber inden for medicinalsektoren. Han fortæller også om Zealand Pharma, der af mange investorer ses som en ny Novo Nordisk.

    Hør også, hvad investor Peter Bækgaard siger om den danske transport- og logistikgigant DSV, hvorfor er aktien presset, og hvad skal der til for, at den igen kører op?

    Sammen med Simon Kristiansen, seniorstrateg i Nordea, dykker vi også ned i de 15 seneste bullmarkeder for at forstå det nuværende, og hvad man kan bruge historiske data til som investor.

    Værter: Gro Høyer Thielst og investorredaktør Simon Kirketerp

    Producer: Peter-Emil Witt

    Følg All Star Porteføljen her: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio

  • Aktieinvestor Jakob Have har en mere direkte og aktivistisk tilgang til investeringer og de børsnoterede selskaber end de fleste. Han er ikke bleg for at købe sig til store aktieposter, sætte sin indflydelse igennem og går også gerne i bestyrelsen i de børsselskaber, han har ejerposter i.

    I juni 2020 søsatte han aktiefonden Nordic Compound Invest, hvor han investerer i en smal portefølje på 8-12 small- og midcap-aktier. Resultatet nu: 121 pct. i afkast mod 49,2 pct. til det indeks, han sammenligner sig med.

    I denne uges udgave af Børsen Investor Podcast åbner han op i forhold til sin arbejdsmetoder, og fortæller blandt andet om, hvordan han i årevis har lagt pres på det finske selskab Saga Furs for at få dem til at åbne op for pengepungen og udbetale udbytte til sine investorer.

    Ved at trække en paragraf frem fra den finske selskabslovgivning, mens han stod på talerstolen til selskabets generalforsamling, fik han gennemtvunget en udbyttebetaling:

    "Hvis du har mere end 10 pct. af aktierne, så kan du kræve minoritetsudbytte på 8 pct. af egenkapitalen eller 50 pct. af årets resultat. De driver ikke forretningen kommercielt, som jeg synes, de skulle, men lige nu har de nærmest et globalt monopol og tjener rigtig mange penge. Og derfor er det vigtigt for mig at sige, jamen så får jeg bare mine penge ud på udbytte," siger Jakob Have.

    Også privatinvestor Peter Bækgaard og porteføljeforvalter Johannes Møller er med i denne uges udgave. Her ser de blandt andet nærmere på et af de selskaber, Jakob Have har investeret i: Scandinavian Medical Solutions. Peter Bækgaard overvejer nemlig at købe aktien.

    Vært: Simon Kirketerp, investorredaktør

    Producer: Arjuna Alexander Kolkur Sørensen

    Link til podcastens aktieportefølje: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio

  • Mens ni aktier er afnoteret på den danske vækstbørs First North, kan Shape Robotics gå den anden vej og træder mandag 20. november op på hovedmarkedet Nasdaq Copenhagen.

    Aktien er siden noteringen i 2020 steget hele 212 pct.

    Mød edtech-selskabets adm. direktør, André Ferhn, der fortæller om selskabet, dets marked og konkurrenterne.

    Selskabet har valgt at hente indtjening i de lande, der har modtaget milliarder af støttekroner fra EU, der har sat digitaliseringsmål for 2030.

    ”Vi skal have de unge mennesker til at blive bedre til teknologi. De skal være mere digitaliserede, og derfor bliver der investeret rigtig meget i uddannelse og i uddannelsesteknologi. Det er så der, vi kommer ind,” siger André Ferhn og tilføjer, at man på grund af EU’s mål og milliardpuljer kigger ind i markeder med ”kraftig vækst”.

    Hør også, hvordan Ole Søeberg, investor og direktør i Nordic Investment Partners, vurderer regnskabsaktuelle ALK.

    ”Med de tal, der er kommet i dag, ser det ud til, at EPS-estimaterne (indtjening per aktie-estimaterne, red.) for 2026 ser lidt mere stabile ud. En virksomhed som har den lønsomhedsprofil og vokser med den hastighed, som ALK gør, har jeg ikke noget imod at lade sådan en aktie handle på 25 gange indtjeningen, og den forventede indtjening i 2026 er på ca. 6,5 kr.,” siger Ole Søeberg, der dog foretog sin beregning før regnskabet, der har udløst et tocifret kurshop.

    ”Da ville det give et afkast på 22 pct. afkast om året, så dermed er virksomheden bestået på ud fra den måde, jeg investerer på,” siger Ole Søeberg, der selv er investeret i aktien privat.

    Værter: Gro Høyer Thielst og investorredaktør Simon Kirketerp

    Producer: Peter-Emil Witt

    Følg All Star Porteføljen her: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio