Episoder

  • "Trist over Trump? Sådan tackler du det som journalist" hed en artikel i fagbladet Journalisten efter valgresultatet i USA. Vi spørger chefredaktør Christian Lindhardt, hvad der var formålet med den historie.
    Medvært i denne uge er journalist Esben Bjerre, der sammen med sin faste makker Peter Falktoft udgiver podcast-successen "Her Går Det Godt" og også dækkede præsidentvalget på YouTube.
    Er det overraskende, at der stadig kan være gode, grønne forretninger i USA med republikanerne ved magten? Og er det konstruktiv journalistik, når Børsen skriver den historie? Journalist Mathias Sommer fra Børsen fortæller om interview, der i hvert fald overraskede P1 Morgen.
    Var det antisemitisme, hooliganisme, banal fodboldvold eller en blanding af det hele, der ramte Amsterdam, da Ajax og israelske Maccabi Tel Aviv mødtes i Europa League? Og hvordan fortalte medierne historien? Weekendavisens Asker Hedegaard Boye kortlægger både begivenhederne og mediedækningen.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • En gang var journalisterne blandt de største helte i den amerikanske offentlighed - nu omtaler den nyvalgte præsident medierne som fjenden, store tv-stationer og dagblade har mistet kunderne, og den offentlige samtale er flyttet derhen, hvor man kun behøver høre dem, man er enig med.
    Hvorfor holdt amerikanerne op med at læse avis og stole på nyhederne? Hvor fejlede medierne? Og hvad kan en dansk mediebranche lære af de amerikanske kollegers nedtur?
    I selskab med ugens medvært, journalist, forfatter og tidligere USA-korrespondent for Jyllands-Posten Matias Seidelin, forsøger Tabloid at forstå, hvorfor mediernes rolle som bærende søjle i et demokratisk samfund synes at forvitre. Hvad betyder det - og hvad skal vi gøre ved det?
    Vi spørger journalist David Trads, chefredaktør på netmediet POV Annegrethe Rasmussen, leder af Constructive Institute Ulrik Haagerup og professor Rasmus Kleis Nielsen, der indtil for nylig var chef for The Reuters Institute på Oxford Universitet.
    Vært: Marie Louise Toksvig

  • Manglende episoder?

    Klik her for at forny feed.

  • Hvor længe er journalisten forpligtet til at holde løfter om fortrolighed og kildebeskyttelse? Kan TV2 frit bruge fortroligt materiale om Den Sorte Svane Amira Smajics samarbejde med politiet, fordi hun selv har indrømmet samarbejdet? Politiken-journalist Morten Skjoldager, der blandt andet skrev bogen om og med tidligere PET-chef Jakob Scharf besøger Tabloid for at tale om hemmeligheder, principper og muligheden for at gradbøje dem.
    Hvordan kan en dansk freelance-journalist dække den amerikanske valgkamp? Og er det præsidentkandidaterne eller amerikanerne, medierne skal hjælpe os til at forstå? Freelancereporter Emilie Utzon Carlsen, der dækker sit første præsidentvalg fra USA, og DR-veteran Steffen Gram mødes i Tabloid for at tale om valgdækningen i virkeligheden.
    Hvad laver en "digital efterforskningskorrespondent" på TV2? Journalist Peter Møller med den avancerede jobtitel fortæller om sit arbejde med at pille alverdens fupjournalistik fra hinanden fra kælderen i Middelfart.
    Ugens medvært er Ann Lykke Davidsen, der efter en årrække på DR og P3 og fødslen af Radio Loud, i dag er kommunikationschef i Dansk Håndbold.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • De fleste politiske kommentatorer kom til kort, da de skulle forklare, hvorfor Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard trak sig. Tabloid spørger journalist Søren Willumsen, Aarhus Stiftstidende, hvad de burde have vidst.
    Flere kvinder og færre københavnere er ambitionen for DR, når det gælder de gæster, der medvirker på skærme og i radioen. Hvorfor? spørger denne uges medvært, journalist Leny Malacinsky fra Weekendavisen - så Tabloid har inviteret DRs mangfoldighedsredaktør Heidi Sivebæk for at høre svaret.
    Er klimajournalistikken så kompliceret, at den skal have lidt popkultur i ryggen for at glide ned? Vi spørger Politikens klimaredaktør Magnus Bredsdorff, der fyldte forsiden med historien om stigende vandstand dagen efter premieren på Thomas Vinterbergs stort anlagte familiedramaserie om flugten fra et oversvømmet Danmark.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Når alle og enhver kan udgive stort set hvad som helst, så det ligner journalistik, hvordan skal mediebrugere så kende forskel på den ægte vare og alt det andet? Og skal reglerne for medieansvar og presseetik også gælde for andre end de traditionelle medier?
    I selskab med Se og Hør-chef Niels Pinborg og Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund, gransker Tabloid grænserne mellem journalisterne og alle de andre. Vi får også besøg af Tik-Tok-journalist Oliver Springborg, fellow ved SDU Camilla Mehlsen og vært på TV2s Dato Abdel Aziz Mahmoud.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Er det begivenhederne eller nogens mening om dem, der er vigtigst for medierne? Efter et års historier om terror og krig i Mellemøsten og en rasende debat i Danmark, ser Tabloid på dækningen, sproget, vinklerne og vægtningen i selskab med Layal Freije, vært på Radio IIII-programmet Gaza FM.
    Og så forsøger vi med hjælp fra ugens medvært Thomas Larsen - kongehus- og politisk kommentator - at finde ud af, hvorfor tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke var med i dokumentarserien Velkommen til Frontlinjen. Burde han have været inviteret? spørger vi dokumentarchef i DR Mikala Krogh.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Er det en vigtig historie, Katherine Diez fortæller i sin bog I egen barm, der udkom i denne uge? En række medier valgte ikke at udpensle hendes beskrivelser af eks-partnere og sexliv. Hvorfor ikke? Og hvorfor må Diez så? spørger Tabloid Steen Schaumburg-Müller, professor med speciale i mediejura fra Syddansk Universitet.
    Er historien om et fodboldhold fra Vollsmose, der skaber så meget frygt, at deres modstandere opgiver på forhånd, en sportshistorie, en samfundshistorie eller noget tredje? Sammen med denne uges medvært, TV2-vært Troels Mylenberg, spørger Tabloid journalisterne Kristian Isaksen og Rune Hellgren Blichfeldt fra Fyens Stiftstidende.
    "Jeg har undret mig over DRs brug af debattører og kommentatorer. Hvilken kasket har de egentlig på, når de udtaler sig på DR?", spørger en lytter på [email protected]. Tabloid spørger Michael Alsen, chef for P1 Morgen og Orientering.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Hvorfor ville journalisterne ikke bruge tid på at dække Folketingets debat om finansloven, spurgte mf Benny Engelbrecht i Jyllands-Posten. Hvorfor skulle de? spørger Tabloid Benny Engelbrecht.
    Hvorfor bruger politiet tid og kræfter på at slæbe journalist Carsten Norton gennem retssystemet for at få fat i en lydoptagelse, han ikke vil udlevere? spørger vi senioranklager Rasmus von Stamm fra NSK.
    Hvorfor skal seerne bruge seks timer foran skærmen på at se dokumentarfilmserien Velkommen til Frontlinjen på DRTV? Og handler serien om, hvorvidt 30 års krige var spild af tid - og liv? Tabloid spørger filminstruktør Anders Riis-Hansen, der har lavet serien.
    Ugens medvært er journalist Maise Njor.
    Vært Marie Louise Toksvig

  • Er det en væsentlig historie, at en gruppe nordjyske borgmestre ikke selv havde skrevet det debatindlæg om trawlfiskeri, de fik bragt i Jyllands-Posten? Nej, det er helt almindelig praksis, siger kommunikationsdirektør Uffe Tang fra Danmarks Fiskeriforening, hvis folk havde ført pennen for borgmestrene.
    Ja, mener P1 Morgens reporter Alexzander Lundquist Thomsen, der citerer eksperter for, at den slags skabet mistillid. I selskab med ugens medvært Huxi Bach taler Tabloid med dem begge.
    Hvorfor skal tv-reportere stå i salen og sende live med dæmpet stemme, mens det møde, de rapporterer fra, er i fuld gang i baggrunden? Tabloid spørger redaktionschef Christian Lade fra TV Midt-Vest, der sendte live fra menighedsrådsvalgaften i Kjellerup.
    I endnu en serie om og med Amalie Szigethy deler reality-stjernen sit kaotiske kærlighedsliv for åben skærm. Er det journalistik? Er det autentisk? Og hvordan bliver den type serier til? Tabloid får besøg af Anne Brostrøm Storgaard, der som producent og direktør i tv-produktionsbranchen lavede masser af reality-tv. I dag forsker og underviser hun i tv-produktion som studieadjunkt på Københavns Universitets institut for kommunikation.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Glemte medierne, hvem der egentlig var hovedpersoner, da historien om ulykkelige ansatte i Moderaterne ramte Christiansborg? Tabloid har besøg af journalist Peter Jeppesen fra Ekstra Bladet og kommunikationsrådgiver Anna Thygesen, der har rådgivet de utilfredse medarbejdere i Moderaterne.
    Efter mange år med skjulte optagelser og hårde konfrontationer har dokumentarist Miki Mistrati valgt en anden tilgang i sin nye film "Hvis Grise kunne tale". Og det virker, siger han. Tabloid spørger hvorfor.
    Kan man udgive en historie, der påstår justitsmord, når hovedkilden både lyver og forfalsker sin "dokumentation"? Tabloid spørger podcastredaktør Mille Ørsted fra Sjællandske Nyheder, der har udgivet serien "Justitsmordet på det ufødte barn" om en tvangsfjernelse.
    Anne Mette Kirk, journalist og forfatter, er ugens medvært.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Hvorfor er det en vigtig historie for danske medier, at tre svenske præster foreslår at forbyde brude at blive fulgt op ad kirkegulvet af deres far? Tabloid spørger områderedaktør på Sjællandske Medier, Katrine Wied.
    I Sønderborg blev en tidligere generalkonsul idømt 16 års fængsel og narkosmugling sidste år, men det foregik i hemmelighed, og Jydske Vestkystens kriminalreporter Nicole Leicht Oszadlik kæmper stadig for at få oplysninger om, hvorfor han blev dømt. Sammen med denne uges medvært, kriminalreporter Sune Fischer fra Ekstra Bladet, ser vi på kampen for offentlighed i retsplejen.
    Filminstruktør Eva Marie Rødbro er vendt tilbage til Prinsesser fra Blokken otte år efter, at hun lod dem feste igennem for rullende kamera. Festen er slut, men hvorfor skal de unge kvinders svære skæbner udstilles på tv? Og kan de selv overskue konsekvenserne? Vi får besøg af instruktøren.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • "I fatter ikke, hvor dyb kløften er", sagde journalist Elias Ramadan til Weekendavisen, der kæmpede med at få pro-palæstinensiske aktivister i tale. I Tabloid fortæller han om mistilliden, der bliver til mistro og fravalg af etablerede medier, når mistanken om politiske motiver og bias under journalistikken bider sig fast.
    Men har der været massiv påvirkning af danske medier fra israelsk side? Og virker den? spørger vi seniorkorrespondent Anders Jerichow fra Politiken.
    Hvorfor skulle alle nyheder om stort og småt fra OL dækkes i en liveblog? Og hvorfor finder sportsjournalisterne ikke på noget bedre at spørge atleterne om? Sådan spørger en lytter i indbakken på [email protected]. Vi spørger sportschef i DR Ulrik Andersen.
    Hvorfor vælger politikere gammeldags bøger, når de vil udbrede deres ideologiske visioner? Kan de overhovedet skrive? Og kan bøgerne sælge? Tabloid spørger forlagschef Kim Hundevadt.
    Ugens medvært er journalist og radiovært Adina Ren.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Er det journalistik, når radioværter snik-snakker om historier, de mener noget om? Eller er det et spørgsmål om at få tiden til at gå, når Radio IIIIs nye sendeplan rummer meget mere liveradio? Vi taler med Marie Rask Gleerup, journalistisk chef på Radio IIII.
    Hvorfor var det ikke relevant for TV2 Øst at undersøge, hvorfor over 30 procent af eleverne i Lolland kommune ikke består dansk og matematik til folkeskolens afgangsprøve? Tabloid har besøg af ledende nyhedsredaktør Mette Lyhne, TV2 Øst, for at tale om de regionale mediers mission.
    Er det virkelig sådan, graverjournalister arbejder? Ugens medvært, tidligere chefredaktør på IN og Femina Camilla Lindemann, har set TV2's nye dramaserie "Graverne". Vi spørger undersøgende journalist Steen Schat-Holm, der blandt andet var på holder bag Den Sorte Svane, om fiktionen ligner virkeligheden på redaktionen.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Kan man godt fortælle en personhistorie uden hovedpersonen selv? Det gjorde adskillige medier, da de "erfarede" tidligere minister Christian Friis Bachs planer om at skifte parti. Tabloid spørger Casper Dall, politisk redaktør på Avisen Danmark, hvorfor hovedpersonen ikke var vigtig.
    Hvorfor lægger DR dækningen af konflikten i Mellemøsten i hænderne på en freelancer i Israel hele sommeren? Vi spørger Sanne Gram, DR Udland.
    Kan journalister være legitime militære mål? Over 100 journalister og fotografer er blevet dræbt i krigen mellem Israel og Hamas siden oktober sidste år - Informations Lasse Skou Andersen har undersøgt et af de seneste drab og besøger Tabloid for at fortælle historien.
    Ugens medvært er journalist og dokumentarist Nagieb Khaja.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Hvis du føler dig dårligt behandlet af medierne, er advokat Heidi Højmark Helveg klar til at gå til kamp for at stoppe pressen - hvis der altså er noget juridisk at gå efter.
    I denne sommerudgave af Tabloid fortæller hun om sit arbejde som specialist i mediejura: Om at fokusere på juraen frem for indholdet, når hun lægger arm med redaktionerne, om at bringe journalisterne "i ond tro" og om øgenavnet "krænker-advokaten".
    Hvorfor gik hun og hendes klient Martin Brygmann i retten for at forhindre DRs program "Sexisme i Musikbranchen" i at rulle over skærmen?
    Hvordan møder hun mediebosserne i regeringens Medieansvarsudvalg, hvor hun som én af to advokater er medlem?
    Og er hun enig i, at folkedomstolen er en grundpille i demokratiet?
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • "Vi vidste, vi var vidne til verdenshistorie", siger Thomas Sjørup, der i 1999 var én af blot syv internationale pressefotografer, der kunne rejse i det krigshærgede Kosovo og vise verden de grusomheder, der endte med at få USAs præsident Bill Clinton og NATO til at gribe ind.
    Nu udkommer hans billeder i bogen Kosovo at War i anledning af 25 året for befrielsen.
    Den udgives i Kosovo af staten Kosovo, der betragter Thomas Sjørup som en krigshelt.
    Selv synes han bare, han passede sit arbejde. I denne sommerudgave af Tabloid fortæller han om jobbet som krigsfotograf: Hvorfor det er vigtigt, hvad det kræver og hvad det siden kostede ham - og om kontakten med en familie, der mange år efter krigen genkendte sig selv på hans billeder fra en begravelse.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Maksimal indflydelse og minimalt ansvar - sådan beskriver TV2s erfarne nyhedsvært Cecilie Beck sin position på redaktionen.
    I denne sommerudgave af Tabloid fortæller hun om arbejdet som nyhedsvært; hvad det kræver, hvad det koster, hvorfor hun elsker det og hvordan hendes umiskendeligt kontante og kritiske tilgang til gæsterne har ændret sig gennem årene, ligesom hun trods det grundlæggende krav til journalister om at være neutral alligevel har blandet sig i diskussioner om køn, ligestilling og sexisme.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Hvordan finder journalister de civile stemmer i Gaza, når ingen kan komme ind i området? Journalist Inaam Nabil brugte telefonen og sociale medier, da hun skulle dække krigen efter terrorangrebet mod Israel i oktober 2023 - og så blev hendes arabiske baggrund en fordel i arbejdet som reporter på P1 Morgen og Orientering.
    Det var den også, da hun som praktikant på Fyens Stiftstidende kunne gå uantastet ind i en syrisk flygtningelejr, fordi hun lignede alle de andre.
    I denne sommerudgave af Tabloid fortæller Inaam Nabil om sit arbejde, og om fordele og ulemper ved at være en af ganske få med minoritetsbaggrund i den danske mediebranche - og hvorfor et mål om mangfoldighed på redaktionerne stadig er nødvendigt.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Ved overgangen til sommerferie tømmer vi indbakken på [email protected] og forsøger at besvare nogle af de mange spørgsmål og kommentarer, vi får fra lytterne.
    Producer Christian Ulloriaq Jeppesen og vært Marie Louise Toksvig diskuterer lytternes spørgsmål om dækningen af TV2s dokumentarserie Den Sorte Svane, om journalisters fokus på negative nyheder og om dårlige forbindelser i radioen, som Daniel Vestergaard, chef i DR Teknologi forsøger at forklare.
    Og så er forsker og studielektor Maria Bendix Wittchen, fra Roskilde Universitets afdeling for Kommunikation og Journalistisk på besøg for at tale om den massive interesse for drabssager - ikke mindst forårets mest omtalte sag fra Kirkerup, Sorø og Korsør.

  • I selskab med medvært Camilla Boraghi, sportschef på Ekstra Bladet, diskuterer Tabloid disciplinen "sandsynlighedsjournalistik" efter måneders spekulationer om topposter i EU og inden en sports-sommer med masser af resultatgætterier. Berlingskes politiske kommentator Bent Winther ser tilbage på den intense dækning af Mette Frederiksens mulige karrierehop til udlandet.
    Kan feterede sportsstjerner forlange at bestemme, hvad journalisterne må spørge om? Vi spørger redaktionschef Kirsten Nepper-Rasmussen, TV 2 Sport, efter at en nykåret danmarksmester blev sur og gik, da TV 2 spurgte til sejren.
    Er danske medier for hurtige til at mistro alt, der måtte komme fra russiske myndigheder? Vi spørger DRs Rusland- og Ukraine-korrespondent Mathilde Kimer.
    Og kan man fortælle en trist historie om en familiekonflikt uden at høre alle parter? Tabloid spørger Kristeligt Dagblads Else Marie Nygaard, der interviewede en 85-årig kvinde om, hvordan hun havde mistet kontakten med sine voksne sønner - uden at høre sønnernes version.
    Vært: Marie Louise Toksvig.
    Skriv til os på [email protected].