Episodes

  • Er det en væsentlig historie, at en gruppe nordjyske borgmestre ikke selv havde skrevet det debatindlæg om trawlfiskeri, de fik bragt i Jyllands-Posten? Nej, det er helt almindelig praksis, siger kommunikationsdirektør Uffe Tang fra Danmarks Fiskeriforening, hvis folk havde ført pennen for borgmestrene.
    Ja, mener P1 Morgens reporter Alexzander Lundquist Thomsen, der citerer eksperter for, at den slags skabet mistillid. I selskab med ugens medvært Huxi Bach taler Tabloid med dem begge.
    Hvorfor skal tv-reportere stå i salen og sende live med dæmpet stemme, mens det møde, de rapporterer fra, er i fuld gang i baggrunden? Tabloid spørger redaktionschef Christian Lade fra TV Midt-Vest, der sendte live fra menighedsrådsvalgaften i Kjellerup.
    I endnu en serie om og med Amalie Szigethy deler reality-stjernen sit kaotiske kærlighedsliv for åben skærm. Er det journalistik? Er det autentisk? Og hvordan bliver den type serier til? Tabloid får besøg af Anne Brostrøm Storgaard, der som producent og direktør i tv-produktionsbranchen lavede masser af reality-tv. I dag forsker og underviser hun i tv-produktion som studieadjunkt på Københavns Universitets institut for kommunikation.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Glemte medierne, hvem der egentlig var hovedpersoner, da historien om ulykkelige ansatte i Moderaterne ramte Christiansborg? Tabloid har besøg af journalist Peter Jeppesen fra Ekstra Bladet og kommunikationsrådgiver Anna Thygesen, der har rådgivet de utilfredse medarbejdere i Moderaterne.
    Efter mange år med skjulte optagelser og hårde konfrontationer har dokumentarist Miki Mistrati valgt en anden tilgang i sin nye film "Hvis Grise kunne tale". Og det virker, siger han. Tabloid spørger hvorfor.
    Kan man udgive en historie, der påstår justitsmord, når hovedkilden både lyver og forfalsker sin "dokumentation"? Tabloid spørger podcastredaktør Mille Ørsted fra Sjællandske Nyheder, der har udgivet serien "Justitsmordet på det ufødte barn" om en tvangsfjernelse.
    Anne Mette Kirk, journalist og forfatter, er ugens medvært.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Missing episodes?

    Click here to refresh the feed.

  • Hvorfor er det en vigtig historie for danske medier, at tre svenske præster foreslår at forbyde brude at blive fulgt op ad kirkegulvet af deres far? Tabloid spørger områderedaktør på Sjællandske Medier, Katrine Wied.
    I Sønderborg blev en tidligere generalkonsul idømt 16 års fængsel og narkosmugling sidste år, men det foregik i hemmelighed, og Jydske Vestkystens kriminalreporter Nicole Leicht Oszadlik kæmper stadig for at få oplysninger om, hvorfor han blev dømt. Sammen med denne uges medvært, kriminalreporter Sune Fischer fra Ekstra Bladet, ser vi på kampen for offentlighed i retsplejen.
    Filminstruktør Eva Marie Rødbro er vendt tilbage til Prinsesser fra Blokken otte år efter, at hun lod dem feste igennem for rullende kamera. Festen er slut, men hvorfor skal de unge kvinders svære skæbner udstilles på tv? Og kan de selv overskue konsekvenserne? Vi får besøg af instruktøren.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • "I fatter ikke, hvor dyb kløften er", sagde journalist Elias Ramadan til Weekendavisen, der kæmpede med at få pro-palæstinensiske aktivister i tale. I Tabloid fortæller han om mistilliden, der bliver til mistro og fravalg af etablerede medier, når mistanken om politiske motiver og bias under journalistikken bider sig fast.
    Men har der været massiv påvirkning af danske medier fra israelsk side? Og virker den? spørger vi seniorkorrespondent Anders Jerichow fra Politiken.
    Hvorfor skulle alle nyheder om stort og småt fra OL dækkes i en liveblog? Og hvorfor finder sportsjournalisterne ikke på noget bedre at spørge atleterne om? Sådan spørger en lytter i indbakken på [email protected]. Vi spørger sportschef i DR Ulrik Andersen.
    Hvorfor vælger politikere gammeldags bøger, når de vil udbrede deres ideologiske visioner? Kan de overhovedet skrive? Og kan bøgerne sælge? Tabloid spørger forlagschef Kim Hundevadt.
    Ugens medvært er journalist og radiovært Adina Ren.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Er det journalistik, når radioværter snik-snakker om historier, de mener noget om? Eller er det et spørgsmål om at få tiden til at gå, når Radio IIIIs nye sendeplan rummer meget mere liveradio? Vi taler med Marie Rask Gleerup, journalistisk chef på Radio IIII.
    Hvorfor var det ikke relevant for TV2 Øst at undersøge, hvorfor over 30 procent af eleverne i Lolland kommune ikke består dansk og matematik til folkeskolens afgangsprøve? Tabloid har besøg af ledende nyhedsredaktør Mette Lyhne, TV2 Øst, for at tale om de regionale mediers mission.
    Er det virkelig sådan, graverjournalister arbejder? Ugens medvært, tidligere chefredaktør på IN og Femina Camilla Lindemann, har set TV2's nye dramaserie "Graverne". Vi spørger undersøgende journalist Steen Schat-Holm, der blandt andet var på holder bag Den Sorte Svane, om fiktionen ligner virkeligheden på redaktionen.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Kan man godt fortælle en personhistorie uden hovedpersonen selv? Det gjorde adskillige medier, da de "erfarede" tidligere minister Christian Friis Bachs planer om at skifte parti. Tabloid spørger Casper Dall, politisk redaktør på Avisen Danmark, hvorfor hovedpersonen ikke var vigtig.
    Hvorfor lægger DR dækningen af konflikten i Mellemøsten i hænderne på en freelancer i Israel hele sommeren? Vi spørger Sanne Gram, DR Udland.
    Kan journalister være legitime militære mål? Over 100 journalister og fotografer er blevet dræbt i krigen mellem Israel og Hamas siden oktober sidste år - Informations Lasse Skou Andersen har undersøgt et af de seneste drab og besøger Tabloid for at fortælle historien.
    Ugens medvært er journalist og dokumentarist Nagieb Khaja.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Hvis du føler dig dårligt behandlet af medierne, er advokat Heidi Højmark Helveg klar til at gå til kamp for at stoppe pressen - hvis der altså er noget juridisk at gå efter.
    I denne sommerudgave af Tabloid fortæller hun om sit arbejde som specialist i mediejura: Om at fokusere på juraen frem for indholdet, når hun lægger arm med redaktionerne, om at bringe journalisterne "i ond tro" og om øgenavnet "krænker-advokaten".
    Hvorfor gik hun og hendes klient Martin Brygmann i retten for at forhindre DRs program "Sexisme i Musikbranchen" i at rulle over skærmen?
    Hvordan møder hun mediebosserne i regeringens Medieansvarsudvalg, hvor hun som én af to advokater er medlem?
    Og er hun enig i, at folkedomstolen er en grundpille i demokratiet?
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • "Vi vidste, vi var vidne til verdenshistorie", siger Thomas Sjørup, der i 1999 var én af blot syv internationale pressefotografer, der kunne rejse i det krigshærgede Kosovo og vise verden de grusomheder, der endte med at få USAs præsident Bill Clinton og NATO til at gribe ind.
    Nu udkommer hans billeder i bogen Kosovo at War i anledning af 25 året for befrielsen.
    Den udgives i Kosovo af staten Kosovo, der betragter Thomas Sjørup som en krigshelt.
    Selv synes han bare, han passede sit arbejde. I denne sommerudgave af Tabloid fortæller han om jobbet som krigsfotograf: Hvorfor det er vigtigt, hvad det kræver og hvad det siden kostede ham - og om kontakten med en familie, der mange år efter krigen genkendte sig selv på hans billeder fra en begravelse.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Maksimal indflydelse og minimalt ansvar - sådan beskriver TV2s erfarne nyhedsvært Cecilie Beck sin position på redaktionen.
    I denne sommerudgave af Tabloid fortæller hun om arbejdet som nyhedsvært; hvad det kræver, hvad det koster, hvorfor hun elsker det og hvordan hendes umiskendeligt kontante og kritiske tilgang til gæsterne har ændret sig gennem årene, ligesom hun trods det grundlæggende krav til journalister om at være neutral alligevel har blandet sig i diskussioner om køn, ligestilling og sexisme.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Hvordan finder journalister de civile stemmer i Gaza, når ingen kan komme ind i området? Journalist Inaam Nabil brugte telefonen og sociale medier, da hun skulle dække krigen efter terrorangrebet mod Israel i oktober 2023 - og så blev hendes arabiske baggrund en fordel i arbejdet som reporter på P1 Morgen og Orientering.
    Det var den også, da hun som praktikant på Fyens Stiftstidende kunne gå uantastet ind i en syrisk flygtningelejr, fordi hun lignede alle de andre.
    I denne sommerudgave af Tabloid fortæller Inaam Nabil om sit arbejde, og om fordele og ulemper ved at være en af ganske få med minoritetsbaggrund i den danske mediebranche - og hvorfor et mål om mangfoldighed på redaktionerne stadig er nødvendigt.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Ved overgangen til sommerferie tømmer vi indbakken på [email protected] og forsøger at besvare nogle af de mange spørgsmål og kommentarer, vi får fra lytterne.
    Producer Christian Ulloriaq Jeppesen og vært Marie Louise Toksvig diskuterer lytternes spørgsmål om dækningen af TV2s dokumentarserie Den Sorte Svane, om journalisters fokus på negative nyheder og om dårlige forbindelser i radioen, som Daniel Vestergaard, chef i DR Teknologi forsøger at forklare.
    Og så er forsker og studielektor Maria Bendix Wittchen, fra Roskilde Universitets afdeling for Kommunikation og Journalistisk på besøg for at tale om den massive interesse for drabssager - ikke mindst forårets mest omtalte sag fra Kirkerup, Sorø og Korsør.

  • I selskab med medvært Camilla Boraghi, sportschef på Ekstra Bladet, diskuterer Tabloid disciplinen "sandsynlighedsjournalistik" efter måneders spekulationer om topposter i EU og inden en sports-sommer med masser af resultatgætterier. Berlingskes politiske kommentator Bent Winther ser tilbage på den intense dækning af Mette Frederiksens mulige karrierehop til udlandet.
    Kan feterede sportsstjerner forlange at bestemme, hvad journalisterne må spørge om? Vi spørger redaktionschef Kirsten Nepper-Rasmussen, TV 2 Sport, efter at en nykåret danmarksmester blev sur og gik, da TV 2 spurgte til sejren.
    Er danske medier for hurtige til at mistro alt, der måtte komme fra russiske myndigheder? Vi spørger DRs Rusland- og Ukraine-korrespondent Mathilde Kimer.
    Og kan man fortælle en trist historie om en familiekonflikt uden at høre alle parter? Tabloid spørger Kristeligt Dagblads Else Marie Nygaard, der interviewede en 85-årig kvinde om, hvordan hun havde mistet kontakten med sine voksne sønner - uden at høre sønnernes version.
    Vært: Marie Louise Toksvig.
    Skriv til os på [email protected].

  • DRs nye dokumentar "Sexisme i Musikbranchen" har fyldt både i de landsdækkende og på de sociale platforme. Sammen med denne uges medvært, vært på Genstart Simon Stefanski, der selv har en fortid i musikbranchen, taler vi med producent Ole Tornbjerg, Impact TV og dokumentarchef Mikala Krogh, DR Nyheder, om de journalistiske overvejelser før, under og efter udgivelsen.
    Hvorfor bringer landsdækkende TV2 en note om en mand, der var omkommet efter fald fra et stillads i Nordjylland? Og hvorfor skal historien på Facebook? spørger vi chefredaktør på TV2.dk Kristoffer Pinholt.
    Og hvorfor skal BTs politiske reporter Claes Theilgaards historier ledsages af en faktaboks om hans private forhold? Tabloid spørger chefredaktør Simon Richard Nielsen, BT.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

    Berigtigelse:
    I Tabloid den 21.6. udtalte producent hos Impact TV, Ole Tornbjerg, at Københavns Byrets fastslog, at dokumentaren "Sexisme i musikbranchen" overholdt de presseetiske regler. Dette er ikke korrekt. Dommen fastslår, at programmets emne har væsentlig samfundsmæssig interesse, at DR har forelagt kvindernes udtalelser for Martin Brygmann, og han derfor har haft mulighed for at komme til orde, samt at udtalelserne er søgt verificeret. Domstolen tager imidlertid ikke stilling til, hvorvidt de presseetiske regler er overholdt, men om der var grundlag for at nedlægge et forbud.
    Fejlen skyldes, at der efter de vejledende regler for god presseskik gælder tilsvarende krav, herunder bl.a. forelæggelsespligt og krav til efterprøvelse. DR beklager fejlen.

  • Med journalist og digital trend-analytiker Christiane "Elektronista" Vejlø som denne uges medvært kaster Tabloid sig over teknologiens muligheder og udfordringer for journalistikken:
    To socialdemokrater foreslog i denne uge at forbyde beskedtjenesten Telegram - hvad ville det betyde for journalister, der fx dækker krigen i Ukraine? spørger vi Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent Simon Kruse.
    Har de danske journalister egentlig styr på begreberne misinformation, disinformation og fake news, eller bliver de bare brugt i flæng? Det har Johan Farkas, adjunkt og postdoc på Københavns Universitet forsket i.
    Bliver journalistikken bedre og de publicistiske medier stærkere med ny teknologi? Undersøgende journalist Jakob Sorgenfri Kjær, der for nylig udgav bogen Kig Op, er på besøg for at tale om mediernes muligheder, blindgyder og fejltagelser i kampen med og mod de internationale tech-giganter og den fagre, nye digitale verden.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

    Skriv til os på [email protected].

  • Tabloid dykker ned i TV2s nye dokumentarserie Den Sorte Svane - en serie om bedrag, hvidvask og svindel i netværk af brovtende rockere og renskurede advokater, bragt sammen og afsløret af TV2s muldvarp, juristen Amira Smajic.
    Selv kæmpede muldvarpen til det sidste forgæves for at bremse serien af frygt for sit liv. Og på TV2 vendte historien på hovedet, da redaktionen midt i produktionen fik mistanke om, at deres muldvarp også spillede dobbeltspil overfor journalisterne.
    Er det god journalistik at bruge en tvivlsom hovedperson som agent provocateur? Har man veto-ret, når man sætter sit liv på spil for et tv-program? Og hvem bærer ansvaret for de konsekvenser, journalistikken risikerer at få for Amira Smajic?
    Tabloid har besøg journalist Peter Vesterlund og nyhedsdirektør Ulla Pors fra TV2. Vi spørger også dokumentarist Martin Kjær Jensen, der brugte menneskelige muldvarpe i serien Moskeerne Bag Sløret fra 2016, og Den Sorte Svanes advokat Carlo Siebert.
    Ugens medvært er journalist Thomas Stokholm, kommende fellow ved Constructive Institute, hvor han skal forske i nye måder at producere tv-dokumentar.
    Vært: Marie Louise Toksvig
    Skriv til os på [email protected].

  • Ugens medvært Sandie Westh, der i årevis kritiseret mediernes bugnende dækning af forbrydelser, møder Sjællandske Nyheders digitale redaktør I Tabloid for at tale om liveblog, podcast og nyhedshistorier retten i Næstveds behandling af Kirkerup-sagen. Hvad er det egentlig for historier, journalisterne vil have ud af retsmøderne? Og gælder hensynet til ofre kun mængden af detaljer?
    Er EP-valget mest interessant som dansk midtvejsvalg eller skal vi lære at forstå europæisk politik uden Christiansborg-politiske briller? Med få uger til valget kommer DRs udlandschef Niels Kvale igen på besøg for at diskutere dækning og vægtning af EU-stoffet.
    I Ekstra Bladet "raser" værtshusejere mod TV2s grænser for, hvordan man kan holde kommercielle folke-fodbold-fester ved sommerens EM. Tabloid spørger Ekstra Bladets sportschef Camilla Boraghi, hvorfor lidt flere detaljer kunne have dæmpet raseriet, før det kom i avisen.
    Vært: Marie Louise Toksvig.
    Skriv til os på [email protected].

  • Dækningen har været massiv, allerede inden retssagen om forbrydelser mod tre piger gik i gang i Næstved. Hvad skal vi med den overvældende stormflod af information, følelser og spekulationer om den tiltalte og de forbrydelser, han er anklaget for? Tabloid spørger TV2s nyhedschef Jacob Kwon.
    I over et år arbejdede DRs Merle Baeré med historien om en massør, der en gang er dømt for blufærdighedskrænkelser, og de kvinder, der anklager ham. Hun besøger Tabloid for at fortælle om kriminaljournalistik i et helt andet tempo og en helt anden straframme end de store, spektakulære straffesager.
    Og så spørger vi Jyllands-Postens chefredaktør Marchen Neel Gjertsen, hvorfor hun erklærer hele sin avis inhabil i historierne om husets egne bestyrelser.
    Ugens medvært er journalist, forfatter og tidligere kulturredaktør på Berlingske Nathalie Ostrynsky.
    Vært: Marie Louise Toksvig.

  • Nyhedstræthed, nedskæringer og nedadgående kurver for læsertal - der er masser af fanden at male på væggen for mediebranchen.
    Hvad kan medierne selv gøre bedre i kampen mod teknologien, konkurrencen, økonomien og beskyldningen om vaklende troværdighed?
    Tabloid har inviteret journalist og mediekommentator Kurt Strand til at forsøge at spotte symptomerne, stille diagnosen og foreslå behandlingen.
    Vært: Marie Louise Toksvig.
    Skriv til os på [email protected].

  • Skal radioværter være iltre, hårde hunde, der afbryder i et væk, spørger Tabloids lyttere - vi spørger P1 Morgen-chef Michael Alsen.
    Skal modeblade slet ikke interessere sig for, om de skønhedsprodukter, de skriver om, har dokumenteret effekt eller ej? Arbejdet med serien 'Adnan og de smukke løgne' har vakt P3s Adnan Al-Adhamis undren over skønhedsjournalistikkens væsen. Camilla Frank, tidl. chefredaktør på Costume og Alt for Damerne, besøger Tabloid for at fortælle om arbejdet i modemagasinernes maskinrum.
    Skal man bo og arbejde i København for at blive hørt i de landsdækkende medier? Det mener debattør Jonathan Løw fra Aarhus. Men bliver Radio4 mere landsdækkende, når al nyheds- og livesending fremover skal udgå fra Aarhus? Tabloid spørger Radio4-chef Nikolai Thyssen, der netop har præsenteret sine nye planer for Radio4.
    Ugens medvært er Isabella Miehe-Renard, journalist, litteraturredaktør og tidl. tv-vært.
    Vært: Marie Louise Toksvig.
    Skriv til os på [email protected].

  • Medierne har dækket udlændingeordfører Frederik Vads (S) omgang med svenske rapporter og bekymringer om integration, indstilling og infiltration grundigt - men hvordan?
    I selskab med ugens medvært, journalist Jesper Vestergaard Larsen, ser Tabloid nærmere på mediernes interesse for Vads påstande:
    Hvem har spurgt de faggrupper, Vad taler om?
    Hvad fik P3's Balalajka ud af at drage på reportage på Panum Instituttet i København? spørger vi P3-chef Isabella Hindkjær.
    Og hvorfor er Dagbladet Information mere optaget af granske svenske rapporter end de faktiske forhold i det danske samfund? spørger vi chefredaktør Anton Geist.
    På B.T. er chefredaktør Simon Richard Nielsen stolt af sin nye debat-podcast Borgerlig Tabloid - men er det journalistik at tale med hinanden om det, man er enige om?
    Vært: Marie Louise Toksvig.
    Skriv til os på [email protected].