Episodes
-
Velkommen til femte og sidste episode af podcasten ”Vi gør det sammen”. Her skal du høre om UGE17 – Bibliotekernes verdensmålsuge, og du skal med til tre af de hundredvis af aktiviteter, der fandt sted i ugens løb, hvor det handlede om unge og ensomhed, tøjspild og det grønne værksted.
Det skal også handle om fremtiden for landets folkebiblioteker. En fremtid, som instituttet for Fremtidsforskning ellers, tilbage i nullerne, dømte ude i 2035, ligesom de for øvrigt også mente at landets pølsevogne ville lide samme skæbne.
Men sådan blev det ikke! Fremtiden tegner lys og fuld af muligheder for landets biblioteker, der spiller en stadig større og vigtigere rolle som rum for ikke kun litteratur, men også kultur, bæredygtighed og fællesskaber. Alle er velkomne på biblioteker, og borgere i alle aldre bruger i dag deres lokale bibliotek i stadig højere grad ikke kun som et sted at låne bøger, men også som en forlænget dagligstue, en folkets arena, hvor der skabes projekter og initiativer på livet løs med udgangspunkt i FN´s 17 verdensmål.
I episoden samtaler Pia Damsgaard, biblioteksansat og projektleder for FN´s verdensmål på Herning bibliotekerne og uge 17 med Thomas Sture Rasmussen, der er verdensmålskoordinator for DB2030. De to tager os med til verdensmålsugen og taler om fremtiden, samtidig med at de deler deres refleksioner om de aktiviteter, som du undervejs hører indslag fra.
Uge 17 er kommet for at blive, og ikke kun herhjemme. Over hele kloden står biblioteker klar til at bidrage til verdensmålene, og på konferencen Next Library i Århus, 14-16. maj, har Pia og Thomas netop præsenteret projekt WEEK 17 for deltagere fra 25 lande. For vi gør det sammen. Skaber en bedre verden!
Læs meget mere på https://db2030.dk/
-
Velkommen til fjerde episode af podcasten ”Vi gør det sammen”, hvor det handler om danskernes tøjadfærd – og hvordan vi kan mindske vores tøjspild. Og om begrebet tøjskam! En skam, mange kan føle, når det går op for os, hvor meget af vores garderobe, der er inaktiv og ikke bliver brugt. Ikke alene er det spild af tøj, men også af dyrebare ressourcer. Vidste du fx, at CO2 aftrykket fra produktion af tekstiler er større end udledningen fra fly og skibstrafik? Undervejs vil du møde to eksperter. Vibeke Myrtue Jensen, politisk rådgiver i Forbrugerrådet Tænk, der deler ud af sin viden om danskernes tøjadfærd og har friske tal med fra en helt ny undersøgelse fra projekt ”Sammen mod tøjspild”, der blev lanceret af Forbrugerrådet Tænk i februar 2023. Vibeke kommer også med sine bedste anbefalinger til at mindske tøjspild. Den anden ekspert i studiet er Nina Bendixen, klimajournalist og tidligere TV-meteorolog. Hun har hjertet dybt involveret i klima- og biodiversitetskampen og kommer ind på nogle af de udfordringer, vi står med sammen. Samtidig kommer hun med forslag til, hvad vi hver især kan gøre. Ja, så er der Lene Zschau fra verdensmålsgruppen ”Tøjaktivisterne” i Rudersdal Kommune. Lene brænder for at lære kommunens borgere at sy, lappe og vedligeholde deres tøj, så tøjet kan leve meget længere. Hun har stået bag flere workshops på Birkerød Bibliotek og mødes jævnligt med andre tøjaktivister, som har en mission om at lære en masse børn og unge at sy og reparere tøjet. Her er et par udvalgte citater fra de medvirkende: ”Der er simpelthen børn, især i byer, der stadig ikke ved, hvor guleroden kommer fra. Om den vokser på et træ, en busk eller nede i jorden, fordi de kun kender den fra supermarkedet.”Nina Bendixen. ”Vi skal skabe en ny tøjkultur, som handler om at købe færre stykker tøj og tøj af en højere kvalitet. Vi anbefaler ikke, at man stopper med at købe tøj, men vi vejleder til et smartere tøjforbrug, der har en mindre belastning. Det handler om at købe tøj, som man bliver meget glad for og derfor bruger i længere tid og passer bedre på.”Vibeke Myrtue Jensen.
”Før jeg kom med i gruppen, vidste jeg ikke, hvilket kæmpe miljø-og CO2 aftryk, der kommer fra produktion af tøj, men det gør jeg nu! Projektet ”Tøjet længe leve – Stop Tøjspild”, som er skabt i samarbejde med Birkerød Bibliotek har netop fået fondspenge, så vi kan komme endnu bredere ud med vores budskab. Det er bare så vigtigt.”Lene Zshau.
Rigtig god lyttelyst og del gerne podcast med alle dem, du kender.
🌱
Syv tips til at undgå tøjspild
Det mest bæredygtige er at bruge det tøj, som du allerede har i skabet.Giv det tøj videre, som du ikke bruger mere.Plej, vedligehold og reparer dit tøj. Du kan fx få hjælp fra en skrædder eller Repair Cafe. Køb nyt yndlingstøj. Tøj, som du vil bruge mange gange, passe på og nyder at have på.Sorter tøjet. Når du ikke bruger det mere, kan det enten bruges af andre, genanvendes til klude el. isolering, og hvis det er beskidt, skal det til affald.Lån og lej evt. dit tøj – og byt med andre. Bytter du dit brugte tøj med andre, er du med til at give tøjet en længere levetid.Køb genbrugstøj, men med omtanke. Bare fordi det er second-hand, er det ikke bæredygtigt, hvis du kun bruger det få gange eller køber store mængder. Show notes:Inspiration og facts om tøjforbrug fra Forbrugerrådet Tænk:
Tøjpyramiden: https://taenk.dk/det-kaemper-vi-for/stop-toejspildAnalyser og anbefalinger: https://taenk.dk/det-kaemper-vi-for/sammen-mod-toejspild
Link til god og inspirerende artikel: https://taenk.dk/forbrugerliv/baeredygtighed/toej-saadan-faar-du-et-mere-baeredygtigt-forbrug
-
Missing episodes?
-
Velkommen til 3. episode, hvor du udover et gensyn med verdensmålsheltene Bodil, Erling og Majbrith fra Viborg, skal høre hvad to meget engagerede biblioteksansatte, som også er en del af projektet, gør sig af tanker.
Du skal møde Helene Bruhn Schvartzman, procesleder i co-design, verdensmål og bæredygtighed i Århus, og Johanne Marie Behrmann, der er litteraturformidler ved Viborg Bibliotekerne.
De to vil blandt andet tale om biblioteket som drømmeværksted og platform for aktivisme og handlemod. Om vigtigheden af at invitere naturen indenfor og om kunsten, kulturens og litteraturens betydelige rolle i den grønne omstilling.
I alle "Sammen om verdensmålsprojekter" har gruppen et tæt samarbejde med en biblioteksansat. Johanne fra Viborg kender derfor Erling, Bodil og Majbrith rigtig godt og vil i samtalen med Kira Gilling Hansen kommentere på uddrag af interviews med de tre lokale helte.
Her er nogle citater fra de medvirkende. Lyt med og bliv forhåbentlig både klogere og inspireret til også selv at handle sammen med andre.
”Kunst og litteratur rammer et sted i os, hvor vi bliver påvirket på en anden måde end grafer og klimarapporter. Litteraturen aktiverer følelser i os, og det taler til noget andet i os. Vores følelser bliver påvirket af kunst og litteratur, og vi har brug for at blive følelsesmæssigt berørte for at handle anderledes.”Johanne Marie Behrmann
_"Sammen om verdensmål på biblioteket har jo vist os, fordi der lige pludselig er skabt sådan et nationalt fællesskab, at vi får øje på hinanden. På den måde er det ligesom et grønt netværk, der lyser op på tværs af landet, hvor man tænker, gud, alle de andre er også i gang, og det bliver jo super selvforstærkende." _Helene Bruhn Schvartzman
Projektet ”SAMMEN OM VERDENSMÅL” og podcasten ”Vi gør det sammen” er støttet af VELUX FONDEN. Podcastserien er produceret af Tænketanken Fremtidens Biblioteker og journalist Lene Outzen Foghsgaard.
-
I anden episode af podcasten skal du møde Karen og Gunner fra verdensmålsgruppen i Gladsaxe, og Erling og Bodil, der skaber projekter med fokus på klima og biodiversitet på deres lokale bibliotek i Viborg.
Karen er amatørfotograf og har taget mere end 1000 billeder, der blandt andet skal bruges til en vandreudstilling om FN´s 17 verdensmål. Gunner har lavet to madklubber for mænd og er også en del af rejseholdet. Bodil har årelang erfaring som træpoder, og Erling har mindst lige så mange års erfaring med fællesskabende aktiviteter. Alle fire er de en del af projektet SAMMEN OM VERDENSMÅL.
Kira Gilling Hansen har denne gang bæredygtighedspsykolog Simon Elsborg Nygaard i studiet. Han har fulgt projektet tæt og også undervist borgerne. Eksperten har en masse viden om de faktorer, der skaber bæredygtig trivsel, fx naturforbundenhed og handlefællesskaber og om hvad der skal til for at engagere os i den grønne omstilling. Undervejs i samtalen kommenterer han på udpluk fra interviews med de fire lokale verdensmålshelte, der er i fuld gang med at gøre verdensmål til hverdagsmål.
Her er nogle citater fra de medvirkende. Lyt med og bliv forhåbentlig både klogere og inspireret til også selv at handle sammen med andre.
”Den måde vi skaber trivsel på i dag, er alt for ressourcekrævende og underminerer mulighederne for trivsel på lang sigt. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan leve bæredygtigt på en måde, der opretholder trivsel på både kort sigt og på lang sigt.”Simon Elsborg Nygaard.
”Det kan godt virke lidt småt, at man bare sidder en håndfuld mennesker og gør noget sammen, men når man ser på, hvor mange grupper, der er rundt omkring, så vil de med tiden vokse sig større stærkere og møde hinanden. Vi kommer til at blive en større bevægelse.”Karen Bjerggaard fra Gladsaxe.
Projektet ”SAMMEN OM VERDENSMÅL” og podcasten ”Vi gør det sammen” er støttet af VELUX FONDEN. Podcastserien er produceret af Tænketanken Fremtidens Biblioteker og journalist Lene Outzen Foghsgaard.
-
I første episode af podcasten Vi gør det sammen, som er en del af projekt SAMMEN OM VERDENSMÅL, skal du møde tre meget aktive borgere: Majbrit, Lars og Ruth og høre om de projekter, de er involveret i for at gøre en positiv forskel i lokalsamfundet gennem deres lokale bibliotek.
Ruths hjerte banker for ensomme ældre, Lars er engageret i madspild og Eventyrhaven, hvor han kommer dagligt, og Majbrith arbejder med tøjspild og lærer unge at vedligeholde og forskønne deres tøj. Alle tre arbejder de med FN's 17 verdensmål og på at gøre verdensmål til hverdagsmål.
Kira Gilling Hansen er i studiet med klimapsykolog Solveig Roepstorff, der er ekspert i klimapsykologi og som blandt andet fortæller om nogle af de udfordringer, klima- og biodiversitetskriserne har affødt. Hvad gør de ved os, og hvordan kan vi handle på dem? Eksperten vil undervejs lytte til udpluk fra interviews med de tre borgere og kommentere på dem.
Her er et et par udvalgte citater fra de medvirkende i podcasten. Lyt med og bliv forhåbentlig både klogere og inspireret til også selv at handle i fællesskab med andre. 🌱
”Det vi holder af, passer vi også på… Naturen påvirker os positivt.”Solveig Roepstorff.
”Vi repræsenterer et stort antal stemmer, et stort antal mennesker og en stor økonomi, så hvis ikke vi bruger noget af vores frie tid på at støtte op om sådan noget her, så lader vi de unge i stikken”.Majbrith Annesen fra Viborg.
Projektet ”SAMMEN OM VERDENSMÅL” og podcasten ”Vi gør det sammen” er støttet af VELUX FONDEN. Podcastserien er produceret af Tænketanken Fremtidens Biblioteker og journalist Lene Outzen Foghsgaard.
Rigtig god lyttelyst og del gerne podcasten. 🌱