Episodios
-
I dette program taler vi med vores gæst Lucia Odoom om Nella Larsens roman Passing (Dobbeltliv) fra 1929. Det er en historie om to sorte kvinder, Irene og Clare, som begge er så lyse i huden, at de kan passere som hvide i det strengt segregerede USA. Efter mange års adskillelse møder de to barndomsveninder hinanden igen, midt i de vidt forskellige liv, de har ført. Litteratur:
Nella Larsen: Dobbeltliv. Oversat af Anders Vilhelm Knudsen. Midtpunkt, 2015.
Nella Larsen: Kviksand, overgang og novellerne: Nella Larsens samlede værker. Oversat af Kirsten Ploug og Karen Kristensen. Arvids, 2015.
Lee Anne Schmidt: Purge This Land. 2017.
Ida Luka Holmegaard: Emma, Emma. Gladiator, 2015.
Annie Ernaux: La Honte. Gallimard, 1997.
Tove Ditlevsen: The Copenhagen Trilogy. Oversat af Tiina Nunnally og Michael Fava Goldman. Penguin, 2019.
-
I dette afsnit har Bølgerne besøg af digter og oversætter Shadi Angelina Bazeghi, der fortæller om sin oversættelse af et udvalg af Audre Lordes digte til samlingen 'Der er ingen ærlige digte om døde kvinder'. Audre Lorde (1934-1992) beskrev sig selv som sort, lesbisk, digter, kriger og mor; hun var en stor digter og en nøglefigur i antiracistisk og intersektionel feministisk tænkning. Vi taler med Shadi om hendes process med at oversætte og udvælge digte fra Lordes forfatterskab, om vold og kærlighed i teksterne, om antiracistiske kampe før og nu og om hvordan vi kan læse og bruge Lordes tænkning i dag.
Tak til Shadi for at være med og til Statens Kunstfond for støtte.
-
¿Faltan episodios?
-
En rose er en rose er en rose, skrev Gertrude Stein. Måske for at tage rosen tilbage fra poesien. Der er nemlig så mange roser i poesien. Men hvem taler egenligt med roserne i stedet for om dem? I dette afsnit skal vi tale om Mei-Mei Berssenbrugges digtsamling Hallo, roserne.
-
I dette afsnit af Bølgerne har vi en stor og dejlig nyhed: Vi skal byde velkommen til vores nye medvært, digter, kritiker og oversætter Andreas Eckhardt-Læssøe. Derudover skal vi selvfølgelig også tale om litteratur; denne gang handler det om Omrids,den første roman i Rachel Cusks nye trilogi. Vi taler om bogens fortælleforhold, om at udstille sine bipersoner, om middelklassefamilier og om en hund, der løber væk med en kæde af pølser.
-
Hvordan kan man skrive digte om den moderne natur? Storslået, romantisk, tørt, systematisk, eller må digteren bare give fortabt på bjergtoppen og skrive en sms hjem om endnu en smuk solnedgang i stedet for et digt? Alt det taler vi om i dagens afsnit af Bølgerne, om Rasmus Nikolajsens digtsamling 'Tilbage til unaturen'.
-
Dette afsnit af Bølgernes poesi-sæson handler om Jonathan August Lengalis debutdigtsamling Jonathan og Sailor J som udkom i Norge i 2018. Vi taler om lighederne mellem kærlighedsdigte og popmusik, om børn og barnlighed, og digtsamlingens brug af solen, rosen og andre klassiske digtmotiver.
-
Denne uges udgave af Bølgerne Poesi-special handler om svenske Mara Lees digt-prosa-essay-hybridsamling Kärleken och Hatet. Vi taler om bogens genrebrydende natur, dens portræt af racisme, om overstregningen som strategi og om forskellen på fakta og sandhed.
-
'Velkommen til Bølgernes Poesisæson - fire programmer med læsninger af ny poesi fra Norden. Det første program handler om Vandreutstillinger af den norske digter Cecilie Løveid. Vi taler blandt andet om ortodoks ikonografi, norsk nationalromantik og om hvordan det kan lade sig gøre at møde Peggy Guggenheim i Venedig. Lyt med!
-
Dette særprogram af Bølgerne er lavet i samarbejde med ARKEN Museum for Moderne Kunst i anledning af museets udstilling VAN GOGH 1. september 2018 til 20. januar 2019. Vincent van Gogh (1853-1890) skrev i sin livstid over 900 breve og i dette afsnit prøver vi at sætte et lille udvalg af dem i relation til hans værker. Forfatter og oversætter Andreas Amdy Eckhardt Læssøe vikarierar som vært for Ida Holmegaard. Emeli Bergman får sammen med Andreas besøg af kunsthistoriker og assisterende kurator på udstillingen, Rebekka Laugesen, til en snak om van Goghs kunst og liv og brevet som litterær form. Musikken i programmet er lavet af Hans Gurstad Nilsson. -
Fire af Vincent van Goghs breve, oversat og læst af Andreas Amdy Eckhardt Læssøe.
-
I det sidste program om Birgitta Trotzig har vi besøg af den svenske forfatter og oversætter Johanne Lykke Holm og den danske kritiker, forfatter og oversætter Andreas Amdy Eckhardt-Læssøe til en snak om Trotzig, tro, natur og mystik. Vi taler om, hvad mysticisme overhovedet er for noget, om der er mystiske erfaringer at finde hos Trotzig, om hendes grammatik og om hvorvidt netop sammenhængen mellem naturen og det hellige er noget af det, der gør Trotzig særligt relevant i dag. Og så taler vi en lillebittesmule om, om Trotzig også er sjov. Lyt med!
Komponist Hans Gurstad Nilsson har lavet en særlig jingle til programmerne om Birgitta Trotzig.
-
I vores andet program om den svenske forfatter Birgitta Trotzig er vi taget til Gøteborg for at undersøge, hvilken indflydelse Trotzig har på yngre skrivende og hvordan hun læses i Sverige i dag. Vi taler med digter, kritiker og oversætter Helena Fagertun om Trotzigs sprogfilosofi og hendes alvor og besøger skriveskolen Litterär Gestaltning og taler med elev Karl Daniel Törnkvist om Trotzigs politiske sider og om, om samfundsmaskineriet rumsterer i hendes sprog. Vi kigger også forbi Stadsbiblioteket for at lave en Trotzig-voxpop. OBS dele af programmet er på svensk, men frygt ikke - vi forsøger at guide danske lyttere med så godt vi kan. Lyt med! Komponist Hans Gurstad Nilsson har lavet en særlig jingle til programmerne om Birgitta Trotzig.
-
Dette program er det første i en række på tre programmer om den svenske forfatter Birgitta Trotzig (1929-2011). Vi introducerer Trotzig, hendes liv, værker og de store temaer, hun arbejder med: Den kristne tro, naturen og sproget selv. Senere i programmet kommer en gæst i studiet: Forfatter Malte Tellerup, som er i gang med at oversætte Trotzigs roman Sygdommen, der skal udkomme på dansk på Forlaget Arena til efteråret. Vi taler med Malte om Trotzigs særlige motiver og syntaks og om, hvorfor han som forfatter finder det spændende at oversætte netop Trotzig.
-
Dagens afsnit af Bølgerne er lidt usædvanligt – vi har nemlig optaget det til et live-arrangement i Ark Books i Møllegade i samarbejde med Litteraturcafeen. Der er derfor masser af gæster i dagens program i form af arrangementets gæster, som læste med på dagens bog "Det Store Stilehæfte" af Agota Kristof fra 1986, og var med til at gøre læsningen endnu mere spændende, dybdegående og nuanceret. Vi taler blandt andet om skole, disciplinering og krig, om brugen af en vi-fortæller og om onde børn generelt. Desuden rummer programmet en introduktion til selve Bølgerne-formatet ved Ida og Emeli. Lyt med!
-
Bølgerne er tilbage! Første afsnit i denne anden sæson handler om norske Linn Ullmanns debutroman, Før Du Sover, som for nylig er blevet genudgivet på dansk. Vi taler om familiemytologi, om løgne og overdrivelse og fælles hukommelse og om hvad det betyder at bogen er blevet kaldt en 'kvindelig dannelsesroman'. Lyt med!
-
I sæsonens sidste afsnit af Bølgerne har vi fået besøg af billedkunstner Stense Andrea Lind-Valdan til en snak om performancekunstlegenden Marina Abramovic' selvbiografi "At gå gennem mure". Vi diskuterer Abramovic' værker, hvad performancekunst overhovedet er for noget og ikke mindst hvordan man kan læse biografiens bombastiske udsagn om livet og kunsten.
-
Kan man elske en idiot? Bør man? I dagens afsnit af Bølgerne læser vi 'En Dåres Forsvarstale' af August Strindberg – en formelt og sprogligt banebrydende roman fra slutningen af 1800-tallet, en undersøgelse af et forhold og af hovedpersonens paranoia, men også et skandaløst og overvældende udfald mod kvinder og kvindebevægelsen. Vi taler om vanvid, om forsvarstalens natur, om asociale og sociale fortællere og ikke mindst om hvad man skal stille op, når man møder misogyni i den kanoniserede verdenslitteratur. Lyt med!
-
En kvinde går til psykoanalyse, en anden besøger sin syge far, en tredje sidder og taler med en lille dreng uden for en cirkusvogn. Det handler om relationer i forandring, om børn og voksne og en hel masse hverdagsinventar i Judith Hermanns nye novellesamling 'Lettipark'. Vi læser bogen og taler blandt andet om dens brug af klicheer - hvad klicheen egentlig er for en størrelse - og om det helt særlige i Hermanns måde at skrive karakterer på.
-
Vi læser Linda Boström Knausgaards korte roman ”Velkommen til Amerika”, der handler om en pige, som er holdt helt op med at tale. Vi taler – til gengæld – blandt andet om romanens dramaturgi, om dens nuancerede portræt af en familie og om forholdet mellem børn, magi og religion.
-
Brokade, dampede boller, buddhistiske munke, masser af sex og teselskaber. Vi læser første bind af Jin Ping Mei – en kinesisk erotisk roman af en ukendt forfatter – eller måske flere – fra omkring 1500-tallet. Vi taler blandt andet om kvindelige Don Juan'er, om vrede fortællere og samfundssatire, og Ida mister både besindelsen og overblikket og kommer til at bruge en hel halv time på at genfortælle romanens plot (men bare rolig – vi har klippet det ned til et kvarter).
- Mostrar más