Episodios
-
Du har helt sikkert din helt egen mening om Susan K, for det har rigtig mange mennesker.
Handler din holdning om sex og bar hud, så er det rigtigt nok, men Susan K er meget mere end blot sit image.
Susan K er bestemt ikke bange for at være sex-symbol og levere varen, men hun er også i gang med en seriøs uddannelse og så elsker reality-kvinden at slappe af med de mange højbede – chili og hvidløg – hjemme i parcelhuskvarteret i Aarhus.
Et parcelhus med egen bar, selvfølgelig. Man er jo ikke party-girl for ingenting.
¤
Selv om det er mange år siden, Susan K begyndte at optræde i reality på tv, så er hun intet mindre end et fyrtårn i den danske reality-verden.
Interesserer du dig for reality, så kender du også navnet Susan K.
Blandt andet har Susan K medvirket i ”Paradise Hotel”, ”Sommer i Sunny Beach”, ”Divaer i junglen ”Fangerne på fortet” og ”Til middag hos”.
Få har også fået så megen skældud i pressen, mener hun selv. Faktisk i en grad, så tårerne presser på, når vi taler om netop de mange tæsk i pressen.
¤
Med 80 kvadratmeter drivhus og 100 kvadratmeter bede, har Susan K nok at se til – ud over uddannelsen til Sosu-hjælper.
Hun elsker at lave mad og er på syvende år kæreste med Alex og papmor til hans to børn.
Selv fik hun aldrig børn – det taler vi selvfølgelig også om.
Susan K fortæller også, hvorfor det efter faderens død nødvendigvis måtte blive et farvel til værtshusbranchen.
¤
Og så taler vi meget mere reality – og ikke mindst den kommende Reality Awards.
Susan K glæder sig til festen, selv om kæresten nok vil krumme tæer.
Reality holder verden sammen, mener Susan K og garanterer et brag af en fest til det årlige realityparty.
Og så er hun slet ikke afvisende for mere tv. -
I min nyeste podcast taler vi bryllup og kønsroller.
Jeg har mødt Raz og Kristian, som du måske kender fra ”Beauty Bosserne” og ”Den Store Bagedyst”.
De er også kærester og både blevet gift og for et øjeblik siden velsignet i Frederiksberg Kirke med efterfølgende stor og pompøs fest på Skjoldenæsholm Herregård.
Parret elsker fester og holdt også stor fest på deres fem-års-dag. Og selvfølgelig fejrer de månedsdag - hver måned! Raz og Kristian kan ikke få fester nok.
Vi taler både om bryllup, kønsroller og regnbuer.
Raz og Kristian er nemlig også forældre til en lille pige.
Hvordan er det kommet i stand? Hvordan dater men en kommende mor? Skal de have flere børn? Hvem er hård - hvem er blød, når det kommer til børneopdragelse?
Hvorfor ventede Raz uden for kirken for at tage imod Kristian, som ankom i en flot veteranbil, der tidligere har tilhørt Mogens Camre?
Og hvorfor blev Kristian så ikke fulgt op ad kirkegulvet af sin far? Og gik der virkelig et kilo perler til Kristians outfit på bryllupsdagen?
Med masser af god humor, fortæller parret Steen-Gørup om den store dag, hvor meget lidt var overladt til tilfældighederne. -
¿Faltan episodios?
-
Dans, musical, teater, revy og sågar restauratør.
Denne gang er min gæst Silas Holst, som lige om lidt spiller revy i Nykøbing Falster.
Vi taler selvfølgelig en del om revy.
Silas har altid set Cirkusrevyen og jobbet i Nykøbing Falster kalder han et drømmejob.
Men hvad er et godt revynummer?
Er Monty Python sjove, hvad med Olsen Banden eller Anders Hemmingsen?
Lyt, lyt, lyt…
Vi når vidt omkring i denne podcast, hvor vi selvfølgelig også taler Vild med dans.
Hvorfor var det så vigtigt at vinde programmet sammen med Jakob Fauerby?
Ifølge Silas er man nødt til ind imellem at sætte ”røven i klaskehøjde”, hvis man gerne vil ændre noget – og det gjorde danseparret i høj grad.
Rigtig mange elsker ham, men hvordan klarer Silas Holst, når nogle hater?
Hvad får folk til at glemme anstændigheden på de sociale medier og hvilke råd har Silas til andre, som bliver udsat for trusler, hærværk eller hate?
Endelig taler vi selvfølgelig om, at hele hans store regnbuefamilie har valgt at bo sammen, så børnene har både far, far, mor og alle kæresterne under samme tag.
Mange fordele, men også udfordringer - som når der skal holdes jul med tre sæt bedsteforældre.
Hvorfor skærmer Silas egentlig børnene for pressen og vil han gerne have flere børn?
Lyt, lyt, lyt. -
Den 28-årige model optræder både her, der og allevegne.
Nu også I Sladderkongens podcast.
Lara Denice Gavidia Linares er nemlig en glad sugardater, og har skrevet en bog om det.
Hvad er faldgruberne, og hvorfor er det ikke prostitution?
Lara Denice fortæller åbent om sine egne erfaringer.
Hvad er Sugardating? Hvem er de typiske sugardatere? Hvor meget er sex, hvor meget er penge?
Søger hun spænding eller bekræftelse, hvad søger mændene?
Lara Denice fortæller om første shoppingtur med en pilot, om ture til Dubai og manden hun fejrer årsdage med.
Lara Denice er ikke kun modig, men kæmper også for selv at bestemme over sin egen krop uden at høre på fordomme og jantelov.
Hun forklarer, hvorfor hun selv elsker sugardating, men også, - hvor unge piger bør være varsomme.
Og hvad siger hendes egne omgivelser til, at hun er så åben omkring sine mere end ti år med sugardating? -
Joan Divine svæver på en lyserød sky. Hun er gravid. Endelig…
Sammen med kæresten Michael Olesen har hun kæmpet i mere end ni år for at opfylde deres fælles drøm om at blive forældre.
Ja, faktisk udelukker den tidligere model ikke tanken om flere børn efter successen, der nu er kommet ”i hus” via en klinik i Rusland.
Før da gik år efter år med uendelige op- og nedture med fertilitetsbehandlinger, - nyt håb, glæde og sorg igen.
I min nyeste podcast taler vi om Joan og Michaels årelange kamp for ønskebarnet.
Hvordan vil de være forældre? Hvad vil de gerne give videre? Og hvorfor vil de egentlig ikke vide kønnet før fødslen?
Vi taler også om alle de gange, det ikke lykkedes. Om at sidde hjemme i sorg, mens gemalen bogstavelig talt valsede rundt i ”Vild med dans”.
”Jeg har været en kælling nogle gange”, siger Joan, da vi taler om, hvad det hele har betydet for deres forhold.
Vi taler også om alderen – bliver Joan med sine 42 år en gammel mor?
Og så skal vi selvfølgelig have hele historien om, hvordan det foregår hos Olga i Rusland, hvor kvinder med stor succes søger hen for at blive gravide.
Med den store pengepung i hånden, selvfølgelig. -
Er han stadig den store playboy? Har han fået styr på økonomien? Og hvad med det der enorme tennistalent, der måske ikke helt blev udfoldet?
I denne uge er min gæst Frederik Fetterlein, som i dag bruger masser af tid med sine to drenge – og drømmer om, at efternavnet Fetterlein på et tidspunkt løber ind på Camp Nou for FC Barcelona.
Frederik er blevet mere rolig, forsikrer han.
Nu træner han unge tennis-talenter, og lever derudover af sociale medier og model-job, fortæller han.
Forholdet til børnenes mødre er godt, og måske er der også lidt ny kærlighed i Fetterleins liv. Det er faktisk det eneste spørgsmål, han lader stå lidt.
Jeg tager det stille og roligt, griner han.
Til gengæld fortæller Frederik gerne om sit nye smykke-projekt, Jacla Jewelry, der foreløbig laver fede armbånd, men nok går videre med både halskæder og hatte.
Vi snakker også om vores tidlige møder. I begyndelsen af 90’erne og senere, da jeg besøgte ham i Monaco, hvor han boede sammen med tennis-kollegaen Kenneth Carlsen. Og det selvfølgelig var Frederik, som gerne ville have lidt rødvin til maden.
Alligevel nåede Frederik en placering som nummer 75 i verden, og fortryder da også lidt, at han nok var for social til at yde de sidste procenter.
Vi runder selvfølgelig også reality-tv, hvor Fetterlein har deltaget i en perlerække af programmer.
Zulu Djævleræs, Fristet, Robinson Ekspeditionen, Divaer i Junglen og Luksusfælden.
Programmerne har givet ham masser af venner, og det er sikkert heller ikke sidste gang, vi har set ham på tv.
50 år er nemlig ingen alder for en mand som Frederik Fetterlein. -
Mens skolekammeraterne havde plakater med sportsidoler, så havde Mickey Pless et billede hængende af den legendariske kapelmester Henrik Krogsgaard.
Skolen var ikke lige Mickey - til gengæld spillede han klaver fra han var bare ni år gammel.
I dag er Mickey Pless chef for Danmarks næststørste revy i Nykøbing Falster, der i næsten tre årtier havde Flemming Krøll ved roret.
Hvordan er det at overtage direktørposten på en så hæderkronet institution, der nærmest er hele regionens kulturelle flagskib?
Nykøbing Falster Revyen sparkede i dén grad røv i 2019. Både anmeldere og publikum jublede af fryd, men så kom coronaen.
Hvordan har de klaret økonomien? Hvordan skal Nykøbing Falster Revyen komme igen? Og var det virkelig nødvendigt at hive de sjællandske teltpæle op, og flytte til revyens lokalområde?
I podcasten taler vi også lidt om sommerrevyernes fremtid.
Hvordan lokker man de unge til revy – og skal revyerne i det hele taget bekymre sig om at få et yngre publikum?
Eller kommer de helt af sig selv, når de bare bliver gamle nok.
Vi når også lige forbi dengang, da lille-Pless cyklede forbi Keld og Hilda Heick med et demobånd, om forholdet til Cirkusrevyen og om årets scoop med ansættelsen af musicalstjernen Silas Holst. -
Joop Vos var bare en lille dreng, da han en aften i marts 1943 blev hevet ud af sin seng i Amsterdam, og sammen med sine forældre endte i den tyske arbejdslejr Bergen-Belsen.
Lejren, hvor verdenskendte Anne Frank døde som bare 15-årig.
Størstedelen af Joops familie røg videre til den sikre død i udryddelseslejren Auschwitz, hvor han mistede næsten 200 familiemedlemmer.
Én overlevede, men hun havde været i hænderne på SS-lægen Josef Mengele og blev aldrig sig selv igen.
Joop Vos er ikke kendt, som mine podcast-gæster normalt er, men hans historie er vigtig og fortjener at blive hørt.
Joop og hans forældre blev nok reddet af et engelsk statsborgerskab, men krigens rædsler undgik han og hans familie ikke, og som 84-årig er Joop en af de sidste som kan fortælle om oplevelserne i Bergen-Belsen, der ved de allieredes befrielse blev beskrevet med ordene:
"Ingen skildring og intet fotografi kan bare nogenlunde gengive de rædsler, der forefandtes uden for barakkerne, og indeni var der endnu værre rædselsscener"
Joop fortæller om dagligdagen i lejren, sulten og alle ydmygelserne.
Sammen med sine forældre overlevede han, og blev også et af de allerførste børn, som ved Red Barnets mellemkomst kom til Danmark på rekreation i 1944.
Derfor var Joop også æresgæst ved Red Barnets 75 års jubilæumsfest på Børsen i efteråret, hvor han blev hyldet af Red Barnets generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen og en meget rørt Kronprins Frederik.
Kronprinsen sagde blandt andet om Joop.
”Et mennesker, jeg først har mødt for ganske nylig, desværre, et menneske, som jeg kan mærke har meget at byde på og som er fuld af energi og som gerne vil formidle”.
Joop fortæller levende om det hele. -
Først var han bare Annette Heicks mand, men i dag kender de fleste lige så godt kokken Jesper Vollmer, som laver mad til os på tv, har været gennem en frygtelig ulykke og stået for menuen på Danmarks fornemste adresser i Kongehuset.
”Selvfølgelig savner jeg prinsgemalen. Han betød meget for os i køkkenet”, fortæller mesterkokken blandt andet.
Jesper Vollmer kalder Prins Henrik for en sin ”gastronomiske ven”, og beskriver levende prinsens store passion for mad og hyppige gang i køkkenet, hvor han blandt andet ville genbruge alle rester.
Det tætteste personale opdagede også før mange af os andre, da Prins Henriks helbred begyndte at skrante.
¤
Når du googler Jesper Vollmer, så dukker ulykken i Thailand hurtigt op – lige efter kommer ordet tarteletter.
Jesper fortæller lige gerne om begge dele.
Den alvorlige ulykke i Thailand kunne nemt være blevet endestationen for Jesper, og har siden haft dramatisk indvirkning på både hans eget liv, men selvfølgelig også på familiens og forholdet til hustruen Annette Heick.
Frygtede han og Annette på noget tidspunkt for ægteskabet?
Parterapi, nætter i gråd, men først og fremmest en ukuelig vilje, har bragt balancen tilbage, så Jesper stadig har ufattelig travlt.
Hør om Huset Raa på Bornholm og Klub Vollmer, der gerne vil hjælpe os alle sammen i køkkenet.
Hør også om, hvordan det var at komme ind i en af Danmarks mest kendte og elskede familier. En familie, vi alle kender – og mange har en holdning til.
Hør om Jespers ukuelige optimisme, turene på Mountainbike i skoven, morgendyp i havet og glæden ved hvert lille fremskridt.
Hvad har ulykken betydet for forholdet til venner og familie?
Ændrer det livet at være tæt på døden? -
”Når du skal interviewe Mike Tramp, så skal det være på Vesterbro”.
Derfor er denne podcast optaget på Zeppelin Rock Bar på Vesterbrogade i København.
Her kan man ind imellem stadig høre Mike Tramp optræde. Og pigerne står stadig i kø flere timer inden, i dag er de bare blevet til damer.
Ellers er hele verden blevet stjernens scene, men omstændighederne har gjort, at Mike Tramp den 6. marts stiller op i Dansk Melodi Grand Prix med sangen ” "Everything Is Alright”, der ifølge ham selv er klassisk Mike Tramp.
Det var det ikke i 1978, da han og Mabel i Tivolis Koncertsal vandt selvsamme Grand Prix med sangen ”Boom Boom”.
Det var første gang, Danmark deltog i 12 år, og idol-hysteriet gik amok.
Mabel flygtede først til Spanien, siden til USA og New York.
I 27 år var Mike Tramp på flugt fra den sang, alle danskere elskede.
Alligevel er hittet en del af historien om, hvorfor han glæder sig til at stille op igen i begyndelsen af marts.
”De fleste i landet kender Mike Tramp, men ingen kender min musik. Jeg har vundet i det sekund, jeg går på scenen”, som han udtrykker det.
I dag er Mike Tramp for længst færdig med at indpasse sig andre.
Derfor fik folkene bag ”Vild med Dans” også klar besked, da de blev ved med at henvende sig for at få verdensstjernen med på de bonede gulve.
”Jeg er som kardemomme på krydderhylden. Når du bruger krydderiet, så ved du, der er kardemomme i.”
Det kan godt være, du ikke kan lide Mike Tramp, men du ved, hvad du får, forklarer entertaineren, som glæder sig til, vi alle lærer den rigtig Mike Tramp at kende.
Næsten 30 albums er det blevet til, og masser af turneer i især USA med succes på kontoen.
Mike har boet i både Danmark, USA, Tasmanien og nu med kone og børn i Indonesiens hovedstad Jakarta. To af børnene er i øvrigt opkaldt efter forbillederne Lennon og Dylan.
Selv har han også masser af Kim Larsen med i bagagen.
Vi runder selvfølgelig også Brødrene Olsen, ABBA, stjernestatus og pensionen – og selvfølgelig er der også lige en opsang eller to til os forkælede danskere. -
Danmarks smukkest formulerende menneske, mener mange.
Alene af den grund er det nok værd at lytte til denne podcast, hvor min gæst er ingen ringere end Søren Rislund.
Den er ti minutter længere end normalt, men det gør ingenting, når persongalleriet også tæller Mogens, Aage Brodtgaard, Hansemann Luchter og Svend Dellepude.
For selvfølgelig taler vi en del om ”Monrad & Rislund”, der ikke kun er en institution i dansk showbiz, men også lavede standup længe før det blev opfundet.
Søren Rislund er vild med Anders Matthesen, og lille-Anders hørte såmænd ”Monrad & Rislund” på forældrenes kassettebånd.
Den slags fandtes nemlig, da Søren Rislund og Sladderkongen var lidt yngre.
Men hvem opfandt ”Pladderballe”, ”Ubehage” - og hele persongalleriet?
Er det nemmere at lave jokes som en anden person? Og er der i øvrigt noget, ”Monrad & Rislund” ikke kunne lave sjov med?
Hvordan fungerede makkerskabet?
Hvorfor delte ”Monrad & Rislund” vandene, så nogle rynkede på næsen, mens andre faldt ned af stolen af grin?
Det får du svar på i denne podcast, hvor vi selvfølgelig også taler om helbred og livet som 70-årig pensionist.
Søren Rislund napper gerne en pilsner, men også en cykeltur, for det går ikke ”bare at skylle leveren ud af bagdelen”, som han udtrykker det.
Hvad med hans fascination af udrykningskøretøjer, Borup Kino og klippeøen Bornholm?
Lyt og få svar på det meste. -
Når Trine Dyrholm stråler på den røde løber, Cecilie Haugaard smiler bredt, Annette Heick styrer showet, Sarah Grünewald styrer dansen, Mads Langer spiller op - eller Tessa rapper fra Vestegnen.
Så har de alle sammen en ting til fælles - de gør det måske i lækkert tøj fra designeren Søren Le Schmidt.
Faktisk er Kronprinsesse Mary også glad for hans kreationer - og Søren er mindst lige så taknemmelig for det royale samarbejde.
I denne podcast har jeg mødt Søren Le Schmidt for at blive en smule klogere på både mennesket og stjernedesigneren bag alle de flotte kjoler.
Er det kunst eller tøj? Hvordan blev Søren designer? Hvem vil han helst klæde på?
Og hvad betyder samarbejdet med Kronprinsessen?
Hvorfor designer Søren også møbler? Hvorfor er han vild med genbrug? Og hvor kommer inspirationen fra?
Vi når selvfølgelig også lige omkring de tvillinge-drenge, kæresten Nikoline venter til sommer.
Og så taler vi om næste uges Copenhagen Fashion Week, hvor alle i år får mulighed for at kigge med -
Kender du ”Vild med dans”, så er du sikkert også på fornavn med Jenna og Albert, som løb med en flot andenplads i årets udgave af det populære program.
I denne podcast fortæller danseparret om deres første møde, oplevelserne i ”Vild med dans” og det fine venskab, som forhåbentlig vil vare mange år frem.
Men hvor godt kender de egentlig hinanden?
Det kommer vi en del nærmere i denne podcast, hvor de to bliver udfordret på netop viden om hinanden.
Kan 18-årige Albert Rosin Harson lide hunde, rødvin, McDonalds-mad og badeferier?
Eller er det den 32-årige efterskolelærer Jenna Bagge, som fornøjer sig med katte, drinks og skiferier?
På bare en halv time er du meget klogere.
Og så fortæller de to selvfølgelig også om den helt specielle stemning, der hersker omkring ”Vild med dans”, hvor man virkelig kommer hinanden ved.
Endelig taler vi lidt om fremtiden. Skal de fortsat ses? Vil Jenna gerne have en kæreste? Og hvad er Alberts drømmerolle? -
Det var nemmere at være homoseksuel i København end hjemme i Nørresundby. Og da Morten Kjeldgaard endelig tog mod til sig og besluttede at springe ud over for familien, reagerede hans mor endnu værre end han havde frygtet. Hun brød simpelthen sammen.
I dag har mor og søn et rigtig godt forhold, men Morten deler meget gerne ud af egne erfaringer.
Han stiller beredvilligt op, og vil gerne være en god rollemodel for andre i samme situation.
I denne podcast er min gæst den populære danser fra ”Vild med dans”, som fortæller sin meget personlige spring-ud-historie.
Selvfølgelig taler vi også en masse om TV2s danseprogram, om kæresten Frederik og en lille smule jul. -
Pia Kjærsgaard er vild med jul.
Hjemme hos hende og Henrik er pynten for længst fundet frem, og hendes kontor på Christiansborg er ”Borgens” hyggeligste”
I denne podcast har jeg mødt Pia Kjærsgaard til en snak om hendes og Henriks private jul, men også bogen ”Jul på Borgen”, hvor Pia er redaktør.
I ”Jul på Borgen” fortæller forskellige folketingspolitikere om deres egne juleoplevelser, og hele overskuddet går til Danmarks hjemløse.
Pia vil gerne støtte det gode formål, og samtidig medvirke til, at vi alle sammen får et lidt mere nuanceret billede af vores politikere.
I ”Jul på Borgen” fortæller èn politiker om Bilka-julemanden, der foreløbig har fulgt ham i 40 år, en anden politiker fødte selv på selveste julenat og en tredje fortæller, hvordan risengrøden blev erstattet af pizza.
Pia’s egen jul er traditionel med flæskesteg, and og risalamande.
Juletræet kommer ind den 23. december, men bliver pyntet med et helt specielt hjerte.
Rødkålen bliver også delt i to, en traditionel og en salat, hvor rosinerne har trukket godt og grundigt.
Og så er det ellers familiens yngste, som bestemmer sangene omkring træet.
Hør om alle Pias traditioner i denne podcast. -
Julie Steincke er en handlekraftig kvinde - og sådan var det også, da æggeuret bogstavelig talt var ved at løbe ud.
Selv om det var temmelig grænseoverskridende, spurgte Julie sin bedste ven om han ikke ville have et barn med hende.
Det ville han, og selv om de to fortsat ikke er kærester, så er de nu forældre til to skønne drenge.
Det taler vi meget mere om i denne podcast, hvor vi også skal høre mere om Julies overvejelser før familieforøgelsen.
Selv er Steincke vokset op med den engelske kostskolementalitet, men hvad vil hun gerne selv give videre til sine to drenge?
Er Julie en hård mor, en blød mor, en sjov mor…?
Sladderkongen mødte Julie dagen efter premieren på Hotel Pejsegårdens ”Pejseshow 2020”, så vi taler også om både revy, skuespil, dans og musical.
Herlige 43-årige Julie Steincke har nemlig hele pakken, og mere til.
Født i Hørsholm, men opvokset i London fik Julie sin teateruddannelse på Italia Conti Academy of Theatre Arts.
Musicalen ”The Producers” bragte hende til Danmark, hvor hun siden har medvirket i både ”Grease”, ”Chicago” og senest ”Dance of the Vampires" på Det Ny Teater.
Er Julie i øvrigt god i et køkken?
Sukker hun efter en rolle i ”Badehotellet”?
Og skal hun have en kæreste? -
Charlotte Bircow Næss Schmidt er Danmarks-historie.
Med de legendariske ”Baller af stål”-videoer har den 59-årige power-kvinde nemlig gjort sit indtog på Nationalmuseet.
I min nye podcast fortæller Charlotte om ballerne, træningen og det ukuelige gå-på-mod, der har skabt hendes liv og forretning.
Hvad er det, der driver hende?
Hvorfor er den gode form så vigtig, og hvad synes hun om en tyksak som Sladderkongen?
Vi taler også om perioden med brystkræft.
Hvordan tacklede Charlotte sygdommen? Hvad var det værste? Og hvordan håndterede hun den hårde tid i forhold til børnene?
Og hvorfor var det så utrolig vigtigt efterfølgende at gennemføre en ironman på Lanzarote?
Charlotte har hele tiden nye skibe i søen, og vi taler selvfølgelig også om hendes sprit-nye parfumeserie, Crystal Clear.
Vi slutter med fremtiden – skal Charlotte blive ved med at være single? -
Hvad skal barnet hedde?
Det får du desværre ikke at vide i min podcast med Mark Bøgelund og Sarah Amalie Kristiansen. Til gengæld svarer reality-parret fra Ex On The Beach på alt andet.
Hvordan er det at have sex på tv? Hvordan er det at se partneren dyrke lagengymnastikken i samme flimmerkasse?
Hvem scorede hvem? Var babyen planlagt? Er Mark god til børn? Skal de nu giftes?
Mark og Sarah Amalie er veloplagte, når de også fortæller om reality, skærmydsler med andre deltagere og forskellen på Big Brother, Robinson Ekspeditionen og Ex On The Beach.
Hvor går de i byen? Hvad lever de af?
Hvad glæder de sig mest til ved familieforøgelsen?
Og hvad byder den nærmeste fremtid? -
Jeg mødte Mark O. Madsen til OL i Rio i 2016. En flink mand, som senere løb med det olympiske sølv i brydning.
Sidste år så jeg ham i MMA-buret i Nykøbing Falster, hvor han effektivt og temmelig brutalt gjorde det af med en svensk fighter.
Hvordan forklarer Mark selv kontrasten mellem kærlig familiefar og sej MMA-kæmper.
Hvis der da er en kontrast.
Jeg har mødt ham i Maribo, hvor han har sit Olympian Gym. Han bor med familien i Nykøbing Falster, og elsker Sydhavsøerne, som han nok kun forlader, hvis MMA-satsningen kræver det.
Hvorfor blev det brydningen, og hvorfor sprang han fra en gloværdig karriere med endnu et OL i kikkerten? Hvordan var det, at modtage sølvmedaljen af Kronprins Frederik?
Hvorfor blev det MMA? Hvad betyder pengene? Hvorfor skulle han møde Patrick Nielsen? Kan han blive verdens bedste, og hvordan er det at træde ind i buret, hvor øretæverne lurer?
Hver kamp kan blive den sidste, siger han selv om sportsgrenen, som han også kalder akkordarbejde.
Hør om hans – og faktisk hele familiens vilde satsning på den voldsomme sportsgren.
Når Mark går ind i buret, så kæmper han nemlig også for sin kone og sine to børn. -
Hendes stil må gerne være lidt sexet, og nogle kender hende sikkert som model.
Endnu flere fra TV3s Forsidefruer.
Jeg har mødt 33-årige Jackie-Lee Jade Otakari Navarro til en snak om Forsidefruer, rollen som mor til fire og karrieren som model.
Kan man leve af at være Forsidefrue? Hvad betyder udseendet for Jackie? Hvordan klarer hun fire børn i dagligdagen?
Vi kommer vidt omkring?
Jackie voksede op hos bedsteforældrene, men flyttede hjemmefra som bare 14-årig.
Som 15-årig blev hun Miss Nordjylland, og modelkarrieren har bragt hende vidt omkring, selv om hun i dag godt kunne have undværet nogle af billederne.
De gode gener kommer fra Finland, Sverige, Rusland, Fillippinerne og Spanien – blandt andet.
Skal hun giftes? Skal Jackie have flere børn? Hvad er det bedste ved at være Forsidefrue? Hvem af de andre ser Jackie mest? Hvordan har de det, når kameraerne er slukkede? - Mostrar más