Episodes
-
De fleste mennesker kender udsagnet: "Sesam, sesam, luk dig op!" og denne fortælling om Sesambjerget findes da også i flere forskellige versioner.
Endnu inden Brødrene Grimms version blev nedfældet, fandtes den syriske version "Ali Baba og de fyrretyve røvere", der næsten er identisk med Grimms version.
Sesambjerget er en magisk fortælling hvor vores hovedperson finder et bjerg fyldt med guldskatte og når der er penge involveret, er man næsten altid sikret strid og ulykke.
Her synes mådehold at blive belønnet, da man hvis man bliver for grådig helt vil miste jordforbindelsen og måske også hovedet. -
Snehvide var Disneys første filmatisering af Brødrene Grimms eventyr og en af de fortællinger, som vi alle tror at vi kender.
For der er en del forskelle på de to udgaver og her får I altså den oprindelige og noget mere rå historie. En historie, hvor den onde dronning vil spise prinsessens lever og lunger, hvor prinsen forsøger at købe den døde prinsesse i kisten og hvor vores skønne snehvide udviser en ikke ubetydelig mængde naivitet på grænsen til det idiotiske, der selvfølgelig skal symbolisere hende uskyldige ungdom. For det er en historie om at blive en voksen kvinde, der finder sig selv.
På vejen skal man konfrontere alle sine skyggesider, repræsenteret af alle de arketyper, som hører til i et godt eventyr.
Eventyret er kendt i hele verden og blev altså oprindeligt skrevet på tysk i 1812, men den færdigredigerede version stod klar i 1854. Ca. 100 år før at Disney fik deres fingre i den. -
Episodes manquant?
-
Her skal vi høre den lidt aparte samfundskritiske historie om en konge, der simpelthen bliver træt af at have alle de sønner og beslutter sig for at slå dem alle ihjel i det tilfælde at han skulle få en datter. Det synes moderen dog er lige over grænsen og får alle brødrene til at flygte, da hun føder en lille pige.
Det er et af de sjældne eventyr der faktisk tilllægger kvinderne noget magt, eller i hvert fald stiller spørgsmålet om de måske skulle have mere magt.
Historien rejser dog flere spørgsmål end den lader til at besvare, idet de tolv brødres skæbne bl.a. lader til at være knyttet til 12 liljer og et magisk hus, uden at man får en forklaring på hvorfor. Deres lillesøster beslutter sig for at redde brødrene og da hun bliver født med en stjerne i panden er hun jo simpelthen renheden og offervilligheden selv. Hun ofrer gerne både liv og stemme, hvis det skulle blive nødvendigt.
Eventyret lader til at være en sammenklipning af flere forskellige historier og det er måske derfor man godt kan sidde med følelsen af at ville vide lidt mere, når det er færdigt.
Moralen er dog ganske tydelig: Et godt menneske ofrer gerne alt for dem de elsker. Både rigdom, magt og stemmeførsel. -
Her er en lille historie om de grimme og de smukke sider i os alle sammen. I eventyret møder vi en egoistisk mor, der favoriserer hendes grimme og dovne datter, fremfor den smukke og hjælpsomme steddatter. Begge piger skal på en udviklingsrejse igennem det dybe vand i brønden, der repræsenterer det underbevidste og og forvandlingen.
Hernede møder vi Mor Hulda, der har uhyggelige hugtænder, men som er fair og retfærdig og besidder kraften til både at belønne og forbande.
De bliver testet i husmoderlige evner såsom at bage brød, plukke æbler og ryste dyner og så får de ellers løn som fortjent. -
Askepot er et kendt og elsket eventyr, ikke mindst pga. Disneys søde fortolkning, hvor en bunke mus og fugle syngende hjælper vores hovedperson med at få en fin kjole. Den oprindelige historie, er som sædvanlig noget mere dyster.
Her bliver der både klippet tæer og hugget hæle og Askepots plageånder bliver straffet på behørig vis, ved at få hakket deres øjne ud.
Historien om askepot er en "coming of age"-historie, hvor en ung pige skal blive voksen. I mange eventyr bliver det symboliseret ved at hun bliver gift. Den unge drømmende pige må bevare sit fromme og venlige sind, på trods af stedfamiliens pinsler og på den anden side, finder hun sin belønning; prinsebassen.
Inden det sker, skal hun selvfølgelig igennem prøvelser gange tre, ligesom hun også deltager i ballet tre gange. Hun har magiske hjælpere, der repræsenterer moderen, som kan kommunikere på rim, som den slags magisk kommunikation altid foregår på. Og så kan vi ikke komme udenom skoen som symbol. Da prinsen farer riget rundt for at finde en kvinde der kan passe skoen, er det et billede på at han søger den rette seksualpartner, såvel som ægtefælle. Så ja, skoen er et seksuelt symbol..
Eventyret er kendt i hele verden og mener at være opstået i nærorienten. -
Den lille tapre skrædder (syv i et hug) er eventyret om en lille fyr, med et gigantisk storhedsvanvid. En dag slår han syv fluer ihjel med et slag og det lader til at stige ham til hovedet.
Han svindler og snyder sig herefter frem i verden og lader ikke til at frygte noget som helst. Undervejs til toppen, skal han både besejre kæmper, en enhjørning og et vildsvin og han bliver ganske upopulær undervejs.
Hvad moralen er, kan man godt betvivle lidt, men flere gange kan man fornemme relationer til eventyr som Klods Hans, hvor heldet også står den kække bi.
Og kæk, det er han i hvert fald, den lille fyr. -
Den lille rødhætte og ulven er et eventyr som vi i den grad forbinder med Brødrene Grimm. Her har vi en lille uskyldig pige, der skal igennem den farlige skov for at komme hen til sin syge bedstemor.
Der er rige muligheder for at fortolke og analysere i dette eventyr, hvor den lille naive pige med den røde hætte står overfor en farlig fristelse. Nogle mener at hendes røde hætte symboliserer at hun netop er gået ind i puberteten (menstruation) og det at vandre ind i den mørke skov handler selvfølgelig om at bevæge sig ind i et vildt område, der både symboliserer drifterne, det underbevidste og utæmmelige kræfter.
Her møder hun selvfølgelig ulven, der repræsenterer den ukendte seksualdrift og han begynder jo straks at lokke rødhætte til at se sig omkring, søge dybere ind i skoven og plukke blomsterne og lytte til fugle (hengive sig til naturen), hvorefter han begiver sig afsted for at gøre det af med bedstemoren (rødhættes superego, samvittighed og fornuft)
Vi har gentagelser, magisk realisme og talende dyr, de gode og de onde, så scenen er sat til en eventyrlig oplevelse.
Der findes flere versioner af denne historie og nogle indebærer kannibalisme (rødhætte bliver lokket til at spise bedstemorens kød) samt voldtægt, så det er igen grove løjer vi har med at gøre. -
Hans og Grete er blandt de mest kendte af alle Brødrene Grimms eventyr.
Det er et tysk eventyr, der blev nedskrevet i 1812 og det er en mørk og voldsom historie med både børnemishandling, kannibalisme, slaveri og mord.
I eventyret møder vi en familie der sulter og forældrene vælger at skille sig af med børnene, der ellers ville betyde at de alle ville dø.
I denne ældre version er det bemærkelsesværdigt at der er tale om børnenes biologiske forældre og først i en senere version bliver moderen til en stedmoder, da kirken simpelthen anså moderskabet som helligt og det var for barsk at hun sådan ville gå med til at sende børnene bort.
Vi har med en meget klassisk opbygning at gøre. Hjem- ud- hjem modellen, hvor børnene symbolsk set skal ud og vokse op (forvandles).
De starter med at bruge hvide sten (uskyld) og brød (liv) til at holde fast i barndommen, men da den ikke går længere, må de ud og lære den barske virkelighed at kende.
Der er flere fugle som hjælpere (bemærk at magiske dyr ofte er hvide) og de møder arketypen heksen, der vil spise dem. Her finder prøvelsen sted, før belønningen kan gives.
Nogle mener at denne historie er blevet inspireret af ægte horrible begivenheder, under den store hungersnød i 1314, hvor mødre efterlod deres børn og i nogle tilfælde endda spiste dem. Det er barske sager. -
Den hvide slange er en cyklus af historier, hvori hovedpersonen lærer dyrenes sprog at kende, ved hjælp af en slange - i dette tilfælde ved at spise kødet af en hvid slange.
Motivet er kendt i Europa og findes ofte i Central- og østeuropa, men også i Skotland, Irland, Skandinavien, i de baltiske lande og lejlighedsvis uden for Europa.
En tidlig litterær version findes i den islandske saga, hvor Sigurd lærer fuglenes sprog, efter at han dræber dragen Fafner og spiser dens hjerte.
På samme måde beskriver Saxo hvordan Eric erhvervede sig veltalenhed og visdom ved at spise en gryderet med slange, som hans stedmor Kraka havde tilberedt.
Viser fra middelalderen fortæller yderligere om en irsk "videnlaks", der på samme måske skulle overføre viden ved indtagelse. -
Dette eventyr kaldes også Konen i muddergrøften.
Brødrene Grimms kilde var den tyske maler Philipp Otto Runge (1777- 1810), fra hvem de fik et manuskript af fortællingen i 1809.
I denne fortælling bliver vi konfronteret med menneskets grådighed og hører hvad der kan ske, hvis vi ikke lærer at være tilfredse med det vi har, inden vi mister alt.
Fiskeren i historien møder et magisk væsen (en flynder/ fortryllet prins) og idet han skåner dennes liv, indgår de en slags usagt kontrakt, hvor flynderen/prinsen skal opfylde eventuelle ønsker.
Fiskerens kone bliver grådig og så har vi balladen.
Vi får også i dette eventyr vist et eksempel på, hvorledes man kommunikerer med forvandlede væsener. Dette foregår nemlig næsten altid på vers. Man kan sammenligne det med en slags trylleformular der er nødvendig at mestre, for at man kan tale med de magiske og fortryllede dyr og væsener.
Denne fortælling er blevet moderniseret i flere versioner, bl.a. til tegneserie og animation og senest bliver en tegneserieepisode "Be more specific" med Timon og Pumba baseret på denne historie. -
Den tro Johannes er en meget interessant fortælling, med mange lag og varianter, samt analyser.
En historie om loyalitet udover det sædvanlige, i form af den tro tjener der her repræsenterer en faderrolle, en gudsdom og en mystisk broder, der kan kommunikere med dyr og gerne ofrer sit eget liv, for at beskytte "familien".
Kilden til historien er den tyske historiefortæller Dorothea Viehmann, der boede nær Kassel omkring år 1800.
I historien om den tro Johannes forelsker en ung konge sig i et billede af en smuk guldelskende prinsesse og på trods af den tro Johannes´ bange anelser, går han med til at hjælpe kongen med at forføre (bortføre) prinsessen. Det bliver ikke en handling uden konsekvenser.
Igen har vi at gøre med en historie der findes i mange varianter. I en, er prinsessen forbandet med uhyrlige kvaliteter, således at hun bliver forvandlet til en hest, en vampyr eller andet mareridt. Disse tre egenskaber har også fået en plads i denne version og kan ses som prøvelser, der kræver en vis grad af tillid fra den unge konge.
I en tysk variant, er det ikke tre ravne der taler til den tro tjener, men tre hekse, der plotter de royales død.
Der er visse sammenligninger med Abrahams prøvelser, da han skulle bevise sin troskab for Gud, ved at slå sin egen søn ihjel. -
Her har vi en lille humoristisk fortælling om en doven pige, der er snu nok til at score sig en overfladisk prins og derved slippe for arbejde.
Hun får hjælp af tre kvinder, der besidder magiske kvaliteter, men til gengæld for hjælpen, kræver de anerkendelse. En lille tak for alt det arbejde.
Historien findes i flere varianter, hvoraf den første tyske version i Brødrene Grimms eventyr simpelthen hedder "Det hadefulde hør" på tysk: "dem bösen Flachsspinnen"
Der findes også to italienske varianter over dette eventyr.
Den har åbenlyse paralleller til Rumleskaft, som den ofte bliver sammenlignet med, som det er lignende med andre eventyr, hvori en aftale bliver indgået med en magisk hjælper.
De magiske hjælpere ses i mange eventyr, som naturånder, dæmoner eller overnaturlige væsner, som man kan handle med.
Disse væsners højeste ønske er ofte at opnå kødelighed via anerkendelse, ægteskab, at overtage et barn, eller på anden måde at forsøge at få en plads blandt menneskene. -
Her har vi at gøre med et eventyr, der får på alle tangenterne med symboler og arketyper. Vi har den onde stedmor og den uvenlige og forkælede datter, den søde og høflige datter, tre dværge med troldomsevner, en konge, jalousi, forvandling, svig og straf.
Alt, hvad der udgør en god historie.
Den kan minde en smule om Askepot og moralen er så tyk og tydelig, at der kan skæres i den; hvis du er høflig og taknemmelig, vil du blive belønnet.
En version af historien er senere blevet taget med i Ruth Manning-Sanders "A book of dwarfs" -
Denne fortælling minder selvfølgelig meget om historien om De tre små grise og redningen af kiddene og den efterfølgende straf, ved at ulvens mave bliver fyldt med sten, kan sammenlignes med Den lille rødhætte og ulven.
Fortællingen er ment som en lektion til børn, om at være på vagt og ikke stole på alt hvad man hører eller ser.
En lignende historie, dog med menneskebørn, er blevet fortalt i mellemøsten så langt tilbage som i det 1.århundrede.
Ulven symboliserer her grådigheden og materialismen, der til sidst bliver for svær for ham at fordøje og derfor må blive hans endeligt. -
Ifølge Brødrene Grimm selv, så var dette eventyr, et af de aller smukkeste og ældste af de gamle tyske folkeeventyr.
Faktisk er det muligt at det stammer helt tilbage fra det antikke Rom, hvor der i den antikke roman Satyricon, skrevet af Gaius Petronius, bliver berettet om en frøkonge.
I nyere versioner af denne historie, sker forvandlingen fra frø til prins, da prinsessen kysser prinsen. I denne og ældre version, skal der voldsommere midler til før at magien kan finde sted.
Hvorfra JernHenrik kommer fra, melder historien ikke noget om, men det lader næsten som om at det kan have været to historier der er slået sammen til en. -
Denne gruopvækkende historie kendes også under under titlen "Drengen der ikke kunne blive bange"
Den vidtfortalte historie var oprindeligt meget kortere og hed, da den udkom i 1812, "Gut Kegel- und Kartenspiel", altså: "Godt kegle- og kortspil".
Der kendes mange variationer af denne fortælling. -
Her skal vi lære hvem Jacob og Wilhelm Grimm var og hvad deres arbejde med at samle folkeeventyr kom til at betyde for verden.