Episodes
-
Velkommen til sæsonafslutningen af Katastrofeklubbens 2. sæson, hvor vi går ud med et brag! Vi har inviteret ekspert i lavaer Marie Traun til en snak om flydende sten, vulkanologi og realisme i to store Hollywood-vulkanfilm.
I "Dante’s Peak" (1997) møder vi Pierce Brosnan, der spiller en vaskeægte vulkanolog. Han forsøger ihærdigt at advare den charmerende borgmester, men desværre står byrådet med armene over kors. Her skrues op for spændingen på den subtile måde: først lidt varmt vand her, derefter lidt lugt af rådne æg der. Og så – boom! En hel by der bliver indkapslet i aske og lava, og vi forstår, at når naturen kalder, er det tid til at lytte."Volcano" (også 1997) er mere sådan: "Hvorfor skal vi op i bjergene, når vi kan smide en vulkan i centrum af L.A.?" Enter Tommy Lee Jones, byens beredskabschef, som opdager, at Los Angeles metrolinje pludselig har fået en ny, superheftig undergrundsbane – fuld af rødglødende lava. I dette bud på en vulkankatstrofefilm får vi et drama, der er lige dele absurd og actionfyldt!
Vi når også at vende Vesuvs udbrud i år 79, som år har været genstand for en række katastrofefilm, selv om vi fortsat venter på FILMEN om ødelæggelsen af Pompeji. Har du set den fra 2014 med Kiefer Sutherland? Smid os gerne en lille anmeldelse på [email protected]. -
Denne gang kaster Katastrofeklubben sig frygtløst over atomkrigsfilmen "The Day After". Da den blev vist i fjernsynet den 20. november 1983 så flere end 100 millioner amerikanere med, og præsident Ronald Reagan havde på forhånd fået tilsendt et videobånd fra instruktøren, så han også kunne se de skræmmende billeder af konsekvensen af en omfattende atomkrig mellem USA og Sovjetunionen. Den gamle skuespiller blev meget påvirket at filmen - så meget, at da han fire år senere indgik en vigtig nedrustningsaftale med Gorbatjov, så sendte han bagefter et telegram til instruktøren...
Gæst er politisk kommentator Hans Engell, som var blevet udnævnt til dansk forsvarsminister året før premieren på "The Day After". Han tager os med tilbage til et af højdepunkterne under den kolde krig - og med helt ind i Regeringsanlæg Vest, som i dag er museum, men hvor datidens store civile beredskabsøvelser blev afholdt.
Find filmen og andre spændende klip på Katastrofeklubbens playlist: https://youtube.com/playlist?list=PLspFvDSCBNxoqWC3AwFuc9YYTFMXBmsDc&si=TAdrp-QQ_rC9nJEZ -
Episodes manquant?
-
Velkommen til et afsnit af Katastrofeklubben, hvor vi taler brandsikkerhed med udgangspunkt i en ægte katastrofefilmsklassikker: "Det tårnhøje helvede" (1974).
Filmen handler om en skyskraber, der bliver centrum for en dødsensfarlig brand under en glamourøs åbningsfest i toppen af bygningen. Arkitekten Doug Roberts (Paul Newman) opdager, at bygningens elektriske system er fyldt med billige, usikre installationer. Da en gnist antænder branden på en lavere etage, spreder flammerne sig hurtigt opad, og hundredvis af gæster bliver fanget. San Franciscos brandchef Mike O’Halloran (Steve McQueen) kæmper mod uret for at redde de indespærrede, mens kaos og panik hersker. Ild, høje indsatser og heroiske redningsforsøg udfolder sig i en film, hvor ambition og grådighed går op i røg – bogstaveligt talt.
Jens Grotum Nielsen, adjunkt på VIA University College, hvor han underviser i bl.a. bygningsreglement, gør os klogere på brandsikring og evakuering fra høje bygninger. Og vi fpr også svaret på, om eksperten selv beder om et værelse i stueetagen, når han tjekker ind på et højhushotel... -
Kom med, når vi ser The Impossible i Katastrofeklubben og taler om tsunamier, massekatastrofer og går bag om den enorme indsats, der kræves af retsmedicinerne, når 100.000-vis af lig skal identificeres.
The Impossible (2012) fortæller den stærke og rørende historie om en familie, som er på ferie i Thailand, da tsunamien rammer 2. juledag 2004. Filmen følger deres kamp for at overleve og finde hinanden igen i kaosset. Og så stiller den selvfølgelig også spørgsmålet: Hvad ville du egentlig selv gøre, hvis du stod i en situation, hvor verden omkring dig falder fra hinanden? Gennem mod, vilje og kærlighed formår familien at overkomme det utænkelige. Det er en følelsesladet fortælling om håb, menneskelig styrke og de bånd, der binder os sammen, selv i de mørkeste tider.
Rasmus er taget hjem til Maria i Aarhus for at snakke om filmen, og de slår også et smut ud omkring Skejby for at besøge retsmediciner Asser H. Thomsen. Han forklarer, hvordan man egentlig identificerer katastrofeofrer - og så svarer han også på, hvilken type katastrofe, han selv (rent fagligt) ville finde mest interessant. -
Velkommen til Katastrofeklubben, hvor vi i dette afsnit skal ud på et regulært Titanic-maraton om både filmhistorien og det virkelige forlis.
Vi kommer omkring de mange forsøg på at gengive historien om Titanic på det store lærred, og så går vi "i dybden" med forliset, det skibstekniske, konspirationsteorierne og myterne, den menneskelige faktor og alt, der ligger derimellem.
For første gang har vi ikke en gæst med, for med Rasmus' viden og Marias passion for James Camerons film fra 1997 er der mere end rigeligt stof til en hel episode! -
Velkommen til sæsonstart på anden sæson af Katastrofeklubben, hvor vi kaster os ud i et episk opgør mellem to af 90'ernes største dommedagsfilm: Armageddon og Deep Impact. Vi har allieret os med astrofysiker Michael Linden-Vørnle for at hjælpe os med at afgøre, hvilken film der bedst portrætterer menneskehedens kamp mod en altødelæggende komet.Armageddon med Bruce Willis og co. serverer action og Hollywood-heltemod, mens Deep Impact giver os en mere nøgtern, følelsesladet rejse gennem katastrofens konsekvenser. Men hvad er egentlig mest realistisk? Hvor mange videnskabelige friheder tager filmene sig, og hvad ville vi reelt gøre, hvis Jorden stod over for en sådan trussel?
Sammen med Michael dykker vi ned i filmens tekniske detaljer, de dramatiske forskelle og deres indflydelse på både populærkultur og videnskabelig forståelse af kometer. Så hold på hat og briller, når vi afgør hvilken film fra 1998 om ting, der falder ned fra himlen, som er bedst.
Nævnt i afsnittet: https://videnskab.dk/rummet/kritik-danmark-har-intet-beredskab-mod-nedslag-fra-rummet/?fbclid=IwY2xjawFnUo9leHRuA2FlbQIxMAABHX6bdTXiycJ1uUf-SaxelOzEBV256f4fcQt_NS8MwUFwpfS6wPfyQDmiRw_aem_6QRm7XbPk30kVSlTU2WfPQ -
Så er der snart nyt i Katastrofeklubben! Stay tuned i september, hvor vi lægger ud med et brag af et opgør og (forhåbentlig) finder ud af - én gang for alle - hvilken film fra 1998 om store ting, der falder ned fra himlen, der egentlig er bedst.
Det første afsnit lander midt i september. Vi lyttes ved! -
Er du forberedt på kriser?
Den 15. juni fik danskerne langt om længe en række myndighedsgodkendte anbefalinger til, hvordan man kan forberede sig på kriser. I fire sommerspecialafsnit af Katastrofeklubben dykker vi ned i rådene og forløbet omkring dem. Lyt med og få trykprøvet din egen kriseparathed!
Fjerde og sidste afsnit handler om forskellen på land og by. Rasmus bruger altid sin svigerfar, der bor på en gård lidt uden for Varde som eksempel på en modstandsdygtig borger, for der vil gå mindst tre døgn, før han overhovedet opdager, at der er indtruffet en krise. Men er man virkelig bare bedre forberedt ude på landet? Og er det rigtigt, at det er de unge podcastværter i storbyerne, som vil dø først, når samfundet bryder ned? Vi ringer til Bonderøven, som selv er rigtig godt forberedt på kriser hjemme på gården, men som samtidig ved, at han i vanskelige tider vil være helt afhængig af sit lokalsamfund.
Find Beredskabsstyrelsens informationsmateriale om kriseparathed her: https://www.brs.dk/da/forberedt/
Se Bonderøvens hjemmelavede stormkøkkener fra arrangementet på Madens Folkemøde her: http://rasmusdahlberg.com/wp-content/uploads/2024/07/frank.jpg -
Er du forberedt på kriser?
Den 15. juni fik danskerne langt om længe en række myndighedsgodkendte anbefalinger til, hvordan man kan forberede sig på kriser. I fire sommerspecialafsnit af Katastrofeklubben dykker vi ned i rådene og forløbet omkring dem. Lyt med og få trykprøvet din egen kriseparathed!
Tredje afsnit handler om danskernes generelle sindsstemning og modtagelsen af de gode råd fra myndighederne. Vi graver os ned i tal fra TrygFonden og Megafon, som bl.a. har spurgt et repræsentativt udsnit af befolkningen om deres bekymring for hybridangreb mod Danmark. Hvor stor en del af danskerne er egentlig bange for, at der skal blive krig her i landet - og hvordan ser tallene ud, når der mere specifikt spørges til sabotage mod kritisk infrastruktur og cyberangreb. Vi ser også på, hvordan forskellige udsnit af befolkningen har taget imod Beredskabsstyrelsens anbefalinger. Mon biologisk køn og politisk overbevisning spiller en rolle?
Find Beredskabsstyrelsens informationsmateriale om kriseparathed her: https://www.brs.dk/da/forberedt/
TrygFondens tryghedsmåling 2024 kan downloades fra: https://www.tryghed.dk/viden/tryghedsmaalinger/download-tryghedsmaaling-2024 -
Er du forberedt på kriser?
Den 15. juni fik danskerne langt om længe en række myndighedsgodkendte anbefalinger til, hvordan man kan forberede sig på kriser. I fire sommerspecialafsnit af Katastrofeklubben dykker vi ned i rådene og forløbet omkring dem. Lyt med og få trykprøvet din egen kriseparathed!
I andet afsnit går vi simpelthen Beredskabsstyrelsens råd og anbefalinger igennem fra ende til anden. Hvor mange liter vand bør man have på lager? Hvordan skal det opbevares? Hvordan forbereder man sig bedst derhjemme, alt afhængig af husstandens størrelse og sammensætning? Og hvad betyder det, at de danske myndigheder beskriver det at være godt forberedt på kriser som en form for "samfundssind"? Endelig taler vi også om den ene ting, som Rasmus synes stritter lidt i anbefalingerne. Hvad mon der er i den lille æske, han sidder og rasler med?
Find Beredskabsstyrelsens informationsmateriale om kriseparathed her: https://www.brs.dk/da/forberedt/ -
Er du forberedt på kriser?
Den 15. juni fik danskerne langt om længe en række myndighedsgodkendte anbefalinger til, hvordan man kan forberede sig på kriser. I fire sommerspecialafsnit af Katastrofeklubben dykker vi ned i rådene og forløbet omkring dem. Lyt med og få trykprøvet din egen kriseparathed!
I første afsnit taler vi om "Rasmus' store dag": Efter næsten et halvt års intens politisk og offentlig debat kulminerede et travlt forår en lørdag midt i juni, da kamerahold fra begge landsdækkende kanaler nærmeste stod på nakken af hinanden hjemme i Rasmus' stue for at forevige hans reaktion på forsvarsministerens pressemøde. Men hvad var der gået forud for offentliggørelsen af myndighedernes anbefalinger til borgerne? Hør om en svensk ministers vilde tale, dansk ulyst til at opskræmme befolkningen unødigt og Troels Lund Poulsens store rejse.
Find Beredskabsstyrelsens informationsmateriale om kriseparathed her: https://www.brs.dk/da/forberedt/ -
Velkommen til sidste afsnit af første sæson af Katastrofeklubben, hvor vi går verdens undergang i møde i selskab med Anders Lund Madsen. Anders har fået lov at vælge filmen, nemlig den canadiske Last night fra 1998.
Vi befinder os i Toronto, og handlingen centrerer sig omkring de sidste timer, før verden går under. Men verden er ved at gå under på sådan en DJØF-agtig måde: timet og tilrettelagt. Alle ved præcist, hvad der skal ske og hvornår. Alle undtagen os. For vi ved, at Jorden er på vej til at gå under, men ikke hvorfor eller på hvilken måde.Handlingen følger forskellige karakterer og deres reaktioner på den forestående apokalypse, bl.a. Patrick der gerne vil tilbringe sine sidste øjeblikke alene, hans familie, der afholder en bizar snydejul, og en gravid kvinde, hvis eneste ønske er at komme hjem til sin mand. Dertil kommer en vifte af andre skæve karakterer, som er på hver deres nihilistiske, hedonistiske, eskapistiske, selvrealiserende eller selvudslettende rejse.
Filmen udforsker altså temaer som kærlighed, frygt, ensomhed og accept af døden. Og så inviterer den i allerhøjeste grad seeren til refleksion. Sammen med vores gæst taler vi om, hvad vi selv ville stille op med sine sidste timer. Og så løfter Anders sløret for, hvad forbindelsen mellem Last night og Lars von Triers undergangsdrama Melancholia er.
-
Synkefri tager sin begyndelse i december 1981, hvor ni lokale mænd mister livet under en voldsom storm. Tre af dem fordi de kommer i havsnød i deres fiskekutter lige ved indsejlingen til Hirtshals havn, de resterende seks da deres redningsbåd forliser i forsøget på at komme de nødstedte fiskere til undsætning.
I dagens afsnit taler vi med instruktør Christian Andersen om arbejdet med filmen, om kollektive traumer i lokalsamfund, om familiehistorie og om hvordan en dansk filmkonsulent mon ser ud i ansigtet, når en debutant vil indspille en katastrofefilm. -
I dagens afsnit dykker vi ned i katastrofeklubbens første overnaturlige katastrofe, når vi ser den norske katastrofefilm Troll sammen med kunstner og kulturhistoriker Mai-Britt Schultz.
Troll bliver sprængt i gang (bogstaveligt talt) med en kontroversiel udgravning til en ny togtunnel gennem et fjeld – men de norske ingeniører graver for dybt og vækker et urgammelt monster i form af en 100 meter høj stentrold. Trolden går på et destruktivt togt ind i de norske fjelde og videre mod storbyen Oslo.
For at finde trolden og stoppe dens ødelæggende færd får den norske statsminister hjælp af palæontologen Nora Tidemann og et hold af unlikely heroes, der med alle midler (inkusive F-35 kampfly!) må forsvare Oslo og redde dagen. Godzilla møder norsk folklore i en katastrofefilm, der ikke tager sig selv så alvorligt! -
I dagens afsnit dykker vi ned i nogle af vores tids mest komplekse og aktuelle trusler: hybridkrig, særligt cyberangreb, som kan være katastrofale, hvis de rammer et sårbart samfund.
Vi analyserer, hvordan filmen "Leave the World Behind" (2023) formidler truslen fra hybridkriser. Historien om en familie, der bliver konfronteret med en række uforklarlige begivenheder under en ferie, sætter fokus på spændinger, frygt og forvirring i mødet med det ukendte, når krisen rammer.
Med i studiet har vi militæranalytiker Mikkel Storm Jensen, der fortæller om, hvordan det potentielt kunne se ud, hvis vi blev ramt af en lignende hybridkrise.
Og så kommer vi omkring prepping, tv-serien "Friends" og om det egentlig bliver de våbenbærende rednecks, der kommer til at overleve verdens undergang.
Nævnt i afsnittet:
Havanasyndromet: https://theins.ru/en/politics/270425
SektorCERT rapport om angrebet i maj 2023: https://sektorcert.dk/publikationer/
Rigsrevisionens rapport om statens IT-beredskab: https://rigsrevisionen.dk/revisionssager-arkiv/2023/dec/beretning-om-statens-it-beredskab-ii -
I dagens afsnit ser vi nærmere på et af de mest utrolige kapitler i overlevelseshistorien og to af de film, der har prøvet at indfange det. Vi kaster et blik på flystyrtet i Andesbjergene gennem filmene: "Alive" (1993) og "Snefællesskabet" (2023).
Først skal vi have styr på, hvad der sker, da et helt rugbyhold styrter ned med fly i Andesbjergene - derefter dykker vi ned i filmene. "Alive" giver os en dramatisk gengivelse af begivenhederne med fokus på de udfordringer, de overlevende står over for, og den utrolige beslutsomhed, der holder dem i live. På den anden side kaster "Snefællesskabet" et mere introspektivt lys på overlevelse, mens den udforsker både de fysiske og psykologiske udfordringer, som de overlevende må overkomme.
Og så skal vi tale om et af de mest kontroversielle aspekter af tragedien: kannibalisme som en sidste udvej for overlevelse. Derfor har vi inviteret læge Tommy Grundsøe med i studiet. Han har speciale i overlevelse i øde egne med personlig erfaring fra Grønland og skal gøre os klogere på, om kannibalisme egentlig er en god overlevelsesstrategi. Få lægens bud på, hvor du skal begynde, hvis du en dag får brug for at spise en afdød kammerat - og et hint om, hvordan din bedste ven måske smager...
-
I dette afsnit dykker vi ned i en af verdens mest alvorlige industrikatastrofer fortalt gennem to af de film, der har forsøgt at indfange dens rædsler og konsekvenser. Vi taler om Bhopal-katastrofen, der finder sted i 1984, og de to film, der har fortalt dens historie, er: "A Prayer for Rain" (2013) og "Bhopal Express" (1999).
Vi lægger ud med en grundlæggende forståelse af katastrofens årsager, omfang og dens eftervirkninger på samfundet, miljøet og retfærdighedssystemet.
Med i studiet har vi kemiker Peter Hald, der giver os et indblik i den gas, der forårsager katastrofen - og så vender vi også, hvad du selv skal gøre, hvis du en dag er så uendeligt uheldig at stå midt i et udslip af methylisocyanat.
Derefter retter vi vores opmærksomhed mod filmene. "A Prayer for Rain" udfolder den komplekse historie bag katastrofen gennem dramatiseringer af begivenhederne og skildrer både industriens grådighed og de menneskelige omkostninger. På den anden side udforsker "Bhopal Express" katastrofen gennem en mere personlig linse, da den følger en families kamp for overlevelse og retfærdighed i katastrofens kaos.
-
Tusind tak fordi du lyttede med til det her lille teaser-afsnit. Hvis du synes, det lyder spændende… Hvis du er blevet nysgerrig... Hvis du gerne vil være med i katastrofeklubben...
Så er der gode nyheder til dig! For der går nemlig ikke så frygteligt længe, så går vi i luften med første sæson. Det allerførste afsnit kommer op mandag den 29. april.
Så sæt kryds i kalenderen. Og sig det til din bedste ven, din værste fjende, din mor og din nabo. Vi ses i katastrofeklubben!