エピソード
-
Bliv inspireret til hvordan kunst og leg kan bringes i spil mellem kulturinstitution og dagtilbud, og hør hvordan LegeKunst rækker ud over det enkelte forløb.
Her er det ikke kun børnene som rykker ind i Glyptotekets fantastiske rum, men også museet, der møder børnene på hjemmebane. Den særlige LegeKunst tilgang har sat sine spor i både børn, pædagoger og de ansatte på Glyptoteket, som har fået nye perspektiver på deres formidling.
Deltagende i podcasten er; Lisa Didde Stolt Rasmussen, adjunkt ved Københavns Professionshøjskole, Mitte Marie Wagner, LegeKunst koordinator og lektor ved Københavns Professionshøjskole, og Stefan Bang, Formidlingsansvarlig, Børn og Unge, hos Glyptoteket.
-
I hele Næstved kommune er LegeKunst blevet brugt til at skabe en brobygning for 900 børn mellem børnehave og SFO.
Forvandling er nøgleordet, og fokus har været på at skabe grobund for børnefælleskaber gennem en fælles fortælling.
Genkendeligheden er den gode ven i overgangen fra børnehave til skole.I denne podcast kan du høre hvordan LegeKunst kan hjælpe denne svære overgang fra at være de største til de mindste, fordi hvordan kan man egentlig forvandle sig ind i noget nyt?”
-
エピソードを見逃しましたか?
-
I et LegeKunst forløb har børn, pædagoger og LegeKunstner Dorte Abrahamsen mødt en mosekone, som nok er sød… men også lidt farlig. Sammen har de begivet sig ud på en mission om at få foråret frem.
Mitte Marie Wagner, Regional LegeKunstkoordinator og Alette Raft Rasmussen, LegeKunstforsker, der begge underviser i dramapædagogik på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole, har sat LegeKunstner, Dorte Abrahamsen, i stævne til en sokratisk samtale om, hvordan magien i kunsten skaber magisk leg, sammenhængen mellem kunst, leg og pædagogisk praksis og hvad disse former kan lære af hinanden. I en sokratisk samtale tænker deltagerne sammen, et emne undersøges ved hjælp af deltagernes egen erfaring og nysgerrighed.
-
I Engelsborg Børnehus har de samarbejdet med kunstneren Susanne Ahrenkiel i LegeKunst projektet. Det har bredt verdenen ud - både for børn og voksne. De voksne er trådt ud på øvebanen sammen med børnene, og det har resulteret i at de er blevet åbne for flere ting – ”vores verden blev foldet ud”. Lyt med i dette afsnit af LegeKunst podcast, når børnehusleder Karin Hvidberg og pædagog Marie-Louise Navntoft dykker ned i deres oplevelser sammen med projektkoordinator Minni Wendy.
Musik: Hard Boiled, Kevin MacLeod -
Lyt med når tre vejledere fra forskellige forvaltninger i Faaborg-Midtfyn Kommune reflekterer over deres rolle og ikke mindst selve rammen for LegeKunst projektet – selvfølgelig krydret med magiske stjernehistorier fra virkeligheden! Det tværfaglige samarbejde er vokset helt ind i vejlederrollen – og med hinandens sparring ’spiller de hinanden gode’.
Musik: Loopster, Kevin MacLeod
-
Hør hvorfor vi bør blive mere som klodshans og hvad vi kan lære af virkelig at lytte, når Birgit Løkke (komponist, percussionist og lydkunstner) og Dorthe Vanghøj (forsker og underviser i bevægelse og kreative udtryksformer, Københavns Professionshøjskolen) sammen med LegeKunst projektkoordinator Minni Wendy kaster et blik tilbage på regnfulde dage i et LegeKunst-forløb med masser af lyd.
-
Der skete noget med Maja Lukoschewitz, da hun deltog i et LegeKunst forløb under pædagoguddannelse. Ikke nok med at hun fagligt fik en større ballast, hun oplevede også en stor personlig udvikling.
Hør hvad det handler om, når Maja, i samtale med LegeKunst-projektkoordinator Minni Wendy, kigger tilbage på en vigtig tid for Maja. Sammen besøger de den vuggestue, hvor Maja arbejder i dag, og kigger nærmere på nogle af de kreative værktøjer, Maja bruger med de yngste børn.
-
Hvad sker der når man som kunstner tør at gå udenfor sit kunstneriske felt?
Det er noget af det LegeKunstner Hanne Pedersen (adjunkt, leder af animator learning, The Animation Workshop, VIA) fortæller om i dette afsnit af LegeKunst podcast. Selv kom hun på dybt vand i et LegeKunst forløb, hvor hun trådte ud af sin faglighed og arbejdede med alt andet end animation. Hvorfor var det en hel særlig oplevelse for hende? Hvordan har det bidraget til hendes egen dannelsesrejse?
Sammen med LegeKunst-projektkoordinator Minni Wendy dykker Hanne Pedersen ned i, hvordan LegeKunst-forløb ser ud fra en kunstners perspektiv og ikke mindst hvilke undringer det kan give for både kunstner, pædagoger og børn i dagtilbud.
-
Dette er et ganske særligt afsnit. Du er inviteret ind i et sanseunivers af lyde, når du lytter til fortællingen skabt i samspil mellem LegeKunstner og musik kunstner Yasmin Elvira Steenholdt og en toårig dreng. Sammen går de på opdagelse og møder musen og koen.
Yasmin har stor erfaring med at arbejde med de yngste og har skabt dette auditive sanseunivers - hvor legen følges og samles af fortælleren. Det er lyden af leg, impulser og improviseret melodi.
Du kan høre den selv eller sammen med en gruppe børn og blive inspireret til at lege, tegne, danse eller finde på jeres egne fortællinger. Man kan også lægge sig på gulvet, tage et stykke stof over øjnene og lytte til podcasten, og når den er færdig rulle om på maven og snakke om, hvad I hørte.
Den kan høres to gange i træk. Så man får det hele med… og hvem kunne I tænke jer de også mødte af andre dyr?
-
Kunstneriske processer kan noget helt særligt, når det kommer til børn i dagtilbud – uanset deres baggrund og eventuelle udfordringer. Desværre er det ikke altid, at alle børn har lige stor chance for at møde kunsten i deres hverdag.
Men hvad kan kunsten egentlig i forhold til chanceligheden blandt børn? Kan den give plads til nye roller og anderledes fortællinger? Og kan den måske endda give pædagoger en chance for at smide den pædagogiske kasket i ny og næ?
I LegeKunsts nyeste podcast ”Smid den pædagogiske kasket” udfolder Felicia Bech Lillelund (LegeKunst-koordinator for Region Nord og lektor v. UCN) og Sandy Elbæk (LegeKunst-medkoordinator for Region Nord og lektor v. UCN) deres forskningsprojekt om chancelighed blandt børn. Sammen med LegeKunst-projektleder Camilla Høg dykker de ned i, hvordan LegeKunst-forløb kan være med til at rykke ved de gængse roller for både kunstner og de deltagende pædagoger og børn.
-
Så er det nu, du skal snøre støvlerne og gøre klar til at vandre med ud på de kunstneriske tinder.
I denne podcast inviterer LegeKunst-forsker Hanne Kusk dig nemlig med på en vandring med billedkunstner Pia Skogberg og forfatter Mette Hegnhøj, som spinder samtaletråde mellem det at lege og eksperimentere som kunstner og den kunstneriske praksis sammen med børnene i LegeKunst.
Vandringen foregår i Pia og Mettes to samskabte udstillinger ”Husflid og usynligt arbejde” og ”I skovens dybe stille ro” på Kirsten Kjærs Museum.
Podcasten kan nydes alle steder, og måske du selv får lyst til at gå en tur, mens du lytter til vandringsinterviewet?
Podcasten er produceret i samarbejde mellem Hanne Kusk (Ph.d.-studerende v. DPU, Lektor v. UCN og LegeKunst-forsker), Mette Hegnhøj (forfatter og LegeKunstner), Pia Skogberg (billedkunstner, daglig leder af Kirsten Kjærs Museum og LegeKunstner) og Kulturprinsen. -
Sæt dig godt til rette og tag med på besøg i et eventyrligt og sanseligt lydunivers fyldt med måske-kakao, hemmeligheder og hattestjælende fisk, når forfatter Mette Hegnhøj inviterer dig med ind i processen som samskabende Legekunstner hos Raketterne og deres voksne i Snedsted Børnehave.
Forløbet åbner for bøgers forunderlige fortællinger og universer, for i Snedsted ville man gerne sætte fokus på arbejdet med børnenes sprog via æstetiske processer og var optaget af undringen: om hvordan der kan skabes koncentration og fordybelse omkring børnebøger?
Podcasten er skabt af Mette Hegnhøj, og reallyd-optagelserne er optaget af ph.d.-studerende og LegeKunst-forsker Hanne Kusk, som har fulgt og deltaget samskabende i forløbet sammen med Mette Hegnhøj, pædagoger og børn fra Snedsted Børnehave.
-
” Det, vi skal turde, er at finde modet til at være lige der, hvor vi ikke ved, hvad der skal ske” – Yasmin Elvira Steenholdt
Lyt med, når sanger og lege-agent Yasmin Elvira Steenholdt (kunstner i LegeKunst) i samtale med LegeKunst-forskningskoordinator Lars Geer Hammershøj (ph.d. og lektor v. DPU, Aarhus Universitet) og LegeKunst-forsker Morten Henriksen (lektor v. pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole) dykker ned i, hvad der sker, når de voksne finder modet til at lege med, og om det magiske i at følge barnets spor og lade selve processen blive målet.
Samtalen er optaget i forlængelse af et LegeKunst-forløb, som foregik i Børnehuset Rosenkilden i Helsingør tilbage i starten af 2020.
-
"Det der er interessant ved dannelse er, at det handler om at ændre sin måde at forholde sig på. Det handler om at prøve at lære nye måder at forholde sig til sig selv og andre mennesker på. " - Lars Geer Hammershøj
I dette afsnit kan du lytte med, når Lars Geer Hammershøj (LegeKunst-forskningskoordinator, ph.d. og lektor v. DPU, Aarhus Universitet) i samtale med LegeKunst-forsker Morten Henriksen (lektor v. pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole) blandt andet stiller skarpt på, hvad dannelse egentlig er for en størrelse, hvorfor legen er central for børns dannelsesprocesser og hvad der er spændende ved at skulle forske ind i et projekt som LegeKunst.Podcasten er optaget tilbage i oktober 2019 i forbindelse med opstarten af LegeKunst og giver derfor et indblik i de indledende tanker og overvejelser omkring LegeKunsts forskningsspor.
-
" Du ender med at snappe et helt andet sted hen, end du troede, at du snippede" - Rikke Markussen Jensen
I dette afsnit kan du høre Rikke Markussen Jensen (Pædagog i Daginstitutionen Lærkereden) og Charlotte Hove Pedersen (LegeKunst-vejleder og -tovholder og udviklingskonsulent hos Skive Kommune) fortælle LegeKunst-projektleder Tanja Phaff Louring om, hvilke undringer som LegeKunst har sat i gang i Lærkereden og hvad LegeKunst-projektets SNIP, SNAP og SNUDE-fortællinger egentlig er for en størrelse.
Podcasten er optaget i forbindelse med Skive Kommunes Kick-off på LegeKunst. -
"Vi skal huske at gå ad de stier, som vi ikke har betrådt endnu" - Merete Villsen
I dette afsnit kan du høre fire LegeKunst-aktører fra Ikast-Brande kommune diskutere, hvad deres forventninger til LegeKunst er og hvad de glæder sig til at komme i gang med i arbejdet med LegeKunst.
I rundbordssamtalen deltager Michael Nygaard Sander (LegeKunst-koordinator og adjunkt ved pædagoguddannelsen i Ikast), Merete Villsen (dagtilbudschef i Ikast-Brande kommune), Stig Skovbo (leder for dagtilbuddet Bording Børneby) og Marie Hultberg (LegeKunst-vejleder og -tovholder og udviklingskonsulent hos Ikast-Brande kommune) -
"Jeg var altid klædt ud som barn!" - Henriette Blomgren
I LegeKunsts allerførste podcast kan du høre Lars Geer Hammershøj (LegeKunst-forskningskoordinator, ph.d. og lektor ved DPU) interviewe Henriette Blomgren (ph.d. og lektor ved Pædagoguddannelsen Aarhus, VIA University College) om hendes ph.d.-afhandling Æstetiske processer i daginstitutionen - aktionsforskningsinspireret projekt hvor pædagoger og kunstnere samarbejder, begrebet legelommer, aktionsforskning som metode og hendes egne æstetiske erfaringer som barn.