エピソード

  • Moovy Podcast får Peter Skjøtt på besøg i det nye Draft-format for at dyste om, hvem der kan få den bedste liste over film fra 2004.

    Efter et par fantastiske uger med besøg fra Øst fra Paradis og Moovys egen Jarl Mengers til en snak om "Con Air" står den på filmåret 2004. Dine værter, Mikkel Abel og Joachim Jelle, forsøger sig igennem med det nye Draft-format, hvor der skal vælge et "drømmehold" af film fra 2004.

    De får atter besøg af Peter Skjøtt, der skal dyste med værterne om at vælge film ud fra syv kategorier (1 per kategori): "Oscarnomineret", "Gyser", "Ikke-engelsksproget", "Blockbuster", "Action-mystery-crime", "Komedie" og "Drama". Nogle film er låst til én kategori, andre film bevæger sig på tværs af genrer og kategorier – og derfor skal de tre værter tænke sig godt og grundigt om i hvilken kategori de vælger hvilken film! Skal "Spider-Man 2" i blockbuster eller action?

    Filmåret 2004 er et spraglet og mærkværdigt år. Det synes overdynget med komediefilm, om de er romantiske eller bare fuldkommen gakkede. Det er også nu, at superheltefilmene lige så stille begynder at gøre sit indtog, imens gysergenren umiddelbart ikke har andet en to-tre perler. Men når alt kommer til alt er det 2’ernes år: "Spider-Man 2", "Shrek 2", "Kill Bill Volume 2", "Before Sunset", "Ocean’s Twelve" og "The Bourne Supremacy".

    Lyt med og hør, hvordan værterne spiller spillet og spærrer ben for hinandens lister. Der er drama, konkurrence og en masse kærlighed til gode film.

    Hvilke film i hvilke kategorier skulle lande på din helt perfekte liste over 2004).

    00:23:45 - Her går draften officielt i gang

  • "Put... the bunny... back... in the box!" og lyt til Moovy Podcast, der hylder en af 1990'ernes mest hæsblæsende actionbrag.

    Nicolas Cage er gaven, der bliver ved med at give. Den kultdyrkede skuespiller har i disse dage været aktuel på Cannes-filmfestivalen med "The Surfer", der ligner endnu en meme-værdig perle præstation, og tidligere på året modtog skuespilleren roser for "Dream Scenario".

    Moovy Podcast har da allerede også kastet sin kærlighed over Nicolas Cage af flere omgange. Værterne, Joachim Jelle og Mikkel Abel, har tidligere kåret de fem bedste præstationer af den Oscar-vindende skuespiller, og senest blev John Woos mesterlige actionfilm "Face/Off" hyldet med bravur.

    I dén episode medvirkede Moovys egen skribent og Nicolas Cage-ekspert, Jarl Mengers Andersen – der også er selverklæret formand for Nicolas Cages globale fanklub! – og nu vender Cage-entusiasten tilbage for at hylde endnu et actionbrag med Nicolas Cage i front.

    Ugens Spotlight-episode kigger nærmere på testosteronbomben "Con Air" (1997), der ligesom "Face/Off" løftede Cages status som actionhelt i slut-90'erne til skyerne.

    Værterne bruger episoden på at undersøge, hvor "Con Air" placerer sig i 1990'ernes vilde actionland, hvor navne som Simon West og Jerry Bruckheimer var med til at definere den moderne actionfilm. For kan man rent faktisk have et overforbrug af eksplosioner og svulstige muskler?!

    Kåringen af filmens bedste navn bliver en ren fest, når Cameron Poe (Cage) med sit flotte svenskergarn må stå ansigt til ansigt med legendariske skurke som Cyrus the Virus (John Malkovich), Diamond Dog (Ving Rhames) og Steve Buscemis bud på en alternativ Hannibal Lecter: The Marietta Mangler.

    Værterne får også AI til at komme med bud på deres nicknames, hvis de nu skulle om bord på flyveren fra helvede.

    Alt det og meget andet kan du blive klogere på i denne episode.

    Vi lyttes ved!

  • エピソードを見逃しましたか?

    フィードを更新するにはここをクリックしてください。

  • Der er gyserfestival, 70’er-perler og stumfilm, når Moovy Podcast gennemgår juni-kalenderen for Cinemateket i Øst for Paradis.

    Efter måneders travlhed kan Moovy Podcast endelig byde Rikke Johnsen velkommen i studiet for at vende de mange store titler, der vises i den Aarhusianske kunstbiograf.

    Dine værter, Mikkel Abel og Joachim Jelle, har de sidste par uger lavet en Top 5 over de bedste Kristen Stewart-film såvel som en hæsblæsende gennemgang af Mad Max: Fury Road med Peter Skjøtt.

    Nu kan de dog kaste rampelyset på Øst for Paradis, store filmklassikere og en hel særlig gyserfestival kaldt "Gys i Paradis". Mikkel og Joachim har nemlig søsat en gyserfestival fuld af skræk og rædsler. Fra d. 14. juni til den 25. juni kan du være vidne til skrækindjagende gyserperler. Der vises titler som "Scream", "Fredag d. 13.", "Ringu", "Dødens gab", "Train to Busan", "Suspiria", "Carrie" m.fl.

    Book dine billetter til "Gys i Paradis" lige her.

    Det egentlig Cinemateket-program i Øst for Paradis bærer selvfølgelig præg af nogle lidt andre titler. Her spiller mesterlige europæiske instruktører en stor rolle. Du kan opleve Jean-Pierre Melvilles intense "Den røde cirkel", Marcel Carnés "Tågernes kaj" og Luis Buñuels dejligt provokerende "Dagens skønhed".

    Derudover tager Steven Soderbergh dig med ud på et dejligt moderne advokatdrama med en skinnende Julia Roberts i "Erin Brockovich". "Mig og Annie" er Woody Allens måske mest anerkendte film, der var med til at redefinere den romantiske komedie. Og hvis vi bliver ikke komikkens navn, kan du snildt træde tilbage til 1926 og opleve Buster Keatons hæsblæsende "Generalen", der er som skræddersyet til det store lærred.

    Vi lyttes ved!

  • "Oh, what a day! What a lovely day!" råber værterne på Moovy Podcast, Joachim Jelle og Mikkel Abel, når de i denne episode kaster spotlyset over "Mad Max: Fury Road".

    I denne uge er australske George Miller aktuel med sin prequel "Furiosa: A Mad Max Saga", og i den anledning kigger værterne tilbage på actionfilmen, der kickstartede "Mad Max"-universet på ny.

    Der er nemlig sket meget siden den originale "Mad Max"-trilogi blev søsat for 45 år siden, hvor historien om Max Rockatansky har udviklet sig fra fredelig landevejsbetjent til martret actionhelt i post-apokalyptiske landskaber.

    Ovenpå et mangeårigt produktionshelvede med utålelige ørkenforhold, dødsfald og MEGET andet kunne "Mad Max: Fury Road" endelig se dagens lys i 2015. Og sikke et brag actionfilmen landede med.

    Med hjælp fra "Mad Max"-entusiast, og hyppig gæst af podcasten, Peter Skjøtt, gennemgår værterne "Mad Max: Fury Road". Fra den vilde produktionshistorie til de ligeså vilde stunts er der nok at tage fat i med en film, det er svært at forstå overhovedet eksisterer.

    Lyt med, når de bedste scener skal kåres, bedste replikker leveres ("Mediocre!") og mest dødbringende stunt hyldes. Filmens bedste karakternavn bliver også en umulig opgave at udpege, når der skal snakkes Rictus Erectus, Immortan Joe og Coma Doof Warrior!

    Vi lyttes ved!

  • Moovy Podcast kaster rampelyset på Kristen Stewart og snakker sig igennem hendes fem bedste film og den biografaktuelle "Love Lies Bleeding".

    Efter et gensyn med verdens måske bedste film “Pulp Fiction” og anmeldelser af biografaktuelle film, er Moovy Podcast atter engang klar med et nyt afsnit.

    Denne uge hylder dine værter, Mikkel Abel og Joachim Jelle, skuespilleren Kristen Stewart. Det gør de i anledningen af hendes nye spillefilm “Love Lies Bleeding”, som de også anmelder. Den er genrebrydende, voldelige, 80’er-agtig og rigtig spændende.

    “Love Lies Bleeding” er også en film, der sammen med “Spencer”, markerer et lille skifte i Kristen Stewartskarriere. Efter en tumultarisk periode med “Twilight” endte hun i en professionel krise. Det ledte til en masse spændende roller – men desværre også mange intetsigende film.

    Men med “Spencer” og “Love Lies Bleeding” er hun tilbage. Det er kraftpræstationer, der springer iøjnene på grund af flere ting, ja, men især på grund af hende.

    Før dette skifte har der dog også været perler – men hvilke perler dukker op på værternes liste? Kunne det være hendes smut forbi Woody Allens “Café Society”, hvor hun spiller overfor Jesse Eisenberg? Kunne det være “American Ultra”, hvor hun spiller overfor Jesse Eisenberg? Eller kunne det være “Adventureland”, hvor hun spiller overfor … Jesse Eisenberg?

    Hun har naturligvis også hele Twilight-sagaen på Cv’et, men det er især hendes samarbejde med markanteinstruktørnavne som Olivier Assayas, David Cronenberg, Kelly Reichardt og Pablo Larraín, der har bragt det bedste frem i hende.

    Vi lyttes ved!

    00:00:00 - nyheder + Kristen Stewarts karriere

    00:30:30 – 5. og 4. pladsen

    00:45:12 – 3. og 2. pladsen

    01:03:23 – Bobler!

    01:10:39 – 1. pladsen

    01:18:07 – Anmeldelse af "Love Lies Bleeding" (2024)

    01:31:45 – Opsummering + annoncering af kommende episoder!

  • "English motherf*****, do you speak it?!" er en af mange legendariske replikker fra Quentin Tarantinos "Pulp Fiction", der med sin udgivelse i 1994 kan fejre 30-års jubilæum i år.

    Filmen er af mange hyldet som en af de bedste film nogensinde og også som Tarantinos bedste, trods en gloværdig karriere, hvilket den citerbare films elskede kultstatus vidner om. Derfor er det også kun på sin plads, at Moovy Podcast kaster sin kærlighed over filmen.

    Værterne, Mikkel Abel og Joachim Jelle, skal nemlig finde ud af om filmen overhovedet fortjener sin kultstatus og plads blandt de bedste film nogensinde. Et spørgsmål, der kræver en gennemgang af Quentin Tarantinos film og karriere, for hvordan er det lige han gang på gang slipper afsted med at skabe sit eget cool univers så overbevisende?

    Vanen tro skal de bedste og sjoveste scener kåres, mens der også skal gives bud på den absolut bedste replik i filmen. En nærmest umulig opgave, når samtlige øjeblikke i "Pulp Fiction" fremstår udødelige i gensynet, hvad end det er Mia Wallace der skal genoplives eller Bruce Willis' Butch mod en gimp!

    Værterne kigger på hvordan filmen ændrede vilkårene for uafhængige filmproduktioner i USA i 1990'erne, og kigger nærmere på Tarantinos mange referencer og generelle kærlighed til film. Det er ikke uden grund, at ansigter som John Travolta, Bruce Willis, Uma Thurman og Samuel L. Jackson medvirker i filmen.

    Episodens vigtigste spørgsmål er selvfølgelig om det er okay massere en anden kvindens fødder? Og hvad en cheeseburger hedder i Paris? I "Pulp Fiction" er der for den ikoniske duo Jules og Vincent i hvert fald ingen spørgsmål, der er ligegyldige.

    Lyt med og kast noget kærlighed over alletiders "Pulp Fiction".

    Vi lyttes ved!

  • Moovy Podcast anmelder endelig igen, og i denne omgang står den på superstjerner som Zendaya, Ryan Gosling, Sydney Sweeney og mange flere!

    To måneder er der gået, siden Moovy Podcast tog sig af en række biografaktuelle film, så det er mere end på tide, at de igen tager anmelderhatten på. Det er efter uger med et spotlight på "Psycho" m. Nikolaj Tarp, et helt igennem fantastisk fødselsdagsafsnit om 1994 og så en rangering af Park Chan Wooks mange mesterværker!

    Men sikke et line-up, der står for dagen. Dine værter, Mikkel Abel og Joachim Jelle, kommer til at snakke om den ene store filmstjerne efter den anden, når den står på alt fra erotisk tennisfilm og nonnegyser til romantisk actionkomedie og A24-krigsfilm.

    Zendaya server i Luca Guadagninos storhypede “Challengers”, der viser livet som en stor tenniskamp, når Josh O’Connor og Mike Faist kæmper mod hinanden til Trent Reznor og Atticus Ross’ pulserende musik.

    Derudover er Ryan Gosling og Emily Blunt gået fra hvert deres “Barbenheimer”-set og mødtes til den romantisk actionkomedie “The Fall Guy” instrueret af David Leitch. Her er Ryan Gosling stuntmanden, der skal forsøge at vinde hans livs kærlighed tilbage imens han opklarer mysteriet på den forsvundne filmstjerne, Tom Ryder.

    Sydney Sweeney tager det uskyldige nonnekostume på og drager til rom. Alt er dog ikke som det skal være i “Immaculate”, eftersom klostret er ude efter hendes reproduktionsevner. Det er dog spændende at se filmstjernen Sweeney begå sig i en nonnegyser.

    Episoden byder virkelig på store stjerner og stærke instruktører. Alex Garland instruerer sin hæsblæsende anti-krigsfilm “Civil War” for A24, imens Dev Patel blev reddet af Jordan Peele og derfor fik muligheden for at smide “Monkey Man” i biograferne.

    Det er en hævnfilm i stil med John Wick, men med meget – måske for meget – på hjerte. Lyt til ugens episode og se, hvilken titel der stjæler alle stjernerne og værternes anbefalinger.

    Vi lyttes ved!

    0:00:00 - Introduktion

    0:11:29 - Anmeldelse af "Challengers"

    0:30:49 - Anmeldelse af "Immaculate"

    0:48:46 - Anmeldelse af "Civil War"

    1:06:57 - Anmeldelse af "Monkey Man"

    1:25:30 - Anmeldelse af "The Fall Guy"

    1:47:15 - Opsummering og afslutning

    (Moovy Podcast er produceret i samarbejde med Aarhus Studenterradio)

  • Det har været en travl måned på Moovy Podcast. Oscar-væddemålet nåede sit klimaks med en lødig gennemgang af det eksplosive mesterværk "Uncut Gems", mens den sydkoreanske auteur Park Chan-wooks film blev rangeret fra værst til bedst.

    Derudover kunne værterne, Joachim Jelle og Mikkel Abel, også fejre podcastens treårs fødselsdag ved at kåre de bedste film fra 1994 – i et ny draft-format.

    April får også lov til at slutte med et brag. I et nyt Spotlight, hvor podcasten stiller skarpt på en udvalgt film, bliver det nemlig ingen ringere end Alfred Hitchcocks mesterlige "Psycho", der ryger under luppen. For kan gyserfilmen overhovedet leve op til sin status som en af filmhistoriens store mesterværker?

    Til at svare på dét spørgsmål får Moovy Podcast igen besøg af filmmager- og filmekspert Nikolaj Tarp, der har brugt årevis på at nærstudere Alfred Hitchcocks lange og glorværdige karriere.

    I vanlig stil kommer episoden vidt omkring filmens tilblivelse, anekdoter fra produktionen, modtagelsen i samtiden og eftermælet. Der skal selvfølgelig også kåres vindere i diverse kategorier. Kan nogen scene overgå brusebadsscenen? Hvor flexer Hitchcock allerhårdest sit talent? Og hvor mange Hitchcock-troper byder filmen overhovedet på fra skønne blondiner til psykoseksuel voyeurisme?

    Samtalen kommer også omkring filmens banebrydende marketingstrategi, hvor den selviscenesættende Hitchcock tog initiativer i brug for at forhindre folk i at afsløre filmens twists. Der skal også sættes ord på Anthony Perkins, Janet Leigh og de andre skuespillere. Og hvor er Alfred Hitchcock på dettes tidspunkt i sin karriere, for har den ombejlede instruktør virkelig ikke andet at hengive sig til end et billigt gys?

    Derudover kan du glæde dig til kåring af de sjoveste scener, mest opsigtsvækkende replikker og meget andet. Der kigges også nærmere på filmens modtagelse i samtiden – både i Danmark og i resten af verden, hvor filmen blev en box-office-succes. Alt det og meget mere kan du glæde dig til, når Moovy Podcast kaster sin kærlighed over "Psycho".

  • En 3-års fødsesldag kræver noget helt specielt, og derfor fejrer Moovy Podcast dagen med at finde de bedste film fra filmåret 1994!

    Jovist har Adam Sandler og “Uncut Gems” fyldt meget. Jovist har Park Chan-wook og hans mange mesterværker fyldt meget. Men hvis der er noget, som har fyldt meget for Moovy Podcast, så er det, hvordawn de skulle fejre deres 3-års fødselsdag.

    Dine værter, Mikkel Abel og Joachim Jelle, kigger tilbage på deres fødselsår, 1994. Det er store film som “Pulp Fiction”, “Forrest Gump”, “The Shawshank Redemption”, men også mindre titler som “Nattevagten” og “Rød” og “Hvid” i farvetrilogien. Her skal værterne så kåre de bedste film fra dette berømte og berygtede år. Men dette er IKKE hvilken som helst almindelig topliste!

    Dette er en DRAFT. Mikkel og Joachim dyster mod hinanden for at samle drømmeholdet, så at sige, fra filmåret 1994 — som skulle de sammensætte det bedste fodboldhold. De kan vælge film fra syv kategorier (Oscar-nominerede, gyser, ikke-engelsksproget, blockbuster, action-mysterie-crime, komedie og slutteligt drama).

    Resultatet af dette nye format blev en hæsblæsende konkurrence blandt de to filmnørder, der begge ville gå med hjertet — men hurtigt fandt ud af at store, populære titler ser flotte ud på det samlede drømmehold.

    For det er noget så let for enten Joachim eller Mikkel at sige, at de selv vandt, men de har brug for nogle objektive dommere: nemlig dig. Skriv en kommentar på Moovy.dk eller følg med på vores sociale medier, hvor de samlede drømmehold bliver opgivet, så du kan vurdere, om Joachim bankede Mikkel eller om Mikkel bankede Joachim.

    Det er lige præcis, hvad de ønsker allermest i fødselsdagsgave. Derinde kan du også skrive, om dette nye format var en succes, og om du vil have flere drafts.

    Vi lyttes ved!

  • Mesterinstruktøren Park Chan-wook var senest aktuel med "Decision to Leave" fra 2022, men nu er han igen klar med et nyt projekt. Ligesom med "The Little Drummer Girl" vender sydkoreaneren snuden mod tv-serier med sit nyeste projekt, miniserien "The Sympathizer".

    Og i den anledning rangerer Moovy Podcast Park Chan-wooks film fra værst til bedst!

    En stor udfordring for de to værter, Joachim Jelle og Mikkel Abel, da den sydkoreanske auteur står bag fantastiske film som "Oldboy", "The Handmaiden" og "Sympathy for Mr. Vengeance".

    Inden rangeringen kommer snakken ind på, hvad der definerer Park Chan-wook. En filmmager, der alle dage har vægtet sit æstetiske udtryk, og brugt genrekoder, som blandt mange fans har gjort ham til østens Quentin Tarantino.

    Hvordan karrieren rangerer sig fra værst til bedst må du lytte med for at finde ud af, men det bliver en hård kamp, bl.a. når den såkaldte 'Hævn'-trilogi skal fordeles. Og hvorfor var det lige Park Chan-wook pludseligt lavede en alternativ romantisk komedie om psykisk lidende mennesker?

    Rangeren kommer også tilbage til hvor karrieren startede med den politiske "JSA", der var med til at søsætte en ny, succesfuld æra for koreanske film.

    Vi lyttes ved!

  • Kulmination på deres Oscar-væddemål resulterer i, at Moovy Podcast hylder et manisk mesterværk fra moderne tid: Adam Sandler og Safdie-brødrenes “Uncut Gems”.

    Med en uges pause har Moovy Podcast ladet batteriet op, og de er nu klar til at fyre det hele af på en af de mest stressende film nogensinde. Din ene vært, Mikkel Abel, “vandt” Oscar-væddemålet og fik derfor muligheden for at vælge en film til Spotlight-formatet, og han gik med én, som begge værterne elsker.

    Spotlight-formatet indebærer en gennemgang af produktionen, de vigtigste spillere, de bedste scener og – en kategori som dagens film excellerer særligt i – bedste citater. Det er en let måde med god fart på at dykke ned i velkendte titler på sammen Moovy Podcast.

    Det har været en hektisk tid med Top 5: Jake Gyllenhaal, Top 10: Steven Spielberg såvel som en episode om både Dune: Del 1 og Dune: Del 2, men nu er Mikkel Abel og Joachim Jelle mere end klar på at følge den manipulerende, løgnagtige, øretæveindbydende, tåkrummende, patetiske, konstant gamblende og helt igennem underholdende Howard Ratner.

    Det er Safdie-brødrenes film fra 2019, der blev forbigået ved alle priser, og som for mange publikummer var en rigtig “plat eller krone”-film, om de kunne lide den. “Uncut Gems” har levet i nærmest et årti i brødrenes hoveder, men pludselig lykkedes de med projektet. Adam Sandler, Julia Fox, Kevin Garnett, Daniel Lopatin, Darius Khondji, The Weeknd og mange flere er alle med til at gøre denne film til hvad den er.

    Vi håber, du er klar til at hylde den med os – vi lyttes ved!

  • Moovy Podcast kaster rampelyset på Jake Gyllenhaal og præsenterer hans fem bedste film plus en anmeldelse af skuespillerens streamingaktuelle “Road House”.

    Det har været nogle særdeles aktive sidste uger med et interview af Joey Moe i anledning af “Ripple”, reaktioner på Oscar-showet, en topliste over Steven Spielberg OG en bonusanmeldelse af stadig biografaktuelle “Dune: Del 2”.

    Men bare fordi det har været hektisk, betyder det ikke at dine værter, Mikkel Abel og Joachim Jelle, ikke leverer spændende og underholdende filmsnak til dine øregange. Dagen i dag står på den fantastiske Jake Gyllenhaal, som er Amazon Prime-aktuel med den nye “Road House”, baseret på 1989-filmen med Patrick Swayze.

    Inden de kaster sig over anmeldelsen af den hårdtslående actionfilm, skal værterne dog have endevendt karrieren på en af de mere definerende skuespillere for deres unge år. Det er nepo-babyen, der bl.a. har tryllebundet publikum gennem hans stærke præstationer i Denis Villeneuve-filmene “Prisoners” og “Enemy” – men som også kan levere fjol og overspil i film som “Bubble Boy” og “Okja”.

    Han brød ægte igennem med kultfilmen “Donnie Darko”, der måske altid har været med til at understrege Gyllenhaals mørke side – en side, der efterhånden er cementeret gennem bl.a. hans dehumaniserede soldat i “Jarhead” og den ikoniske Lou Bloom fra “Nightcrawler”. Dog har han fremmanet smil og glæde i romantiske komedier som “Love & Other Drugs” såvel som den suverænt underholdende actionfilm “Ambulance”.

    Mon hans mere mainstream-film som “The Day After Tomorrow” finder frem til listen, eller den helt klassiske Oscar-nominerede præstation i “Brokeback Mountain” har hægtet sig fast blandt de stærkeste fem.

    Vi lyttes ved!

    00:00:00 – Indledende snak om Jake Gyllenhaal

    00:16:24 – 5. og 4. pladsen

    00:27:23 – 3. og 2. pladsen

    00:41:11 – Bobler!

    00:52:11 – 1. pladsen

    00:59:19 – Anmeldelse af “Road House” (2024)

    01:16:57 – Opsummering + annoncering af kommende episoder!

  • Det har været nogle travle uger på Moovy Podcast. "Dune: Del 2" fik en grundig anmeldelse i et bonusafsnit, mens de 10 bedste Steven Spielberg-film blev rangeret sammen med gæsten Nikolaj Tarp. Tidligere på ugen skulle der også reageres på Oscar-uddelingens vindere og tabere.

    Men de to værter, Mikkel Abel og Joachim Jelle, har slet ikke tid til at lette foden fra speederen. I dagens episode får podcasten nemlig fint besøg af ingen ringere end popstjernen Joey Moe.

    Joey Moe har de sidste par år indledt et karriereskifte fra musikken til filmens veje, hvor bl.a. den alternative filmskole Super8 har givet en uddannelse som instruktør. Og nu er Joey Moe klar med filmen "Ripple", der både markerer afgangsfilm og spillefilmsdebut for talentet.

    "Ripple" er en hjernevridende thriller, der dykker ned i besættelsen af true crime og hvordan én tragisk hændelse kan sprede sig som ringe i vandet og påvirke mange mennesker på kryds og tværs. Joey Moe har dedikeret de sidste tre år af sit liv til filmen, som han både agerer manuskriptforfatter og instruktør på.

    I interviewet kommer snakken omkring tilblivelsen af filmen, inspirationer og masser af anekdoter fra produktionen - bl.a. hvorfor Joey Moe nok ikke medvirker i sin egen film igen, og hvordan man får fat i Ulrich Thomsen til at medvirke i sin afgangsfilm.

    Popsangeren, og nu filmmager, sætter også ord på karriereskiftet og hvad der helt nøjagtigt igangsatte dén tanke. For hvilke forventninger fører det med, når en af tidens bedst sælgende musikere pludselig skal lave film?

    Bliv klogere på Joey Moe og filmen "Ripple" i interviewet med Moovy Podcast.

    Vi lyttes ved!

  • Efter en fantastisk nat, hvor dine værter, Joachim Jelle og Mikkel Abel, guidede alle biografgængere i Format Biograf i Ballerup igennem et storladent show, susede de hjem til Aarhus for at optage deres Oscar-reaktioner!

    Det blev den helt store sejr til Christopher Nolan og "Oppenheimer", men det er alle facetter af showet, der bliver taget fat i. Fra Arnold Schwarzenegger og Danny DeVito til en nøgen John Cena, fra Ryan Gosling og "I'm Just Ken" til John Mulaney, der gengiver "Field of Dreams".

    Reaktionerne er dugfriske og påvirket af sammenlagt to timers søvn, hvorfor stemningen er god og humøret højt. De to værter afrunder også deres Oscar-væddemål, der resulterer i en afsløring af den næste film til den kommende Spotlight-episode.

    Tak fordi I lytter med!

  • Med hjælp fra filmekspert Nikolaj Tarp går Moovy Podcast gennem mesterinstuktøren Steven Spielbergs ti bedste film.

    Denis Villeneuves ”Dune: Del 2” var noget af en blockbuster, og efter nogle uger med en masse anmedelser, går Moovy Podcast nu tilbage til instruktøren, der kan siges at have været med til at skabe den moderne blockbuster.

    Den står nemlig på Steven Spielberg og hans ti bedste film. Dine værter, Joachim Jelle og Mikkel Abel, har fået selskab af Nikolaj Tarp, som er filmmager, filmekspert og Steven Spielberg-ekspert, så de er i noget så gode hænder.

    Spielberg har en imposant karriere. Med over 50 år i branchen har han formået at forblive aktuel – og endda lave en masse mesterværker, endda flere i mange årtier. Det er nu op til podcasten her at finde ud af, hvilke ti der er de bedste af de bedste.

    I 70’erne var det ”Dødens gab” og ”Nærkontakt af tredje grad”. I 80’erne ”E.T.” og Indiana Jones-filmene. Hvad med halvfemserne? Såmænd bare ”Jurassic Park” og Schindlers liste” samme år med en ”Saving Private Ryan” mod årtiets udgang. Dertil kommer samarbejdet med Tom Cruise i 00’erne og seneste den mesterlige ”The Fabelmans”.

    Så tag nostalgibrillerne og din mest sentimentale hat på, for nu skal vi hylde den måske vigtigste filminstruktør nogensinde. Måske din yndlingsfilm af Spielberg er at finde på listen?

    Vi lyttes ved!

    0:00:00 - Introduktion + Nikolaj Tarp!

    0:37:50 - 10. til 8. pladsen

    0:58:57 - 7. til 5. pladsen

    1:17:56 - Kritik af Steven Spielberg

    1:34:16 - 4. til 2. pladsen

    1:53:03 - 1. pladsen

    2:04:04 - Opsummering og annoncering af næste podcast

  • Sidste uge fik du en masse anmeldelser af nye titler som "The Beekeeper", "All of Us Strangers", "Ferrari" og "Avatar: The Last Airbender".

    Men der var selvfølgelig én titel, der glimrede med sit fravær. Og det kan Moovy Podcast selvfølgelig ikke lade forbigå, så nu får du en særegen bonusepisode, hvor en af årets mest ventede film anmeldes.

    Som en anden sandorm er "Dune: Del 2" landet med et brag i biograferne, og allerede høstet mange fine ord med på vejen. Men lader værterne, Joachim Jelle og Mikkel Abel, sig imponere når de rejser tilbage til sandplaneten Arrakis, og indtager Denis Villeneuves sci-fi-spektakel?

    Glæd dig til en grundig anmeldelse, hvor der snakkes forventninger, indtryk, oplevelser og skuffelser. Står fortællingen om den nye Messias, Paul Atreides, stærkere her i andet kapitel? Og tilføjer nye ansigter, som Florence Pugh, Austin Butler og Christopher Walken noget værdifuldt til fortællingen?

    Vi lyttes ved!

  • Ingen "Dune: Del 2" i denne uges anmeldelser, som du til gengæld kan se frem til bliver grundig anmeldt i en bonusepisode i næste uge. Da Moovy Podcast går en travl kalender i møde, får du også denne uges episode lidt tidligere end normalt.

    Foruden Denis Villeneuves imødesete sci-fi-film er der nemlig mange andre spændende titler at kaste sig ud i, hvad end det er i biografen eller på streaming.

    De to værter, Joachim Jelle og Mikkel Abel, tager hul på sidste uges premierekalender. Her står den blandt andet på actionsmadder med Jason Statham i "The Beekeper", mens Ethan Coen går solo med den sexlystne "Drive-Away Dolls".

    Der er også nyt at glæde sig til på seriefronten. "The New Look" giver dig modekampen mellem Coco Chanel og Christian Dior, det godt kunne ligne en arvtager til "The Crown". Anime bliver også til live-action med "Avatar: The Last Airbender" der langt om længe fortjener en god fortolkning.

    Michael Mann har beriget verden med mesterværker som "Heat" og "The Insider", og nu er han efter mange års fravær tilbage med en ny film. Men er en biopic om skaberen af bilmærket Ferrari hvad vi har brug for?

    "All of Us Strangers" har lagt internettet ned med sine superstjerner, Paul Mescal og Andrew Scott, i front, som et elskende par, der byder på overnaturlige elementer i en fortælling om kærlighed og ensomhed.

    0:00:00 - Introduktion

    0:06:05 - Anmeldelse af "The Beekeper"

    0:19:15 - Anmeldelse af "Drive-Away Dolls"

    0:32:22 - Anmeldelse af "The New Look - Sæson 1"

    0:44:27 - Anmeldelse af "Avatar: The Last Airbender - Sæson 1"

    0:56:00 - Anmeldelse af "Ferrari"

    1:11:31 - Anmeldelse af "All of Us Strangers"

    1:26:55 - Opsummering og afslutning

    Vi lyttes ved!

  • Den står på verdens bedste film, dobbelt op på Trier og Jean Claude Van Damme, når Moovy Podcast gennemgår Cinemateket-programmet i Øst for Paradis med programlægger Rikke Johnsen.

    Moovy Podcast har varmet op til den store blockbuster “Dune: Del 2” med et fortrinligt spotlight om, ikke overraskende, “Dune: Del 1”. Her fik dine værter, Mikkel Abel og Joachim Jelle, assistance fra science fiction-elskeren og filmnørden Peter Skjøtt.

    Men i denne episode kigger vi tilbage på filmhistorien, for du som biografgænger kan i Øst for Paradis (såvel som Cinemateket i København + filialer i resten af Danmark) finde gamle og moderne klassikere, der skal opleves på det store lærred.

    Der er forpremiere-film som “Past Lives” og Joey Moes “Ripple”, og så kan du finde stærke, aktuelle fortællinger gennem “Kalak”, hvor Kim Leine besøger Øst for Paradis, og den interessante “Smoke Sauna Sisterhood”, der lander på kvindernes kampdag.

    I Cinemateket-programmet er det nogle lidt andre titler. Først og fremmest kan du fange alle de Oscar-nominerede kortfilm – for os Oscar-elskere er det en ret så unik mulighed. Ellers hyldes norden gennem Århundredets Festival med emotionelt potente fortællinger som Joachim Triers “Oslo 31. August” og Lars von Triers “Breaking the Waves”.

    Et andet syn på Danmark kommer gennem “Bennys Badekar” – en animationsfilm til børn fuld af kreativitet og hyldest til den barnlige fantasi. Og så havde du nok i din vildeste fantasi ikke forventet, at selveste Jean-Claude Van Damme dukkede op i Øst for Paradis, men “Bloodsport – Kamp til døden”, ved vi alle, transcenderer filmmediet og fortjener en plads i alle biografer!

    Wes Anderson er fast inventar, så hvorfor ikke suse mod highschool-tiden og se Jason Schwartzman i den altid elskværdige “Rushmore”. Bliver du i den susende bil, kan du sætte dig på bagsædet bag Geena Davis og Susan Sarandon i den moderne feministiske fortælling “Thelma & Louise” af mesterinstruktøren Ridley Scott.

    De mange moderne film bliver opvejet af såmænd bare en af verdens bedste film. “Citizen Kane” indtager biografen, og der kan ikke sættes ord på, hvor vigtig og underholdende en film Orson Welles’ mesterværk er! Kombinér det med “Vor mand i Havana” af Carol Reed, der selv instruerede Welles i “Den tredje mand”, og så kan du vide dig sikker på, at marts bringer en hulens masse gode filmoplevelser!

    Du kan finde hele programmet på paradisbio.dk

    Vi lyttes ved eller ses i biografen!

  • I anledning af premieren på "Dune: Del 2" kigger Moovy Podcast nærmere på første kapitel af Denis Villeneuves episke sci-fi-filmatisering.

    Efter flere udskydelser af premieren kan der ikke herske nogen tvivl om, at "Dune: Del 2" er en af årets mest ventede film. Det er tre år siden, vi fik første del med "Dune", hvor instruktør Denis Villeneuve ("Blade Runner 2049") gav os sin version af Frank Herberts episke sci-fi-fortælling.

    Som opvarmning til premieren på den længe ventet storfilm varmer Moovy Podcast op til braget med en Spotlight-episode, der går i dybden med det første kapitel.

    Her blev vi introduceret for en fremtid med politiske intriger og blodige krige, hvor familien Atreides kæmper mod de onde Harkonnen, der begge kæmper for at få fat i ressourcerne på den ubarmhjertige ørkenplanet Arrakis, der er bedre kendt som Dune. Her findes nemlig det ekstremt værdifulde spice, som giver brændstof til at rejse gennem galaksen.

    Midt i det hele står også den unge Paul Atreides (Timothée Chalamet), der spiller en nøglerolle i en oldgammel profeti om en ny messias.

    Sammen med hyppig gæst af podcasten (og sci-fi-entusiast), Peter Skjøtt, dykker værterne, Mikkel Abel og Joachim Jelle, ned i filmen. Her kommer snakken rundt om filmens tilblivelse og forsøger at finde ud af, hvorfor Denis Villeneuve har ladet op til "Dune" hele sin karriere.

    Der skal også uddeles priser i de faste kategorier, hvor værterne kårer alt fra filmens bedste karakternavn – hvem kan stå for Baron Vladimir Harkonnen og Duncan Idaho? – bedste citat, bedste scene, kedeligste øjeblik og meget andet. Kunne andre skuespillere end et stjernespækket cast, der tæller Oscar Isaac, Rebecca Ferguson, Josh Brolin og Jason Momoa, måske havde gjort det bedre?

    Slutteligt vurderes det også, om filmen er en ny sci-fi-klassiker, der vil blive husket mange år frem, eller om "Dune: Del 2" skal rette op på første kapitels fejl.

  • Ud over et Oscar-væddemål anmelder Moovy Podcast alt fra stjernespækket spionfilm til Miyazaki-comeback, fra prisvindende retssalsdrama til ny Afdeling Q-fortælling.

    Det er sølle to uger siden, at Moovy Podcast kiggede i krystalkuglen for at kigge på 2024-titler – men allerede nu støder de på en god håndfuld stærke og længeventede film og serier.

    Men inden anmeldelserne løber af stablen, vil dine værter, Mikkel Abel og Joachim Jelle, lave et lille Oscar-væddemål. Her bringer de deres bud på vinderne af 12 kategorier i en værtsdyst mod hinanden – og hvad vinderen kan vinde, kan du finde ud af ved at lytte til episoden!

    Blockbusteren er vendt tilbage i biograferne, efter januar har været de Oscar-nominerede films måned. “Argylle” kan prale af stjerne som Henry Cavill, Bryce Dallas Howard, Sam Rockwell og Dua Lipa – men kan den prale af meget andet?

    “Den grænseløse” er den seneste film i Afdeling Q-franchisen og noget af det tættere, vi kommer på en decideret blockbuster i Danmark. I denne omgang skal Carl Mørk, Assad og Rose på mission på Bornholm, hvor mord bliver begået på en højskole, mens en solkult tiltrækker opmærksomhed.

    Opvarmningen til Oscar-showet sætter dog stadig sine spor. “Frit fald” er et ekstremt interessant retssalsdrama med Oscar-nominerede Sandra Hüller i hovedrollen. Hvem der også kunne bruge endnu en Oscar, er vores kære Nicolas Cage. Det drømmer han ikke om i “Dream Scenario”, men alle drømmer tværtimod om ham.

    Hayao Miyazaki kunne også hapse en Oscar for hans seneste animationsepos – en film der bragte ham direkte ud af det selverklærede otium. “Drengen og hejren” leverer animation i verdensklasse.

    Og på Apple TV+ har Spielberg og Tom Hanks slået hovederne sammen for at bringe os alle sammen den tredje del af “Band of Brothers”-krigsserierne. “Masters of the Air” er en hæsblændende historie om bombepiloter under krigen, spillet af dejlige ansigter som Austin Butler og Callum Turner.

    0:00:00 - Introduktion + OSCAR-VÆDDEMÅL!

    0:19:36 - Anmeldelse af "Dream Scenario"

    0:31:18 - Anmeldelse af "Argylle"

    0:46:00 - Anmeldelse af "Drengen og hejren"

    1:02:42 - Anmeldelse af "Masters of the Air"

    1:18:45 - Anmeldelse af "Den grænseløse"

    1:39:08 - Anmeldelse af "Frit fald"

    1:53:36 - Opsummering og afslutning

    Vi lyttes ved!Mail: [email protected]