Episodes
-
Fra salonen til scenen. Den vej tog Helle Denhardt Knudsen heldigvis. Eller rettere: fra sin egen frisørsalon i Aalborg til bag scenen på Aalborg Teater. Helle er frisør og sminkør og leder af frisørafdelingen og påklæderne på teatret. En af dem, der kom fra et andet fag, her frisørsalonen, og ind på teatret og får det til at blive teater. En af dem, der opererer bag scenen og ude i kulisserne – og sørger for at få tingene til at hænge sammen og sætte det hele, ikke mindst frisurer og parykker, op, så det kan spille på scenen. Helles arbejde spænder bredt fra håropsætning og farve, parykhåndtering, klipning, kostumeskift, make-up, planlægning, skemalægning, udveksling med de øvrige faggrupper, deltagelse i produktionsmøder m.m. Alt det, der får teatermaskinen til at blive magisk.
-
Drømmer jeg eller er jeg vågen? Sådan siger Holbergs Jeppe på bjerget. Og sådan har han talt til teaterhistorikeren og dramaturgen Bent Holm lige siden da. Bent har arbejdet med Holberg overalt i verden. Og det med øje for, hvad det historisk betingede har at sige nutiden og omvendt. Hele tiden har drømmens og maskeringens fænomen, hverdagslivets rollespil, været til forskningsmæssig og kunstnerisk undersøgelse. Det eksistentielle og det komiskes rituelle urkraft har mange kilder og kendetegn. Det har ikke mindst vist sig i Bents beskæftigelse med den italienske verdensstjerne Dario Fo. Og det hele startede i Hofteatret i 1968.
-
Missing episodes?
-
At være eller ikke at være – oversætter. Det er kunsten og den kunst har Niels Brunse været optaget af, siden han som 14-årig dreng i Hamlets Helsingør kunne Hamlets verdensberømte monolog uden ad. Niels har gennem et langt liv i sprogets verden oversat et par hundrede både litterære og dramatiske værker, her i blandt Shakespeares samlede skuespil. Det gør han med kunstnerisk lydhørhed, et sprogligt gehør og et kulturhistorisk udsyn af rang. Hvad gør man fx med ordspil og dårlige vittigheder af den slags, som Shakespeare elskede at massere ind i sine dramaer? ”Der skal man af og til gå mærkelige omveje”, siger Niels. ”Nogen gange skal man oversætte funktionen og ikke betydningen”. Hør ham fortælle om såvel detaljer som de større sammenhænge, der skal tages iagt, når man oversætter, ikke mindst til scenisk brug.
-
”Det er som om at det helt perfekte”, siger Sonja Lea, ”det findes bare ikke”. Sonja Lea er en af dem, der kaster lys over teatret. Og det har et hav af større og mindre teatre rundt om nydt godt af. Nu som før er det, lyset og teaterteknik i det hele taget, måske noget af det vigtigste og magiske ved teatret. Lyset sætter stemningen og stedet og hele blikket på handlingen og ordene. Ikke mærkeligt, at Sonja Lea i de senere år har givet sig i kast med lysdesign til udstillinger og museer. Hør hende fortælle og give et spændende indblik i arbejdet og udfordringerne.
-
”Hvis du kan noget”, siger Pelle Koppel, ”så kan du mere end det”. Og det må man sige, han selv har levet op til. Pelle Koppel er leder af Teater V i Valby, København, men først var han håndboldspiller, så skuespiller og dramatiker, og i 2005 stiftede han så Teater V, som få år efter blev godkendt som Lille Storbyteater eller Bydelsteater, som de selv kalder det. Hør Pelle fortælle om hans og teatrets visioner og mange forskellige aktiviteter, fra det mest smalle til det brede, fra tæt samspil med lokale institutioner, digitalt drama, tilbagevendende opsætninger af Karius og Baktus – og ikke mindst samtidsteater, bl.a. Tvind – the musical, som indgår i udstillingen Teater til tiden, der kan ses i det genåbnede Teatermuseet i Hofteatret.
-
Atomforsker blev det ikke til. Teater kunne også gøre det, fortæller Stig Jarl, gennem generationer lektor og teatervidenskabsmand på Københavns Universitet. Men Stig tog også fra første færd livtag med det teater, der både var det klassiske og det samtidige. Det skete på universitetet, hvor teaterstudierne som så mange andre fag var under stærk forandring. Men det skete ikke mindst med teatret ude i byen, på nye steder og i nye sammenhænge. Gruppeteater, intimscener som Fiolteatret, performances som dem, Solvognen fyldte Københavnske gader og medier med i 1970’erne. Det var en anden tid, hvor teatret blev politisk og satte rav i gaden – og i Magasin. Hør Stig berette om teatret og tidens gang dengang.
-
Teatret har flere stemmer end dem, vi hører fra scenen. Skjult ved scenen er af og til suffløren, der diskret hjælper ordene på vej, hvis skuespilleren har svært ved at få tungen på gled. Og bag scenen findes af og til en stemmecoach. En af dem er Klaus Møller, som er fast tilknyttet Det Kongelige Teater og underviser mange af Danmarks bedste skuespillere, musicalperformere og sangere. Hør ham fortælle sin fascinerende historie om vejen fra at være en tavs dreng, der ikke kunne sige sit eget navn, og skridt for skridt drage ind i teatrets og stemmens forunderlige verden. Og det med stemmen, dens brug og udfordringer, det rækker langt ud over teatrets verden – og det gør det ikke mindst via Klaus’ indsats og engagement.
-
”Onkel Vanja var en person, man troede fandtes, Kirsebærhaven var et sted”, siger Rosa Feigenberg, ”og Teenagerlove det var bare sådan et begreb”. Som lytteren vil fornemme er Rosa Feigenberg født ind i en teaterfamilie. Så det var ikke det, teenageren Rosa så for sig som vejen frem. Det blev det heldigvis alligevel. I stort set alle de roller, der findes i kulisserne: påklæder, regissør, rekvisitør og forestillingsleder. Gennem mange år på landevejen med turnéteatret Det Danske Teater, Grønnegårdsteatret og mange flere – og nu på Det Kongelige Teater. Hør hende fortælle om det nære i det daglige og det høje i kunsten – og om hvordan man er menneske i en broget branche som teatret.
-
”Det er meget sjovt, at efter at jeg er blevet ansat af dig som chef, der har jeg fået mere at sige end da vi var et kollektiv”. Sådan sagde skuespilleren Lisbeth Knopper til Peter Westphael, da han var blevet chef for Randers Egnsteater. Peter er autodidakt skuespiller og leder – og har været den kunstneriske drivkraft og leder af teatret i et kvart århundrede, der i dag – med hans egne ord – er et moderne scenekunstnerisk kulturhus med en masse forskellige aktiviteter, der har udspring i eller berøring med scenekunsten. I dag hedder det ’bare’ Randers Teater, men er et såkaldt §5-teater på finansloven og når faktisk længere ud både demografisk og i forhold til de forskellige aktiviteter. Hør Peter fortælle om, hvordan man ikke kan lave en forestilling for alle, men bygge et repertoire og et kulturelt teaterhus op, der rummer alle.
-
Teatret, samhørigheden og samskabelsen. Det oplevede Gitta Malling værdien af fra første færd som barn, når klassen fra Rødovre tog til Ishøj teater. Ikke så meget for forestillingerne, men for det samvær, der var med skuespillerne, mens madpakkerne blev spist bagefter. De værdier har hendes lange liv i teatret været båret af siden da. Gitta har været en kunstnerisk og organisatorisk drivkraft i dansk teater gennem årtier. Hun har været leder af Limfjordsteatret siden 2001 og bl.a. tidl. bestyrelsesleder hos Statens Kunstfond (2022-2024), foruden at hun resten af 2025 er leder af fondens projektstøtteudvalg for scenekunst. Teater er også socialpolitik, uddannelsespolitik og kulturpolitik. Kunst er også noget, der styrker virkelighedsevnen. ”Jeg tror aldrig jeg havde været så god en sygeplejerske” referer Gitta en af sine tidligere elever for, ”hvis ikke jeg havde haft drama, fordi jeg lærte at stå ved mig selv og være sammen med andre mennesker”.
-
På din maske skal jeg kende dig, sagde Blixen. Spørger man maskemageren, skuespilleren og teaterpædagogen Finn Hesselager er masken fyldt med magi og med virkelighed af en anden verden. På sit værksted i en nedlagt landejendom i Nørre Snede og i tilknytning til det berømte Vækstcentret. ”Hvem er det egentlig vi er?”. Det er det, skuespilleren har en større spirituel bevidsthed om. ”Skuespilleren spiller en rolle med sit eget jeg plus noget ekstra”. Og det er sådan noget, masken både kan give indlevelse i og udtryk for. Masken som noget både mere menneskeligt og mere alment end det, skuespilleren og personen bag masken er. Hør Finn fortælle om sit liv med maskerne og tankerne bag dem, fra sin tid på skuespillerskolen i Aarhus og som leder af børneteatret Filuren og til nu.
-
”Og så sagde min farmor: Åh, det barn er jo et geni! Hun må jo til balletten”, fortæller Lone Hertz. Ja, men sådan skulle det ikke gå. Til gengæld fik krigsbarnet Lone siden et langt og mangeartet liv i teatrets verden. Fra ung skuespiller, der spillede sammen med de helt store stjerner i tiden som Poul Reumert, Clara Pontoppidan, Ebbe Rode og Dirch Passer, til årene som teaterdirektør sammen med Malene Schwartz og siden som rektor for Statens Teaterskole i en tid, hvor det virkelig var usædvanligt, at kvinder kunne det, og hvor omverdenen i det hele taget ikke havde stor tillid til kvindeligt lederskab. Hør Lone fortælle om de tilskikkelser, teatret og livet har bragt hende og som hun har mødt med opløftet pande i med- og modvind. Og ikke mindst, hvad de erfaringer har givet hende i forståelsen af teatret som andet og mere end en kunstart, som en social aktivitet, der kunne fortjene en stærkere position i skolerne og styrke både de menneskelige og faglige relationer.
-
Hvad har CaféTeatret, Jytte Abildstrøms Riddersalen, mågerne Kaj og Børge fra Scanlines’ berømte tv-reklame fra 1990'erne (’Hej Kaj - Halløj Bøje’), Rasmus Klump og Cirkus Nemo med hinanden at gøre? Det hele peger hen på Paul Arne Kring, dukkemager, dukkespiller og meget andet. Kring er en af dansk teaters skjulte helte gennem et halvt århundrede. Engang skabte han også tegneserier, bl.a. om detektivforfatteren Bollette Hansen, bragt i Ekstra Bladet i 1980’erne. Han går måske en stor fremtid i møde som cartoonist, skrev Helsingør Dagblad om den 20-årige Kring i 1973. I mange år var han også tilknyttet Det Lille Teater og Marionetteatret i Kongens Have som netop dukkemager og dukkespiller. Hør ham fortælle om dukkespillets magi og historie og meget andet. Og så er han vild med Pink og Britney Spears – og hans helt private skjulte helte er fugleedderkopper!
-
”Jeg var 800-meterløber i 10-12 år af mit liv”, siger Kitt Johnson, ”så sporten var det, der fyldte det hele, og jeg vidste meget lidt om kunst og havde været meget lidt i teatret”. Det kom hun så eftertrykkeligt efter, fra hun var midt i tyverne. I dag er Kitt Johnsen en af Danmarks internationalt anerkendte performere og dansekoreografer, der bruger det fysiske udtryk og tilstedeværelse i konkrete rum på nye og overrumplende måder – i Danmark og rundt om i mange forskellige lande og altid i tæt samarbejde med andre kunstnere. ”Man er jo aldrig alene i det her!”. Tilbage i maj kuraterede hun en af sine spændende performancevandringer i ofte mere oversete byrum, kaldet Mellerum, denne gang på Amager vest. Og netop når denne podcast udsendes bidrager hun på Brigittines International Festival i Bruxelles med sin performance STIGMA. Hør Kitt fortælle om et spændende og anderledes liv i og med dans og teater.
-
”Jeg ville være balletdanser”, siger Jørgen Carlslund. Sådan gik det ikke, men det fortæller noget om, at ikke mindst teatrets verden er fyldt med mennesker, der er kommet snublende ind i det, der blev deres faglige skæbne. Jørgen Carlslund er som så mange andre i kunstens verden autodidakt og har i flere årtier først og fremmest været en kunstnerisk og organisatorisk drivkraft i udviklingen af dansk børneteater. Siden 2010 og indtil for nylig var han sammen med Marc van der Velden leder af børne- og ungdomsteatret ZeBu. Og før det var det Corona Danseteater, teatret Corona La Balance mv., foruden mange års ledende indsats i teatrets faglige organisationer. Hør ham fortælle om den lange rejse fra barndommen på landet med tv-teatret i sort-hvid gengivelse og ind gennem dansk børneteaters rivende udvikling gennem de seneste årtier.
-
”Det bizarre ved min historie ind i teatret er jo”, siger Line Knutzon, ”at jeg kommer fra en teaterfamilie, men det interesserede mig ikke”. Line Knutzon er prisbelønnet dramatiker og har været det på sin helt egen måde, siden hun debuterede i starten af 1990’erne med De usynlige venner i 1992 og ikke mindst Først bli’r man jo født i 1994. Hun beskriver sig selv mere som et lydmenneske end som et skrivemenneske. ”Og jeg vidste slet ikke der var noget, der hed dramatik”. Hør Line fortælle om sin egen kringlede vej ind i dramatikken og meningen med det hele – som også rummer den helt mærkværdige og pragtfulde forestilling Torben Toben fra 2000, et stykke samtidsabsurdistisk dramatik, der kan ses og høres mere om i udstillingen Teater til tiden, når Hofteatret åbner igen.
-
”Vi var seks instruktørstuderende, tre fra Europa og tre amerikanere”, siger Jens Svane Boutrup. ” Vi havde intet tilfælles og det, der var dejligt ved det, det var, at vi fandt jo så ud af, hvornår noget var godt og hvornår noget ikke var godt – og at det ikke havde noget med smag at gøre”. Jens har de seneste 16 år været leder af Bornholms Teater, et af Danmarks mange mindre egnsteatre, der giver teatret liv lokalt og regionalt. Hør Jens fortælle om det teater, der både blev en livsvej og en levevej. Det startede på Lolland i et stort hus fyldt med kostumer, der førte ham i retning af skuespilleriet og teatervidenskaben, og senere bragte ham videre til New York og instruktørvirket – og med udsynet i behold tilbage til dansk teater og Bornholm, hvis lokale historie med Jens’ indsats har fået scenisk liv som ikke før set.
-
”Der var ikke en af dem, der havde ti fingre på det tidspunkt”, fortæller Ruth Grønborg om dengang hun mødte de mennesker og det miljø, der viste hende vej ind i teatrets verden. Ruth er teatermaler på Aarhus Teater. Hun er en af dem, der arbejder bag og med kulisserne, og som har kæmpebeundring for de andre i teatret, for skuespillerne og instruktørerne. ”Sikke en masse snak, der er en gang imellem, hold da op!”. Hør hende fortælle bramfrit om et langt liv som teatermaler og som engageret aktør i en branche, der er præget af en unik, praktisk og visuel materialebevidsthed, men som også på godt og ondt er under forandring for alvor pga. den teknologiske udvikling. Og så kan hun i øvrigt allerbedst lide hørespil, især svenske hørespil.
-
”Sådan noget gad jeg godt at lave”, siger Michael Nøhr. Han fortæller om dengang i 1988, hvor man markerede 200-året for stavnsbåndets ophævelse. Det gjorde man også indenfor teatret, og også i Vestjylland, hvor Michael voksede op. I en forestilling om en herremand og hans stavnsbønder, var herremanden og hans folk, sådan som man også ofte ser det i Jeppe på bjerget, klædt i store rokokokostumer. Så var Michael sporet ind og hans eget personlige stavnsbånd løsnede sig. Michael er uddannet skrædder fra Det Kongelige Teater. I nogle år fra 2018 og frem til coronaen var han kostumier i Cirkusrevyen, ligesom han har arbejdet for flere andre revyer rundt om i landet. Han arbejder fra sit eget værksted i Valby for andre teatre som fx Folketeatret og museer, hvor man har brug for historiske kostumer til reenactments osv. Hør Michael fortælle om et kunstnerisk håndværk og et praksisnært virke af den slags, der sker bag scenen, men i den grad er synligt på scenen.
-
”Jeg er skideglad hver morgen, når jeg står op og ved at nu skal jeg lave det”, siger Hans Nørregaard, ”og jeg er også glad for de lange pauser ind imellem, hvor jeg ikke skal lave det”. Hans Nørregaard er 76 år og en af de seneste generationers drivkræfter inden for børneteater af forskellig slags rundt om i Danmark. I dag lever han sammen med sin kone i Mols Bjerge, i et hjem præget af et langt liv i scenekunstens tegn. Ikke mindst den scenekunst, der har børnene i centrum. Det hele startede på Bornholm og teatret førte ham siden rundt i landet og i tæt kontakt med børn i helt andre situationer og sammenhænge end den, han selv havde mødt som barn med Dansk Skolescene. I dag giver han det hele videre til de unge generationer. Det er særligt dukketeatret, der har haft og har hans interesse. ”Dukker kan noget, som skuespillere ikke kan”. Hør ham fortælle om det og meget andet. ”Rytme, puls, pause”.
- Show more
