Episodes

  • ”Mange har måske ikke en gang lyst til at deltage i en familiesammenkomst, for hvad skal de fortælle, hvis ikke de har været i beskæftigelse de sidste seks år? Så for mange handler det også om, at de skal finde deres identitet. De skal finde ud af: Hvem er de? Og jeg plejer at sige, at hernede er vi lige skæve. Her er det ok at stikke lidt ud. Det er det, der gør os unikke,” siger Christian Helweg, der i 2015 skippede et job som manager i Tivoli, lejede sig ind i en gammel togremise og med fuldtidsjob ved siden af stiftede virksomheden Råt og Godt, der sælger beskæftigelsesforløb til kommunerne.

    I foreløbig sidste afsnit af podcastserien ”De Sociale Iværksættere” fortæller Christian om sin vej til at blive social iværksætter, og hvordan han har fokus på tre bundlinjer i form af mennesker, bæredygtighed og økonomi.

    I togremisen laver de ansatte blandt andet møbler, som bliver solgt både i togremisen og ved indretning hos virksomheder. Alt laves med fokus på bæredygtighed. Men produktet er beskæftigelsen.

    ”Det er et produkt, vi sælger. Vi yder en ydelse. Og vi skal levere. Hvis vi siger, at vi kan hjælpe denne borger videre, så skal vi holde vores ord. Særligt, når vi arbejder med mennesker. De fortjener en chance til. Og de har måske oplevet nederlag nok i deres liv. Så når vi går ind i det her, så skal vi også gøre det ordentligt,” siger Christian Helweg blandt andet i podcasten.

    Podcastserien er støttet af EKKOfonden.

    Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg
    Musik: Johannes Elslo

  • ”Man forstår sig selv bedre, når man får ret i, at det, jeg oplevede, var også forfærdeligt.”

    Sådan fortæller Sami, der er guide hos virksomheden Gadens Stemmer. Gadens Stemmer sælger guidede ture i København, Odense, Vejle, Esbjerg og Faxe. Guiderne er gadens egne stemmer, og de har alle en unik og barsk livshistorie fra kanten af samfundet. Og kunderne er lige fra skoleklasser til advokatelever.

    I et nyt afsnit af podcastserien ”De Sociale Iværksættere” fortæller leder hos Gadens Stemmer, Vickie Laursen, om virksomhedens arbejde, der både handler om selve den guidede tur, om beskæftigelse af guiderne og om oplysning, så flere får et indblik i, hvordan nogle mennesker lever på kanten af samfundet i misbrug, prostitution, kriminalitet eller hjemløshed.

    Det er en væsentlig del af konceptet, at guiderne får løn for deres arbejde. Men arbejdet og oplevelserne som guide har også en stor betydning for guidernes liv og selvopfattelse, fortæller Vickie Laursen.

    ”Der sker en bearbejdning, når man kan tale højt om de ting, man har været igennem. Det, ikke at skulle skamme sig over det. Det at blive mødt i det. Og at bliver anerkendt for at ville dele det med de mennesker, de som guider er ude med. Så effekten af det er meget kraftfuld,” siger Vickie Laursen, der i podcasten nævner flere konkrete eksempler på guider, der gennem arbejdet i Gadens Stemmer er kommet i ordinær beskæftigelse og ud af misbrug.

    Sami er en af de rutinerede guider hos Gadens Stemmer. Hun fortæller om, hvordan hun fra barndommen har levet på Vesterbro som stofmisbruger og kriminel. Og hun har også oplevet, hvad det betyder at fortælle sin historie foran et publikum.

    ”I starten var jeg nervøs. Men så tænkte jeg. De skal bare høre det her. De skal blive forbavsede og overvældede og tænke: ”Skete det virkelig?” og ”Sagde hun virkelig det?”,” siger Sami og fortsætter:

    ”Den feedback betyder, at jeg har fået det bedre i min egen krop. For jeg kan se, at det jeg følte som barn og ung, det er rigtigt. For alle bliver sådan ”gud og nå”, når jeg fortæller. Og det gør, at man forstår sig selv bedre hen ad vejen, når man får ret i, at det, jeg oplevede, var også forfærdeligt.”

    Podcastserien er støttet af EKKOfonden.

    Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg
    Musik: Johannes Elslo

  • Missing episodes?

    Click here to refresh the feed.

  • Hvordan kan man bruge håndens arbejde og entreprenørskab til at hjælpe udsatte unge til stolthed, uddannelse og måske et job?

    Det undersøger journalist Anne Anthon Andersen i dette afsnit af ”De sociale iværksættere”. Hun har besøgt Grennessminde i Taastrup – den socialøkonomiske virksomhed, som er bo-, arbejds- og uddannelsessted for unge med særlige behov.

    Det er unge, der har haft så meget at kæmpe med i barndommen, at de er strandet et sted, hvor uddannelse, arbejde og livet i almindelighed synes fuldstændig uoverskueligt.

    Med værktøj i hånden, et konkret byggeprojekt eller et dyr, de skal passe, bliver opgaven overskuelig og meningsfuld. Her oplever de unge, at de gør en forskel.

    Vi møder STU-eleverne Katrine og Patrick, værkstedslærerne Lars og Maria og Grennessmindes direktør Andreas Rasmussen.

    Katrine fortæller om, hvordan hun efter flere års massiv angst og isolation pludselig har fået mod på at arbejde med mennesker, mens Patrick fortæller om, hvorfor det er meget lettere for ham at lære af at bygge end at skrive.

    Og så skal du høre direktør Andreas forklare, hvordan det er lykkedes Grennessminde at skabe en bæredygtig socialøkonomisk virksomhed.

    Podcastserien er produceret og udgivet af Socialt Indblik støttet af EKKOfonden.


    Tilrettelæggelse: Anne Anthon Andersen
    Redigering: Rikke Bergquist
    Musik: Johannes Elslo
    Grafik: Sille Jensen

  • ”85 procent af voksne mennesker med autisme står udenfor arbejdsmarkedet. Alene af den grund at arbejdspladserne ikke rummer dem. Også selvom de er specialister. Vi taler om folk, der har ph.d.-grader i matematik eller andet, som får deres liv til at gå med at køre med pizzaer eller gå med aviser”.

    Sådan siger Specialisternes direktør Carsten Lassen, som i et nyt afsnit af podcastserien ”De sociale iværksættere” fortæller om, hvordan Specialisterne bygger bro til virksomheder og skaber meningsfulde jobs for autistiske mennesker i virksomheder, som har brug for deres særlige evner.

    Virksomheden blev stiftet af Thorkil Sonne, efter at hans søn som treårig blev diagnosticeret med infantil autisme.

    Målet var og er stadig at ændre samfundets holdning til mennesker med autisme. Ambitionen er ifølge virksomhedens nuværende direktør Carsten Lassen ikke mindre end at revolutionere arbejdsmarkedet og gøre det langt mere bæredygtigt. Fordi ikke alene autisterne, men hele arbejdsmarkedet, kan vinde ved det, mener han. Og målet er på verdensplan at skabe en million jobs til mennesker med autisme.

    Specialisterne opererer i dag fra Ballerup, og Specialisterne Foundation samarbejder med partnere 35 steder i 13 lande internationalt.

    Hør historien om Specialisterne og virksomhedens ambitioner. Og så skal du høre, hvad Carsten Lassen mener med, at det at ansætte en autistisk medarbejder er som at have en kanariefugl på skulderen.

    Podcastserien er produceret og udgivet af Socialt Indblik støttet af EKKOfonden.

    Tilrettelæggelse: Anne Anthon Andersen
    Redigering: Rikke Bergquist
    Musik: Johannes Elslo
    Grafik: Sille Jensen

  • Høj kvalitet i det sociale arbejde kræver en stabil økonomi og en solid organisation. Det er filosofien bag de vækstplaner, som Mathias Caland har sat gang i som forstander for Fonden Semai, der har eksisteret i 25 år.

    I fjerde afsnit af podcastserien ”De sociale iværksættere” fortæller han om, hvorfor han som ambitiøs pædagog ser det at være iværksætter som en naturlig forlængelse af jobbet som pædagog.

    ”Jeg vil gerne gøre noget mere for flere. Da jeg var pædagog, kunne jeg kun hjælpe én person, men nu har jeg mulighed for at gøre det for mange, fordi det er mig, der tegner dagligdagen her på stedet. Og når vi vokser, kan vi hjælpe flere til at få et bedre liv. At være pædagog og iværksætter er derfor ikke så fjernt fra hinanden,” siger Mathias Caland, der ser væksten som en forudsætning for at kunne nå ambitiøse kvalitetsmål.

    ”Vi har med mennesker at gøre, som har det meget skidt. Og hvis vi ikke har tilstrækkelige støtteforanstaltninger omkring de medarbejdere, der er tæt på, så kommer de til at have svært ved at fungere sammen med borgerne. Og så bliver kvaliteten dårligere. Derfor er tanken at have en størrelse, som kan understøtte medarbejderne og sikre, at de forventninger, der er til kvaliteten hos os, dem lever vi op til og måske endda også lidt over,” siger Mathias Caland og fortsætter:

    ”Vi har en økonomisk bundlinje og en social bundlinje, og de to bundlinjer er hinandens forudsætninger. Kvaliteten ligger i den sociale bundlinje. Men det kræver økonomi og stabilitet at opnå kvaliteten. Så vi kan ikke opnå kvaliteten uden den økonomiske bundlinje.”

    Podcastserien er produceret og udgivet af Socialt Indblik støttet af EKKOfonden.

    Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
    Musik: Johannes Elslo
    Grafik: Sille Jensen

  • I Urbanplanen på Amager, hvor Amelevi Rathleff er vokset op, var der mange familier med anden etnisk baggrund, der i perioder havde brug for støtte. Men ofte var hjælpen udfordret af kulturelle og sproglige barrierer.

    ”Der er rigtig mange to-sprogede i Urbanplanen på Amager, og jeg er sikker på, at hvis der havde været familiebehandlere, som kommunikerede med kulturel forståelse og på samme modersmål som de familier, der havde det svært, så kunne de have været hjulpet nemmere og hurtigere, end når man kommer med en tolk,” siger Amelevi Rathleff, der oplevede det samme som sagsbehandler i en kommune.

    ”Jeg oplevede gang på gang udfordringer i samarbejdet med familierne, hvor jeg tænkte, at dette her kan vi gøre smartere.”

    I 2012 stiftede Amelevi Rathleff så Memox, der har specialiseret sig i at hjælpe familier med anden etnisk baggrund end dansk, som en enkeltmandsvirksomhed.

    I dag er der 200 konsulenter ansat. De taler tilsammen ikke mindre end 80 forskellige sprog og dialekter. Og de samarbejder med kommuner over hele landet.

    I dette program skal du høre Amelevi Rathleff fortælle om vejen til en succesfuld virksomhed, om den stolthed, der følger med, når man lykkes med at løfte kvaliteten inden for socialområdet – og hvorfor det gør hende rasende, når der peges fingre af at tjene penge på socialt arbejde.

    Podcastserien er produceret og udgivet af Socialt Indblik støttet af EKKOfonden.

  • For mange socialt udsatte er det svært at finde fodfæste på arbejdsmarkedet – trods mange gode intentioner fra blandt andet jobcenteret.

    Det erfarede Miechael Stian Hansen, da han arbejdede som sagsbehandler i en kommune. I 2018 skabte han den socialøkonomiske virksomhed Kaffe Karma, der har stor succes med at give de socialt udsatte lyst til at arbejde.

    I dette program skal du møde René og Maj, når de ruller barista-cyklen ud på den Røde Plads på Indre Nørrebro og sælger latte, cappuccino og espresso.

    Og du skal høre Miechael Stian Hansen fortælle, hvordan Kaffe Karma lykkes med at skabe motivation, og om de udfordringer, der ligger i både at skulle flytte nogle mennesker og skabe en forretning, der løber rundt.

    Podcastserien er produceret og udgivet af Socialt Indblik støttet af EKKOfonden.

    Tilrettelæggelse: Eva Frydensberg Holm
    Redigering: Rikke Bergquist
    Musik: Johannes Elslo
    Grafik: Sille Jensen

  • Udsatte børn og unge har ofte svært ved at finde sig til rette i et fællesskab. I skolen. I sportsklubben eller i kvarteret, hvor de bor. Det er børn som dem, virksomheden PLAY hver dag arbejder for at hjælpe.

    I dette program møder du Christoffer Hansen, der stiftede PLAY for fire år siden. Forinden kom han fra et job som leder af idrætsprojektet i Københavns Kommune. I dag er Play en virksomhed med 60 ansatte og projekter rundt om i hele landet.

    Christoffer fortæller om springet fra en lederstilling for et succesrigt projekt i Københavns Kommune til iværksætter som pædagog og direktør. Han fortæller også om, hvordan PLAY hjælper børn og unge ind i nye fællesskaber, og hvad fællesskaber kan gøre for udsatte børn og unge.

    Christoffer oplever, at mange har en negativ opfattelse af pædagogfaget. Han har derfor en vision om at løfte fagets anseelse og vise, hvad man også kan drive sit arbejdsliv til som pædagog.

    Og så skal du høre, hvad Christoffer mener med, at socialt arbejde er som at cykle et landevejsløb.

    Podcastserien er produceret og udgivet af Socialt Indblik støttet af EKKOfonden.

    Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg
    Musik: Johannes Elslo