Episodes

  • “Jeg ved, at der er forsvarer, der siger, at de tager alle sager, og at man skal kunne tage alle sager. Det er jeg ikke helt enig i”.

    Sådan lyder det bl.a. i denne episode 39 af Forbrydelse og Moral fra forsvarsadvokat Anders K. Németh, da jeg en sidste gang før podcasten sættes på pause på ubestemt tid spørger, om der er nogle typer af straffesager, han som forsvarsadvokat ikke påtager sig at føre.

    Anders er en af landets mest fortrukne forsvarsadvokater, og googler man hans navn, vil man hurtigt støde på artikler med overskrifter som; ’mød manden Qvortrup og Stein Bagger ringer til, når lokummet brænder’ og ’unge Németh er den pæne af de to Németh’er’.

    Den første overskrift refererer åbenlyst til det faktum, at det her afsnits hovedperson har repræsenteret adskillige klienter i forbindelse med de straffesager, der gennem tiden har haft mediernes absolutte bevågenhed. Af lige netop den grund fandt jeg det også interessant at spørge, hvad Anders’ holdning egentlig er til mediernes dækning af straffesager i Danmark.

    Den anden overskrift refererer derimod til Anders’ far Karoly Németh, der ligeledes var og er en kendt advokat her i landet men hvis advokatstil adskiller sig fra den, som kendetegner Anders. Men hvad skal man lægge i beskrivelsen af det her afsnits hovedperson som ”den pæne” af de to Németh’er, og har det i øvrigt været en fordel at hedde Németh til efternavn, dengang advokatmarkedet skulle entreres?

    Sådan lyder blot nogle af de spørgsmål, som jeg i det her afsnit drøfter med Anders K. Németh, ligesom at jeg forsøger at forstå, hvorfor han altid beder klienterne melde ”rent flag” bag lukkede døre. Hvorfor vil han vide, om klienterne reelt har gjort det, som de er sigtet for? Er det ikke bare en mental belastning, hvis klienten forklarer, at han eller hun er skyldig men samtidig ønsker, at Anders kæmper for en frifindelse? Hvad gavner viden om klientens reelle skyld så?

    Sidstnævnte spørgsmål har jeg i podcastens levetid haft drøftet med flere af gæsterne, og i det her afsnit kan du på falderebet høre et sidste bud på en holdning til det spørgsmål.

    Mit navn er Jacob Barckmann og du lytter til Forbrydelse og Moral episode 39. God fornøjelse.

  • Som menneske, aldrig dommer. Som dommer, altid menneske.

    Sådan lyder det bl.a. i denne episode 38 af Forbrydelse og Moral fra landsdommer Mette Lyster Knudsen, når vi i det her afsnit taler om hendes dommergerning. Ordene, eller ordsproget om man vil, hørte Mette engang en kollega sige, og hun har siden hen tænkt meget over det. Men hvad betyder det, og hvordan lever hun op til det? Hvad er det for nogle moralske dilemmaer, hun som dommer må forholde sig til i sit virke? Hvordan håndterer hun de sager, der appellerer til de stærkeste følelser hos folk, og er den tiltalte mere end bare sine handlinger, når han eller hun sidder der i retten? Det er nogle af de store spørgsmål, som vi bl.a. taler om i denne episode 38.

    Vi taler også om hovedpersonens baggrund og vej til domstolene, om hendes holdning til dommeres brug af sociale medier, om hvordan hun håndterer den såkaldte rimelige tvivl i en straffesag, og om hun nogensinde går hjem efter en domfældelse og grubler over, hvorvidt det nu egentlig var det rigtige resultat. Vi taler om hvorvidt uskyldsformodningen snarere er en skyldsformodning, og om hvad der foregår bag kulissen, når dommerne og lægdommerne voterer. Og så taler vi desuden om, hvorvidt det er ”lettere” at frifinde, hvis der er tale om en bagatelagtig forseelse, end hvis der er tale om en grovere lovovertrædelse.

    Spørgsmålene er alene uddrag af den gode samtale, vi havde.

    Det er sjældent at dommere i Danmark stiller op til “interview”, men her fik jeg en hel time, som jeg håber, at andre også kan få glæde af!
    Der skal lyde et stort tak til dig Mette for at deltage og give et indblik i dit syn på nogle af strafferettens grundprincipper og ikke mindst for at tage os med en tur ind i domstolenes maskinrum og dit virke.

    God fornøjelse hvis du kaster dig over vores snak.

  • Missing episodes?

    Click here to refresh the feed.

  • “Det at man holder mennesker isoleret i så lang tid, det er på kant med menneskerettighederne”.

    Sådan lyder det bl.a. i denne episode 37 af Forbrydelse og Moral fra sociolog og professor MSO på Juridisk Institut på Syddansk Universitet Linda Kjær Minke, da jeg et godt stykke inde i samtalen spørger ind til, om de aktuelle forhold i de danske fængsler på nogen måde er på kant med menneskerettighederne.

    Jeg taler i det her afsnit med et menneske, der er blandt de få i landet, som ved absolut mest om de danske fængselsforhold, virkningen af straffe, spørgsmål om hvorfor vi straffer osv. Og da hun med afsæt i den viden i 2016 valgte at oprette et undervisningshold kaldet Inside/Out, hvor jurastuderende undervises i kriminologi sammen med indsatte, blev jeg nødt til at dedikere den første del af det her afsnit til at høre om det. Hvorfor vælger henholdsvis de jurastuderende og de indsatte at deltage i faget? Hvad får de hver især ud af det? Hvad kan de lære af hinanden og hvad er tankerne bag holdsammensætningen? Hvorfor har Linda i øvrigt valgt, at undervisningen skal foregå i et lukket fængsel? Det er blot nogle af de spørgsmål, som jeg bruger de første 40 minutter på at finde svar på i det her afsnit.

    Samtalen går derefter over i en snak om de aktuelle fængselsforhold i Danmark, hvor Linda dels forklarer hvorfor de danske fængsler engang var i verdensklasse, dels hvorfor det ikke forholder sig sådan længere. For hvilken betydning har det, at niveauet for indsatte pr. fængselsbetjent i dag er 2,2? Hvordan kan vi i Danmark have et sådant niveau, der er ringere end selv de albanske fængsler? Hvad er det for en krise kriminalforsorgen aktuelt står i, og hvordan påvirker det de indsatte? Og hvad svarer dette afsnits hovedperson i øvrigt de mennesker, som ikke ser noget problem i, at indsattes vilkår er så ringe? De har jo forbrudt sig mod samfundets regler og normer, så hvad er problemet med at isolere dem og nogle dage nægte dem udgang? Hvorfor skal de indsatte overhovedet tilbydes uddannelse?

    Det er blot nogle af de spørgsmål, som jeg foreholder Linda Kjær Minke i det her afsnit, og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg efter at have talt en times tid med hovedpersonen mister modet og håbet en smule. ”Men det må vi ikke. Det er mennesker som dømmes, og det er mennesker, som fortjener en chance mere”, lyder det fra den anden side af bordet fra den person, der har viet sin karriere til at forske i området. Optimismen vendte stille tilbage.

    Det her er forbrydelse og moral episode 37 med gæst Linda Kjær Minke. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.

  • “Jeg plejer at kalde det fantasimilliarder eller fiktiv gæld. For de her penge eksisterer ikke… Det er noget, som vi leger”.

    Sådan lyder det bl.a. i episode 36 af Forbrydelse og Moral fra lektor i kriminologi Annette Olesen, da jeg forsøger at finde svar på, hvad vi som samfund stiller op med sagsomkostningerne i straffesager, herunder den massive samlede gæld, der aktuelt hviler tungt på skuldrene af vores kriminalitetsdømte medborgere. En skyldnergruppe hvoraf mange, på trods af at have fået taget sin frihed, beskriver den massive efterfølgende gæld til staten som den største straf.

    I dag er det sådan, at bliver man dømt i en straffesag, vil man også blive pålagt at skulle betale sagens omkostninger. I praksis fungerer det ved, at staten lægger ud, hvorefter den dømte får en gæld til staten, og det er her, at spørgsmålene begynder at trænge sig på. For er der gennemsigtighed sådan, at den dømte ved hvad udgifterne dækker over? Er det problematisk, at der ingen klagevejledning følger med? Og hvilke retssikkerhedsmæssige problematikker er der at finde? Er der i dag en risiko for, at nogen mennesker undlader at anke på grund af de yderligere sagsomkostninger, eller måske tilstår for at undgå en lang og tung proces i retten? Kan man så tvivl om forsvarerens motiver, når denne anbefaler klienten at anke?

    De retlige og retssikkerhedsmæssige spørgsmål er talrige, men jeg taler i det her afsnit med en gæst, der i aller højeste grad også ved, hvordan gælden påvirker de dømtes livsvilkår individuelt og dermed også samfundet som helhed. For hvilke afdragsmæssige muligheder har den skyldnergruppe, hvor alle har hullede CV’er og pletter på straffeattesten? Kommer de nogensinde til at afdrage på hovedstolen? Og hvad er ikke mindst i sidste ende de samfundsmæssige konsekvenser ved at pålægge den dømte at betale sagsomkostningerne? Er der belæg for en påstand om, at den gæld som vi pålægger, i virkeligheden virker kriminalitetsfremmende og fastholder mennesker i kriminalitet? Og hvis det er tilfældet, er der så en ”løsning”?...

    ”Det duer ikke, at vi bare tænker på retsfølelsen. Vi må også tænke retsfornuft”, lyder det bl.a. fra min gæst. 🎧

    Det her er Forbrydelse og Moral episode 36. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.

  • “Det øger en eksklusion og isolation af en borgergruppe, som jo er ekskluderet notorisk fra samfundet i forvejen”.

    Sådan lyder det bl.a. i denne episode 35 af Forbrydelse og Moral, hvor jeg har inviteret kriminolog Kasper Jørgensen til en snak om forbud til dømte seksualforbrydere.

    Kasper Jørgensen har som ung kriminolog allerede været med på flere forskningsprojekter inden for sit felt, og da han for relativt nylig blev færdig på kriminologistudiet, var det med speciale i den reviderede udgave af straffelovens § 236 om ”forbud til dømte seksualforbrydere”. Det er netop den bestemmelse, som Forbrydelse og Moral i denne omgang er dedikeret til at forstå.

    For når man åbner den værktøjskasse, der hedder straffelovens § 236, hvad finder man så? Hvilke typer af forbud kan man som dømt seksualforbryder efter at have udstået sin straf blive mødt med? Er det muligt nogensinde at få sig et liv igen, hvis man efter afsoning i flere år skal leve med uanmeldte tilsyn fra politiet, der uden retskendelse tilegner sig adgang til ens bolig, breve og andre genstande? Er politiets tilsyn med dømte seksualforbrydere en virksom måde at forebygge seksuelle overgreb på børn? Og nårh ja - hvordan står det så samlet set til med retssikkerheden for denne her gruppe af mennesker, som ingen egentlig nære nogle former for sympati for men snarere afskyr?

    I det her afsnit forsøger jeg at få min gæst til at svare på bl.a. disse spørgsmål, og jeg kan allerede nu afsløre, at han ikke er ovenud begejstret for politiets tilsyn med dømte seksualforbrydere. Det er imidlertid en position, som er svær at indtage, for hvem vil dog give sig i kast med at tale de dømte seksualforbryderes sag?... Jeg vil i den forbindelse gerne understrege én ting. I det her afsnit taler hverken min gæst eller jeg om de dømte seksualforbrydere uden hele tiden at have in mente hvilke forfærdelige kriminalitetsformer, der ligger bag. Men hvis man for en kort stund er i stand til at løfte blikket en anelse op og forholde sig til, om man mener, at retssikkerhed vitterligt er for alle – ja så giver politiets tilsyn anledning til en række spørgsmål, som er interessante at overveje.

    Det her afsnits hovedperson begav sig ud i at skrive speciale om et emne, der for mange mennesker med god grund rummer så store følelser, at al fornuft og rationalitet slår fra. Et emne, hvor han selv var nødt til at opsøge mennesker, som på egen krop oplever uanmeldte tilsynsbesøg i det daglige. Det var der ikke nogen, der havde gjort tidligere.

    Jeg håber, at du kære lytter vil tage godt imod den snak, som jeg havde med Kasper Jørgensen.

    Det her er Forbrydelse og Moral episode 35. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.

  • “Det kan ikke have nogen gang på jord, at man skal kriminaliseres for at demonstrere og give sin mening til kende. Det giver ikke mening. Det kan man gøre i andre lande, bl.a. det min far flygtede fra, men det giver ikke nogen mening.”

    Sådan lyder det bl.a. i denne episode 34 af Forbrydelse og Moral, hvor forsvarsadvokat Erbil Kaya og hans erfaring med de såkaldte corona-relaterede straffesager er i fokus. Dette afsnits hovedperson førte nemlig for ganske nylig en historisk sag, hvor landsretten for første gang skulle tage stilling til brugen af straffelovens § 81d overfor corona demonstranter. Eller med andre ord: Var det virkelig lovgivers intention, at kriminalitet begået i forbindelse med en corona demonstration skulle straffes dobbelt så hårdt, som hvis den samme kriminalitet blev begået i andre ikke-corona-relaterede sammenhænge?

    Hør hvilket resultat landsretten nåede frem til, og ikke mindst hvorfor Erbil anså det for at være en tvivlsom ære at føre sagen ved landsretten.

    Vi taler desuden i det her afsnit om den retsstatslige udvikling. En udvikling og tendens som Erbil kalder ”en afmontering af retsstaten”. En tendens som han anser for at have været tiltagende de seneste 10-15 år hvor forskelle og ulighed konstant øges, hvor frihedsrettigheder indskrænkes, og hvor man eksempelvis i dag ifølge afsnittets hovedperson, kan blive udvist for et godt ord.

    Det her afsnit er med en gæst, som ikke alene brænder for sit fag, men i høj grad også den generelle samfundsmæssige udvikling. En mand der har været vidt omkring i den juridiske jungle lige indtil, at han landede på den helt rigtige hylde og fik strafferetten ind under huden. En mand der i dag har opbygget et af landets største strafferetskontorer, og som stadig i sit stille sind nogle gange overvejer, om han burde gå ind i politik for at modarbejde den retsstatslige udvikling, der bekymrer ham. Det ville der ved nærmere eftertanke bare være ét problem ved. For efter optagelserne snakkede vi videre, og her fortalte Erbil, at det mest bekymrende jo i virkeligheden er, at han ville være politisk hjemløs, hvis han gik ind i politik. Dét var måske i virkeligheden noget af det mest nedslående, jeg hørte den dag. At en mand og et menneske, der, såfremt han gik ind i politik, ville anse det for at være sin fornemmeste opgave at modarbejde afmonteringen af retsstaten, ikke ville kunne finde et tilhørssted. Dét er vel i sig selv ganske illustrativt for den retsstatslige udvikling, som vi taler om.

    Lyt med her og få et indblik i Erbils verden. En verden der er præget af den erfaring og praktiske virkelighed, som man møder, når man hver eneste dag møder i retten og arbejder som forsvarsadvokat.

    Det her Forbrydelse og Moral episode 34. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.

  • “Juraen er jo fantastisk spændende i et demokrati. I 99% af tilfældene får man en rigtig afgørelse, hvor man har brugt retsreglerne og domstolene til at finde ud af, hvad der skal ske. Men nogle gange - og det er jo de sager, som jeg tager mig af - så må den kolde jura vige for den rigtige varme afgørelse”.

    Sådan lyder det bl.a. i denne episode 33 fra min gæst, advokat Knud Foldschack, da jeg forsøger at forstå, hvad det er for nogle sager, som han tager ind. Jeg har i min tid på jurastudiet været fascineret af det arbejde og de sager, som Knud Foldschack gennem tiden har ført. Han har som advokat for bl.a. Christiania, Ungdomshuset og senest foreningen Repatriate The Children, der har kæmpet for at få børnene fra de syriske IS-lejre hjem, gennem sin karriere hjulpet mennesker og minoriteter, som majoriteten ganske ofte ikke har haft meget til overs for.

    Han er i mine øjne en advokat og et menneske, der bidrager til at sikre noget af det mest fundamentale i vores retssamfund: at retssikkerhed er for alle. Spørger man imidlertid Knud selv, er hans egen primære drivkraft ”retfærdighed” eller manglen på samme. Sager hvor uretfærdigheden skinner igennem i en sådan grad, at Knud slet ikke lade være med at kæmpe.

    “Når du har siddet med små børn, der har granatsplinter i armene, og når du har set små børn, der har haft diarre i halvandet år, som er danske børn, så holder du aldrig op med at kæmpe for at få dem hjem”, forklarer afsnittet hovedperson bl.a., da vi indledningsvist taler om hans kamp for at få de danske børn i Syrien hjem. En kamp der bragte ham til Syrien for at se børnene, lejrene og forholdene med egne øjne, og en kamp der fik Folketingsmedlem Rasmus Stoklund til at beskylde ham for at ”være engageret af IS-terrorister”. En særdeles grov og med Foldschacks egne ord ”fuldstændigt utilstedelig” beskyldning.

    I det her afsnit taler jeg med en mand, der, når jeg spørger ind til hans baggrund, beskriver sig selv som en børnehjemsdreng, der aldrig har boet med sin far og mor, men derimod på børnehjem, kostskoler og i familiepleje. En mand der på trods af sin tilsyneladende turbulente og brogede opvækst, og måske lige netop grundet denne opvækst, i dag er et fagligt fyrtårn i kampen for retfærdighed og retssikkerhed. Vel og mærke for de mest socialt udsatte mennesker i det samfund, vi kalder et retssamfund.

    Det her er ikke et afsnit, hvor strafferetten er i fokus. Det er derimod Knud Foldschack som menneske og advokat, der er i fokus.

    Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.

  • “Man kan ikke bare sige pyt. Det kan man ikke sige til et menneske, der har været udsat for det her. Der er mange, som ville sige: “vær dog glad for din frifindelse. Gå hjem og fokuser på din familie og lev dit liv. Lad vær med at spilde det på at være vred”. Men det kan man ikke. Det kan man ikke.”

    Sådan lyder det bl.a. i denne episode 32 af Forbrydelse og Moral fra forsvarsadvokat Naja Wærness, da vi taler om hendes klient Jens’ sag. En sag og en fortælling som Naja selv kalder “historien om en sigtet, men frifundet mand, der er ødelagt”. En sag hvor politi og anklagemyndighed, efter Naja og hendes klients opfattelse, subjektivt bøjede beviserne på trods af, at lige netop de instanser er underlagt et strengt objektivitetsprincip.

    ”I virkeligheden er det anklageren, der skal procedere på de objektive beviser og forsvareren, der kan være subjektiv. Dog selvfølgelig uden at finde på noget. Men jeg synes, at det var omvendt her”, lyder det bl.a. fra Naja.

    I det her afsnit får du, kære lytter, lov til også at høre fra Jens selv. En mand der blev sigtet og tiltalt for bl.a. voldtægt. En mand som sad varetægtsfængslet i 1 år og 3 måneder. En mand som har mistet al tiltro til systemet og ikke mindst en mand, der på grund af anklagerne mistede kontakten til sin familie, og som i dag har svært ved at finde nogen som helst mening med det at være til. For hvad gør 1 år og 3 måneder bag tremmer ved en mand, der er uskyldig? Hvad er det for en vrede, han sidder med?

    ”Jeg er opdraget med, at politi, anklagemyndighed og retten er instanser, som vi stoler på. Sådan er jeg grundlæggende opdraget. Det gør jeg ikke mere”, lyder det bl.a. fra Jens Enevoldsen.

    Det her er fortællingen om en kompliceret voldtægtssag… Om en læge og et menneske, der i dag vil have stillet flere konkrete personer, som har haft med hans sag at gøre, til ansvar for den måde, som sagen har været behandlet på. Det er en fortælling, om en kvinde der ad flere omgange trækker sine beskyldninger tilbage, uden at politi og anklagemyndighed ændrer kurs.

    En fortælling om en uretfærdighed, som man ikke kan undgå at blive berørt af. Om store følelser og om det at blive frifundet for beskyldninger om voldtægt, uden at det føles som en frifindelse. For hvilken betydning har det overhovedet at blive frifundet, når alle og enhver undervejs og efterfølgende alligevel har dømt en? Hvis man alligevel i sit lokalsamfund og families øjne er konstant mistænkeliggjort? Det håber jeg, at du, som lytter med, vil få et indblik i, når du om lidt har hørt om Jens’ sag.

    Jeg har valgt at lave det her afsnit selvom, at jeg ikke sædvanligvis fokuserer på konkrete sager. Når jeg alligevel har valgt at lave afsnittet sammen med Naja og Jens, skyldes det bl.a., at det bagved liggende budskab i mine øjne er værd at få ud. At vi lever i en retsstat, hvor en dom ideelt set burde have retskraft, forstået også på den måde, at Jens ikke længere burde blive mødt af mistro og mistillid, når han er frifundet. At han med andre ord ville blive renset for beskyldninger i det øjeblik, at frifindelsen faldt. Men sådan er det ikke. Vi lever i en retsstat, men det er ikke altid, at en dom har retskraft på den måde, som en frifundet person kunne tænke sig.

    Jeg har desuden med det her afsnit til hensigt at fortælle Jens’ historie, ikke at sige noget om hvorvidt historien ift. efterforskningen, tiltalerejsning mv. er retvisende for andre voldtægtssager. Det kan jeg ikke udtale mig om.

    Forsvarsadvokaterne har ikke altid et lige godt ry, men når man har hørt denne fortælling, tror jeg, at flere vil kunne forstå, hvad en forsvarsadvokat faktisk vil kunne gøre for det menneske, som pludselig tages til fange af systemet.

    Det her er Forbrydelse og Moral episode 32 med Jens Enevoldsen og Naja Wærness Larsen. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.”

  • “Jeg tænker altid over, om mine klienter er skyldige eller uskyldige, og det værste for mig er faktisk at forsvare en, som jeg ved er uskyldig”. Sådan lyder det bl.a. i denne episode 31 af Forbrydelse og Moral fra min gæst Jane Fischer-Byrialsen, der arbejder som forsvarsadvokat i USA, og som har gjort det til sit speciale at kæmpe for de mennesker, som hun mener, er blevet uskyldigt dømt. Mennesker, som af politiet er blevet presset til at tilstå forbrydelser, som de ikke har begået.

    Forud for min samtale med Jane havde jeg svært ved at forstå, hvordan hun kan mene, at alle mennesker vil kunne tilstå forbrydelser, som de ikke har begået. Jeg ville aldrig tilstå noget, som jeg ikke har begået, tænkte jeg. Men efter en længere snak om Janes baggrund og arbejde, det tilsyneladende strukturelt diskriminerende amerikanske straffe- og retssystem som hun arbejder i og en række andre emner, nåede vi til det, der i særlig grad lå mig på sinde. De falske tilståelser.

    For hvad er det, der gør, at alle mennesker vil kunne tilstå forbrydelser, som de ikke har begået? Hvorfor tilstod eksempelvis Janes klienter danske Malthe Thomsen og Korey Wise - sidstnævnte kendt fra bl.a. Netflix dokumentaren When They See Us, forbrydelser, som de ikke havde begået? Begge to nogle mennesker, som på et tidspunkt søgte Janes bistand efter at være blevet fanget i et amerikansk system, hvor et ord som uretfærdighed ikke engang er dækkende for, hvad der overgik dem. For hvad er det for nogle metoder, som politi og anklagemyndighed i USA bruger til at fremtvinge tilståelser? Er der ingen grænser? Er myndighederne ikke som i Danmark underlagt et objektivitetsprincip, der gør, at alt hvad der taler både for mistænkte skyld OG uskyld skal frem? Har vi alle et bristepunkt, og hvis ja – hvad ville Janes eget bristepunkt så være?

    ”Er det virkelig rigtigt, at der ingen regler er for, om politiet må lyve for de mistænkte for at fremtvinge tilståelser”, spurgte jeg på tidspunkt undervejs i samtalen undrende… ”Tjo… der er den regel, at det må de godt”, lød køligt fra den anden ende af forbindelsen.

    Jeg kan allerede nu afsløre, at Janes fortællinger om det system, hvor hun hver dag kæmper for retfærdighed og retssikkerhed, flere gange undervejs gjorde mig mundlam. Fortællinger om hvordan hun har oplevet en klient få taget sit bælte til sine bukser for dernæst at blive ført ind i retten og bedt om at give slip på sine bukser, således at klienten ydmyget foran en hel retssal måtte stå med bukserne nede om anklerne, alt imens der udbrød latter fra flere hjørner af salen. Alt sammen uden at dommeren skred ind. Eller fortællingen om hvordan det er næsten altid at være den eneste kvinde i et mandsdomineret fag, hvor hun blandt andet har oplevet en dommer kalde hende og hendes klient frem for at spørge, om ikke klienten hellere skulle få sig en advokat, der ikke havde de fysiske sygeproblemer, som Jane havde. Jane var gravid.

    Og nårh ja… Så forsvarer Jane også i netop disse dage en massemorder, og da hun slyngede det ud på den mest naturlige facon, kunne jeg ikke undgå at blive nysgerrig og spørge ind til, hvad det er for en sag.

    Jeg håber at du kære lytter, får ligeså meget ud af at lytte til denne her samtale, som jeg fik af at føre den. Det var en oprigtigt talt stor ære at tale med Jane.

    Det her er Forbrydelse og Moral episode 31 med gæst Jane Fischer-Byrialsen. Mit navn er Jacob Barckmann. Rigtig god fornøjelse.

  • ”Vi har 5.600 bestallede advokater i Danmark, der sidder og rådgiver alt fra Gadejuristen til Novo Nordisk i det økonomiske spektrum. Det vil sige, at der er en ekstremt stor berøringsflade med alle dele af det danske samfund, men hvorfor er de ikke mere repræsenteret i medierne”?

    Sådan lyder det bl.a. i episode 30 af Forbrydelse og Moral fra journalist Rasmus Hylleberg, da han forleden kom forbi til snak, kaffe og køkkenselfie. Rasmus er chefredaktør på K-News - Karnov Groups digitale nyhedsmagasin, og udtalelsen kom, da samtalen faldt på advokatbranchen, mediernes massive dækning af straffesager og ikke mindst det faktum, at advokater generelt er langt nede på kildelisterne hos journalisterne. Men hvorfor er sidstnævnte problematisk for både branchen og retssamfundet i det hele taget, og hvad sker der, hvis advokaterne primært interviewes kortfattet i forbindelse med dækningen af straffesager og/eller i forbindelse med de større økonomiske skandalesager og ellers kun i mindre grad inddrages i den offentlige debat? Vi har med en branche at gøre, der omsatte for 14 mia. kr. i 2020, og som har nogle af landets højst uddannede… Hvorfor er de ikke mere på banen i den offentlige debat? Desuden var kun 3 ud af de 50 mest citerede eksperter i 2020 jurister og ingen af dem var kvinder.

    Det var bl.a. de tanker og spørgsmål, som Rasmus selv kom til bordet med, da jeg spurgte, hvad han er særligt optaget af i sit arbejde, og da vi mødtes hjemme hos mig for at optage, tog vi en uformel snak om lige netop dette samt flere øvrige emner, der kan siges at trække tråde mellem hans arbejde og branche som journalist og advokatbranchen.

    Hvis du som lytter har været igennem de øvrige 29 afsnit, så ved du måske også, at jeg bryster mig af at udgive en strafferetlig podcast, hvor jeg sammen med dig håber på ikke kun at blive klogere på det fag, som jeg finder mest interessant, men også alle de fagområder, problematikker og udfordringer, der desuden knytter sig til det at leve i et demokratisk retssamfund. I grundlovens § 3 finder man magtens tredeling: den dømmende, den lovgivende og den udøvende magt. Hvad der imidlertid ikke i grundloven står skrevet, er, at man i et demokratisk retssamfund som det danske ofte også taler om den fjerde statsmagt medierne, der supplerer de tre officielle statsmagter. Både i Danmark og i udlandet spiller medierne en massiv rolle som samfundsoplysende institutioner, og det kan lyde banalt, men netop det er årsagen til, at det i denne podcast også er vigtigt at drøfte mediernes håndtering og dækning af straffesager og kriminalstof med nogle gæster, der selv til dagligt forsøger at navigere i medieverdenen. En af de personer er netop denne episodes hovedperson Rasmus Hylleberg. En efter min opfattelse sympatisk, dygtig, grundig og saglig journalist som udover at være den person, der i sin tid rakte ud for at høre, om jeg ville udgive podcasten i samarbejde med K-News og Karnov Group, også er en, jeg til enhver tid ville sætte mig og sludre med løst og fast om.

    Sidst men ikke mindst skal det nævnes, at vi afslutningsvist i det her afsnit ringer op til professor i politiret Henrik Stevnsborg og tager en snak om fænomenet predictive policing, herunder bl.a. spørgsmålet om hvorvidt man med teknologi er eller kan blive i stand til at forudse hvor og hvornår, at en lovovertrædelse vil blive begået, men også hvem der konkret vil begå den. Lyden i samtalen med Henrik Stevnsborg blev beklageligvis ikke synderligt skarp, men jeg håber, at du kære lytter kan bære over med det. Der er ikke meget mere at sige, end at sige end at mit navn er Jacob Barckmann, og her kommer episode 30 af Forbrydelse og Moral. God fornøjelse.

  • “Vi kan ikke lide at sige, at vi hævner, men det er jo det, vi gør”.

    Sådan lyder det bl.a. i denne episode 29 af Forbrydelse og Moral fra forsvarsadvokat Kristian Braad, da jeg foreholdte ham og ikke mindst personen overfor ham, anklager Anders Larsson, spørgsmålet om, hvorfor vi – set med deres øjne – straffer som vi gør.

    Jeg har i lang tid gerne ville sætte en dygtig forsvarsadvokat overfor en dygtig anklager, for dernæst at få dem til at tale dels om nogle af de emner, som tidligere i denne podcast har været drøftet, dels nogle nye emner – som ikke tidligere har været drøftet.

    Før vi i det her afsnit rigtig får talt os varme, får du kære lytter lov til kort at stifte bekendtskab med mine to gæster og ikke mindst deres karrieremæssige valg og veje, og jeg kan da allerede nu afsløre, at begge mine gæster har været en del af store, spændende og vel i virkeligheden historiske straffesager. Det var jeg godt klar over før vi satte os til at snakke, men da jeg indledningsvist får spurgt, om de to egentlig nogensinde har været på en sag sammen som anklagere, idet Kristian har en fortid i anklagemyndigheden, opdager jeg, at det har de. Endda ikke i hvilken som helst sag. Det var således netop disse to mænd, der som tidligere kollegaer førte straffesagen mod Said Mansour. En sag mod en mand, der i medierne blev døbt ”Boghandleren fra Brønshøj”. Hør mere om hvordan det var i det her afsnit.

    Det her er et afsnit, som jeg er rigtig stolt af. Det gav god mening og en god dynamik at smide nogle bolde op i luften for dernæst at se dem blive grebet at to dybt kompetente aktører inden for retssystemet, og det var kanon lærerigt. Vi taler om straffesystemet, virkningen af straffe, brugen af varetægtsfængsling – hvor den indsatte typisk sidder isoleret i sin celle 23 timer i døgnet uden at have fået en dom. Vi taler om pædagogik og retorik i retten, idet jeg afspiller og foreholder mine gæster et citat fra min tidligere gæst Ali Najei, og vi taler om Plea Bargaining – noget man kender fra det amerikanske system (og ikke mindst de amerikanske film), hvor sigtede personer tilstår forhold eller angiver medgerningsmænd for til gengæld selv at få en mildere straf.

    DET og meget mere, kan du høre om lige her i Forbrydelse og Moral episode 29. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.

  • “Jeg hører ikke til den skole, der mener, at klienten partout er bagud på point”.

    Sådan lyder det bl.a. i denne episode 28 af Forbrydelse og Moral fra den nystartede forsvarsadvokat Danni Richter, da snakken endnu engang faldt på uskyldsformodningen. Det princip som tilsiger, at en sigtet i en straffesag er uskyldig, indtil anklageren har løftet bevisbyrden.

    Hvis du imidlertid tidligere har kastet dig over de øvrige Forbrydelse og Moral afsnit, så rynkede du måske også på næsen over, at lige netop det citat skulle stamme fra en forsvarsadvokat. Udtalelsen flugter nemlig ikke med den holdning, som flere af Danni Richters forsvarerkollegaer i denne her podcast har givet udtryk for, herunder at der i praksis snarere hersker en decideret skyldsformodning.

    Men det er der måske en god forklaring på. Denne episodes hovedperson er nemlig gennem de seneste 10 år blevet skolet i det offentliges tjeneste, hvor han har gjort en imponerende anklagerfaglig karriere. Han har således som anklager både været ansat i Midt- og Vestsjællands Politi og i PET, været medhjælper hos Statsadvokaten og senest fungeret som senioranklager i henholdsvis Københavns Vestegns Politi og i Københavns Politi – nærmere bestemt advokatur SEØ, hvis opgave er at bekæmpe organiseret, kredsoverskridende kriminalitet, herunder eksempelvis rocker-banderelateret kriminalitet. Da Danni og jeg fredag den 5. februar optog episode 28, var det i virkeligheden kun en måned siden, at han havde smidt arbejdshandskerne som senioranklager og startet op som forsvarsadvokat i Schønnemann Advokatfirma. Med sig i afskedsgave fik Danni fra sine kollegaer i politiet en Darth Vader figur. En afskedsgave hvis symbolik talte sit eget klare sprog. Nu havde han tilsluttet sig ”the dark side”.

    Det skal retmæssigt nævnes, at Danni i det her afsnit nuancerer det citat, som jeg indledningsvist valgte at plukke ud fra den sammenhæng, hvori det indgår. Afsnittet er således netop dedikeret til at nuancere og dermed forstå, hvad der ligger til grund for, at nogle – som Danni – så at sige skifter side og derved går fra at skulle anklage den tiltalte, til pludseligt at skulle forsvare og dermed tale for den tiltaltes uskyld. Jeg har tidligere haft den mangeårige anklager og nuværende advokaturchef Kristian Kirk som gæst, og da jeg spurgte, om han kunne finde på at sige sit job op for at tilslutte sig standen af forsvarsadvokater, lød det koldt, at hans synspunkter ikke kunne købes. Men vil det sige, at Dannis synspunkter er blevet købt? Eller er det noget andet og mere end økonomi, der ligger til grund for et sådant skifte? Hvilke overvejelser gjorde han sig forud for sit skifte, og hvordan kan han som nystartet forsvarsadvokat bruge det, at han i årevis har siddet overfor utallige forsvarsadvokater og betragtet deres ageren fra den modsatte side i retssalen?

    Det er bl.a. nogle af de ting, som jeg taler med dette afsnitts hovedperson om. En god og efter egen opfattelse lærerrig snak, som jeg håber, at såvel jurainteresserede som alle andre der lytter med, finder brugbar.

    Det her er Forbrydelse og Moral episode 28. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.

  • “Jeg mener ikke, at begrænsninger i ytringsfriheden er et effektivt redskab til at imødegå racisme og skabe en højere grad af tolerance”. Sådan lyder det bl.a. i denne episode 27 af Forbrydelse og Moral fra Jacob Mchangama, der er direktør i den uafhængige juridiske tænketank Justitia.

    Jacob er for ganske nylig blevet nomineret til Fonsmark prisen, og i den forbindelse skrev Berlingske bl.a. følgende om ham;

    ”[…] Jacob Mchangama har igennem en årrække haft et skarpt blik for de bærende elementer i en demokratisk retsstat og utrætteligt forsvaret ytringsfriheden. Når politikere vil indføre tvivlsom lovgivning, der skal tvinge techgiganter til at fjerne hadefuldt indhold, eller når en censurlysten venstrefløj vil forbyde Muhammedtegninger, står Mchangama klar med indvendinger, der kan få selv den mest indædte stammekriger til at tvivle på egne argumenter.”

    … Den beskrivelse er jeg enig i. Det er derfor også særligt ytringsfriheden, som tages under lup i dette afsnit.

    Ved udgangen af året 2020 kom Jacob og Justitia med en relativt dyster årsrapport, der satte spot på udviklingen i retssikkerheden på en række områder i det forgange år. Jeg læste den rapport, og var kort efter ikke i tvivl om, at jeg måtte have Jacob med i podcasten. Jeg var blevet bekymret over udviklingen inden for en række retslige områder... For hvis man tager rapportens ord for gode varer – ja så er der god grund til at bekymre sig om den skrantende retssikkerhedsmæssige udvikling – herunder altså også når de corona-relaterede tiltag tages ud af ligningen. Jacob skriver på Justitias hjemmeside følgende om udviklingen, der i øvrigt alene er et ganske kort udsnit:

    ”Uanset håndteringen af Covid-19 har år 2020 forstærket tidligere års tendenser til indskrænkning af borgernes retssikkerhed og frihed. Det gælder for eksempel implementeringen af regeringens trygheds- og sikkerhedspakke, der har givet udvidet adgang til tv-overvågning af borgerne. Både i Danmark og internationalt ser vi et stigende pres for at pålægge sociale medieplatforme at fjerne hadefuldt og ulovligt indhold inden en kort frist, hvilket udgør en risiko for at også mange lovlige ytringer fjernes og almindelige borgeres ytringsfrihed indskrænkes. Endelig kan nævnes skandalen i Forsvarets Efterretningstjeneste, som tilsyneladende har tilbageholdt væsentlige oplysninger om ulovlig overvågning af borgerne for Tilsynet med Efterretningstjenesterne samt de stadigt stigende sagsbehandlingstider i almindelige civile sager ved domstolene,”

    I det her afsnit af Forbrydelse og Moral forsøger jeg sammen med Jacob Mchangama at sætte yderligere spot på nogle af de samme områder. For hvorfor er det problematisk, når stater begynder at kræve af tech-platformene, at de skal slette eller blokere åbenlyst racistisk indhold indenfor 24 timer? Hvorfor er det nye tonepoliti, der som led i den nye politireform fremover skal patruljere kommentarfelterne på de sociale medier, mere end svært at forene med ytringsfriheden? Hvorfor er han principielt modstander af racismeparagraffen? Og hvorfor mener han ikke at paragraffen - som regeringen udtrykte det tilbage i oktober 2020 - tilmed bør beskytte transpersoner?

    Retssikkerhed gennemsyrer al lovgivning – herunder også strafferetten. Eller… Det burde det i hvert fald gøre, hvis du spørger mig. Derfor er det også relevant at snakke retssikkerhed i netop denne her podcast.

    Jacob og jeg optog afsnittet digitalt, hvilket desværre også har haft den konsekvens, at lydkvaliteten ikke blev ligeså god, som den plejer. Jeg håber imidlertid, at du som lytter med, vil finde Jacob og hans meninger interessante, og bære over med lydkvaliteten i denne omgang.

    Det her er Forbrydelse og Moral episode 27 med gæst Jacob Mchangama. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.

  • “Jeg lægger ikke skjul på, at jeg ikke er forsvarer for forskellige grupperinger. Uanset om det er politifolk eller andre. Jeg er forsvarer for den enkelte”.

    Sådan lyder det bl.a. i denne episode 26 fra min gæst og tidligere arbejdsgiver forsvarsadvokat Henrik Garlik, der bl.a. har været forsvarer i Brønderslev-sagen, Solhaven-sagen, Kundby-sagen (i starten), og sagen mod ekspolitikeren Per Zeidler. Derudover en række større narkosager og meget andet.

    Denne episodes hovedperson er efter min opfattelse en af landets mest erfarne forsvarsadvokater, og derfor har jeg også valgt at dedikere lige netop dette afsnit til at finde svar på en række spørgsmål, som jeg anser for at være essentielle i rollen som forsvarer. Spørgsmål der kan forekomme banale for forsvareren selv, men som kan være til stor læring for alle de mennesker, der ligesom jeg ønsker at blive klogere på, hvordan man kan gribe arbejdet an.

    For hvornår forbereder han eksempelvis sagerne, når han samtidig går i retten fem dage om ugen? Er der nogle sager, der kan “tages på rutinen”? Er han med årene blevet en mere progressiv forsvarer - og hvad med sandsynligheden for at “vinde” sagen?… Fortæller han nogensinde sine klienter, at domfældelsesprocenten i Danmark reelt er et godt stykke over 90%, hvilket betyder, at sandsynligheden for en frifindelse statistisk set er ganske lille? Og hvad tænker han i øvrigt som forsvarer også for politifolk om, at domfældelsesprocenten i de sager faktisk er markant lavere end i andre sager? Bliver der rejst alt for mange tiltaler mod politifolk? Giver det i øvrigt nogensinde problemer både at være forsvarer for “politi og røvere”?

    Og hvorfor vil han desuden helst ikke vide, om hans klient er skyldig? Hvorfor er det aldrig en vigtig oplysning?

    Det er nogle af de spørgsmål, som jeg stiller i det her afsnit, og særligt interessant var det for mig at høre om, hvorvidt der findes sager, som den person der sad overfor mig - en af landets førende forsvarsadvokater - ikke tager? Findes der med andre ord mennesker, som han ikke vil forsvare?

    Det spørgsmål blev han også stillet, engang han var inviteret ind i DR’s aftenshowet for bl.a. at tale om sagen mod Anders Breivik… Ville Henrik forsvare ham?

    Alt i mens Henrik sad der, og svarede på det spørgsmål, som naturligt lå mange mennesker på sinde, sad Henriks partner Niels Christian Strauss på søsterkanalen TV2, og svarede på selv samme spørgsmål. Men svarede de to garvede forsvarer det samme?

    Hør også Henrik forklare hvorfor det i dag i lang højere grad er en specialeopgave at forsvarer, end det var tidligere. “Det generelle billede er, at vi er mange forsvarer, som konstant mødes i de samme sager”, udtaler han bl.a.

    Det her er Forbrydelse og Moral episode 26. Mit navn er Jacob Barckmann. Rigtig god fornøjelse.

  • ”Jeg kan i mit stille sind godt nogle gange stille mig lidt uforstående overfor, hvorfor at anklagerfuldmægtige kan møde i retten dag ud og dag ind, mens vi andre pænt må tage os til takke med en fristforlængelse i ny og næ”…

    Sådan lyder det bl.a. i denne episode 25 af Forbrydelse og Moral fra advokatfuldmægtig Patrick Lorenzen. Allerede som 23-årig blev Patrick ansat som advokatfuldmægtig hos forsvarsadvokat Mette Grith Stage, og allerede som student blev han højst usædvanligt sendt i retten for at varetage en klients interesser i en sag om gruppevoldtægt. Hvordan det imidlertid gik, må du høre om fra Patrick selv i det her afsnit.

    I denne episode får du som lytter desuden lov til at møde en advokatfuldmægtig der udelukkende arbejder med straffesager, og jeg har derfor også for afgrænsningens skyld i det følgende valgt den lidt mere kreative betegnelse ”strafferetsfuldmægtig”. Det er en særlig stilling, der efter studiet kan være særdeles svær at få fingre i, idet man som strafferetsfuldmægtig kun ganske sjældent får mulighed for og lov til at møde i retten, hvilket også betyder, at mulighederne for rent faktisk at tjene penge til det kontor som man arbejder for, er særdeles begrænset.

    For at forstå hvordan Patrick alligevel fik jobbet som fuldmægtig hos en af landets fremmeste forsvarsadvokater, og ikke mindst for at forstå hvordan deres samarbejde fungerer, valgte jeg at hive ham ind til en snak. Det her afsnit er derfor i sin grundsubstans dedikeret til at forstå den strafferetsfuldmægtiges rolle i retssystemet.

    Vi kommer i afsnittet vidt omkring Patricks arbejde, men afslutningsvist blev jeg igen nødt til at tage en af podcastens evergreens op… Et berettiget spørgsmål der ofte ligger mange mennesker på sinde, når de taler med en forsvarsadvokat, da det kan være svært at forstå, hvordan det hele hænger sammen. Spørgsmålet er nemlig hvordan forsvarsadvokaten, i det her afsnit den fuldmægtige, overfor sig selv forsvarer hver dag at gå på arbejde og ganske ofte kæmpe for nogle mennesker uskyld, selvom man måske har et stærk formodning om, at klienten faktisk har gjort sig skyldig i lovovertrædelsen. Spørgsmålet fandt jeg endnu engang aktuelt, da denne episodes hovedperson som ny fuldmægtig i den strafferetlige verden utvivlsomt ofte møder spørgsmålet, og desuden vil blive mødt af spørgsmålet resten af sin karriere... Men hvad svarer han så? Det og meget mere kan du finde ud af lige her i episode 25 af Forbrydelse og Moral. Mit navn er Jacob Barckmann, God fornøjelse.

  • ”Hvis vi pludselig skal til at fratage borgere deres grundrettigheder, fordi “politiet synes det er et effektivt værktøj”… Så er vi med stormskridt er på vej ind i en George Orwellsk verden”…

    Sådan lyder det bl.a. i denne episode 24 fra generalsekretær I Advokatsamfundet Andrew Hjuler Crichton, da snakken faldt på retssikkerhed anno 2020.

    Jeg spurgte Andrew, om han kunne tænke sig at være gæst her i podcasten, da jeg som bekendt ofte har talt med advokaterne om deres arbejde, men kun ganske sjældent har jeg egentlig drøftet de regler eller retningslinjer, om man vil, som advokaterne skal følge, når de varetager deres hverv. I det her afsnit drøfter Advokatsamfundets generalsekretær og jeg derfor de skrappe interessekonfliktsregler, som skal sikre advokaternes uafhængighed. Regler som i sidste ende er til for sikre borgernes retssikkerhed.

    Det bliver derfor i dette afsnit også aktuelt at drøfte, hvorvidt adgangen til advokatmarkedet er for lukket. I dagens Danmark er det kun advokater, der må eje advokatvirksomheder, men hvad ville der ske hvis man "liberaliserede" reglerne, og gav eksempelvis revisionshuse eller forsikringsselskaber mulighed for at eje advokatvirksomheder? I England havde man en tilsvarende regel frem til 2011, hvor man fjernede den, men hvad har det haft af konsekvenser i England, og kan vi forvente lignende herhjemme?

    Helt centralt og højaktuelt bliver vores samtale også, da snakken netop falder på retssikkerhed. For hvad er retssikkerhed overhovedet, og har vi efterhånden har levet i et samfund med retssikkerhed så længe, at vi har glemt hvordan et samfund UDEN retssikkerhed ser ud? Eller med andre ord… Er den intuitive fornemmelse for retssikkerhed under pres og hvorfor har vi et problem hvis politikerne og måske endda også advokaterne, i mindre og mindre grad lader sig arbejdsmæssigt motivere af retssikkerheden og kampen for denne? Advokatsamfundet offentliggjorde eksempelvis selv den 1. september i år en ny undersøgelse, som viste, at kun 28% af de adspurgte 356 advokatfuldmægtige finder sit "juridiske brændstof" i retssikkerhedens navn.

    Hvorfor er det et retssikkerhedsmæssigt problem, når der eksempelvis sidste år kom et lovforslag om at mennesker, der har været dømt for pædofili, i en lang periode efter at have udstået deres straf ifølge forslaget skulle tåle, at politiet ville få mulighed for uanmeldt at gå ind og beslaglægge deres computere, se indholdet af mails osv. uden dommerkendelse?

    Og skal vi virkelig som borgere i en retsstat acceptere politiske argumenter om, at politiet synes, at ”det er et effektivt værktøj”?

    De fleste af os kan vel blive enige om, at retssikkerhed er for alle, om så man er lovlydig, kriminel, hjemløs eller med tag over hovedet, statsborger eller ej?

    At retssikkerheden er presset i 2020 kommer næppe som en overraskelse for nogen, og det ER en naturlig følge af de indgreb vi har måtte acceptere som følge af en verdensomspændende pandemi. Men ser man bort fra selve pandemien et øjeblik, ja så vil man kunne opdage, at retssikkerheden de seneste år alligevel har været under pres. Andrew forklarer således, at man i en række love de sidste par år, har set et skred, hvor man ligeså stille er inde og begrænse borgernes rettigheder. Hvad der mere konkret ligger heri, taler vi om i afsnittet, hvor Andrew desuden fremhæver nogle eksempler for at understøtte sine pointer.

    Det her er et afsnit om retsstatslige principper, grundloven, overvågning, retssikkerhed, advokat etik, hastelovgivning og mere til. På mange måder nogle emner og begreber der i nyere tid næppe har været mere aktuelle, end de er lige nu i disse dage.

    Det her er Forbrydelse og Moral episode 24 med gæst Andrew Hjuler Crichton. Mit navn er Jacob Barckmann – Tak for din tid, og tak fordi at du lytter med. God fornøjelse.

  • ”Et af privilegierne ved at være forsvarsadvokat, psykolog, pædagog eller alle mulige andre jobs hvor man kommer helt tæt ind på menneskers liv, det er, at man bliver overrasket over, at selv nogen af dem der har gjort noget af det værste, også er mennesker.”

    Sådan lyder det blandt andet i denne særlige episode af Forbrydelse og Moral, hvor jeg inviterede min storebror Christian Barckmann på besøg til en snak om nogle af de områder, hvor vores fag overlapper hinanden. Christian er børne- og ungepsykolog, og arbejder derfor med unge mennesker, som i en eller anden grad tidligt i livet oplever modstand, og hvoraf mange af dem på en eller anden måde allerede har haft kriminalitet tæt inde på livet.

    Christian og jeg har ofte nogle gode uformelle snakke, hvor vi oplever, at vi kan lære af hinandens enormt forskelligartede fag. Men hvad sker der, hvis vi faktisk sætter os ned med mikrofoner imellem os, og taler frit fra leveren, og deler erfaring? Hvis jeg med andre ord lader min interesse, nysgerrighed, viden og foreløbige erfaring med retssystemet og ”den kriminelle” møde hans tilsvarende interesser, erfaring og viden om de unge mennesker, som han forsøger at hjælpe gennem et liv der til tider synes meningsløst, kan vi så lære noget af hinanden?

    Når jeg vælger at lave det her afsnit, ligesom at jeg valgte at lave et afsnit med Ali Najei, så er det fordi jeg tror på, at den branche jeg forhåbentligt selv skal ud og arbejde i en dag - retssystemet – kan lære af andre mennesker end dem, som allerede er en del af branchen som professionel part.

    Når Ali i afsnit 22 åbnede op, og fortalte om sin opvækst og fortid som dybt kriminel, herunder hans tanker om retssystemet, jamen så er det også i erkendelsen af, at jeg ikke selv har tilstrækkelig psykologisk indsigt til at kunne ”analysere” hans fortælling, at jeg hiver min psykolog uddannede storebror ind, og foreholder ham dele af Alis fortælling.

    Vi satte os ned en onsdag aften hjemme hos mig. Christian iført en t-shirt med Prince afbilledet. Jeg har altid været misundelig på den t-shirt. Hver især forberedte vi os lidt, og så blev enige om, at vi talte ud fra den præmis, at hvis det blev godt, så kunne jeg udgive det, og ellers skulle det ligge mig frit for ikke at udgive det.

    Jeg synes imidlertid, at Christian i det her afsnit kommer med et række tanker og overvejelser, som jeg endnu ikke selv havde gjort mig, og som jeg også er overbevist om, at andre – jurister eller ej – vil finde interessante. Desuden deler jeg i det her afsnit også lidt mere ud end sædvanligt af egen erfaring.

    En af de tanker som jeg i særlig grad tog med mig efter vores snak, var Christians overvejelser om hvordan vi i dag ser på kriminalitet. At kriminalitet per automatik fordrer tanker om skyld, straf og ansvar. Men tænk… tænk hvis vi i højere grad så kriminalitet som et socialt fænomen der mest af alt vidner om mistrivsel. Hvad kunne man så gøre? Og hvad tænker Christian om det faktum, at for personer der er diagnosticeret med ADHD, er risikoen for at blive dømt for noget kriminelt eller for at komme i fængsel tre gange højere end for den øvrige befolkning? Er man så kriminel eller er man bare uheldig? Eller… hvis vi skal forsætte i den strafferetlige terminologi, så er ingen vel ”skyldige” i, at de lider af eksempelvis ADHD?

    Det her er Forbrydelse og Moral episode 23. Et afsnit hvor jeg sammen med min bror, har optaget en uformel samtale, hvor vi udveksler viden og erfaring fra henholdsvis psykologien og den strafferetlige del af juraen, alt sammen i et håb om, at også andre end os selv, vil finde dele af samtalen lærerrig og interessant.

    Du skal have stort tak, fordi du lytter med. Mit navn er Jacob Barckmann, God fornøjelse.

  • ”Da jeg sad i retten så jeg ikke dommere... Jeg så ikke en anklager. Jeg så bare systemets repræsentanter”...

    Sådan lyder det bl.a. i denne episode 22 af Forbrydelse og Moral fra min gæst Ali Najei, da jeg forsøger at forstå, hvordan det – set med hans øjne i lyset af en fortid som benhård kriminel – var at sidde der i retssalen. I centrum af retssystemet. Omringet af professionelle aktører. Alle med forskellige roller men alle med det samme fokus. Den tiltalte. Ali Najei. Alle var de der, på grund af de handlinger, som han havde foretaget sig i det kriminelle bandemiljø i København.

    Indtil nu har jeg gennem podcasten lært af fagfolkene. Forsvarsadvokaterne, anklagerne, dommerne og professorerne. Mennesker som næsten alle har deres daglige gang i de danske retssale. Men hvorfor ikke forsøge at lære fra en af dem der i bund og grund er årsagen til, at alle de andre aktører er der? Hvorfor ikke tale med den kriminelle. Den der har prøvet at være tiltalt i en straffesag. Hvorfor ikke tale med Ali Najei?

    Det spørgsmål stillede jeg mig selv forud for, at jeg kontaktede Ali, og jeg kunne ikke finde ÉN god grund til ikke at gøre det.... ”Husk nu hvem din målgruppe er” var der imidlertid flere som bemærkede, når jeg fortalte, at jeg skulle tale med Ali. Formentlig med tanke på, at min målgruppe – ifølge dem – primært er fagfolkene og de jurastuderende. Jeg studsede over det. For… hvis vi antager, at det ER min målgruppe… Ja så giver det i min verden blot endnu større mening at udgive et afsnit med en person, der hele sit liv er blevet kastet rundt i det system, som min påståede målgruppe selv arbejder i. Eller… sagt på en anden måde…: Om man arbejder i retssystemet eller ej, så tror jeg, at man kan lære en hel del om netop systemet, hvis man sætter sig ned, og faktisk taler med den kriminelle, fremfor at tale OM den kriminelle. Eller i Alis tilfælde tidligere kriminelle. Ikke som var hans fortælling underholdning – kriminalitet er ikke underholdning – men for bedre at kunne reflektere bredt over begreber som straf, skyld og meget andet, der hører retssystemet til. En læring som man - set med mine øjne - kun får, hvis man spørger, og kun hvis man lytter. Det har jeg valgt at gøre i det her afsnit.

    For hvad var årsagen til, at Ali’s kriminelle løbebane startede? Hvad mener han med, at hans opvækst var præget af hård kærlighed? Hvornår kom han ind i bandemiljøet? Hvordan er det at sidde i retten som tiltalt? Tænkte han mon over at ofre og pårørende til hans kriminalitet sad nede på bagerste række, når han afgav forklaring i retten? Hvordan betragter han anklagerens rolle? Hvordan vælger han forsvarsadvokat, og hvad med den gæld til staten som man får, når man bliver dømt for kriminalitet? --- giver den ikke blot et nyt og større incitament til at begå ny kriminalitet? Og måske vigtigst af alt… Hvad var det som gjorde, at alting ændrede sig? At Ali vendte sit kriminelle liv ryggen, forlod bandemiljøet, og tog de - med hans egne ord - ”sunde valg”. Og sidst men ikke mindst… Hvordan forsøger han, at give tilbage til samfundet den dag i dag?

    Når du om lidt får lov til at høre min samtale med Ali Najei, håber jeg, at du vil forundres over hans evne til at reflektere over sit eget liv. Den han var, og den han er blevet til. Hans selvindsigt. Hans evne til at reflektere over retssystemets forskellige instanser og ikke mindst de forskellige aktørers roller. Hans evne til at lade sig rive med af en tankestrøm ud af en tangent, for kort efter kunne vende tilbage til sit udgangspunkt og det spørgsmål, jeg kort forinden havde stillet. Jeg håber, at du vil forundre dig over, at en mand for hvem det har været ligeså let at begå kriminalitet som at trække vejret, i dag sidder forklarer sine pointer ved at inddrage Marslows behovspyramide.

    Og når du så forundrer dig over det. Så husk på at det først var i 2018, at Ali forlod det kriminelle miljø og besluttede sig for aldrig at vende tilbage. Du kære lytter kommer ind i samtalen, netop som den var startet, og lige hvor jeg så mit snit til at få introduceret denne episodes hovedperson. Det her Forbrydelse og Moral episode 22 med gæst Ali Najei – mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.

  • ”Jeg vil vove at påstå, at ENHVER der kommer ind og indgiver en anmeldelse om voldtægt, er FYLDT med selvbebrejdelse, fortrydelse, skyld og skam”

    Sådan lyder det bl.a. i denne episode 21 af Forbrydelse og Moral fra min gæst - advokat og partner i Sirius advokater Helle Hald. Udtalelsen kom, da snakken faldt på voldtægtssager. Sager hvor Helle Hald i årevis har påtaget sig rollen som bistandsadvokat - eksempelvis i sagen mod Amagermanden - og derved hjulpet et utal af ofre og forurettede gennem det retssystem, som skal sikre, at retfærdigheden sker fyldest.

    Men… Hvordan rådgiver man et menneske, typisk en kvinde, der påstår sig voldtaget, når man samtidig er vidende om, at sandsynligheden for at gerningsmanden bliver dømt, i hvert fald frem til i dag i 2020 hvor en samtykkelov netop er blevet vedtaget, har været tæt på 0? Når man med andre ord ved, at retfærdigheden set med ofrenes øjne sjældent i disse sager faktisk sker fyldest?

    Når man ved, at et møde med retssystemet med stor sandsynlighed vil fylde det menneske, der i forvejen er forurettet med endnu mere… ja… selvbebrejdelse, fortrydelse, skyld og skam. For hvad er det for nogle spørgsmål, man som forurettet i en sag om voldtægt kan forvente at møde fra politiet under afhøringerne, og hvad er det for nogle spørgsmål, man kan forvente i retten fra den forsvarsadvokat, som med næb og klør forsøger at så tvivl om den mands skyld, som man har anmeldt for voldtægt?

    Der påhviler i sagens natur alle advokater et stort ansvar, når de går i retten og taler deres klienters sag. Men forud for min snak med dagens hovedperson slog det mig, at opgaven med at rådgive, vejlede, og vise vejen for de mennesker, som har været udsat for en traumatiserende forbrydelse, ikke er en opgave for hvem som helst. Det er et kæmpe ansvar, som skal varetages med omhyggelighed og jeg har derfor også stor respekt for Helle Hald og alle de bistandsadvokater, der populært sagt er ”på ofrenes side”.

    Det her er Forbrydelse og Moral episode 21 om bistandsadvokatens rolle i straffesager. Mit navn, er Jacob Barckmann. God fornøjelse.

  • Retsstaten og Covid-19.
    Sådan lyder titlen på en undersøgelse der tilbage i slutningen af juni måned blev offentliggjort af den uafhængige juridiske tænketank Justitia, og som blev udarbejdet af tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder, Dr.jur. og advokat Jonas Christoffersen.

    ”rapporten afdækker et coronaforløb, som viser, at Folketinget og regeringen kan være villige til på meget kort tid at sætte helt grundlæggende frihedsrettigheder og demokratiske retsstatsprincipper på vågeblus, når Danmark står i en ekstraordinær situation, hvor frygten for en forestående krise presser på. Dette er i sig selv problematisk”… Sådan lyder det bl.a. når man læser rapportens sammenfatninger og anbefalinger, og i det her afsnit kan du høre Jonas Christoffersen sætte ord på, hvad han mener med, at grundlæggende frihedsrettigheder og demokratiske retsstatsprincipper har været sat på vågeblus, og ikke mindst hvad det problematiske ved det er.

    hvorfor er det overhovedet problematisk, når de fleste af os er klar over, at der var tale om en ekstraordinær situation, som krævede ekstraordinære tiltag?

    Hvad er problemet ved, at beføjelser som er hastevedtaget i en krise, ikke fjernes ligeså hurtigt som de blev vedtaget, når man indser, at de ikke er nødvendige?

    Og hvad mener Jonas Christoffersen og Justitia egentlig, når man i rapporten kan læse, at ”situationen kun er blevet mere retssikkerhedsmæssigt betænkelig, når regeringen i så høj grad, som det er sket, har bevæget sig væk fra både sundhedsmyndighedernes anbefalinger og normale høringsprocesser og truffet en lang række hurtige politiske beslutninger uden de sædvanlige sundhedsfaglige eller parlamentariske mandater"?

    Hør også i det her afsnit, hvorfor de danske domstole og dommere ifølge Jonas Christoffersen ikke bevarede deres grundlovsmæssige uafhængighed, da Danmark blev lukket ned, og sager skulle prioriteres.

    Det her er Forbrydelse og Moral episode 20 - en corona-special med Jonas Christoffersen. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.