Episodes

  • I anledning af at filmen Once Were Brothers – Robbie Robertson & The Band endelig har premiere, kigger Rockhistorier dette skelsættende orkester efter i sømmene. The Band ændrede i årene 1968-1976 musikkens retning ved at skrue ned for både lyd og effekter og i stedet prioritere sangskrivning, samspil og stemning. I processen lagde de grunden for genren Americana.
    Der findes ikke en definitiv definition af Americana, men der hersker enighed om, at genren er en syntese af amerikanske urgenrer som folk, country, bluegrass, blues, rock’n’roll, soul, hymner og gospel. Det kan derfor virke paradoksalt, at den kvintet, som skabte grundlaget for Americana, bestod af fire canadiere og blot en enkelt vaskeægte sydstatsamerikaner, men sådan er det altså.
    The Band var under forskellige navne aktiv med sin oprindelige besætning i seksten år, før de i 1976 gik hver til sit – for ved senere lejligheder at finde sammen igen i forskellige konfigurationer. De oprindelige fem medlemmer samledes dog aldrig mere, dertil var der for meget bad blood mellem amerikanske Levon Helm og canadiske Robbie Robertson.
    Gruppen samledes i årene 1960-1961 i den canadiske by Toronto, hvor de fem medlemmer et efter et kom med i rockabilly-sangeren Ronnie Hawkins backingband The Hawks. Med Fra USA medbragte han trommeslageren Levon Helm, og derefter kom guitaristen Robbie Robertson, bassisten Rick Danko, pianisten Richard Manuel og multiinstrumentalisten Garth Hudson med. Efter et par år fyrede bandet Hawkins, og skabte sig et ry på de amerikanske klubber som et sejt r&b-outfit. Det medførte, at gruppen fik tjansen som backingband for Bob Dylan i de tumultariske år 1965-1966, hvor han gik elektrisk.
    Derefter flyttede både Dylan og bandet på landet, hvor de i løbet af 1967 indspillede de famøse Basement Tapes. Året efter fik gruppen en pladekontrakt og debuterede med lp’en Music from the Big Pink, hvis stoflige og jordnære stemning – fjernt fra de revolteprægede 1960eres psykedeliske musik – mindede om et allerede dengang forsvundet landligt Amerika. Både den og efterfølgeren The Band (1969) vakte stor opsigt og betød, at mange musikere vendte tilbage til et mere afdæmpet og naturalistisk udtryk. Blandt proselytterne fandtes blandt andre Eric Clapton og George Harrison.
    Med succesen kom uvanerne, ikke mindst i form af heroin, hvad der gik hårdt ud over broderskabsfølelsen, og medførte at den mere ædruelige Robertson endte med at dominere foretagendet, hvad der gav anledning til konflikter.
    Gruppens svanesang var en gigantisk koncert på spillestedet Winterland i San Francisco, den 27. november 1976. Under medvirken af et hav af bandets venner og kollegaer – Joni Mitchell, Dr. John, Bob Dylan, Neil Young og mange flere – opfattes Martin Scorseses film fra koncerten, The Last Waltz (1978), som en kulmination på 1960ernes inkluderende og kollektivistiske tankegang.


    Alle numre er med The Band medmindre andet er anført.
    Ronnie Hawkins & The Hawks: Who Do You Love (1963)
    Levon & The Hawks: He Don’t Love You (and He’ll Break Your Heart) (1965)
    Bob Dylan & The Band: This Wheel’s on Fire (indspillet 1967, udgivet 1975)
    Tears of Rage (1968)
    The Weight (1968)
    Lonesome Suzie (1968)
    The Night They Drove Old Dixie Down (1969)
    Up on Cripple Creek (1969)
    King Harvest (Has Surely Come) (1969)
    Stage Fright (1970)
    The Shape I’m In (1970)
    4% Pantomine (feat. Van Morrison, 1971)
    Chest Fever (Live, 1972)
    Share Your Love with Me (1973)
    Ophelia (1975)
    Acadian Driftwood (1975)
    Georgia on My Mind (1977)
    Life Is a Carnival (Live 1976, udsendt 1978)

  • Hør Lana Del Rey synge Sublime, og Iggy Pop i lag med Donovans nummer 1 hit fra 1966. Oplev Whitney Houstons pladedebut som 19-årig med en sang af Soft Machines Hugh Hopper. Nyd Toots & the Maytals flotte Radiohead-cover. Hør en flok cowboys give Kraftwerk én på kasketten, og synthduoen Tears for Fears ømme Robert Wyatt-fortolkning. Og meget, meget mere, tyve skæve, skøre og skønne fortolkninger i alt!
    Rockhistorier elsker en god coverversion, hvad enten det er en evergreen, der får en overhaling, eller et overset nummer, der hives frem af glemslen, og får en tur mere rundt i manegen. Derfor kaster værterne sig for tredje gang over en række fortolkninger, som de af den ene eller anden grund føler, det er værd at gøre opmærksom på.
    De oprindelige kunstnere er angivet i parentes, hvis behovet for at høre originalerne, eller måske ligefrem lave en alternativ playliste med forlæggene skulle opstå. God fornøjelse.

    Playliste:
    1. Maxayn: Gimme Shelter (1972. Orig.: The Rolling Stones, 1969)
    2. Lana Del Rey: Doin’ Time’ (2019. Orig.: Sublime, 1996)
    3. Propaganda: Sorry for Laughing (1985. Orig.: Josef K, 1981)
    4. Cigarettes After Sex: Keep on Loving You (2015. Orig.: REO Speedwagon, 1980)
    5. The Cardigans: Sabbath Bloody Sabbath (1994. Orig.: Black Sabbath, 1973)
    6. Dr. Lonnie Smith & Iggy Pop: Sunshine Superman (2021. Orig.: Donovan, 1966)
    7. Toots & the Maytals: Let Down (2006. Orig.: Radiohead, 1997)
    8. Mercury Rev feat. Hope Sandoval: Big Boss Man (2019. Orig.: Jimmy Reed, 1960)
    9. Brent Amaker Deathsquad: Pocket Calculator (2020. Orig.: Kraftwerk, 1981)
    10. PJ Harvey: Red Right Hand (2019. Orig.: Nick Cave, 1994)
    11. Material feat. Whitney Houston & Archie Shepp: Memories (1982. Orig.: The Wilde Flowers, 1966)
    12. Todd Terje feat. Bryan Ferry: Johnny and Mary (2014. Orig.: Robert Palmer, 1980)
    13. Darling West: Don’t Start Now (2020. Orig.: Dua Lipa, 2020)
    14. Swoon: Til Nashet (1995. Orig.: Steppeulvene, 1967)
    15. Tears for Fears: Sea Song (1985. Orig.: Robert Wyatt, 1974)
    16. Rachid Taha: Rock El Casbah (2004. Orig.: The Clash, 1982)
    17. Phoebe Bridgers: Friday I’m in Love (2018. Orig.: The Cure, 1992)
    18. Galaxie 500: Ceremony (1989. Orig.: New Order, 1981)
    19. Years & Years: It’s a Sin (2020. Orig.: Pet Shop Boys, 1987)
    20. Big Mama Thornton: Watermelon Man (Live, 1977. Orig.: Herbie Hancock, 1962)

  • Missing episodes?

    Click here to refresh the feed.

  • Den mest indflydelsesrige person fra 1970ernes singer/songwriter-scene er Joni Mitchell.
    I kraft af bundløs musikalitet, uimodsigelig originalitet og ikke mindst afgrundsdyb foragt for konventioner, faste former og ”plejer”, har hun konsekvent hævet barren for sangskrivningskunsten. I denne episode ser Rockhistorier på hendes unge år – fra starten som Joan Baez-klon frem til det afgørende gennembrud i 1971 med Blue.
    Født Roberta Joan Anderson på den canadiske prærie i 1943 vokser hun op som enebarn med et par småborgerlige forældre. I 1952 bliver hun offer for den store polioepidemi, hvad der efterlader hende med svækket muskelkraft i venstre arm, hvilket er en del af forklaringen på hendes originale guitarteknik.
    Skolen siger hende ikke stort, fraset en engelsklærer, der lærer hende, at ”male med ord”. Som teenager lytter og danser hun til tidens rock’n’roll, samt tegner og maler. Det bliver vokaltrioen Lambert, Hendricks & Ross, der åbner hendes ører for jazzfolk som Miles Davis, Johnny Hodges og Charlie Parker.
    Hun mister sin mødom på en kunstskole i Calgary, som hun dropper ud af i 1964 for at tage til Toronto og prøve lykken. Der opdager hun, at hun er gravid, men vælger at bortadoptere barnet, et banesår, der aldrig heles. Hun gifter sig med (og lader sig skille i en fart fra) amerikaneren Chuck Mitchell, og flytter til New York City.
    I august 1967 opdager David Crosby hende på en klub, indser hvor unik hun er, og faciliterer en pladekontrakt. Han producerer debuten Song to a Seagull, udsendt marts 1968. På daværende tidspunkt havde hun allerede skrevet klassikere som ”Both Sides, Now”, ”Urge for Going”, ”The Circle Game” og ”Chelsea Morning”, som hun drysser ud over de efterfølgende to album.
    Hun flytter ind i det berømte hus på Lookout Mountain Avenue i Laurel Canyon lige udenfor Los Angeles. I ’69 forelsker hun sig i briten Graham Nash, der flytter direkte ind i hendes bungalow, hvor de etablerer sig som Laurel Canyons solskinspar, i en tid, hvor området myldrer med sanger/sangskrivere.
    I 1971 finder denne frugtbare periode sin afslutning med den uopslidelige klassiker Blue, der er et afskedsbrev til både Nash og Laurel Canyon. For da hun et år senere vender tilbage til det Californien, ændrer hun i samklang med lokale jazzmusikere sit udtryk radikalt. Den historie gemmer vi til en anden god gang.

    1. Joan Anderson: Anathea (Radio Station CFQC AM, Saskatoon, Saskatchewan, Canada, ca. 1963)
    2. Urge for Going (Myrtle Anderson Birthday Tape: Detroit, MI, 1965)
    3. Day After Day (Jac Holzman Demo, Detroit, MI, August 24, 1965)
    4. Eastern Rain (Live at the 2nd Fret, Philadelphia, PA, November 1966)
    5. Both Side, Now (Intro) +
    6. Both Sides, Now (Folklore, WHAT FM, Philadelphia, PA, March 12, 1967
    7. Little Green (Live at Canterbury House, Ann Arbor, MI, October 1967
    8. The Circle Game (Live at Canterbury House, Ann Arbor, MI, October 1967)
    9. Song to a Seagull (1968)
    10. Night in the City (1968)
    11. Chelsea Morning (1969)
    12. The Gallery (1969)
    13. Big Yellow Taxi (1970)
    14. For Free (1970)
    15. Woodstock (1970)
    16. All I Want (1971)
    17. Blue (1971)
    18. A Case of You (1971)

  • Som faste lyttere vil vide, startede den ene af værterne sin musikalske tilværelse som Glam-kid (den anden var kronisk skæv flipper). Så vi skal i aftenens afsnit tilbage til drengeværelserne i Kokkedal. Emnet er nemlig selveste Marc Bolan – den absoluttet frontfigur i bandet T. Rex, der satte gang i fænomenet glamrock (eller glitterrock, som vi også kaldte det dengang), og i begyndelsen af 1970’erne udløste et massehysteri – kendt som T. Rextasy – som man skal tilbage til The Beatles for at finde magen til. Der var ikke mange tørre teenagetrusser tilbage.
    T.Rex fik aldrig rigtig hul igennem i USA, men i England og det meste af resten af Europa var de en afgørende faktor, når det gjaldt om at vaske tavlen ren efter 1960’erne. Glamrock var bevidst apolitisk og sked hul i begreber som ægthed og autenticitet. Det handlede primært om fest, ballade – og sex. Altså rockmusikkens egentlige udgangspunkt.
    Marc Bolan startede ellers karrieren som Tolkien-dyrkende ærkehippie i duoen Tyrannosaurus Rex, der primært benyttede sig af akustisk guitar og bongotrommer, men det var først da han forkortede navnet til det mere mundrette T. Rex og satte strøm til guitaren, at der for alvor skete noget. Fra oktober 1970, hvor bandet udsendte gennembrudshittet ’Ride a White Swan’, og frem til gruppens sidste top ti-single ’The Groover’ i juni 1973 var de stort set urørlige.
    Men “det går op og ned i showbizz”, som Franz Beckerlee så sandt har sagt, og Bolans nedtur var forbløffende drastisk, inden han døde som blot 29-årig i en bilulykke i 1977. Vi tager dig med til tinderne og helt ned på bunden igen. Gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig.
    Marc Bolan: The Wizzard (1965)
    John’s Children: Desdemona (1967)
    Tyrannosaurus Rex: Debora (1968)
    Tyrannosaurus Rex: One Inch Rock (1968)
    Tyrannosaurus Rex: King of the Rumbling Spires (1969)
    T. Rex: Ride a White Swan (1970)
    T.Rex: Hot Love (1971)
    T. Rex: Get It On (1971)
    T. Rex: Jeepster (1971)
    T. Rex: Life’s a Gas (1971)
    T.Rex: Cosmic Dancer (1971)
    T.Rex: Telegram Sam (1972)
    T. Rex: Metal Guru (1972)
    T. Rex: Children of the Revolution (1972)
    T. Rex: 20th Century Boy (1973)
    T.Rex: The Groover (1973)
    Marc Bolan & T.Rex: Teenage Dream (1974)
    T.Rex: Light of Love (1974)
    T.Rex: New York City (1975)
    T. Rex: Dandy In the Underworld (1977)

    T. Rex: Celebrate Summer (single, august 1977)

  • I denne ombæring af Rockhistorier havde vi sanger og sangskriveren Christian Hjelm i gæstestolen. Det var både skægt, underholdende og illuminerende, for han valgte at bruge lejligheden til at fortælle om sin musikalske rejse fra han som 4-årig forelskede sig i temaet til ’Bamses Billedbog’ til hans musikalske odyssé kulminerede med Prodigys elektroniske punk i de sene 1990ere, hvor han selv gjorde sin entre på musikscenen.
    Men i stedet for at have ham som gæst i studiet, drog Rockhistorier til i det mørke Jylland, for at møde Hjelm på Engelsholm Højskole, hvor han også underviser. Så Rockhistorier blev i denne omgang optaget foran et levende, corona-testet, entusiastisk og ungt publikum, hvad der var spændende, for det gav forløbet en helt anden nerve og dynamik.
    Lige nu er Hjelm aktuel med kollektivet 'Nymalet', som består af syv koryfæer fra den danske musikscene – heriblandt Katinka og Johan Olsen – der netop har udsendt sin debutsingle. Han blev oprindelig kendt som sanger og guitarist i trioen Figurines, der i nullerne udsendte fire album, heriblandt hovedværket 'When the Deer Wore Blue' (2007). I 2012 debuterede han som solist med 'Før Vi Blev Lette', efterfulgt i 2014 af 'Vaskeægte' og i 2018 kom 'Uskolet Magi'. Derudover har han og Sarah Hepburn duoen 'Lucky Moon', der udsendte en ep i 2014.

    Playliste:
    Nymalet: Selvom du (2021)
    ”Bamse”/Aske Bentzon: Signatur (1986)
    Anne Linnet: Barndommens gade (1986)
    Creedence Clearwater Revival: Porterville (1967)
    Bob Dylan: Oh Sister (1976)
    The Cure: Pictures of You (1989)
    Nirvana: Smells Like Teen Spirit (1991)
    Beck: Loser (1994)
    Sonic Youth: Little Trouble Girl (1995)
    The Velvet Underground & Nico: Black Angel’s Death Song (1967)
    Joy Division: Love Will Tear Us Apart (1980)
    Prodigy: Firestarter (1997)
    The Beach Boys: Don’t Talk (Put Your Head on My Shoulder) / Mono (1966)
    Cocteau Twins: Iceblink Luck (1990)
    Alessi Brothers: Seabird (1976)
    Søn: I Wanna Be Seen (2020)
    Christian Hjelm: Lille kolibri (2018)

  • Alle har prøvet det. At være barn, altså. For nogle den bedste tid i livet, for andre den værste – og for de fleste lidt af begge dele samt en hulens masse regnfulde dage, hvor tiden bare slæbte sig afsted. Hvordan det end vendes og drejes, er det de år, der former og påvirker os lige til, vi tjekker ud. Tilmed også en tid spækket med indtryk, oplevelser, venskaber, bøvl og ballade, grundangst, skolegang og førstegangserfaringer, så stof er der jo nok af.
    Litteraturen er da også fuld af bøger om barndommens land, og det skorter heller ikke på film om emnet. Derfor overraskede det os en smule, at det ikke ligefrem myldrer med sange om de formative år, men heldigvis var der nok gode af slagsen til at sammensætte en afvekslende og udfordrende spilleliste om emnet. Der blev plads til en stribe glade og positive sange om den vilde tid, men da det nu engang er Rockhistorier selvfølgelig også en pæn stak, som er triste og tragiske i anslaget. De to ældste er fra 1967, og de to nyeste er fra 2020, så et tidsmæssigt spænd på over 50 år. Genremæssigt både rock, pop, soul, singer/songwriter, dreampop, hiphop, indierock og meget andet, så bare spænd sikkerhedsbæltet, it’s gonna be a jumpy ride!

    Playliste:
    David Bowie: When I’m Five (John Peel’s ‘Top Gear’, 13.5.1968)
    The Byrds: Goin’ Back (1967)
    Bill Withers: Granma’s Hands (1971)
    Kim Larsen: Sommerregn (2003)
    Beach House: Childhood (2006)
    White Stripes: We’re Going to Be Friends (2001)
    Chance the Rapper feat. Death Cab for Cutie: Do You Remember (2019)
    Cher: Half Breed (1973)
    Pet Shop Boys: The Forgotten Child (2019)
    Stevie Wonder: I Wish (1976)
    The Mountain Goats: Dance Music (2005)
    Talking Heads: Happy Day (1977)
    Beck: Que’ Onda Guero (2005)
    Tom Waits: Kentucky Avenue (1978)
    Brittany Howard: Stay High (2020)
    Lars H.U.G.: Dreng dreng (1987)
    Harry Nilsson: 1941 (1967)
    Jason Isbell and the 400 Unit: Dreamsicle (2020)
    Neil Young: I Am a Child / Live (1970)
    Mòn: When I Was a Child, I Was Afraid of the Sea (2019)
    Jens Unmack: Survival Kit (2007)

  • ’Rockhistorier’ starter denne gang i Australien. Nærmere bestemt på et dramakursus på universitetet i Brisbane, Queensland, hvor forstadsknægten Robert Forster i efteråret 1977 møder den jævnaldrende Grant McLennan, der var vokset op på en kvægfarm. Der er god kemi mellem de to ungersvende, og da Robert allerede er fanget af musikken, spiller guitar og har forsøgt sig i et par grupper, opfordrer han Grant til at lære at spille bas, så de kan danne et band sammen.
    Som sagt så gjort, og i april 1978 optræder de offentligt for første gang sammen med en ven på trommer. Måneden efter går de i studiet og indspiller en ode til den amerikanske skuespiller Lee Remick, der også bliver titlen på debutsinglen. B-siden er en hyldest til den lokale bibliotekar ”Karen”, hvilket ligesom gruppens navn, der stammer fra en engelsk roman af L.P. Hartley fra 1953, understreger, at vi har med et par belæste unge herrer at gøre. Det kan også høres i deres tekster.
    Som så mange andre håbefulde australske bands – blandt andet vennerne i The Birthday Party – bosætter The Go-Betweens sig i London, og i årene 1983 til 1988 udsender de fem strålende album, der elskes af anmelderne og ignoreres af publikum. De kaster derefter håndklædet i ringen, og både Forster og McLenann søsætter væsentlige solokarrierer. I 2000 finde de dog sammen igen, og det bliver til endnu tre fine album, inden McLennan dør af et hjerteanfald under tragiske omstændigheder blot 48 år gammel i 2006.
    The Go-Betweens er blevet kaldt det ultimative kultband, og makkerparret Forster og McLenann kan godt høres som indierockens svar på Lennon og McCartney. Gruppens historie er ikke præget af de store skandaler til trods for, at den på et tidspunkt bestod af to kærestepar. Narko og sprut er der heller ikke meget af. Til gengæld hører sangskrivningen til blandt periodens ypperligste. Ja, vi blev faktisk forbløffede over, hvor meget lortet holder, da vi gav pladerne et genhør. Og det er trods alt det vigtigste.














    “Lee Remick” (1978)
    “People Say” (1979)
    “Your Turn, My Turn” (1981)
    “Hammer the Hammer” (1982)
    ”Cattle and Cane” (1983)
    “Part Company” (1984)
    “River of Money”” (1983)
    “Bachelor Kisses”, (1984)
    ”Draining the Pool for You” (1984)
    “Spring Rain” (1986)
    “The Wrong Road” (1986)
    “The Clarke Sisters” (1987)
    “Bye Bye Pride” (1987)
    “Streets of Your Town” (1988)
    “Dive for Your Memory” (1988)
    “Rock and Roll Friend” (1988)
    “Going Blind” (2000)
    “Caroline and I” (2003)
    ”Darlinghurst Nights” (2005)

  • Der er sjældent blevet grinet så meget i Rockhistorier, som da Dicte kom til gæstebud, for udover hendes musikalske talent og passion for den musik, hun elsker, er hun også virkelig sjov. Når der ikke blev grinet og talt i munden på hinanden, fortalte Dicte om sin medbragte playliste, der formede sig som hendes vej gennem musikken. Lige fra hendes mor spillede Marvin Gaye for hende, da hun lå i vuggen, til hun tredive år senere selv spillede Eminem for sin egen spæde datter. Dermed var cirklen sluttet, og to timer fløjet afsted.

    Dicte er aktuel med sit ottende soloalbum, Good as It Is, som i Rockhistoriers optik er et klokkeklart karrierehøjdepunkt. Også selvom det blev skabt under corona-nedlukningen ved at sende filer frem og tilbage mellem producer Jonas Struck, en lang række dygtige musikere og solisten selv. Hun kommer ud i mange hjørner, både som sangskriver og som vokalist, der er åbenlyst tale om det, der i firserne kaldtes indre nødvendighed, for her er noget på spil. Det er svært ikke at blive imponeret over Dictes evne til at bevare gejst, intensitet og nysgerrighed efter alle disse år.

    Det er næsten tredive år siden, Dicte pladedebuterede med gruppen Her Personal Pain, men det var da hun i 1994 sprang ud som solist med Between Any Four Walls, at hun blev rigtig interessant. Både den og efterfølgeren Voodoo Vibe var kommercielt succesfulde, og etablerede hende som et af 90ernes toneangivende navne, en udvikling der kulminerede med This Is Cool i 2000. Siden har hun opereret mere i det skjulte, ligesom der er blevet længere mellem udgivelserne, givetvis fordi hun i højere grad er albumkunstner end hitmager. Hun har endvidere indspillet et par duo-lp’er med Claus Hempler, er ophavskvinde til juleklassikeren ”Drømte mig en lille drøm”, og har medvirket i både film og teaterstykker.

    Dicte: Venom (2021)
    Marvin Gaye: I Heard it Through the Grapevine (1968)
    The Beatles: Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band (1967)
    Blondie: One Way or Another (1978)
    Michael Jackson: Don’t Stop till You Get Enough (1979)
    David Bowie: Scary Monsters (1980)
    Stevie Wonder: Master Blaster (1980)
    Eurythmics: It’s Alright (Baby’s Coming Back) (1985)
    Depeche Mode: Never Let Me Down Again (1987)
    Talk Talk: Myrrhman (1991)
    Electronic: Tighten up (1991)
    Massive Attack: Live with Me (2006)
    The The: Love Is Stronger than Death (1993)
    Missy Elliot: Rain (1997)
    Spain: Easy Lover (1999)
    The Tremolo Beer Gut: Diablo Mountains Sunrise (2000)
    Eminem: 3 a.m. (2009)
    Dicte featuring Teitur: Seasick (2021)

  • Da verden myldrer med bizarre eksistenser, sære skæbner og utallige eksempler på at virkeligheden overgår fantasien, hvorfor så ikke omsætte noget af det righoldige stof til sangkunst? Det er der masser af gode eksempler på, og nogle af de bedste præsenterer Rockhistorier i denne ombæring.
    Historierne er lige så forskellige som de syngende, men generelt med et tragisk anslag, selvom der også er blevet fundet plads til et par med en ’happy end’. Som for eksempel Dixie Chicks’ hit fra 1999, ”Goodbye Earl”, hvor Mary Anne hjælper med at ombringe Wandas voldelige mand Earl, for efterfølgende at få ham til at forsvinde. Helt. Det kalder vi en lykkelig slutning
    Men ellers – fortællinger om lejesoldater, fan-stalking, teenagegraviditeter og hekseforfølgelser, om selvmord og fængselsoprør, om at stikke af med firmakassen, om onde nonner og hævnende genfærd, om at komme frem i verden via prostitution og meget andet snavs fra det kaos, vi kalder livet.
    Rockhistorier kan rigtig godt lide en god historie godt fortalt, så her atten udsøgte eksempler på hvordan – og hvor galt – det kan gå.


    The Robins: Riot in Cell Block #9 (1954)

    Steve Earle: Copperhead Road (1988)

    The Divine Comedy: Lady of a Certain Age (2006)

    Bobbie Gentry: Fancy (1969)

    Niels Skousen: Heksen (2006) OBS! Grundet programmeringsbøf skal man spille nummeret ”Slaraffenland” for at høre ”Heksen”

    The Replacements: The Ledge (1987)

    2Pac feat. Kimmy Hill: Mama's Just a Little Girl – KP’s Remix (2002)

    Roy Orbison: Southbound Jericho Parkway (1969)

    Joni Mitchell: Magdalene Laundries (1994)

    Richard Thompson: 1952 Vincent Black Lightning (1991)

    Dusty Springfield: Sandra (1978)

    New Order: Love Vigilantes (1985)

    Dixie Chicks: Goodbye Earl (1999)

    The Monkees: Mr. Webster (1967)

    Warren Zevon: Roland the Headless Thompson Gunner (1978)

    Eminem feat. Dido: Stan (2000)

    Cornelis Vreeswijk: Alices snaps (1973)

    The Handsome Family: After We Shot the Grizzly (2006)

  • The Who fremstod i årene 1964-1974 som et af de mest eksplosive og konfliktsøgende rockbands, de britiske øer indtil da havde begavet verden med. Bestående af fire ’frenemies’ fra bydelen Ealing i det vestlige London, var det fra starten det mest aggressive og mindst glamourøse orkester, der forestilles kan. Gruppens koncerter kulminerede som regel i, at gruppens guitarist og sangskriver, Pete Townshend, smadrede sit instrument, mens galningen Keith Moon splittede sit trommesæt ad. Den udsøgte bassist John Entwhistle stod stille som en statue og betragtede, mens forsanger Roger Daltrey på en god dag gav en hånd med.
    Efter en tøvende start som The High Numbers lagde The Who sig helt i toppen af den bølge af bands, som fulgte i hælene på The Beatles med en stribe uforglemmelige singler, stort set alle rockklassikere i dag. Rundet af ‘Mod’-subkulturen (uden at være deciderede mods selv) med dens fascination af tøj, speed, scootere og slagsmål, var der ikke skyggen af en klassisk kærlighedssang blandt dem. Townshend udvidede konsekvent grænserne for hvad der kunne synges i en popsang, og hans trodsigt voldsomme ”My Generation” fra ’65 anses som et forvarsel om ungdomsoprøret,
    The Who – et af de bedste livebands nogensinde – slog igennem i USA i 1967 efter en uforglemmelig optræden ved Monterey Festivalen, men selvom hippierne tog dem til sig, var kærligheden ikke gengældt. Den Woodstock Festival, som gruppen satte markant præg på i 1969, blev senere af Townshend karakteriseret som en ’hippie koncentrationslejr’.
    Inspireret af sin åndelige vejleder Meher Baba kreererede han i 1969 rockoperaen Tommy, hvis uklare plot ikke forhindrede den i at blive en bragende succes – og henad vejen lidt af en møllesten om gruppens kollektive hals. Efter i 1970 at have udsendt en af alletiders fineste koncertoptagelser på ‘Live at Leeds’ lp’en og sidenhen opgivet projektet Lifehouse, hvis bedste sange samledes på mesterværket Who’s Next (1971), peakede Townshend som sangskriver med sit magnus opus, historien om Jimmy the Mod som fortalt på sangcyklussen Quadrophenia i 1973.

    1. The High Numbers: “I’m the Face” (1964)
    2. “Can’t Explain” (1965)
    3. “My Generation” (1965)
    4. “The Kids Are Alright” (1965)
    5. “Substitute” (1966)
    6. “I’m a Boy” (1966)
    7. “Boris the Spider” (1966)
    8. “Pictures of Lily” (1967)
    9. “I Can See for Miles” (1967)
    10. ”Dogs” (1968)
    11 & 12. “Overture”/”It’s a Boy” (1969)
    13. “Pinball Wizard” (1969)
    14. “The Seeker” (1970)
    15. “Magic Bus” (1970)
    16. “Baba O’Riley (1971)
    17. “Behind Blue Eyes” (1971)
    18. “The Real Me” (1973)
    21. “5:15” (1973)
    22. “Love, Reign o’er Me” (1973)

  • Casper Clausen solodebuterede i år med det ekskvisitte Better Way, og Rockhistorier skyndte sig derfor at indforskrive den travle herre til et par snurrige og informative timer, hvor han spillede noget af den musik, der har inspireret ham, og ikke mindst noget af det han lytter til lige nu. Clausen havde både kendte og i dén grad mindre kendte navne med på sin inspirerende playliste, og det gav anledning til refleksioner over hvad det er, musik formår bedre end nogen anden kunstart.
    Clausen er kendt som forsanger og sangskriver i det internationalt anerkendte indierocktrio Efterklang, som siden debuten med det kritikerroste Tripper i 2004 har udsendt fem fornemt krævende album med elementer af postrock, dream pop, dark wave, electronica og alternative folk. Heraf er flere af dem blevet udsendt på prestigiøse pladeselskaber som The Leaf Label og 4AD.
    Efterklang består udover Clausen af Mads Brauer og Rasmus Stolberg, tre ungdomsvenner fra Sønderborg, der sammen har erobret verden. Til gruppens ambitiøse koncerter udvides opstillingen med hjælpemusikere for at kunne reproducere det avancerede udtryk. I 2019 overraskede bandet ved at udsende sin første dansksprogede lp, Altid Sammen. I selskab med trommeslageren Tatu Rönkkö har trioen endvidere indspillet to plader som Liima.

    Casper Clausen: Snow White (2021)
    Cranberries: Zombie (1994)
    Jeff Buckley: Mojo Pin (1994)
    Radiohead: Everything in Its Right Place (2000)
    mùm: Green Green Grass of Tunnel (2002)
    Under Byen: Det er mig der holder træerne sammen (2003)
    Einstürzende Neubauten: The Garden (1996)
    Colleen: Everyone Alive Wants Answers (2003)
    Max de Wardener: Hundreds and Thousands (2004)
    Bill Callahan: Riding for the Feeling (2011)
    Isao Tomita: Suite Bergamasque: Clair de lune, No. 3 (1974)
    Nídia: Nik Com (2020)
    Laurie Anderson: Kokoku (1984)
    merope: Naktės (2018)
    Woom: Walk (2021)
    Nina Simone: Stars (1976)

  • Dream Pop er en lidt flydende betegnelse, der ofte overlapper med både shoegazing og neo-psycedelica. Termen føres ofte tilbage til den altid velskrivende og vidende engelske musikjournalist Simon Reynolds. Rockhistoriers værter har valgt at lægge snittet fra skotske Cocteau Twins - der på mange måder kan høres som det kvintessentielle dream pop-orkester – til amerikanske Cigarettes After Sex, som er et af de seneste skud på stammen. Med en prolog fra den århusianske trio Moral (ja, de er fra dengang Aarhus blev stavet med Å), der på mange måder fremstår som et tidligt hjemligt bud på drømmepop.

    Stemningen er, som navnet indikerer, drømmende, sfærisk og æterisk med fokus på musikalsk tekstur og stoflighed fremfor melodi og fremdrift. En dyne af lyd, hvor det ofte er svært at skelne de enkelte instrumenter fra hinanden. Vokalen er ofte mikset ned i lydbilledet, og de steder, hvor det er muligt at dechifrere teksten, er den som regel mere billedskabende end egentlig betydningsdannende.

    Klichéen om at musik skal høres højt, giver for alvor mening her. Den skal også kunne mærkes rent fysisk, og er skabt til at blive lyttet til alene i de mørke timer i enten gode hovedtelefoner eller på et ordentligt stereoanlæg. Den fungerer simpelthen ikke med billige in-ear høretelefoner eller en discount bluetooth-højttaler fra Bilka. Sådan er det bare. Her må man ikke gå ned på udstyr. Hvis man er typen, der stadig har hang til hallucinerende stoffer, så fremmer de også forståelsen. Tro os, vi har været der. En god kop te kan dog også gøre det.

    Trackliste
    Moral: ”Whispering Sons” (1982)
    This Mortal Coil: “Song to the Siren” (1983)
    Cocteau Twins:” Pearly-Dewdrops’ Drops” (1984)
    Galaxy 500: “Tugboat” (1988)
    My Bloody Valentine: ‘Lose My Breath” (f1988)
    Julee Cruise:” Falling” (1989)
    Chapterhouse: “Pearl” (1991)
    Spiritualized: “Step into the Breeze” (1992)
    Slowdive: “Dagger” (1993)
    Mazzy Star: “Into Dust” (1993)
    Lush: “Light from a Dead Star” (1994)
    Mew: She Came Home for Christmas (2003)
    Stina Nordenstam: Winter Killing (2004)
    Broadcast: “I Found the F” (2005)
    Blonde Redhead: “23” (2007)
    Beach House: ”Norway” (2010)
    Chromatics:” Kill for Love” (2012)
    Cigarettes After Sex: “Nothing’s Gonna Hurt You Baby” (2012)

  • Dolly Parton fyldte 75 i januar i år, og Rockhistorier fejrer ikonet med en række tragiske og sørgelige sange fra hendes kompositoriske storhedstid, årene 1966-1977.

    Grunden til at Dolly Parton er så universelt elsket, hænger naturligvis sammen med hendes vidunderligt boblende personlighed, massive charme og selvironi, rappe replikker, utrættelige filantropi, misundelsesværdige forretningssans, fantastiske fremtoning, åbenlyse charme, herlige humoristiske sans og overbevisende medmenneskelighed.

    Men Rockhistoriers kærlighed til damen skyldes sangene, selvom de svinger i kvalitet. At hun har skrevet over 3000 sange, er ikke ensbetydende med, at hun har skrevet 3000 gode sange. Det seriøst uopslidelige sangskrivningsguld i Dolly Partons omfangsrige repertoire er i udstrakt grad at finde i hendes rene countryfase, det vil sige de 18 lp’er, hun udsendte i årene 1966-1977. Nå ja, plus de 12 duo-skiver, hun udgiver sammen med makkeren Porter Wagoner i perioden.
    Rundet af en barndom i dyb fattigdom er hendes tekstunivers præget af de fra De britiske øer overleverede viser og ballader om døende børn, fatal kærlighed, tilværelsens ondskab, svig, blodhoste og jalousi med døden til følge som hun hørte sin mor og mormor synge i et barndomshjem uden vand, elektricitet, træk-og-slip eller telefon.

    Som den fjerde i en søskendeflok på tolv var hendes barndom alt andet end idyllisk – selvom den ind i mellem altså også var det – men den gav hende til gengæld et rigt stof til tekster, hvor Parton giver stemme til de udstødte, de nødlidende og de fortabte.

    Alle sange er Dolly Parton solo, hvor ikke andet anføres.
    Puppy Love (1959)
    Don’t Drop Out (1965)
    Dumb Blonde (1967)
    Porter Wagoner & Dolly Parton: The Last Thing on My Mind (1968)
    Just Because I’m a Woman (1968)
    The Bridge (1968)
    Porter Wagoner & Dolly Parton: Jeannie’s Afraid of the Dark (1968)
    In the Good Old Days (When Times Were Bad) (1968)
    My Blue Ridge Mountain Boy (1969)
    Evening Shade (1969)
    Gypsy, Joe and Me (1969)
    Daddy, Come and Get Me (1969)
    Down from Dover (1970)
    Mule Skinner Blues (1970)
    Joshua (1970)
    Coat of Many Colors (1971)
    Love Isn’t Free (1972)
    My Tennessee Mountain (1972)
    Down on Music Row (1972)
    Jolene (1973)
    I Will Always Love You (1974)
    Kentucky Gambler (1975)
    The Seeker (1975)
    To Daddy (1976)
    Light of a Clear Blue Morning (1977)

  • Sidst vi forlod Nick Cave var med albummet ’Let Love In’ fra 1994, hvor han var blevet et stort undergrundnavn, men dog ikke større end at vi stort set kunne have ham for os selv. Det skulle dog ikke vare ved.

    For vi indleder anden del af vores portræt af den egensindige australier med hans helt store gennembrud – den noget overraskende duet med Kylie Minogue, ”Where the Wild Roses Grow” fra 1995.

    Den blev i 1997 fulgt op af succesalbummet ”Boatman’s Call”, der for alvor gjorde ham stueren, men også viste en ny intim side af både kunstneren og mennesket Nick Cave. Herefter lykkes det ham både at kvitte heroinen, finde sit livs kærlighed, flytte til det mondæne Brighton samt blive tvillingefar. Men heldigvis uden at blive sat og kedelig af den grund.

    Kunstnerisk rastløshed og en nærmest manisk arbejdsindsats har ført til en lang stribe albums med flere forskellige bands, endeløse turneer, et par bøger, to dokumentarfilm, filmmanuskripter samt en del soundtracks. Plus det løse. Tabet af sønnen Arthur i 2015 ledte Cave ind i armene på sine fans på en måde, som ikke har sin lige noget andet sted i populærkulturen.

    Hvad næste skridt bliver eller hvordan det kommer til at lyde, har vi heldigvis ingen anelse om. Det er netop dét, der gør Nick Cave til en så konstant fascinerende figur.

    Trackliste

    Nick Cave, Kylie Minogue & The Bad Seeds: Where the Wild Roses Grow (1995)
    Nick Cave, PJ Harvey & The Bad Seeds: Henry Lee (1996)
    Nick Cave & The Bad Seeds: People Ain’t No Good (1997)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Far From Me (1997)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Fifteen Feet of Pure White Snow (2001)
    Nick Cave & The Bad Seeds feat. Chris Bailey: Bring It On (2000)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Nature Boy (2004)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Breathless (2004)
    Grinderman: Go Tell the Woman (2007)
    Nick Cave & Warren Ellis: Song for Jesse (2007)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Dig, Lazarus, Dig!!! (2008)
    Grinderman: Heathen Child (2010)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Jubilee Street (2013)
    Nick Cave, Else Torp & The Bad Seeds: Distant Sky (2016)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Ghosteen Speaks (2019)

  • ’Rockhistorier’ hylder i det første af to afsnit sin generations ubestridt største sangskriver, Nick Cave. Begge værter har været med om ikke fra begyndelsen, så dog fra ganske tidligt i forløbet.
    Selv om der er meget fra firserne, som enten er fortrængt eller glemt, husker begge, husker både Henrik og Klaus i tydelige glimt den martsaften i Saltlageret i 1983, hvor de oplevede Nick Cave for første gang på en dansk scene i front for The Birthday Party. De var med bemærkelsesværdig effektivitet i færd med at dekonstruere rockmusikken, mens bassisten Tracy Pew lå og spillede bas med hovedet begravet inde i stortrommen og Cave bød op til slagsmål.

    Senere blev Cave – uden at gå på kunstnerisk kompromis – noget mere stueren, da han med udsøgt stil og smag kastede sig over den klassiske sangskrivning med stor S. Vi lægger i det første kapitel snittet, fra før han blev den kreative klasses kæledægge, og vi havde ham stort set for os selv. Det vil sige lige før det store gennembrud i form af duetten med Kylie Minogue ’”Where the Wild Roses Grow”.

    Den altid stærkt selvoptagede Nick Cave lancerede i sin tid solokarrieren under overskriften ’Man or Myth”, og selv om ’Rockhistorier’ som altid foretrækker myten, prøver vi også at give et billede af mennesket Nick Cave.

    1.Boys Next Door: “Shivers” (1979)
    2.The Birthday Party: “The Friend Catcher” (1980)
    3.The Birthday Party: “Nick the Stripper” (1981)
    4.The Birthday Party: “She’s Hit” (1982)
    5.The Birthday Party: “Deep in the Woods” (1983)
    6.The Birthday Party: ‘Mutiny in Heaven” (1983)
    7.Nick Cave & The Bad Seeds: “From Her to Eternity” (1984)
    8.Nick Cave & The Bad Seeds: “Tupelo” (1985)
    9.Nick Cave & The Bad Seeds: “The Carnival Is Over” (1986)
    10.Nick Cave & The Bad Seeds: “The Carny” (1986)
    11.Nick Cave & The Bad Seeds: “The Mercy Seat” (1988)
    12.Nick Cave & The Bad Seeds: “The Ship Song” (1990)
    13.Nick Cave & The Bad Seeds: “Papa Won’t Leave You Henry” (1992)
    14.Nick Cave & The Bad Seeds: “Red Right Hand” (1994)

  • I dette afsnit af Rockhistorier hyldes nogle af dem, der forlod os det herrens år 2020, hvor en stor del af dødsfaldene naturligvis skyldtes den der forbandede covid-19, selvom den ikke kan holdes eneansvarlig. Der kommes vidt omkring i det musikalske landskab, dine værter har en bred smag (selvom der er grænser!) og de har lagt vægten på deres personlige favoritter, for som Henrik ynder at formulere det: ”Det er det fede ved at have sin egen podcast!”
    Alderspræsidenten i år blev vores egen Bent Fabricius-Bjerre med 97 – også selvom 2. verdenskrig-ikonet Vera Lynn blev 103; men der blev altså ikke plads til alle! – og den yngste var Justin Townes Earle, der kun blev 38. Derimellem ikoner som Little Richard, Toots Hibbert, Florian Schneider fra Kraftwerk, Genesis P-Orridge, der bedst huskes fra Throbbing Gristle og MF DOOM. Og derudover alle de der mere eller mindre kultagtige figurer, der gør det så givende og interessant at være musiknørd. For sørgeligt som det er, har vi lov til at glæde os over den musik, de hver især efterlod.

    Playliste
    Bent Fabricius-Bjerre (f. 1924) Peggy Lee: The Alley Cat Song (1963)
    Juliette Gréco (f. 1927): Je hais les dimanches (1951)
    Ennio Morricone (f. 1928): Chi Mai (1971)
    Little Richard (f. 1932): Lucille (1957)
    Simeon Oliver Coxe III (f. 1938) Silver Apples: Oscillations (1968)
    Bill Withers (f. 1938): Lean on Me (1972)
    Tony Allen (f. 1940): Ise Nla (2005)
    Chad Stuart (f. 1941) Chad & Jeremy: Sunstroke (1968)
    Toots Hibbert (f.1942) Toots & The Maytals: 54-46 Was My Number (1973)
    Phil May (f. 1944) The Pretty Things: She’s a Lover (1970)
    Peter Green (f. 1946) Fleetwood Mac: Man of the World (1969)
    John Prine (f. 1946): Speed of the Sound of Loneliness (1986)
    Florian Schneider (f. 1947) Kraftwerk: Radioactivity (1975)
    Genesis P-Orridge (f. 1950) Throbbing Gristle: Hot on the Heels of Love (1979)
    Hal Willner (f. 1956) Elvis Costello: Weird Nightmare (1992)
    Andy Gill (f. 1956) Gang of Four: At Home He’s a Tourist (1979)
    David Roback (f. 1958) Mazzy Star: Fade into You (1993)
    Gabi Delgado-López (f. 1958) Deutsch Amerikanische Freundschaft/D.A.F.: Der Mussolini (1981)
    MF DOOM (f. 1971) Madvillain: All Caps (2004)
    Justin Townes Earle (født 1982, overdosis), 38: The Saint of Lost Causes (2019)

  • Så gik 2020 og let’s face it: Sikke et lorteår. Men blandt de gode nyheder var dog, at Rockhistorier efter en ufrivillig pause vendte tilbage, nu som brugerfinansieret podcast.

    Og så lettede det noget af trykket, at denne Trump ikke blev genvalgt. Men ellers pandemi, fanden og hans pumpestok. Hvilket igen betød, at det ikke blev til mange koncerter, hvad der godt nok gav podcastens værter grimme abstinenser ind i mellem.

    Til gengæld har musikere fra hele verden spyttet musik ud i så store mængder, at selvom man helt droppede at sove, fik man ikke hørt det hele. Men traditionen tro har Henrik og Klaus samlet en buket af det bedste af det, de dog fik hørt, når de ikke lige passede deres respektive job eller forberedte det seneste afsnit af Rockhistorier.

    Men selvom USA og England er stærkt repræsenteret var det også et godt år for dansk musik, hvorfra vi har ikke færre end fem navne med. Også Portugal/Spanien, Frankrig, Mali, Finland og Elfenbenskysten er repræsenteret, så der er da farver på.

    Godt nytår til både støtter og fans – lad os gøre 2021 til en fest!

    Trackliste:

    Songhoy Blues: Worry (Optimisme)
    Fiona Apple: Shameika (Fetch the Bolt Cutters)
    Jason Isbell & The 400 Unit: Only Children (Reunions)
    Henriette Sennenvaldt: Clumsy (Something Wonderful)
    Gorillaz ft. Fatoumata Diawara: Désolé [Extended Remix] (Song Machine, Season One: Strange Timez)
    The Flaming Lips: Mother I’ve Taken LSD (American Head)
    Angående Mig: Menneske (Kunsten at lade som om)
    Lina/Raül Refree: Gaivota (Lina¬_Raül Refree)
    Phoebe Bridges: Halloween (Punisher)
    Ganger: Bunker (Tro)
    Moses Sumney: Virile (græ)
    Bob Dylan: I Contain Multitudes (Rough and Rowdy Ways)
    Barselona: Kære decembernat (1 dag er vi 1 minde)
    PK Keränen: Lost Together (Serobi Songs)
    billie eilish: No Time to Die (Single/Soundtrack)
    Sault: Monsters (Untitled (Black Is))
    Laylow: MEGATRON (TRINITY)
    Hjalte Ross:Thinking About You (Waves of Haste)

  • Denne uges gæst i ’Rockhistorier’ blev engang spurgt om, hvad der inspirerede hende. ’Transportsystemer’ lød det klare svar. Samme originale og overrumplende tilgang til musikken præger hendes valg og motivationer i denne udgave af ’Rockhistorier’. Det var en udsøgt fornøjelse.

    Henriette Sennevaldt (f. 1977) dannede i midten af 1990’erne bandet Under Byen sammen med veninden Katrine Stochholm. De skabte hurtigt deres helt eget musikalske univers og pladedebuterede med ep’en ’Puma’ i 1997. I 1999 landede debutalbummet ’Kyst’, der fik en nærmest ekstatisk modtagelse i den danske presse og nogen mente ligefrem, at man ville tale om ”dansk musik før og efter Under Byen”.

    I Politikens Dansk Rock Leksikon blev albummet optaget på en liste over de 50 vigtigste danske plader nogensinde. Gruppen udsendte yderligere tre studiealbum, hvoraf det sidste, ”Alt Er Tabt”, så dagens lys i 2010. Skiftende konstellationer satte deres markante aftryk på lyden i Under Byen, som dog altid var nemt genkendelig på grund af Henriette Sennenvaldts unikke vokal og karakteristiske fraseringer og hendes teksters blanding af uudgrundelig poesi, slående drømmesyn og foruroligende mentale snapshots.

    Sennenvaldt har netop udsendt sit første soloalbum med den passende titel ’Something Wonderful”. Sproget er nu engelsk. Et forsøg på at indtage et nyt musikalsk territorium – man synger simpelthen på en helt anden måde, når man synger på engelsk i stedet for på dansk – to sprog, der klangmæssigt ligger meget langt fra hinanden.

    Sennenvaldt nævner selv bluessangeren Robert Johnson og jazzsaxofonisten Ornette Coleman som to vigtige pejlemærker under skabelsen af sangene på ”Something Wonderful”. Mere som en tilgang til materialet end som egentlig musikalsk inspiration. For Henriette – der også har gået på forfatterskolen og læst filosofi på universitetet – lyder stadig ikke som nogen eller noget andet.

    Trackliste:
    Henriette Sennevaldt: “New Skill´’ ( 2020)
    This Heat: “Not Waving” (1979)
    Yoko Ono: ”She Gets Down On Her Knees” (1981)
    White Magic:”The Gypsies Came Marching After” (2004)
    Lisa Germano: “… A Psycopath” (1994)
    Joni Mitchell: “Hejira” (1976)
    Laurie Anderson “Speak My Language” (1994)
    Linton Kwesi Johnson: “Street 66” (1980)
    Antipop Consortium: “Human Shield” (2002)
    Lou Reed: “A Gift” (1975)
    Robert Wyatt:”N.I.O. (New Information Order)” (1991)
    Cate le Bon: “Wild” (2013)
    Grace Jones: “Nightclubbing” (1981)
    Ornette Coleman: “Lonely Woman” (1959)

  • Rockhistorier hylder en række af de kvindelige aktører, som i perioden 1975-1982 ændrede både rocken og poppen med lige dele frækhed, livsappetit og dødsforagt. Her blev der sat ord på såvel feministiske som lesbiske erfaringer, rejst kritik af kønsroller, småborgerlighed, parforhold og forbrugersamfund og berettet om fremmedgjorthed og civilisationslede, men selvfølgelig også sunget om sex, drugs and rock’n’roll, som det sig hør og bør.

    For da først punken og siden postpunken satte attitude og vilje over teknisk kunnen og skønsang, og new wave-musikken gav poppen kant og nerve, kom kvinderne for alvor ind i kampen, og skabte i processen nogle af periodens mest personlige, originale og uforglemmelige indspilninger.

    I hælene på Patti Smiths uafhængighedserklæring fra debutalbummet Horses i 1975 – ”Jesus died for somebody’s sins, but not mine” – sparkede en række solister og grupper døren op til den indtil da mandsdominerede rock, og anviste efterfølgende nye veje og muligheder, som solister, i rene pigegrupper og kønsblandede bands.

    Det handlede om at flytte grænser og finde nye veje, undgå klicheer og stereotyper, kaste gamle stivnede roller af sig og i processen skabe noget, der simpelthen var anderledes. Og i sidste ende handlede det om elektricitet og liderlighed og sammenhold og følsomhed og nysgerrighed og ungdom. Datidens unge kvinder var nemlig ”so tough”.

    Patti Smith: Gloria (1975)
    Blondie: X Offender (1976)
    X-Ray Spex: Oh Bondage Up Yours (1977)
    Nina Hagen Band: Auf'm Bahnhof Zoo (1978)
    Siouxsie & the Banshees: Hong Kong Garden (1978)
    (Pre) Teenage Jesus & the Jerks: The Closet (1977)
    Kleenex (aka LiLiPUT): Ain’t You (1978)
    Lene Lovich: Lucky Number (1979)
    The Raincoats: Fairytale in the Supermarket (1979)
    The B-52’s: Dance This Mess Around (1979)
    The Slits: So Tough (1979)
    Delta 5: Mind Your Own Business (1979)
    Pretenders: Brass in Pocket (1979)
    Lizzy Mercier Descloux: Jim on the Move (1979)
    Cristina: Is That All There Is? (1980)
    Young Marble Giants: N.I.T.A. (1980)
    KaS Product: Mind (1980)
    ESG: Moody (1981)
    Marine Girls: Tonight? (1981)
    Au Pairs: It’s Obvious (1981)
    Tee Vee Pop: Touching (1982)

  • Rockhistorier hylder denne gang ikke bare et, men to af de bedste danske bands nogensinde nemlig Sods og Sort Sol. Første gang værterne stødte på orkestret var på tærsklen til et kuldslået årti i det forrige årtusinde, hvor de spillede et kort kantet sæt, der gjorde mindst lige så stort et indtryk som aftenens hovednavn, Iggy Pop.

    Siden har vi fulgt dem i tykt og tyndt – og tro os, det har ikke altid været nemt og satte ofte ens tålmodighed på en hård prøve. I de tidlige år kunne man snildt vente både to, tre eller fire timer efter det annoncerede koncerttidspunkt, før de indfandt sig på scenen. Men de var (næsten) altid ventetiden værd. De har som ingen andre herhjemme været bevidste om, at rock også er et spørgsmål om stil og attitude. Undervejs i den lange karriere har de leveret hovedværker inden for både punken, postpunken, garagerocken og sammenbrudspoppen samt vist, hvordan man bliver en del af mainstreamkulturen uden at miste bid, vid, vildskab og uforudsigelighed.

    De har aldrig spillet det sikre kort, og stridigheder både ind- og udadtil har været en væsentlig årsag til, at deres umiskendelige internationale format aldrig er blevet forløst kommercielt. Til gengæld har brydningerne sat sig markante, positive spor i musikken, der altid har været præget af en ærefrygtindgydende kompromisløshed og en stålsat vilje til konstant at eksperimentere med sit udtryk. Og få – om nogen andre – bands herhjemme har haft et liv, der har været præget af en så enestående balance mellem turbulens og værdighed. Det er også svært at komme i tanke om andre orkestre, der 39 år ind i karrieren leverer et gnistrende mesterstykke som ”Stor langsom stjerne”.

    Ganske godt skuldret af et band, hvis debutalbum bl.a. fik følgende skudsmål af datidens toneangivende kritiker, Torben Bille: ’De er at ligne med kejserens nye klæder, holdt kunstigt oppe af mediemennesker, der enten er bange for at blive kørt bag om dansen eller har glemt at stave til energi”.

    Er bogen så lukket nu? Vi ved det ikke. Det gør de vist heller ikke selv. Men uanset hvad, så er de værd at rejse en støtte for. Så det gør vi her.

    Sods: Copenhagen (1979)
    Sods: Marble Station (1980)
    Sods: Misguided (1980)
    Sort Sol: White Shirt (f1983)
    Sort Sol: Ruby, Don’t Take Your Love to Town (1985)
    Sort Sol: A Knife for The Ladies (1987)
    Sort Sol: Abyss Revisited (1987)
    Sort Sol: Indian Summer (1992)
    Sort Sol: Siggimund Blue (1991)
    Sort Sol: Daughter of Sad (1991)
    Sort Sol: Når Solen stikker af (1991
    Sort Sol: Dog Star Man (1993)
    Sort Sol: Shaheeba Bay (1993)
    Sort Sol: Kiss the Streets (1996)
    Sort Sol: Sol 66 (1996)
    Sort Sol: Rhinestone (2001)
    Sort Sol: Like a Trance Like (2017)