Episódios

  • Gennem snart 40 på arbejdsmarkedet har Finn Lyng Pedersen været vidt omkring, siden titlen som udvidet maskinmester, som det hed dengang, kom i hus i Esbjerg i 1986. Sammenlagt har han brugt langt over halvdelen af tiden i Beumer Group, hvor han i dag er Director Strategy Execution.

    Siden midten af 90’erne har der stået fabrikschef, R&D programmanager, COO eller lignende på visitkortet, og netop ledelse er også overskriften på den snak, Maskinmestrenes Podcast har taget med Finn Lyng Pedersen om hans karriere.

    Allerede i 1995 blev Finn Lyng Pedersen fabrikschef for 250 medarbejdere i form af både funktionærer, konstruktører, ingeniører og maskinmestre foruden fagfolk på værkstedet. Han blev med andre ord kastet ud i ’full blown ledelse’, som han siger, selvom det egentlig ikke var planen.

    »Det skete lidt organisk, for jeg havde egentlig altid sagt, at jeg aldrig ville være leder, jeg tænkte, der var for lidt teknik og for meget bøvl med administration og medarbejderne. Men da jeg fik muligheden, tænkte jeg mig om i de 24 timer, jeg fik til det, og sagde så ja,« fortæller han.

    I udsendelsen kan du også høre om Finn Lyng Pedersens mange år i udlandet og hans syn på vigtigheden af at styrke sit teoretiske ledelsesfundament med en MMT på Aalborg Universitet.

  • Den potentielt udfordrende jagt på en god ramme for maskinmesteruddannelsens sidste opgave er noget, der kan give en del hovedbrud for de studerende. Maskinmestrenes Podcast har derfor talt med Theis Brandborg, der læser på Teknika, om hvordan man kan gribe udfordringen an.

    Han er selv godt undervejs med sit bachelorprojekt, som han skriver hos energivirksomheden European Energy. Her er omdrejningspunktet vedvarende energi med fokus på Power-to-X via aktive anlæg i det sydlige Jylland, som Theis Brandborg også har fået indblik i.

    Det var da også med den grønne omstilling i kikkerten, at Theis Brandborg satte jagten ind på en praktikplads, men udbuddet var ikke overvældende. Ind fra siden kom imidlertid et råd om at lægge et opslag på LinkedIn, hvilket dog krævede lidt overvejelser.

    »Det var lidt ude over min comfort zone, da det ikke lige er en platform, jeg har gjort brug af før. Men det gjorde jeg så, og var nok til dels ret heldigt, for jeg ramte noget, og lige pludselig var der mange tusinder, der havde set mit opslag, og heldigvis reagerede Lars også på det,« forklarer han.

  • Estão a faltar episódios?

    Clique aqui para atualizar o feed.

  • Stefan Stausholm Meyer og Claus Hartmeyer er afdelingsledere i hver sin gren af intralogistikvirksomheden Beumer Group, der i alt tæller omkring 900 ansatte på dansk jord, ligesom de begge er dimittender fra Aarhus Maskinmesterskole, om end med otte års mellemrum.

    I denne udgave af Maskinmestrenes Podcast fortæller de to maskinmestre om deres syn på ledelse, som de hver især har beskæftiget sig med en del år. Blandt andet er de enige om vigtigheden af at give folkene frihed til at udøve deres kunnen.

    Som overordnet personaleansvarlig for 28 mand (m/k) går meget af Claus Hartmeyers tid således med at få sine folk til at performe optimalt og udvikle sig med de rette kompetencer. Mens han rent formelt opererer i aftersales, er Stefan Stausholm Meyer beskæftiget med nysalg af systemer til nye lokationer. Her har han sit eget team på 14 personer, der laver PLC-software.

    »Jeg er på ingen måde en lige så god programmør som nogle af dem; jeg har aldrig levet af at programmere, så det er mere sparring på et andet niveau om, hvordan vi kan gøre ting. I kraft af, at jeg har lidt færre mennesker i mit team end Claus, har jeg mulighed for nogle andre ting omkring det at være leder og være tættere på teknikken,« siger han.

  • For en multinational virksomhed som Topsoe, der blandt andet leverer teknologi og løsninger til omstillingen af den globale energisektor i en mere klimavenlig retning, er Facility Management en vigtig disciplin.

    For tiden er virksomheden ved at opbygge en global FM-organisation op ud fra et ønske fra ledelsens side om at få synergier til at fungere på tværs af de forskellige lande, hvor Topsoe er til stede. Maskinmestrenes Podcast har mødt Director for Global Facility Management, René Jacobsen, til en snak om både den opgave, ovennævnte spørgsmål og det øvrige arbejde i Topsoes FM-team.

    I det team finder man adskillige maskinmestre, herunder Property Manager Allan Rask Walbum, der har en del år på havet bag sig, inden han gik i land og begyndte at arbejde med FM i større bygninger. Det fangede ham hurtigt og blev en decideret karrierevej, da han kom til Topsoe i efteråret 2019.

    I jobbet sætter han stor pris på sine kompetencer og erfaringer som maskinmester. Det gælder både i forhold til ledelse, men også den praktiske indsigt i tekniske installationer, som han kan dele med yngre kolleger i teamet, der til gengæld har en nyere viden om nogle andre ting.

    »Det er jo nogle år siden, jeg selv sad med hovedet i bøgerne, så jeg nyder godt af deres input og teori, der er frisk i erindringen. Og den kombination er rigtig god og brugbar på områder som ventilation, el, køl og så videre,« siger han.

  • I Kassø vest for Aabenraa er den danske energivirksomhed European Energy ved at lægge sidste hånd på et af verdens første – og største – Power-to-X-anlæg, hvor hovedproduktet bliver grøn e-metanol – op mod 42.000 ton årligt, som A. P. Møller – Mærsk, Lego og Novo Nordisk allerede har skrevet kontrakt på at aftage.

    Til at konstruere og sidenhen drifte det store og komplekse anlæg i Sønderjylland har European Energy ansat i omegnen af 30 maskinmestre. Maskinmestrenes Podcast har mødt to af dem, Construction Manager Henrik Hestbek og Plant Manager Carsten Sørensen, til en snak om anlægget og fremtidsperspektiverne.

    »Vi bygger stort set alt fra bunden på anlægget, så hele rammeværket omkring kvalitet, miljø og sikkerhed har jeg sidder og bygget op sammen med O&M (Operations & Maintenance, red.). Så vi har bygget en organisation op, ansat en masse maskinmestre blandt andet, og gør det hele klar til at overtage det, Hestbek og drengene bygger,« siger Carsten Sørensen.

    Siden administrerende direktør og medstifter i European Energy, Knud Erik Andersen, nedfældede de første tanker om anlægget på et par internt berømte servietter, er der sket en hel del, og mange barrierer er blevet forceret, men det har i den grad været anstrengelserne værd, understreger Henrik Hestbek.

    »At være first mover og en del af European Energy – what’s not to like. At møde masse fantastiske kolleger, der brænder for det her; brænder for at være grønne, for fremtiden, og for at det, vi laver, kommer til at bane vejen for mange andre ting rundt omkring i verden, det kan vi jo ikke være andet end stolte af,« siger han.

  • Den danske afdeling af Beumer Groups rejsende teknikere i afdelingen Site Integration er sjældent hjemme på hovedkontoret i det nordlige Aarhus. Tværtimod byder deres job dem en kalender, der ofte rummer 250-300 rejsedage om året.

    I denne udgave af Maskinmestrenes Podcast har vi derfor den ene af deltagerne, Commissioning Engineer Mikkel Mogensen, med på en videoforbindelse fra Holland, hvor han på optagedagen var på opgave for DHL.

    Sammen med kollegaen Kasper Vester Ellebæk, ligeledes Commissioning Engineer, fortæller de i udsendelsen om deres vej fra Aarhus Maskinmesterskole, som de begge har forladt inden for de sidste par år, til Beumer Group og arbejdet med post- og bagagesystemer rundt om på kloden.

    »Min hovedopgave hernede er at få sat conveyoren i drift, så jeg foretager diverse funktionstest, fejlfinding på monteringen, indkøring af båndene, justering af PLC’er og den slags. Når vi så er ved at være færdige, vil der også være noget kundekontakt og oplæring af de folk, der skal bruge anlægget,« forklarer Mikkel Mogensen fra det hollandske.

    Fra studietiden drager de begge fordel af dels det brede fundament, uddannelsen giver, og i høj grad også evnen til hurtigt at kunne sætte sig ind i ny information, påpeger Kasper Vester Ellebæk.

    »Jobbet her har jo ikke noget med dieselmaskiner at gøre, men det, du tager med, er, at du har lært at tilegne dig en masse viden på relativt kort tid. Det bruger vi i dagligdagen nu, hvor man hele tiden skal skifte retning, og der hele tiden kommer nye ting op,« siger han.

  • At gå fra at være specialist til at lede projekter og mennesker kan være en udfordrende proces.

    Birgitte Arnberg, erfaren ledelsesrådgiver, deler sine bedste råd til, hvordan man griber lederrollen an som nyuddannet maskinmester.

    For mange maskinmestre er projektledelse ikke et valg, men en del af jobbeskrivelsen fra første arbejdsdag.

    Rollen kan variere fra byggeprojekter og maskinløsninger til fjernvarmekonvertering og industrielle optimeringer, men fælles for alle er behovet for at kunne koordinere interessenter, sikre effektive processer og levere resultater.

    Birgitte Arnberg understreger, at det er vigtigt at acceptere, at du ikke behøver at vide alt. I stedet skal du lære at sætte mål, skabe rammer og give plads til, at andre kan udfolde deres ekspertise.

  • På Ajour 2024 holdt Ocean Plastic Forum og Plastindustrien et fælles oplæg under overskriften ’Upcycled havplast anvendt i produktionsindustrien’. I den anledning – og ikke mindst for at høre mere om et løfte om at vende tilbage i 2025 – har Maskinmestrenes Podcast sat dem stævne til en snak om, hvad der er sket, hvad er sker, og hvad der skal ske.

    »Maskinmestrene er et praktisk folkefærd, så vi er født af den praktiske indgangsvinkel, og Ocean Plastic Forum har lidt den her tilgang med hellere at bede om tilgivelse end tilladelse – lad os lave noget praktisk og måske tage fejl, men lad os gøre noget. Og derfor er vi mega projektorienterede,« fortæller Thomas Alstrup, der er sekretariatschef i OPF.

    Plastindustrien har været en del af OPF fra første fløjt og deler visionen om at få værdi ud af plastaffaldet – selvom det er svært, specielt når snakken falder på havplast, uanset om den bliver samlet ind på den jyske vestkyst, fra en flod i Afrika eller fisket op af Stillehavet.

    »Gennem OPF får vi noget perspektiv på, hvilke ting fra udlandet, der fungerer herhjemme, eksempelvis i forhold til indsamling, sortering, genbrug og genanvendelse, men også et indtryk af problemets omfang, og nogle førstehåndsmålinger på, hvad det er for nogle materialer, vi har med at gøre,« forklarer adm. direktør i Plastindustrien, Thomas Drustrup.

  • Maskinmestrene Morten Christensen og Jacob Bergholdt Højrup er projektledere hos Beumer Group i Aarhus, hvor de begge startede karrieren som rejsende teknikere med det meste af verden som arbejdsplads. Maskinmestrenes Podcast har mødt dem til en snak om hverdagen i virksomheden, hvor de har omkring 70 fagfæller som kolleger.

    »Det er meget intenst rejsearbejde, når du er afsted. Jeg rejste i fire år, så det var egentlig en meget naturlig proces gerne at ville hjem og have et job i Danmark igen. Og så havde jeg en samtale om en åben stilling som teknisk projektleder,« fortæller Jacob Bergholdt Højrup.

    Rejseopgaverne giver ikke alene et solidt indblik i de produkter, man arbejder med som tekniker, men også den læring, der ligger i at stå alene med en kritisk opgave, hvor et problem skal løses i en fart uden tid til de helt gennemførte beregninger.

    »Der synes jeg, maskinmesterbaggrunden giver en ret god ballast til at levere et kvalificeret bud rimelig hurtigt,« siger Morten Christensen, mens Jacob Bergholdt Højrup peger på de stramme tidsplaner, arbejdet som regel foregår under, og hvordan man som projektleder selv er nødt til at lede og fordele opgaverne.

  • Ud af forskningscentret CERN’s godt 2.500 fastansatte arbejder de 80 procent med driften, herunder nye projekter og opgradering af eksisterende installationer. Det gælder blandt andet maskinmestrene Henrik Nissen, der er Control Systems Engineer, og hans kollega, Mechanical Engineer Simon Straarup.

    De to lagde i november 2024 vejen forbi Ajour i Odense for at præsentere deres arbejdsplads, og det var med en slet skjult bagtanke, for lige nu mangler der faktisk danskere – herunder maskinmestre – på CERN.

    Det og meget andet har Maskinmestrenes Podcast talt med Henrik og Simon om i en udsendelse, der også giver et dybere indblik i deres vej til CERN, arbejdsopgaver i dagligdagen og erfaringer fra at være en del af et internationalt miljø med nogle af klodens klogeste hoveder rundt om sig.

    »Danske maskinmestre kan komme herned for at opleve noget, blive udfordret, og så få noget med i bagagen, de kan bruge fremover til et andet job. De vil lære nogle ting, de kan bruge fremadrettet. Om de så er her i tre år, fem år, ti år eller 27 år, så tror jeg aldrig, det vil være en dårlig ting at have CERN på CV’et,« siger Henrik Nissen.

  • Malen de Beer og Carl Christian Vad Knudsen er kolleger i Beumer Group med flere overlappende opgaver, men også meget forskellige baggrunde. Mens Malen de Beer, der oprindelig er fra Sydafrika, kom til i 2019, kan Carl Christian Vad Knudsen se tilbage på næsten 30 år i virksomheden.

    Som Senior Electrical Design Engineer sætter sidstnævnte stor pris på at have mange fagfæller blandt sine kolleger. Beumer Group kan således mønstre lidt over 70 maskinmestre på sit site i Aarhus, og det gør en forskel i hverdagen.

    »Når man synes, man har brug for sin maskinmesterviden, så er det rart, at man kan diskutere med en ligesindet. Vi har så utrolig mange gode kolleger, der ikke er maskinmestre, som også er meget snu og kloge, men en gang i mellem er det godt at høre, at den man taler med, ved noget om de samme ting,« siger Carl Christian Vad Knudsen.

    For Malen de Beer, der i dag er Electrical Engineer, er den høje blandt de ansatte i virksomheden – omkring 10 år – særdeles inspirerende.

    »Det siger jo noget om, at det her er en god arbejdsplads, og det kunne jeg mærke fra dag ét. Alle er åbne, alle er hjælpsomme, ligesom Carl Christian siger med sparring; alle er villige til at droppe deres opgave her og nu, hvis du har et vigtigt spørgsmål, så det gør en stor forskel,« siger han.

  • Stenhøj Hydraulik fremstiller avancerede og innovative produkter til bil- og fremstillingsindustrien i form af værksteds- og produktionspressere samt rømme- og bukkemaskiner underbygget af et stærkt servicekoncept.

    Som Service Manager er Philip Christensen en central del af det koncept. Han tiltrådte for snart ni år siden – blandt andet med den opgave at opbygge en serviceafdeling, der siden er vokset betydeligt og udgør en væsentlig del af den værdikæde, som Stenhøj Hydraulik tilbyder i dag.

    I denne udgave af Maskinmestrenes Podcast fortæller Philip mere om sin vej til Stenhøj og den erfaring, han har opbygget, blandt andet ved at rejse rundt i verden og bygge papirfabrikker.

    Helt så meget erfaring kan hans kollega i serviceteamet, servicetekniker Klaus Ulstrup Hansen, endnu ikke prale af. Han gennemførte i 2021 sin bachelorpraktik fra Fredericia Maskinmesterskole i Stenhøj Hydraulik, hvor han efterfølgende er blevet fastansat.

    »I enkelte tilfælde står den på brandslukning, når en maskine holder stille, og så skal det gå stærkt. Og det skal man selvfølgelig kunne være i, men jeg kan egentlig godt lide det med, at der aldrig rigtig er to dage, der er helt ens,« siger han.

  • I Danmark har industrivirksomheden Beumer Group godt 900 medarbejdere, og af disse er over 70 maskinmestre, der er beskæftiget i rundt regnet 30 forskellige stillinger. Maskinmestrenes Podcast har sat to af dem stævne for at få mere indblik i, hvordan det hænger sammen.

    Det drejer sig om er Technical Project Manager Kenneth Krogh Kejlberg, der har været i virksomheden siden 2008 i syv-otte forskellige positioner, og Anders Revsbech, der nu er Team Manager i Electrical Engineering Logistics Systems.

    Både Kenneth Krogh Kejlberg, der for nogle år siden tog en otte-måneders afstikker til Kamstrup og et projekt i USA, og Anders Revsbech har været ude af virksomheden for så at vende tilbage. Det blev således til små fire år i Johnson Controls, inden Beumer kaldte igen i november 2018.

    »Det, der trak mig tilbage igen, var primært kulturen i organisationen, og så også det her internationale miljø, som vi arbejder i, hvor vi har kolleger rundt omkring i hele verden, som selvfølgelig både er udfordrende, men også spændende at arbejde med,« siger han.

  • Gennem fem et halvt år har maskinmester Christian Bjerrum Jørgensen været energirådgiver ved Danmarks ambassade i Berlin. Her taler han med stribevis af både tyske delstater og forbundsmyndigheder om udnyttelse af grøn energi i fjernvarmen, og generelt delt de gode danske erfaringer med grøn omstilling gennem udbygning af vedvarende energi og etablering af partnerskaber på det regulatoriske og politiske niveau.

    Med udgangen af 2024 nåede Christian Bjerrum Jørgensens kontrakt med Udenrigsministeriet så til vejs ende. I den anledning har Maskinmestrenes Podcast mødt ham til en snak om, hvordan det egentlig er gået som udsendt grøn-energi-missionær på nationens vegne i den tyske hovedstad.

    »Jeg har nok været en lidt atypisk diplomat i forhold til mange af mine kolleger, men det Udenrigstjenesten efterspørger lige i øjeblikket, er specialister inden for energisektoren. Det kan også være på vand eller andre sektorer. Min rejse derhen var egentlig summen af alle de job, jeg har haft indtil videre, som så gjorde, at jeg kunne bestride posten dernede,« siger han.

    Christian Bjerrum Jørgensen har også selv flyttet sig rent fagligt gennem tiden i det tyske. Han fremhæver selv den tekniske indsigt, han har fået via både de studier, han har været med til at udforme, og ved at tale med en lang række forsyningsselskaber om deres transitionsstrategier.

    »Jeg har også fået rigtig meget indsigt i ledelse, både af projekter, men også af teams i Danmark, i Tyskland, internt i Udenrigsministeriet og internt i Energistyrelsen. Og jeg har bygget på, når det kommer til administration af et større projekt, og jeg har arbejdet rigtig meget med præsentationsteknik,« fortæller han.

  • Maskinmester Martin Overbjerg har været Ringsted Forsynings projektleder på byggeriet af selskabets nye halmfyrede varmeværk, og ser med glæde tilbage på en på alle måder effektiv byggeproces, hvor anlægget, der har en kapacitet på 12 MW, er blevet leveret til tiden og indenfor budgetrammen.

    Valget af halm som fyringsmiddel skal ses som en trædesten på vej mod andre løsninger, påpeger han. Måske skal anlægget udvides med røggaskondensering, CO2-fangst eller noget helt tredje, men under alle omstændigheder har det været en klar prioritet at byggeriet er klar til netop udbygning på sigt.

    »Det gælder både vores kedelanlæg, og det gælder også hele vores udpumpningsanlæg, som er bygget, så det kan udvides til at omfatte flere overskudsvarmekilder, hvis der kommer det fra erhvervet – det ved vi ikke. Det kan være, der skal hægtes en varmepumpe eller en elkedel på, det kunne give god mening på den lange bane, eller hvad der nu dukker op af nye teknologier,« forklarer Martin Overbjerg.

    Undervejs i processen har han sat stor pris på at kunne trække på dels mange års erfaring fra kraftvarmesektoren, dels studietiden, der blev afsluttet i Odense i 2004.

    »Skolen har alt andet lige været adgangsbilletten til at kunne få erfaringen, og det synes jeg er rigtig, rigtig fedt. Jeg har mange kolleger her i forsyningen, som er maskinmestre, men bare laver noget andet. Så vi har rigtig mange forskellige kasketter på, og det er meget interessant at høre om de forskellige veje, folk har taget,« siger han.

  • På Hirtshals Havn er 10 partnere er gået sammen om at etablere en bæredygtig brintinfrastruktur i Nordjylland. Projektet hedder Convey og omfatter opførelsen af et 6 MW elektrolyseanlæg, en tankstation til lastbiler og et distributionsnet til brint samt ilt og varme.

    Blandt projektets centrale aktører finder vi Hanne Skovby Overgaard, der er udviklings- og projektchef i Greenport North, som er en af partnerne i Convey. Det samme er Hydrogen Valley med blandt andet maskinmester og teknisk projektleder Søren Kart Stevns, som Maskinmestrenes Podcast tidligere har talt med.

    I denne udgave af podcasten fortæller han sammen med Hanne Skovby Overgaard om, hvad Convey-projektet egentlig er for en størrelse, hvordan de langsigtede mål ser ud, og hvordan det hele er kommet fra land samt hans egen opgave med at udarbejde en europæisk guideline for tilsvarende projekter.

    »Om fire år skal vi gerne have et anlæg og offtakers på plads, så vi i partnerkredsen kan se, hvad det er for en business case, vi ser ind i. Og den skal helst være god, for det vi er oppe mod, er jo fossile brændstoffer, der nærmest presser sig selv op af jorden nede i Mellemøsten, eller for den sags skyld ude i Nordsøen. Vi må se, hvordan det samlede regnskab ser ud; det er det, vi skal have fokus på,« siger han.

  • Louise Nielsen og Julius Birkbo er klassekammerater på 5. semester på SIMAC i Svendborg og deler begejstringen over de funklende friske fysiske forhold for deres undervisning, hvor eksempelvis nærheden til vandet giver et helt andet forhold til det maritime miljø, som Julius Birkbo påpeger.

    »Jeg kan virkelig godt lide de nye rammer, og jeg synes, det er fedt at man kommer tæt på de andre studerende, nu hvor de tre gamle skoler er blevet samlet her. Det giver bare en virkelig god dynamik,« siger Louise Nielsen.

    Maskinmestrenes Podcast har mødt dem begge til en snak om studielivet på Sydfyn, og Julius Birkbo bekræfter, at det giver noget godt til miljøet at have flere forskellige uddannelser med et maritimt fokus, hvilket også tiltrækker flere forskellige typer studerende.

    »Man får udvidet sin menneskelige horisont ved at gå her. Det er faktisk et ret diverst sted, selvom man måske ikke ville tro det,« som han siger.

  • Siden 1. september 2024 har SIMAC’s direktør heddet Lene Daugaard. Hun er kommet til Sydfyn med mange års ledererfaring fra blandt andet uddannelsesverdenen, herunder godt tre år som uddannelses- og forskningschef på Maskinmesterskolen København, og en baggrund som maskiningeniør.

    Maskinmestrenes Podcast har mødt hende til en snak om hendes nye rolle, vejen dertil og tankerne om fremtiden. Den fremtid handler blandt meget andet om en bedre kønsbalance på maskinmesterstudiet, som vil kunne styrke den allerede gode position, SIMAC har i dag.

    »Hvis vi kigger tre år frem, så håber jeg, vi har fået lagt skinnerne til at få nogle flere kvinder ind på vores uddannelser her, og måske kan vi også begynde at se resultaterne af den indsats. Jeg håber også, at vi stadig er en attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejdere søger hen,« siger hun blandt andet.

  • Søren Kart Stevns og Søren Høgh Pedersen har fulgtes ad rent arbejdsmæssigt siden de rendte ind i hinanden på Aarhus Maskinmesterskole for efterhånden en håndfuld år siden.

    Studietiden blev afsluttet i foråret 2024 med et fælles bachelorprojekt hos virksomheden Hydrogen Valley i Hobro, hvor de begge to sidenhen er blevet fastansatte som tekniske projektledere. Maskinmestrenes Podcast har mødt de to til en snak om deres parløb, delte ambitioner og de forskelligheder, der gør dem til at godt fagligt match – og værdifulde kompetencer i virksomheden.

    »Meget af vores arbejde er projektdannelse – altså en incubator-rolle for projekter af Power-to-X-karakter. Det handler også om, hvordan vi får lavet en god ansøgning, samlet et godt konsortium med en realistisk ramme, og hvordan vi sikrer, at alle har det samme fælles mål,« forklarer Søren Kart Stevns.

    Både han og Søren Høgh Pedersen har som en del af jobbet taget den såkaldte intensive projektlederuddannelse hos Aros Business Academy i Aarhus. Den har givet dem vigtige værktøjer til opbygning af projekter, idégenerering, tids- og kommunikationsplaner, ledelse og meget andet.

    »Det har været ekstremt godt og megagivende. Vi er lige blevet færdige med uddannelsen her i efteråret 2024, og det gør bare, at vi endnu bedre kan gribe de her opgaver. Det er det første skridt på vejen mod at blive rigtig dygtig,« siger Søren Høgh Pedersen.

  • Siden 1. maj 2024 har produktionsvirksomheden Stenhøj Hydrauliks administrerende direktør heddet Jørgen Jensen, og i lighed med godt hver tredje af sine omtrent 30 kolleger er han maskinmester. I denne udgave af Maskinmestrenes Podcast fortæller han om sin vej til direktørjobbet og hvad hans baggrund, der også omfatter en HD og mange års erfaring som leder, betyder for ham.

    »Jeg så noget potentiale i virksomheden. Den stod et godt sted, men også med potentiale for at udvikle sig yderligere, så det er den udfordring, jeg har taget op. Vi har ikke helt størrelsen til at kunne isolere nogle processer, så der er stadig mange, der skal dække bredt, og der vil klart komme nogle fordele med skala, når vi bliver en lidt større virksomhed. Og det er det, vi skal opnå,« fortæller han.

    Lederrollen falder Jørgen Jensen naturligt, og muligheden for at ’have et større aftryk i en virksomhed’ er det, der gør positionen interessant for ham, lyder det. I den sammenhæng er kombinationen af maskinmesteren og en HD noget nær optimal.

    »Det gør, at jeg kan være med i næsten alle snakke, lige fra en konkret problemstilling ude i vores produktion til snakken om et review på et projekt, der lige nu er ved at blive konstrueret, eller være med i en kontraktforhandling, der pågår med en kunde ovre i vores salgsafdeling. Jeg har kompetencer hele vejen rundt, der gør, at jeg kan være med der, hvor det giver mening, jeg byder ind,« siger han.