Эпизоды
-
Christinas historie er virkelig en fortælling om at bevæge sig fra mørket til lyset. Hendes opvækst var præget af svigt, overgreb mm., og der var mere kamp og overlevelse, end der var tryghed og stabilitet. Men set tilbage kan Christina se, at Gud var med hende hele tiden og har beskyttet hende, for som hun siger “ellers sad jeg ikke her i dag”. At Christina skulle overgive sig til Jesus, havde hun aldrig forestillet sig - og slet ikke, at det skulle ske via hendes datter, som havde gemt en Bibel under sin hovedpude i mange år, uden at Christina kendte til det.
Jeg må erkende, at jeg brød sammen til sidst under dette interview. Det er SÅ stort, hvordan Guds lys kan bryde igennem uanset, hvor mørkt og dystert det er.
“I begyndelsen var ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved Ham, og uden Ham blev intet til af det, som er. I Ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.“ Johannesevangeliet. 1: 1-5
-
Da Nicolai fik en kollega, som var kristen kunne han se, at hun havde noget, som han længtes efter. Derfor begyndte han at læse i Biblen, og selv om Nicolai intet forstod, så fik han alligevel lyst til at gå i kirke.
Her begyndte en rejse, hvor Nicolai oplevede, at troen på Gud gav ham den mening med livet, som han søgte.
-
Пропущенные эпизоды?
-
Da Lisbeth som 19 årig bliver ramt af en depression, er det starten på mange år i mørke, som bl.a. betyder medicinering, selvmordstanker og flere indlæggelser på psykiatrisk afdeling; men med støtte, hjælp og målrettet indsats begynder Lisbeth at ane lys for enden af tunnelen.
Hun får det så godt, at hun kan begynde at holde foredrag og fortælle andre om de mørke år i hendes liv, men glæden og den fuldkomne frihed oplever Lisbeth først, da Gud fuldstændig overraskende åbenbarer sig for hende.
I dag lever Lisbeth et liv med Gud i centrum, og hun har for nylig udgivet en digtsamling med 100 opmuntrende og trosstyrkende digte i bogen “Himmeljubel”.
“I Guds hånd er jeg frisk og frejdig at finde.
Han er mit ly for alverdens hvirvlende vinde.
Der har vi gode samtaler om livet, dette og hint, hvad går ikke, hvad er planen, hvem har det fint.
Tænk, at mennesker kan have snakke med Gud, en brudgoms fælles planlægning med sin brud.
Jesus gik på jorden - mennesker som du og jeg, korsfæstet i vort sted, sandelig, Gud elsker dig”. Digt 46 🤍
-
Merci er vokset op i en kristen familie, hvor det var naturligt at hjælpe mennesker i nød.
Den store omsorg, Merci har for sine medmennesker, har hun derfor nærmest fået ind med modermælken. Og Merci var da også kun lige blevet færdig med gymnasiet, da Gud kaldte hende til at arbejde som frivillig på Betesda, som er et behandlingscenter, der primært arbejder med stof- og alkoholmisbrugere.
Dette arbejde med at hjælpe mennesker ud af misbrug fortsatte langt ind i voksenlivet, hvor hun også startede et udslusnings-center med sin mand Niels og senere blev daglig leder af et tværkirkeligt gadeplansarbejde “Kirken på gaden”.
Merci har oplevet nogle vilde gennembrud med mennesker i misbrug, og det er hendes overbevisning, at alle kan hjælpes ud af mørket og ind i lyset.
I dag er Merci og hendes mand hjertet på Lykkeskær Bedehus, hvor de bor og ikke kun drager stor omsorg for stedet, men også for alle de mennesker, der hvert år besøger Bedehuset, hvor der både afholdes stævner, retræter mm.
Mercis livshistorie er virkelig frugten af et liv med Jesus, og må I blive lige så velsignet af at lytte til Merci, som jeg er blevet af at kende hende.
“Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden”
Første brev til Korintherne 13: 13
-
Marika har oplevet Guds mirakler fra barnsben. Hun er vokset op i Sydafrika hos en familie, der havde stor kærlighed og ærefrygt for Gud. Det var ikke kun familien, men hele det samfund, som Marika var en del af, som kendte og elskede Gud.
Derfor var det en stor omvæltning for Marika som ung kvinde at rykke teltpælene op og flytte til Danmark, hvor forholdet til Gud var anderledes, end det hun kendte til - og da hendes mand et halvt år inde i ægteskabet vælger at vende Gud ryggen, befinder Marika sig pludselig i en situation, hvor hun mere end nogensinde har brug for Guds kærlige omsorg og vejledning. Her kommer Marika helt tæt på Guds hjerte, og Marikas forhold til Gud er kun blevet dybere og stærkere de mange år, hun har været i Danmark.
“„Kære Marta,” sagde Jesus, „du er rastløs og gør dig en masse bekymringer! Men noget er vigtigere end andet, og Maria har valgt det væsentlige. Det skal ikke tages fra hende.””
Lukasevangeliet 10:41-42
-
Birgitte er sådan et menneske, som alle mennesker har brug for i deres liv. Hendes mor var en sangfugl fra morgen til aften, og Birgitte har også et sind, der kan lyse ethvert sted op.
Hun er vokset op med troende forældre, og det bar opvæksten præg af. De var en søskendeflok på fem, og der var ikke noget fjernsyn i hjemmet, men der var masser af nærvær, sang, musik, kærlighed og tryghed.
Birgitte lærte fra barnsben at dele ordet med andre, og det er også hende, der med guitaren under armene får andre med på gaden, hvor hun spiller og synger om Gud med stor frimodighed.
Hun er i dag næstformand på Lykkeskær Bedehus, som også er hendes favorit “spisested”, for som hun siger “vi bliver, hvad vi spiser”.
-
Når Anette Bergen som barn følte sig alene og usikker, så snakkede hun med sin Himmelske Far eller læste i Biblen, hvor hun altid fandt den støtte eller de svar, hun manglede. Derfor var det allerede fra barnsben meget vigtigt for Anette at kende hele Biblen.
Anette havde og har en stor videlyst, og det høres meget tydeligt - når først hun begynder at udfolde Guds ord, er det som en skattekiste af guldkorn, der åbner sig; og du kan ikke undgå at blive beriget af hendes visdom og kærlighed til Gud.
Der har også været storme i Anettes liv, og det deler hun meget åbent, reflekterende og ærligt omkring i denne udsendelse.
Anette beskriver også sin store passion for bønnen. Hun har en meget stærk bønne-tjeneste, og Anette har gennem hele sit liv oplevet, hvor stor kraft, der er i bøn. Det deler hun frimodigt med andre, og hun har inspireret mange til at træde dybere ind i bønnen og livet med Gud.
-
Da Heidi er på vej hjem fra arbejdet som frisør, ved hun ikke, at der lige om lidt vil der ske noget skæbnesvangert, som vil forandre hendes liv totalt.
Kort tid efter, at Heidi har sat sig ind i bilen, bliver hun påkørt af en skraldebil. Og herefter er der intet, der er, som det var tidligere.
Efter ulykken er Heidi fuldstændig invalideret af voldsomme smerter, og hun får følgende diagnoser PTSD, piskesmæld, plexus skade, angst og frossen skuldre.
Lægernes dom er, at det kun vil blive værre, og hun til sidst vil ende i en kørestol. Men samtidig med, at lægerne taler dette indover Heidi, lyder en stemme: “Sådan bliver dit liv ikke, sådan skal du ikke leve”.
Heidi ved, at det er Gud, der har talt til hende, og til trods for, at helbredet kun bliver værre og værre de kommende år, og Heidi er nødt til at ligge ned 10 timer om dagen, så holder hun fast i Guds løfte til hende.
Så selv om Heidis tilstand forværres og smerterne tager til, så bliver troen på Gud ikke mindre - tværtimod, så vokser tilliden til Gud. De mange timer, hvor Heidi ligger ned, bruger hun primært på at bede og søge Gud, og 12 år inde i sygdomsforløbet sker der noget. Heidi ser i et syn Jesus.
“Han løftede mig op fra afgrunden, op af den mudrede sump. Han stillede mig på et sikkert sted, gav mig fast grund under fødderne” (salme 40: 3)
-
Dianas forældre var begge alkoholikere, og Diana opvækst var præget af svigt og overgreb. Det var derfor naturligt for Diana at søge trygheden udenfor hjemmet - blandt andet hos nogle gode veninder.
Da Diana som ung vælger at tage til USA som au-pair, kender hun ikke Gud, og hun søger Ham heller ikke, men da hun på et tidspunkt bliver ledt til et lille træhus, som viser sig at være en kirke, vækkes hendes nysgerrighed. Hun bliver mødt af en særlig glæde, som hun ikke har oplevet før, og Diana begynder at søge Gud.
I vandringen med Gud bliver Diana ikke kun fyldt med glæde, men hun oplever også fuldkommen helbredelse fra barndommens sår, idet Gud leder hende ind på tilgivelsen og forsoningens vej.
Men Jesus sagde: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.
Lukasevangeliet 23: 34
-
Birks vidnesbyrd er meget stærkt og rørende.
Birk var ikke særlig gammel, da han blev anbragt udenfor hjemmet, og i løbet af sin opvækst nåede Birk at være på mange opholdssteder, hvor han aldrig følte sig tryg eller set.
Det er først, da Birk møder science-læreren Annelise, at han oplever at blive set og anerkendt. Annelise ser hurtigt, at hun står overfor en dreng med helt unikke talenter og gaver indenfor det naturvidenskabelige felt; men hun ser også en dreng, der har brug for at vide, hvor værdifuld og dyrebar, han er. En dreng, der har oplevet alt for mange svigt i sin opvækst. Så Birk flytter ikke kun ind på Annelises sciencehold. Han flytter også ind i hendes hjerte.
Annelise er kristen, og hun begynder nu dagligt at bede for Birk.
Det ved Birk ikke, men han kan mærke, at Annelise er en god voksen, og der dannes et bånd mellem dem, hvor Birk ved, at han altid kan række ud til Annelise, hvis han har brug for hjælp.
Men der skal gå en nogle år, før Annelise oplever, at hendes bønner bliver besvaret. I de år ryger Birk længere ned i mørket, og stoffer, kriminalitet mm. bliver en del af hans hverdag.
Men en aften taler Gud til Birk, og fra det øjeblik ændrer Birks liv sig fuldstændig.
-
Da Laura skulle holde en tale til sin konfirmation, holdt hun en tale om, hvorfor Gud ikke findes. Laura var fuldstændig overbevist om, at Gud ikke eksisterede. Det er hun også 10 år efter, hvor hun oplever meget stærkt, at hun skal gå Caminoen.
De første mennesker, hun falder i snak med på turen, er nogle amerikanske kvinder, som “tilfældigvis” er kristne. Laura kan godt lide kvinderne. Hun oplever en omsorg, der rører hende, men hun tænker, at de er afsporet i deres tro på Jesus; derfor sætter Laura sig det mål, at inden pilgrimsturen er omme, så vil hun have overbevist hendes to nye veninder om, at Gud ikke findes.
Hvis Laura havde vidst, at turen ender med at udspille sig HELT anderledes, end hun havde forestillet sig, så er det ikke sikkert, at hun ville have fortsat, men heldigvis fortsatte Laura, for det blev ikke kun til et stærkt møde med Gud, men også et skelsættende møde med en amerikansk mand, og da Laura vender tilbage til DK, er hun ikke den samme Laura, der 4 uger forinden tog afsted på pilgrimsrejse for at finde sig selv.
-
Peter Tinggaard er teolog, forfatter, foredragsholder og forbeder. Peter er endvidere stifter af bevægelsen “Faste for Danmark”, og han er formand for bestyrelsen i Lykkeskær Bedehus.
Peter blev født i Kenya, hvor forældrene var missionærer. Det var specielt at vokse op som missionærbarn, og det satte nogle spor i Peters liv, som han blev opmærksom på i sit voksenliv.
Som titlen indikerer, så har Peter en kæmpe kærlighed til Gud. Det er indlysende for Peter, at Gud er ufattelig god og altid har lyst til at hjælpe os.
Peter inviterer i denne podcast lytterne med på en spændende rejse, hvor han deler meget ærligt, åbent og inspirerende om sit liv og vandring med Gud.