Bölümler
-
I dette afsnit af NAFA Dialog taler programleder for NAFAs indsats i læreruddannelsen, Kia Wied, med Jørgen Løye Christiansen og Karin Lilius; begge lektorer på læreruddannelsen på Professionshøjskolen Absalon.
Omdrejningspunktet for samtalen er studerendes basale psykologiske behov i naturfagsundervisningen, og hvordan dét at tilrettelægge undervisningen efter opfyldelsen af den lærendes basale psykologiske behov kan hjælpe til at højne motivation og fagligt niveau og mindske frafald i både uddannelse og skole.
I afsnittet kan du høre Jørgen og Karin fortælle om erfaringerne fra deres samarbejde i et af NAFAs professionelle læringsfællesskaber, PLF'er, i læreruddannelsen. I løbet af samtalen kan du høre fra et konkret forløb struktureret ud fra formative evalueringsprocesser og selvbestemmelsesteoriens perspektiver på tre basale psykologiske behov som er afgørende for motivation – autonomi, kompetence og samhørighed.
På baggrund af eksemplerne ledes samtalen over i en diskussion af potentialet af fokus på disse aspekter af undervisningen og den lærendes rolle i naturfag for både lærerstuderende og lærere i skolen. Og på den baggrund løftes samtalen også op i en bredere refleksion over, hvordan disse perspektiver kan være en virksom ramme for at arbejde med kompetence- og undersøgelsesbaseret naturfagsundervisning, som stiller spørgsmål og åbner op for nysgerrighed og undren frem for at lukke ned, fordi man søger et bestemt facit og fremgangsmåde. -
Videnskabsklubben giver børn mulighed for at gå til naturvidenskab i fritiden, ligesom man kan gå til spejder, fodbold og ridning. Klubben har leg, læring, nysgerrighed, eksperimenter og samarbejde på tværs af aldersgrupper, hhv. gymnasiet og folkeskolen, i centrum. For at få udfoldet og forstået den tilgang og hvad den tilbyder af ny indsigt for naturfagslærere, har NAFA Dialog denne gang inviteret Tilde Voigt Hansen, projektleder i Videnskabsklubben med ansvar for frivillige mentorer, og en af de frivillige mentorer, Clara Nürnberg, i studiet. Værter er programchef Ivar Ørnby og leder af indsatsen på læreruddannelsen Kia Wied.
-
Eksik bölüm mü var?
-
I dette afsnit taler programleder for NAFAs indsats i læreruddannelsen, Kia Wied, med Mette Auning, lektor i læreruddannelsen på Professionshøjskolen UC SYD og Claus Auning, lektor og ph.d. i læreruddannelsen på Professionshøjskolen UC SYD. Omdrejningspunktet for samtalen er kreativ skrivning i naturfag, og hvordan man kan arbejde med kreative skriveprocesser som en tilgang til at styrke den faglige forståelse indenfor naturfagene og naturvidenskab.
I afsnittet kan du høre Mette og Claus fortælle om erfaringerne fra deres samarbejde i et af NAFAs professionelle læringsfællesskaber i læreruddannelsen. I løbet af samtalen kan du høre fra konkrete forløb med kreativ skrivning i både geografi, biologi og fysik/kemi og med konkrete eksempler på de kreative naturfaglige fortællinger, som lærerstuderende har lavet som en del af forløbet.
På baggrund af eksemplerne ledes samtalen over i en diskussion af potentialet i denne tilgang til naturfagsdidaktikken for både lærerstuderende og elever i skolen og de særlige opmærksomheder, der knytter sig hertil i forhold til, hvordan man som underviser kan sikre sig, at skriveprocessen åbner for et kreativt læringsrum, hvor eleverne bruger deres fantasi og forestillingsevne samtidig med, at den naturvidenskabelige faglighed stadig træder tydeligt frem. Og på den baggrund løftes samtalen også op i en bredere refleksion over, hvordan sådanne mere kreative tilgange indenfor naturfag kan være med til at udvikle naturfagsundervisningen på måder, som både åbner for at styrke elevers motivation, naturforbundethed og hverdagsforståelse af naturvidenskabelige fænomener og samtidig kan fungere som et formativt evalueringsredskab for underviseren i forhold til at styrke elevernes læring og forståelse af det faglige.
Udover Mette og Claus medvirker en anden læreruddanner også i det udviklingsarbejde, som præsenteres: Lilja Kristinsdottir, ph.d. og underviser i fysik/kemi ved læreruddannelsen på Professionshøjskolen UCSYD.
Hvis du har lyst til at læse mere om kreativ skrivning, kan Kapitel 5 ”Kreative fortellinger i naturfag” af Anne Bergliot Øyehaug og Anne Holt i bogen ”Dybdelæring i naturfag” anbefales (Dybdelæring i naturfag (universitetsforlaget.no). Ligeledes kan du hente mange konkrete ideer til kreativ skrivning i Katie Coppens bog ”Creative Writing in Science: Activities That Inspires”. -
I dette afsnit taler programchef i Naturfagsakademiet NAFA, Ivar Ørnby, med uddannelsesleder Martin Hermansen og adjunkt på læreruddannelsen Elzebeth Wøhlk - begge fra Københavns Professionshøjskole.
Udgangspunkt for samtalen er de udfordringer, der er for naturfagsundervisningen på læreruddannelsen og særlig med hensyn til Natur/Teknologi. Udfordringerne bliver udfoldet, men gæsterne kommer også med gode råd til såvel politikere som NAFA. -
- Erfaringer fra et undervisningsforløb med afprøvning af didaktiske værktøjer til at styrke brugen af fagsprog i naturfagenes praktiske arbejde
I dette afsnit taler programleder for NAFAs indsats i læreruddannelsen, Kia Wied, med Adjunkt Marianne Erneberg, Lektor Keld Conradsen og Lektor Pernille Ulla Andersen - alle fra læreruddannelsen på Professionshøjskolen VIA.
Omdrejningspunktet for samtalen er fagsprog i naturfagslaboratoriet, og hvordan man kan arbejde med at udvikle såvel sit eget fagsprog som underviser som elevernes fagsprog i forbindelse med det praktiske arbejde i naturfagene.
I afsnittet kan du høre Marianne, Keld og Pernille fortælle om erfaringerne fra deres samarbejde i et af NAFAs professionelle læringsfællesskaber i læreruddannelsen. I løbet af samtalen udfoldes erfaringerne fra gruppens udviklingsarbejde med fokus på at styrke de lærerstuderendes fagsprog, hvor lærerstuderende udvikler egne værktøjer til styrke fagsprog i laboratoriet, som efterfølgende prøves af i praksis i skolen.
På baggrund af erfaringerne herfra løftes samtalen også op i en bredere refleksion af udbyttet af at indgå i samarbejde og læringsfællesskab med naturfaglige underviserkolleger.
Udover Marianne, Keld og Pernille medvirker to andre læreruddannere også i det udviklingsarbejde som præsenteres: Nanna Villumsen, Adjunkt i biologi ved læreruddannelsen på Professionshøjskolen VIA og Annette Kynde lektor i f/k læreruddannelsen på Professionshøjskolen VIA. -
I dette afsnit taler programleder for NAFAs indsats i læreruddannelsen, Kia Wied, med Maiken Rahbek Thyssen, underviser og eftervidereuddanner på læreruddannelsen på Professionshøjskolen UCL, Christina Dahl Madsen, phd. og lektor i eftervidereuddannelsen på professionshøjskolen VIA samt Birgitte Lund Nielsen, docent og forskningsleder på professionshøjskolen VIA om naturfaglig skoleudvikling.
Omdrejningspunktet for samtalen er et af NAFAs delprojekter som har været bygget op omkring et helt særligt partnerskab mellem forskning, læreruddannelse og en konkret skole i Nordfyns Kommune som er i gang med en skoleudviklingsproces for naturfagslærerne omkring udvikling af skolens naturfaglige kultur med særlig fokus på udeskole-didaktik
I afsnittet kan du høre Maiken, Christina og Birgitte fortælle om erfaringerne fra deres samarbejde med skolen i et forløb med fokus på at koble kompetenceorienteret naturfagsundervisning til udeundervisning, udeskole, stedets muligheder, samspillet mellem det sanselige og det faglige. På baggrund af erfaringerne herfra løftes samtalen også op i en bredere diskussion af naturfaglig skoleudvikling og de afgørende faktorer for læreres oplevelse af meningsfuldhed og kontinuitet i skoleudviklingsforløb, deres udbytte og mulighed for videre udvikling – i en tid med intensivering af udefra kommende projekter? De tre deltagere fremhæver her den læring man kan udlede af deres projektforløb med skolen og kommer blandt andet ind på vigtigheden af at fokusere på hverdagens små succeser og meningsfuldhed i dagligdagen, fælles sprog, betydningen af elevernes engagement for læreres selfefficasy og agency-understøttende facilitering i skoleudviklingsprocesser. Til sidst rundes samtalen af med en diskussion af kunsten at skabe sammenhæng og balance imellem top-down givne projektrammer og situerede og lokalt tilpassede bottom-up udviklingsbehov samt mediatorrollens og ledelsens betydning i skoleudvikling.
Her finder du shownotes til episoden. -
Hvordan udvikler vi lærerstuderendes lærerkompetencer i læreruddannelsen? Hvordan arbejder vi med lærerkompetencer i efter- og videreuddannelse? Og hvilke didaktiske begreber bruger vi til at beskrive lærerkompetencer med?
Det er de overordnede spørgsmål, som berøres i denne podcast, hvor Jens Jakob Ellebæk (UC Syd), Peer Daugbjerg (VIA) og Jens Dolin (KU) i samtale med forskningsleder Martin Sillasen (NAFA) har en dialog med udgangspunkt i følgende spørgsmål: Hvad er læreruddannelsens dobbeltdidaktiske dimension? Hvad er didaktik af første, anden og tredje orden? Hvad er lærerfaglig dannelse? Hvordan skal vi arbejde med naturfaglige dannelse i læreruddannelsen? Hvordan skal vi arbejde med naturfaglige kompetencer i læreruddannelsen? -
Dette afsnit af podcast-serien NAFA-dialog er en samtale mellem forsker Jan Sølberg, Københavns Universitet og Jørgen Haagen Petersen, lektor på professionshøjskolen Absalon om EVU-indsatser i folkeskolen. EVU står for Efter- og Videre-Uddannelse. Jan Sølberg påpeger væsentlige udfordringer, deler erfaringer og kommer med anbefalinger, blandt andet hvad angår rekruttering, varighed samt progression og (manglen på) evaluering. Sidst i samtalen drøftes aspektet bæredygtighed, som er et af de krav, der stilles til EVU-indsatserne, som NAFA´s skoleindsats skal gennemføre.
-
Martin Sillasen, Forskningsleder i NAFA, VIA University College taler med Lars Brian Krogh, Ph.d., Lektor i naturfagsdidaktik, VIA University College. Han har for nylig fået udgivet en lille bog på Aarhus Universitetsforlag med titlen “Naturfaglig dannelse” i deres bogserie Pædagogisk Rækkevidde, som efter aftale med Danmarks Lærerforening er gratis (digitalt) tilgængelig for både lærere og lærerstuderende.
Lars Brian Krog og Martin Sillasen har en dialog om disse overordnede spørgsmål: Hvad er naturfaglig dannelse? Hvordan skal lærerstuderende arbejde med naturfaglig dannelse i studiet? Hvilke anbefalinger har Lars til politikere, læreruddannelsen og lærere om undervisning med naturfaglig dannelse?
Klik her for at hente bogen som e-bog eller lydbog. -
I dette afsnit af NAFA Dialog taler programchef i Naturfagsakademiet, Ivar Ørnby, med docent Pia Böwadt fra Københavns Professionshøjskole om hendes bog 'Ny lærer i jobbet'.
I bogen peger hun på de udfordringer, man møder i overgangen fra uddannelse til job. Bogen er henvendt til lærerstuderende, nye lærere, ledere på skolerne og andre interesserede.
NAFA skal som en af sine opgaver forestå et forløb for nyuddannede lærere og spørger derfor interesseret til gode råd.
Lyt med! -
Hvad sker der, når du tager dine lærerstuderende med ind i din egen udviklingsproces som underviser – dér, hvor du ikke ved præcis, hvor du ender og ikke kender svarene? Det kan du høre 4 inspirerende læreruddannere fra læreruddannelsen i Nordjylland på professionshøjskolen UCN fortælle om i det nyeste afsnit af NAFAs podcast, NAFA Dialog.
Du kan her høre om et udviklingsarbejde omkring didaktisk rekonstruktion, hvor et af NAFAs professionelle læringsfælleskaber i læreruddannelsen, bestående af Anders Illemann Petersen, Therese Malene Nielsen, Anne Houmøller og Thomas Bech Lillelund Andersen, har udforsket, hvordan de sammen med studerende kan arbejde med at give et kritisk konstruktivt serviceeftersyn til de eksisterende undervisningsmaterialer indenfor fagområdet Astronomi og bidrage til, at også den nyeste viden om naturvidenskab, som bliver genereret i vores samtid, kan blive en del af naturfagsundervisningen i skolen.
De 4 undervisere deler i podcasten gavmildt ud af deres erfaringer om både de gode erfaringer, og det der har været udfordrende ved deres arbejdsproces. De går også i dybden med det teoretiske grundlag for og de didaktiske overvejelser omkring deres prøvehandlinger i samarbejde med de studerende.
Erfaringen er blandt andet, at det for de studerende både får den didaktiske kreativitet og refleksion til at blomstre, samtidig med at det også for nogen studerende opleves som en svær og frustrerende læreproces at være i. Og det er, ifølge læreruddannerne, netop en del at pointen! For det gør faktisk ikke noget, at undervisningen i læreruddannelsen ind imellem ”napper lidt” hos de lærerstuderende. Fordi det er med til at understrege, at dét at kunne sit kram som underviser og lykkes med at skabe god og motiverende undervisning, er et både vigtigt og svært håndværk at mestre, som berettiger til stor faglig stolthed.
I podcasten omtales en specifik didaktisk model som læreruddannernes arbejde omkring didaktisk rekonstruktion er inspireret af: Duit, R., Gropengießer, H., Kattmann, U., Komorek, M., Parchmann, I. (2012). The Model of Educational Reconstruction – a Framework for Improving Teaching and Learning Science1 . In: Jorde, D., Dillon, J. (eds) Science Education Research and Practice in Europe. Cultural Perpectives in Science Education, vol 5. SensePublishers, Rotterdam. https://doi.org/10.1007/978-94-6091-900-8_2 -
I dette afsnit taler programleder for NAFAs indsats i læreruddannelsen, Kia Wied, med Morten Christensen og Anja Rousing Lauridsen fra læreruddannelsen i Odense, Professionshøjskolen UCL om deres erfaringer med at gå ”fra vidensfront til klasserum”, og tage ny viden fra forskning og flette den ind i et undervisningsforløb. Afsnittet stille skarpt på, hvordan vi som undervisere kan gribe det an, hvis vi gerne vil træne os selv og vores studerende i at tage ny naturvidenskabelig viden og omsætte det til motiverende naturfagsundervisning. Du får både konkret ny inspiration til din egen nytænkning af, hvordan naturvidenskab kan formidles på en motiverende måde i naturfagsundervisningen og du kan høre Anja og Mortens interessante refleksioner på baggrund af et udviklingsarbejde i NAFA, hvor de har trænet deres studerende i didaktisk rekonstruktion. Du kan øvrigt se den didaktiske model, som omtales i podcasten, som Morten og Anja og resten af deres kolleger har arbejdet med her.
-
Det nationale naturfagscenter Astra har for nylig udgivet 'Naturfagsundervisning – Nationalt overblik 2021'. Med rapporten, kort kaldet NaNO, præsenterer Astra et første bud på et overblik over kvaliteten af undervisningen i de naturfaglige fag i bl.a. grundskolen. Derfor har NAFA's programchef, Ivar Ørnby, i denne episode af NAFA Dialog besøg af Dorte Salomonsen fra Astra. Dorte Salomonsen har det overordnede ansvar for Astras Science talentindsats samt udviklingsarbejde og evaluering. I løbet af samtalen får de bl.a. vendt, hvilke tendenser Astra ser i naturfagsundervisningen, hvilken opgaver projekter som NAFA skal løse, og hvordan Astra betragter eksterne fondes rolle. Og så har Dorte Salomonsen en opfordring til alle, der har ønsker til den næste version af 'Naturfagsundervisning – Nationalt overblik'.
-
I dette afsnit taler Naturfagsakademiets programleder for indsatsen i læreruddannelsen, Kia Wied, med Charlotte Ormstrup, Søren Witzel Clausen, Karen S Barfoed og Mette H. H. Hansen fra læreruddannelsen på Professionshøjskolen VIA. De fire læreruddannere fortæller om deres erfaringer med ’naturfag på tværs’, som udspringer af deres arbejde i professionelle læringsfællesskaber. De har her arbejdet tæt sammen om at udvikle, planlægge, gennemføre og evaluere et tværfagligt undervisningsforløb med særlig fokus på at styrke lærerstuderendes forståelse af sammenhæng mellem de naturfaglige fag. Som en del af forløbet har underviserne arbejdet med fælles faglige ankerpunkter på tværs af Biologi, Geografi og Fysik/kemi og lavet prøvehandlinger sammen med de studerende på tre forskellige praktiske øvebaner. De studerende får igennem forløbet mulighed for at prøve kræfter med tværfaglig naturfaglig undervisning i hhv. uderum, skoler og på museer. Charlotte, Søren, Karen og Mette oplever bl.a. at deres tætte samarbejde om forløbet både styrker deres egen underviserfaglighed i dybden og giver de studerende større indsigt i det faglige, et stærkere fagsprog og styrkede praksiserfaringer med, hvordan man kan lave undervisning i skolen, der udvikler børn og unges tværfaglige kompetencer indenfor naturfagene.
-
I dette afsnit taler Naturfagsakademiets programleder for indsatsen i læreruddannelsen, Kia Wied , med John Andersson, Per Michael Pedersen og Lars Bo Kinnerup fra professionshøjskolen Absalon i Vordingborg. De tre undervisere fortæller om deres erfaringer og teoretiske overvejelser om at bruge whiteboard sammen med deres studerende. De oplever bl.a. at whiteboards flytter aktiviteten fra læreren til den lærende, en erfaring der også kan bruges i klasserummet på en grundskole. Arbejdet udspringer at deres arbejde i professionelle læringsfælleskaber.
Ved siden af podcastoptagelsen kan du i den tilhørende billedfortælling se nogle konkrete eksempler på hvordan studerende har arbejdet med whiteboards i undervisningen. Det skal desuden nævnes, at gruppen i øjeblikket arbejder på en artikel til tidskriftet Mona, hvor de præsenterer deres pædagogiske og didaktiske tilgang og resultaterne af prøvehandlingen med whiteboards i undervisningen i en mere udfoldet form. Når artiklen ligger klar vil der blive lagt et link til artiklen her på siden. -
I dette afsnit taler programchef i Naturfagsakademiet NAFA, Ivar Ørnby, med rektor for Københavns Professionshøjskole, Stefan Hermann, om naturfaglig dannelse med udgangspunkt i hans nye bog En Varm Tid. I bogen peger Stefan Hermann bl.a. på, at vi i dag er natur- og kulturløse, men at vi er politisk og socialt vakte. Hvordan er vi endt der? Er det ikke længere et mål at forstå verden, men at forstå sig selv? Og kan det evt. forklare, hvorfor børn og unge fravælger naturfagene? Lyt med!