Episodes
-
På havet lurer farerne overalt. I sejlskibenes tid forsøgte søfolk derfor, så godt de kunne, at sikre sig mod død og ulykke ved magisk hjælp. Amuletter, varselstagninger og særlige ritualer til søs skulle sikre, at besætningen kom sikkert i land, men det var ikke alt eller alle, de kunne beskytte sig imod… Havet har nemlig alle dage været væsen, der kræver menneskeliv. I det her afsnit af Obscuritas skal vi på en rejse over det besjælede hav med den unge skibsdreng Theodor. Journalist Louise Lindblad og museumsinspektør Benjamin Asmussen sætter sig i den gamle messe i fyrskibet Gedser Rev fra 1895 for at tale om sømandstroen… og måske er de ikke de eneste passagerer?
Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Benjamin Asmussen, historiker og museumsinspektør, M/S Museet for Søfart. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen. -
I 1700-tallet skyllede en bølge af såkaldte selvmordsmord hen over Danmark. Selvmordsmordere, eller melankolske mordere, som de blev kaldt i datiden, frygtede at ende i Helvede, hvis de tog deres eget liv. Derfor slog de i stedet uskyldige mennesker ihjel, oftest børn, i håb om at blive henrettet og opnå præstens syndsforladelse. Det siges, at det uhyggelige fænomen døde ud med 1700-tallet… men i 1806 sker der, en tidlig morgen i juni, et mystisk drab i sovekælderen under Odense Tugthus. En sømand fra Fåborg slår umotiveret sin kun 15-årige sengekammerat ihjel. Sammen forsøger journalist Louise Lindblad og museumsinspektør Camilla at få adgang til kælderen i Klaregade for at fortælle historien om Danmarks nok sidste selvmordsmorder, Erik Lykke.
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05. Du kan skrive til Livsliniens mailrådgivning skrivdet.dk. Du kan kontakte Livsliniens chatrådgivning mandag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag og søndag kl. 13-17. Du kan benytte Livsliniens selvhjælpsprogram, SOS, der er rettet mod at hjælpe personer med selvmordstanker.
Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Camilla Schjerning, museumsinspektør, Museum Odense. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen. -
Missing episodes?
-
Små magiske tegn og kristne symboler er ridset ind på overflader overalt i Ribe. På byens gamle gavle, facader, bindingsværk og Domkirkens stensøjler sidder beskyttelsesmærkerne, små kors og pentagrammer, der engang er sat eller indridset af helt almindelige mennesker, som ville beskytte sig mod Det Onde.
I denne episode går journalisten Louise Lindblad sammen med historikerne Maria Østerby Elleby og Louise Hauberg Lindgaard på jagt efter de magiske mærker i Ribe. Byen, som stod i hjertet af de danske hekseprocesser, og hvor angsten for Det Onde stadig står indridset i gaderne, hvor sagen om Danmarks mest berømte heks, skrædderhustruen Maren Spliids, udspillede sig i midten af 1600-tallet.
Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Maria Østerby Elleby, historiker og museumsinspektør, HEX! Museum of Witch Hunt og Louise Hauberg Lindgaard, historiker og ph.d.-stipendiat, Syddansk Universitet. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen. -
Kildevand har altid været omgærdet af mystik. Siden de ældste tider har vores forfædre dyrket særlige kilder som hellige ved at drikke eller vaske sig i vandet og holde ritualer og fester omkring dem. Det evigt rindende og uberørte vand, der pibler frem fra jordens indre, havde nemlig ifølge folketroen helbredende virkning…
På en vandring gennem tid og sted opsøger journalist Louise Lindblad og Martin Wangsgaard Jürgensen en af Danmarks mest berømte helligkilder, Helenekilde, som springer ved en stejl skrænt i Tisvilde. Helligkilden har siden middelalderen været et valfartsmål for pilgrimme, munke og syge katolikker, der troede, at vandet i kilden den kunne helbrede dem, og fra 1600-tallet drog også lærde og kong Christian 4. til miraklernes sted i Nordsjælland.
Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Martin Wangsgaard Jürgensen, Danmarks Kirker, Nationalmuseet. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen. -
Alle nye studerende på Københavns Universitet skulle engang igennem et optagelsesritual, der blev kaldt deposits. Ritualet skulle markere afslutningen på deres hidtidige liv og begyndelsen på et nyt som akademiker. Depositsen indebar både en officiel ceremoni, der handlede om at bevise sin kristendomskundskab og sværge universitetet lydighed, men den indebar også en række mere uautoriserede ritualer, som de ældre studerende og pedellerne stod bag… Og her blev der taget grove midler i brug for at hærde de unge drenge og sikre, at de forstod, at der er stor forskel på en ulærd og en lærd mand… Journalist Louise Lindblad og universitetshistoriker Morten Fink-Jensen finder vej ned i det gamle fængsel under Danmarks ældste universitet, for at blive klogere på de rituelle ydmygelser, som nye studerende har skulle gennemgå i de første 200-300 år af universitetets historie.
Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Morten Fink-Jensen, universitetshistoriker, Københavns Universitet. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen. -
En mand, der ikke har noget tøj på kroppen, tager et træstykke og sætter ild til det. Med ansigtet mod folket, publikum, går han baglæns hen mod skibet, der er hevet op på land. Vi er til begravelsen af en vikingehøvding ved Volgafloden i det nuværende Rusland. Året er 922. Manden kaster det brændende træstykke på det træ, der er lagt ind under skibet, hvor den døde høvding er ombord. Ilden tager fat i træet, dernæst i skibet og så i vikingehøvdingen og den slavekvinde, der har meldt sig frivilligt til at følge ham i døden… Med afsæt i den arabiske diplomat og rejsende Ibn Fadlans udførlige og unikke beretninger om sit møde med nordiske vikinger ved Volgaområdet, tager vi med på den i alt ti dage lange dødsceremoni og forestilling, der sættes i gang, da en vikingehøvding pludselig dør.
Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Peter Pentz, museumsinspektør, Nationalmuseet. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen. -
En påskemorgen kort før daggry går kirurgen Hans Schult ud af Vesterport i Odense. Han spejder til begge sidder. Skutter sig lidt i morgenkulden. Han fortsætter frem til Vognsbro, der fører henover Rosenbækken og ud af byen. Her er ingen. Han går hen til vandkanten, og måske holder han fast i broen, inden han strækker sig frem og lægger noget i dyndet på bækkens bund… Noget, som han håber kan kurere ham… Noget, som har en forbindelse til djævlen…
Sammen tager museumsinspektør Camilla Schjerning og journalist Louise Lindblad tilbage til det Herrens år 1617 for at dykke ned i retssagen mod Hans Schult, der levede i en tid, hvor henrettelser og straf var en synlig del af gadebilledet i Odense, og hvor grænsen mellem overtro og videnskab ofte var uklar.
Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Camilla Schjerning, museumsinspektør, Museum Odense. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen. -
En sjælden førkristen helligdom fra jernalderen, en religiøs plads nær Fæsted med store offertempler, er blevet udgravet - sandsynligvis viet til, blandt andre, de nordiske guder Frej og Odin.
Pladsen blev fundet i 2018, da amatørarkæologers metaldetektorer begyndte at bippe på en mark i Sønderjylland. Det fik arkæologerne fra Museet Sønderskov til at starte en omfattende udgravning, og siden er våben og guld i hobetal blevet gravet frem af mulden. Da de også finder stolpehullerne til det, der engang har været stor bygning, et slags offertempel, bliver de klar over, at de har at gøre med en helt utrolig fortælling om en religiøs plads i Danmark, hvor vores forfædre er draget til for at afholde store kultiske ceremonier. For at feste, drikke, ofre, destruere og nedbrænde kostbare genstande...
Og så afslører ét af fundene en uhyggelig tilføjelse til fortællingen om det liv, de festligheder, de drikkegilder og den store rigdom, der har været i området. Chefarkæolog Lars Grundvad og journalist Louise Lindblad tager sammen ud til det hellige sted i Fæsted for at tale om de svar, der er kommet, og de mange svar, der stadig mangler i fortællingen om det nyopdagede kultsted i Sønderjylland.
Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Lars Grundvad, projektansvarlig udgravningsleder, Museet Sønderskov. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen. -
En sommerdag i 2012 gør arkæologer et fund i moseområdet Alken Enge ved Skanderborg, der er så makabert og voldsomt, at det efterlader hele udgravningsholdet mundlamme…
Den tidligere sø Alken Enge gemmer på en af de største gåder fra oldtiden. Gennem mere end 70 år er der blevet gravet, undersøgt og skrevet om fundene af flere tusinde menneskeknogler, der har vist sig at stamme fra en hel hærstyrke fra den tidligere jernalder. Men er de mange dræbte krigere tilfældigt kastet i søen eller er deres knogler blevet brugt i et slags religiøst efterkrigsritual?
Nu ligger beviset lige foran arkæologerne. Knoglerne fra fire unge mænd bekræfter, at der intet tilfældigt er ved måden, de faldne krigere er blevet behandlet på efter deres død… Ja, faktisk viser det sig at være mere barbarisk, end nogen kunne have forestillet sig.
Udgravningsleder Ejvind Hertz tager sammen med journalist Louise Lindblad tilbage til offermosen Alken Enge for at tale om de uhyggelige krigsskikke og voldsomme scener, der har udspillet sig i Østjylland for 2000 år siden.
Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Ejvind Hertz, udgravningsleder og museumsinspektør, Skanderborg Museum. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen. -
Vi er lige gået ind i et nyt år. 2023. I 1800-tallets bondesamfund var overgangen til et nyt år præget af uhygge og overtro. Den fattige husmandskvinde Karoline Graves var en af dem, der skrev om denne særlige, kraftfulde tid mellem jul og helligtrekonger, hvor man kunne tage varsler for det kommende år… hvordan skulle høsten gå? Hvem bliver gift, og hvem vil dø, inden året er omme? Journalist Louise Lindblad og museumsinspektør på Nationalmuseet, Mette Boritz, er taget ud i det lille væverhus fra Tystrup på Frilandsmuseet. Stedet minder om det husmandssted på Vestsjælland, hvor Karoline Graves voksede op, og sammen med hendes skrevne ord om overtroen på landet, ser vi på det år, der venter.
Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Mette Boritz, museumsinspektør, Nationalmuseet. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen. -
Da landmanden Jens Zakariassen i 1938 gravede i mosen ved Bjældskovdal, stødte han på noget, han i første omgang troede var et dyr, der var druknet i mosen. Det viste sig at være langt mere spektakulært og uhyggeligt, nemlig liget af en ung kvinde, der er blevet hængt i en læderstrikke for mere end 2000 år siden. Mosevandets særlige egenskaber har gjort, at hun i løbet af alle de år ikke er forrådnet og skeletteret, men at både hendes kød og frisure, der består af en 80 centimeter lang fletning, stadig i dag er bevarede. I denne episode er journalisten Louise Lindblad taget med direktør for Museum Silkeborg, Ole Nielsen, ud til mosen vest for Silkeborg, hvor den unge kvinde blev fundet. For at forstå, hvorfor et ungt liv skulle ofres og begraves i mosens mørke dyb.
Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Ole Nielsen, direktør, Museum Silkeborg. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen. -
I 1810 bliver den 41-årige enke og mor til tre, Barbara Heinzmann, hevet i retten i Helsingør anklaget for at have udøvet hvid magi i byen. Hun står til at miste alt, hvad hun ejer og har og blive landsforvist. Ligesom Carl Vilhelm Goldmann, som vi hørte om i allerførste afsnit af Obscuritas, er Barbara Heinzmann hovedperson i en af Danmarks sene heksesager. Men deres historier adskiller sig på især ét skelsættende punkt. For mens Carl Vilhelm Goldmann, efter alt at dømme, aldrig i sit liv har udført nogle af de trolddomskunster, han blev beskyldt for - så er historien om Barbara Heinzmann en helt anden… Journalisten Louise Lindblad har denne gang inviteret historiker Maria Østerby Elleby med i den gamle arrestkælder under Helsingør Rådhus for at dykke ned i den ukendte sag om Barbara Heinzmann, hvis skæbne skriver sig ind i en i forvejen mørk fortælling om overtro og hekseforfølgelser i den danske købstad Helsingør.
Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Maria Østerby Elleby, historiker og museumsinspektør, HEX Museum of Witch Hunt. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen. -
Under den tolvte og sidste fuldmåne i år mødes folkemindeforsker Michèle Simonsen og journalist Louise Lindblad ude foran Rigshospitalets fødeafsnit. Månen har altid fascineret mennesker. Dens regelmæssige kommen og gåen har skabt både undren og frygt, for hvilken indflydelse har månens faser egentlig på menneskers skæbne?
Især fuldmånen er blevet tilskrevet en særlig kraft, og efter sigende er fortidens spekulationer stadig at finde inde på landets fødeafdelinger, hvor der endnu en gang, denne frostklare nat i december, vil blive født børn under fuldmånen.
Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Michèle Simonsen, forfatter og tidligere folkemindeforsker, Københavns Universitet. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen. -
På denne festdag vil en frygtelig ulykke ske for den unge danserinde Solveig. Året er 800 før Kristi fødsel. Prægtige skibe fra forskellige egne af Norden er på vej til mødestedet Bohuslän ved den svenske kyst, hvorfra den årlige kultiske ceremoni skal løbe af stablen. På det danske skib er Solveig trukket i sit snoreskørt. Hun strækker ud, gør leddene smidige. Tænk at få lov til at danse til Solgudens ære!
Men hvad Solveig ikke ved er, at denne festdag, som også er en alvorens dag, vil blive enden på hendes eksistens… i hvert fald i de levende sjæles verden.
Bronzealderekspert Flemming Kaul og journalist Louise Lindblad er taget til Brøns Mose for at rejse med Solveig ind i efterlivet og ned i underverdenens mørke dyb. Denne episode tager dig med ind i bronzealderens solreligion.
Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Flemming Kaul, Dr.Phil og seniorforsker, Nationalmuseet. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen. -
Skelettet fra en midaldrende kvinde vækker opsigt blandt arkæologerne under deres udgravninger midt i Odense by i 2016. Ovenpå skelettets lår og ankler er der nemlig placeret to store sten. Nogen har placeret store, tunge sten oven på en afdød kvindes ben... næsten som om de ville sikre sig, at dette lig aldrig skulle rejse sig og gå igen?
Journalist Louise Lindblad har i denne episode inviteret arkæolog Kirstine Haase med til den nedlagte Albani Kirkegård, hvor flere hundrede skeletter fra middelalderen i de senere år er gravet frem. Nutidens odenseanere vil nok kende området som Albani Torv eller dér, hvor Domkirken i dag ligger, eller måske dér, hvor de kører forbi i letbanen på vej til arbejde…. Men hvilken historie befinder vi os i, hvis vi graver os lidt ned under den jord, vi går på?
Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Kirstine Haase, middelalderarkæolog, Museum Odense. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen. -
Da skomageren Carl Vilhelm Goldmann arver den magiske bog Cyprianus efter moderens død, starter et sejlivet hekserygte om ham i den lille by Marstal på Ærø. Goldmann har onde øjne, lyder det blandt de heksetroende på øen. Goldmann er en heks!
Journalist Louise Lindblad tager sammen med historiker Maria Østerby Elleby til Ærø for at genopleve det, der i dag bliver omtalt som Danmarks sidste hekseproces…. Ikke i 1600-tallet eller i 1700-tallet, men i 1936.
Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Maria Østerby Elleby, historiker og museumsinspektør, HEX Museum of Witch Hunt. Fortæller: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.
Hvis du vil se Maria Østerby Elleby teste trolddomssalver og magi, så hop over til Test Historien her på YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=gyO4ok2u4I8 - I videoserien Test Historien afprøver vi, hvad historiens største opfindelser og vigtigste genstande dur til, og hvad mennesker var i stand til, før der var tænkt på os. -
Ny podcast, premiere 1.12.2022:
Da skomageren Carl Vilhelm Goldmann arver den magiske bog Cyprianus efter moderens død, starter et sejlivet hekserygte om ham i den lille by Marstal. Goldmann har onde øjne, lyder det blandt de heksetroende på øen. Goldmann er en heks!
Journalist Louise Lindblad tager sammen med historiker Maria Østerby Elleby til Ærø for at genopleve det, der i dag bliver omtalt som Danmarks sidste hekseproces…. Ikke i 1600-tallet eller i 1700-tallet, men i 1936.