Folgen
-
Vi tester OpenAI Sora, som er en slags ChatGPT for video. Det viser sig dog, at Sora har svært ved at forstå fysikkens love og ikke har den store respekt for tyngdekraften.
Vi vender også nyheden om Googles nye kvantechip, der kan løse et problem på fem minutter, som normalt ville tage 10.000.000.000.000.000.000.000.000 år for en supercomputer at løse. Betyder det, at al kryptering, vi kender i dag, snart er brudt?
Endelig har vi Ryan Mac med. Han er medforfatter til bogen Character Limit, der går tæt på Elon Musk i perioden, hvor han købte Twitter. Bogen er sprængfyldt med anekdoter - fx om da han mødte op med en håndvask i hånden og gik i gang med at fyre folk til højre og venstre. Nu har han fået til opgave at tage den model og overføre den til den amerikanske stat. Kan han det?
Værter: Marcel Mirzaei-Fard, tech-analytiker og Henrik Moltke, DRs techkorrespondent. -
Apple har opdateret det danske tastatur på iPhones med en ny funktion, der skal gøre det hurtigere at skrive.
Men bag de smarte ordforslag gemmer sig tydelige bias og stereotyper. Vi afslører, hvad der sker, når man skriver "Kvinder" og følger tastaturets første forslag.
Derudover dykker vi ned i det rumænske valg (hvor ellers?), hvor en politiker gik fra anonymitet til TikTok-stjerne og slugte næsten en fjerdedel af stemmerne.
Men mistanken om russisk indblanding gør, at valget nu skal tages om.
Og så lancerer OpenAI sin længe ventede video-AI, Sora, der skaber hele videoer fra tekstprompter, mens direktør Sam Altman nu sænker barren for, hvornår OpenAI når sit mål.
Vi spørger, om OpenAI leverer julegaver eller bare mere hype.
Værter: Marcel Mirzaei-Fard, techanalytiker og Henrik Moltke, DRs techkorrespondent. -
Fehlende Folgen?
-
Som det første land i verden forbyder Australien nu snart sociale medier for unge under 16 år. Men nu hober spørgsmålene sig op - for hvordan skal man finde ud af, hvor gamle brugerne er? Og hvorfor er TikTok et socialt medie, når YouTube ikke er?
Det skorter ikke på milliarderne til det danske forsvar. Men Center for Cybersikkerhed skal spare over 100 millioner kroner, og det undrer, for aldrig har cybertruslen været større. Danmark rammes faktisk af forsøg på angreb hver eneste dag. Vi får besøg af Mads Korsager, DR's forsvarskorrespondent.
Endelig ser vi nærmere på en ekspertgruppe, der skal beslutte, hvor mange offentlige arbejdspladser kunstig intelligens skal frigøre. Målet er mellem 10.000 og 100.000 stillinger. Men hvorfor starter man med at fastsætte et tal for fyringer, før man ved, om løsningerne overhovedet virker?
Værter: Marcel Mirzaei-Fard, vært og Henrik Moltke, DRs techkorrespondent. -
Vi står over for en epidemi af svindelopkald, hvor svindlere forsøger at lokke os til at overføre penge. Nu har et britisk teleselskab udviklet AI Daisy - en kunstig intelligens, der tager imod opkaldene og spilder svindlernes tid med snak om alt fra strikning til Medova-te.
Et amerikansk studie viser, at ChatGPT overgår læger i at diagnosticere komplicerede sygdomme - endda også læger, der har ChatGPT som hjælpemiddel. Betyder det, at vi mennesker bare skal holde fingrene væk? Vi spørger Adam Rodman, en af forskerne bag studiet.
Vi vender også en sag om overgrebsbilleder af børn skabt med kunstig intelligens. Billederne er genereret med Stable Diffusion, men hvis ingen børn er kommet fysisk til skade, kan manden bag så stadig dømmes? Og kan vi være sikre på, at der aldrig har indgået overgrebsbilleder i billedgeneratoren? De spørgsmål diskuterer vi sammen med Trine Maria Illsøe, DR's retskorrespondent.
Værter: Marcel Mirzaei-Fard, techanalytiker i DR og Henrik Moltke, DRs techkorrespondent. -
Det sociale medie Bluesky stormer frem og har passeret 20 millioner brugere i november. Brugerne flygter fra Musks kaos på Twitter i kølvandet på det amerikanske valg.
Vi ser på, hvordan du kommer i gang med Twitter-alternativerne Bluesky og Threads og diskuterer, om vi nu har set slutningen på sociale medier som "det digitale forsamlingshus".
Vi får også besøg af digitaliseringsminister Caroline Stage (M). Hun vil sætte fut i flere "røvkedelige" AI-projekter i det offentlige, så Danmark ikke sakker bagud i forhold til Kina og USA.
Til sidst diskuterer vi en undersøgelse, der viser, at unge er blevet dårligere til basale it-færdigheder - og om det overhovedet er vigtigt, når tech i dag er så nemt og intuitivt.
Værter: Marcel Mirzaei-Fard, DRs techanalytiker og Henrik Moltke, DRs techkorrespondent. -
Jesper Dein har i mere end 20 år levet af sin stemme. Han er speakeren bag Løvens Hule, Sara og Monopolet og P4. Men tidligere på året blev han ramt af en hjerneblødning, som har forandret hans stemme markant. Vi hjælper ham med at få AI til at genskabe hans stemme - og diskuterer, om det overhovedet er det rigtige for ham.
Og så ser vi nærmere på, hvordan tech banede vejen for Trump 2.0 - og hvordan Trump vil påvirke tech de næste fire år. Vi zoomer ind på krypto-festen, tonen på sociale medier og bromancen mellem Musk og Trump: Hvad skal Musk have til gengæld for sin støtte?
Værter: Marcel Mirzaei-Fard, vært og Henrik Moltke, tech-korrespondent. -
Vi ringer til Marcel i Japan og tager en status på verdens engang mest højteknologiske nation, er de efterhånden mest kendt for toiletter med elektrisk bidet?
Vi diskuterer om Trumps sejr i virkeligheden tilhører Elon Musk og tech-milliardærerne, der alle sammen køber deres eget medie, når de bliver rige nok.
Den nye bog, AI Snake Oil, spotter humbug i AI-trends, forfatteren, Sayash Kapoor, hjælper os med at finde ud af, hvilke typer AI Danmark kan bruge, og hvilke vi bør holde os langt fra.
Til sidst vælger Kasper sin yndlingsfilm om kunstig intelligens, overraskende blød og kælen scifi med ukulele og akavet AI-sex.
Værter: Kasper Lundberg, journalist og Henrik Moltke, DRs tech-korrespondent. -
Det bliver dark i dagens prompt. En amerikansk teenager har taget sit eget liv, tilsyneladende på opfordring fra en chatbot fra Character.ai, men kan kunstig intelligens kan have liv på samvittigheden? Vi kigger på den første for alvor funktionelle AI-agent, Anthropics computerspøgelse Claude og diskuterer techmogulernes skadevirkninger på demokratiet med Marietje Schaake, forfatteren bag den nye bog, The Tech Coup.
Til sidst vælger Henrik sin favoritfilm om kunstig intelligens. Spoiler alert: den er også dark og indeholder kødcomputere.
Værter: Kasper Lundberg, journalist og Henrik Moltke, DRs techkorrespondent. -
Hvorfor vil DR gøre det obligatorisk at oprette en bruger for at se DR TV? Er det for DRs skyld eller brugernes? Vi diskuterer det med Agnethe Pontoppidan, chef for DR Publicering DRTV. Vi ser også nærmere på en noget alternativ kampagne på Snapchat, som Elon Musk har været med til at finansiere. Man har identificeret jøder og muslimer i swingstater og sender helt modsatrettede budskaber ud til dem: Jøder får reklamer om, at Kamala Harris støtter Israel, mens muslimer får præcis det modsatte budskab.
Og så vil Anthropic - OpenAIs store konkurrent - nu skifte væk fra AI-dommedagsretorikken og fokusere på alt det fantastiske, AI kan. Pudsigt nok kommer sceneskiftet lige op til en stor investeringsrunde.
Værter: Marcel Mirzaei-Fard, tech-analytiker i DR, og Henrik Moltke, DRs techkorrespondent. -
Henrik er på efterårsferie, så ugens vikarvært er Nikolaj Sonne.
Vi tager et kig på Teslas store hurlumhej-show, hvor Musk præsenterede planer for en selvkørende taxa uden rat, en 20-personers bus og humanoide robotter, der både tog selfies og skænkede cocktails.
Vi dykker også ned i Nobelpriserne, som i år - om man så må sige - gik til kunstig intelligens i både fysik og kemi. Vi får besøg af Johan G. Olsen, biokemiker på Københavns Universitet, som bruger AlphaFold hver dag og mener, at det er en revolution for hans arbejde.
Til sidst ser vi på AI's indtog på jobmarkedet. Med værktøjer som Hawk's Auto Jobs Applier kan robotter nu søge hundredevis af jobs på LinkedIn på få timer. Men er vi på vej mod en fremtid, hvor robotter sender jobansøgninger til andre robotter?
Vært: Marcel Mirzaei-Fard, tech-analytiker.
Gæstemedvært: Nikolaj Sonne, foredragsholder. -
Sociale medier er alligevel så fyldt med bots, at vi snart ikke ved, hvem vi taler med. Så hvorfor ikke gå planken ud? Vi tester Social AI, hvor alle, undtagen dig selv, er skabt med AI. Vi får også besøg af Margrethe Vestager, der vender hjem til Danmark efter et årti som tech-giganternes største modstander i EU. Hvad er hendes største fortrydelse?
Og endelig tager vi et kig på Elon Musks seneste stunt, da han optrådte som hypeman for Donald Trump ved et rally i Pennsylvania. Vi diskuterer, om det markerer en ny æra for teknologiens indflydelse på politik.
Værter: Marcel Mirzaei-Fard, vært og techanalytiker og Henrik Moltke, DRs techkorrespondent. -
Vi tester, hvor god ChatGPT's nye Advanced Voice Mode er til smalltalk, og lader ChatGPT tale med sig selv. Og på sønderjysk.
Vi tager også et kig på Japan, der har lanceret en ambitiøs plan for at genvinde den styrke, landet havde i 80'erne, hvor ethvert hjem ejede produkter fra japanske mærker som JVC, Casio, Sony og Hitachi.
Til sidst undersøger vi den dramatiske situation hos OpenAI, hvor Sam Altman står alene tilbage, efter at stort set hele den oprindelige ledelse har forladt firmaet. Er det begyndelsen på enden for OpenAI, som vi kender det?
Værter: Marcel Mirzaei-Fard, vært og Henrik Moltke, tech-korrespondent. -
Vi dykker ned i Googles nye AI-værktøj, Notebook LM, der kan forvandle enhver tekst til en podcast. Kan det skabe en snakkesalig podcast ud af den kedeligste mail, Henrik nogensinde har modtaget? Vi tager dig også med bag kulisserne i sidste uges angreb mod Hizbollahs walkie-talkier og personsøgere. Hvordan lykkedes det at omdanne 5.000 nye personsøgere til skjulte bomber? Og til sidst fortæller vi historien om Michael Smith, en musiker, der tog genvejen til berømmelse og millioner ved at lade AI skabe sange, som blev afspillet millioner af gange - af bots.
Værter: Marcel Mirzaei-Fard, tech-analytiker, og Henrik Moltke, DR's techkorrespondent. -
OpenAI har lanceret en ny chatbot, der kan ræsonnere og tænke, før den taler. Er det virkelig et kvantespring, som OpenAI påstår - eller blot endnu en omgang salgsgas fra tech-giganten? Samtidig advarer den amerikanske professor emeritus Gary Marcus om, at Sam Altman, CEO i OpenAI, er på vej til at blive verdens farligste mand. Ifølge Marcus manipulerer Altman bag kulisserne, selvom han udadtil fremstår rolig og troværdig.
Endelig dykker vi ned i et stort læk fra Kreml, som afslører, at Rusland har hyret et PR-bureau til at skabe frygt og tvivl i Vesten. Henrik graver i bureauets mål om at få halvdelen af den vestlige befolkning til at frygte fremtiden.
Værter: Marcel Mirzaei-Fard, tech-analytiker og Henrik Moltke, tech-korrespondent. -
Politiet har endelig fået lov til at bruge ansigtsgenkendelse, som de har ønsket sig i årevis. I første omgang til bandekriminalitet og terror. Men Kashmir Hill, journalist på New York Times, frygter, at det er et spørgsmål om tid, før politiet banker på hos politikerne for at få lov til mere.
Henrik har fået et opkald fra P4 Syd. Det viste sig at handle om et kommende AI-datacenter, der vil forbruge mere strøm end Aalborg Portland. Men hvem kan stå bag? Og har vi overhovedet nok grøn strøm til at være tech-giganternes foretrukne datacenter-destination?
Kamala Harris' SoMe-kampagne har lanceret annoncer målrettet den såkaldte 'brain rot'-generation - dem, hvis koncentrationsevne er blevet udhulet af endeløse strømme af hurtige, algoritmestyrede videoer på TikTok. Eksempelvis 10 sekunders-videoer, hvor to fuldstændig urelaterede videoer spiller oveni hinanden. Vi diskuterer tendensen og forsøger ikke at lyde for boomer-agtige imens.
Værter: Marcel Mirzaei-Fard, tech-analytiker og Henrik Moltke, tech-korrespondent. -
Telegram-grundlægger Pavel Durov er blevet arresteret i Paris, anklaget for at facilitere ulovligheder på sin platform og nægte samarbejde med myndighederne. Telegram er et centrum for kriminalitet som rekruttering af børnesoldater, distribution af børneporno, ekstremisme og våbenhandel. Vi diskuterer, om tech-chefer skal holdes personligt ansvarlige for kriminelles handlinger på deres platforme - og om Mark Zuckerberg kan blive den næste.
Vi taler også om Danmarks nye digitaliseringsminister, Caroline Stage, der skal forsøge at få succes i en post, som ofte betragtes som noget, kun it-nørder går op i - en gruppe, som Trine Bramsen for et årti siden revsede for deres hvide tennissokker.
Til sidst ser vi på Jakob Scharffs nye forretning, der tilbyder baggrundstjek af jobkandidater. Hvor går grænsen mellem nødvendige undersøgelser og invasiv overvågning?
Værter: Marcel Mirzaei-Fard, tech-analytiker, og Henrik Moltke, tech-korrespondent. -
Internettet er gået amok over de billeder, som Elon Musks nye billedgenerator, Grok 2, er i stand til at skabe. Faktisk virker den fuldstændig blottet for restriktioner modsat konkurrenterne fra DALL-E og Midjourney. Vi tester, om fejlene er blevet rettet, sammen med Leon Derczynski, sikkerhedsekspert hos Nvidia.
Vi vender også Donald Trumps nyfundne kærlighed til deepfakes - fx et falsk billede af Kamala Harris foran en kommunistisk forsamling.
Og så har Henrik fået fingrene i Googles nye 'Her-mode' - altså muligheden for at snakke med en chatbot i realtid, som var det et rigtigt menneske. Hvor langt er vi fra, at sci-fi-drømmen bliver til virkelighed?
Værter: Marcel Mirzaei-Fard, tech-analytiker, og Henrik Moltke, DRs techkorrespondent. -
Skal politiet have lov til at bryde krypterede beskedtjenester? Og kan de overhovedet gøre det? Mediet ABC antyder, at det var amerikanernes evner til at bryde kryptering, der førte til afværgelsen af terrorangrebet mod Taylor Swift-koncerten i Wien i sidste uge. Nu ønsker både dansk og østrigsk politi bedre muligheder for at læse med på krypterede tjenester. Vi taler med Sebastian Gjerding, journalist på Information.
Og så skal vi snart vænne os til nye måder at finde ting på internettet, efter Google har domineret i 25 år. AI-søgemaskiner, som selv kigger hjemmesiderne igennem og giver dig svarene på dine spørgsmål, er på vej til at blive den nye standard. Vi taler med en repræsentant fra den førende AI-søgemaskine lige nu, Dmitry Shevelenko, CFO hos Perplexity.
Værter: Marcel Mirzaei-Fard, tech-analytiker, og Henrik Moltke, tech-korrespondent. -
Prompt er tilbage fra ferie med historien om, at tyve procent færre kvinder end mænd bruger ChatGPT. Vi får besøg af Nana Bule, tidligere direktør i Microsoft Danmark, som vil have kvinderne til at komme i gang.
Vi diskuterer også, hvad det betyder for tech og AI, at det nu er Kamala Harris, der er demokraternes kandidat, og hvem Apple, Microsoft og Google egentlig ville stemme på, hvis de havde stemmeret.
Og så samler vi op på et af de største it-nedbrud nogensinde, Crowdstrike-hændelsen i juli, hvor 8,5 mio. computere gik i blå skærm og forsinkede fly verden over.
Værter: Marcel Mirzaei-Fard, tech-analytiker, og Henrik Moltke, DRs techkorrespondent. -
Prompt er inviteret til Spot Festival i Aarhus for at tale om den revolution, vi står overfor inden for musik med AI. AI-tjenester tilbyder at skabe en hel sang med vokal og musik - alene ud fra en prompt. Marcel og Henrik tester de nye AI-værktøjer og diskuterer, om der overhovedet er en fremtid for original musik. Tidligere var det radiokanalerne, der introducerede os for ny musik. I dag er verden styret af playlister, playlister, playlister, som ofte er AI-skabte. Vi får besøg af den legendariske musikjournalist Chris Cooke, der har dækket teknologiens indvirkning på musikbranchen i årtier. Med ham skal vi vende den rolle, algoritmerne hos fx. Spotify spiller i opdagelsen af ny musik. Er det pengene eller kvaliteten, der styrer, hvad der rammer vores personaliserede playlister?
Optaget d. 3. maj 2024.
Værter: Marcel Mirzaei-Fard, vært og Henrik Moltke, tech-korrespondent.
Gæster: Chris Cooke, musikjournalist, Jakob Plesner, direktør for IFPI, DJ Noize, DJ og producer, og Nicolai Franck, Tech Scout hos Koda. - Mehr anzeigen